Jeg har ikke malet akvarel eller tegnet siden sidste sommer, da vi var flyttet op til vores sommerhus på Ordrupnæsi Odsherred - et ophold som vi traditionelt bruger 3 sammenlagte måneder på.
Men efter den mentale og emotionelle nedtur fordi Glivec-medicinen viste sig at holde op med at virke, og efter at afløseren Sprycel hurtigt viste sig at være alt for stærk, så gik jeg simpelt hen totalt i stå.
Min egen forklaring er at den del af hjernen som skal mobiliseres og aktiveres for at tegne eller male, var anderswo engagiert - dvs. besat af bekymringer for hvad der skete og kunne ske.
I den sorteste periode mellem Jul og Nytår havde vi hele familien på besøg, og på et tidspunkt trak jeg mig lidt i enrum - 20 mennesker i et rum støjer meget når man skal høre på dem gennem sine høreapparaters uselektive mikrofoner/højtalere.
Flere kiggede ind for en kortere eller længere snak, og blandt dem var også fruens søster, som kom og sagde at hun ønskede sig en akvarel med en rødhals som motiv.
Jeg tænkte at sådan et regulært bestillingsarbejde måske kunne overvinde maleblokeringen, ikke mindst fordi jeg for et par år tilbage i forvejen havde malet en serie akvareller med rødhals som motiv, og følte mig godt tilpas med det motiv
Men først for et par uger siden fik jeg taget mig sammen til at tegne en motivskitse. Og så gik jeg i stå igen.
Så først idag - på Mosters fødselsdag - fik jeg så malet akvarellen.
Sådan her ser den ud:
 |
| Egenproduktion: Rødhal, akvarel, april 2017 |
Jeg er ret tilfreds med den.
Og kan anskue den som et lillebitte skridt i den proces jeg fik navn og begreb på for nogle måneder siden: 'posttraumatisk vækst', en proces som i princippet består i at imaginations-netværket (='default mode network') i hjernen lokkes til at skifte spor: fra dystre tanker der går i ring, til et andet - visuelt udviklingsrettet - spor hvor man kommer i flow ved at udøve kunstnerisk virksomhed.
Jeg tror det har været vigtigt at motivet domineres af stærkt røde nuancer, for rødt har i den grad ellers været forbundet med noget negativt i den forløbne tid: blodsygdommen, blodtransfusioner, blodprøver, hvid blodlegemer etc. etc.
Det hjalp til at overvinde maleblokeringen at jeg kiggede fotos af de tidligere rødhalsakvareller igennem. For en af dem synes jeg ligefrem var værd at kopiere - altså male en anden udgave af.
Den så sådan ud (jeg husker ikke hvem jeg har foræret den til):
Den nye er klart bedre, synes jeg.
Her er de tre andre egenproducerede akvareller med rødhals-motiver i serien fra den gang:
Her et link til mit indlæg om posttraumatisk vækst gennem en slags kunstterapi:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-from-pain-to-gain.html
Jeg bringer lige et citat fra indlægget. Afsættet er at det normale, fleksible og 'sunde' skift mellem aktivering af forskellige 'netværk' i hjernen, er blokeret og 'nedfrosset' af traumatiske oplevelser.
Og jeg skriver så videre:
Og jeg skriver så videre:
Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed får gang i skiftet til de to andre netværk.Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".
While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.
