Det vrimler ikke med artikler i pressen der forfølger de spor jeg har fulgt i denne blog. At empiriske viden om den menneskelige hjerne og den menneskelige kognition, giver ny forståelse og indsigt de kreative processer bag fx tv-dramaturgisk og journalistisk formidling.
En undtagelse er Lone Frank som jævnligt skriver i Weekendavisens tillæg "Ideer", og som for nogle år siden skrev bogen "Den femte revolution", som jeg tidligere har omtalt.
Men i dagens Information i tillægget "Moderne Tider" finder jeg til min fornøjelse en længere artikel af Malin Schmidt under rubrikken:
To fortællinger om mennesket
Manchetten er godt nok lang, men også informativ - og får i hvert fald mig til at læse videre:
Køn, religion, kunst og kultur. I 30 år var det hele blot sociale konstruktioner; et produkt af det samfund vi levede i, var der koncensus om på de humanistiske og socialvidenskabelige fakulteter. Men i dag bliver det verdensbillede slået i stykker af den nye hjerne-forskning, der med elektroder og hjernescannere giver løfter om sikke viden med overskrifter som 'Gud sidder i hjerne'. Der er udbrudt kamp om sandheden.
Godt nok har jeg aldrig selv været socialkonstruktivist, og altså aldrig accepteret denne videnskabsteoretiske retnings grundpostulater om at enhver sandhed og forestilling om en objektiv virkelighed ikke er andet end en "social konstruktion".
Men som specialevejleder på journalistik på RUC, har jeg ofte oplevet studerende som indledningsvis i specialet skrev at de tog "et sociakonstruktivistisk udgangspunkt". Det var ikke noget de lærte i undervisningen i journalistik, men typisk noget de havde med fra deres basisudsannelse eller fra deres andet fag.
Selv stødte jeg på sociakonstruktivismen som "modstander" da jeg i sin tid skrev bogen "Faktion som udtryksmiddel" i 1990.
Mit grundsynspunkt deri var bl.a. at det var vigtigt at skelne mellem fakta og fiktion for at kunne forstå hvorfor det var så problematisk og kontroversielt at blande. Det blev den gang netop kritiseret ud fra at det at skelne mellem fakta og fiktion var en "social konstruktion", og dermed at "fakta" og "fiktion" egentlig og dybest set var ét fedt.
Underviser man journalister, så går det synspunkt jo ikke. De skal helst kunne skelne - og det skal læserne også. Så jeg er aldrig hoppet på den tankegang. Men mange andre, tydeligvis.
Derfor er det også lidt befriende at læse en artikel af en begavet journalist uddannet på SDU - der hiver frem i lyset det paradigmeskift der sandsynligvis er under opsejling; et skift der indebære at man som humanist bør være videnskabeligt interesseret i hvilke objektive korrelater der er mellem det man siger, ved og videreformidler som humanist, og så det man efterhånden gennem eksperimenter og målinger ved om hvad der foregår i hjernen når mennesket tænker, fantaserer, kommunikerer og forstår andres kommunikation.
At tale om et paradigmeskift er jo en anden måde at tale om et skift i det jeg ofte har beskrevet som "konceptuelle frames".
Når jeg i et tidligere indlæg har opfundet begrebet "neuro-journalistik", så er det netop for at introducere en ny frame inden for journalistik-forskning, i analogi til neuro-økonomi, neuro-marketing, neuro-teologi, neuro-æstetik - you name it!
Malin refererer til filmforskeren Torben Grodal som en af de hjemlige frontløbere i det paradigmeskift. Hos ham er der tale om et egentligt selvopgør - på 180 grader, fremgår det af hans udtalelser i artiklen.
Jeg har ikke læst den sidst bog af ham: "Embodied Visions: Evolution, Emotion, Culture, and Film", men den står på min liste.
Men når jeg via Amazon går ind og ser på indholdsfortegnelsen i Grodals bog, så er der i hvert fald to kapitler som ud fra deres overskrifter ligger meget tæt på den ide jeg har forfulgt i mange indlæg på denne blog: "understanding as simulation" - med udgangspunkt i opdagelsen af hjernens spejlneuron-netværk og dens default-mode-netværk.
Kapitlernes overskrifter: "Stories for Eyes, Ears, and Muscels: The evolution of Embodied Simulation. " - og: "Character Simulation and Emotion."
Der kan ikke være langt fra det som Toben Grodal skriver og beskriver, og så det citat fra James Geary fra hans bog "I is an Other" som jeg flere gange tidligere har anvendt til at illustrere en afgørende pointe:
When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds. Stories are rehearsals for real life.
Man kan læse mere om "forståelse som simulation" i følgende blogindlæg:
