 |
| 'Gravhund', skåret og bukket i læder, indkøbt i en gammeldags lædervarebutik i Amalfi for 3 euro. |
Det er længe siden - lidt mere end et år - jeg har skrevet et indlæg i serien "Akvarelmaleriets mysterier" som primært og udelukkende har fokuseret på mine egne akvareller.
Det var i de her to indlæg fra februar-marts 2015:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/02/akvarelmaleriets-mysterier-hvad-er-det.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier42-om-at-male.html
I de to indlæg forholdt jeg mig til den udfordring som jeg fik af læreren på på et kort akvarel-kursus i Nordsjælland, Annelise Pio (det blev kun til en enkelt dag ud af to, for mit vedkommende).
Efter senere at have været inde på min blog og set en del af de akvareller jeg ellers havde malet, så skrev hun:
Det slår mig, når jeg ser dine blog´s, at du lader dig inspirere af mange forskellige ting og mange forskellige kunstnere. Du skal huske, at du skal finde din helt egen stil og fortælle din egen historie.
Det prøvede jeg så i indlæg (41) og (42) at forholde mig til. For jeg var og er ikke enig, men vidste egentlig ikke hvorfor.
Siden de to indlæg har mine skriverier i serien "Akvarelmaleriets mysterier" primært handlet om Harald Henriksens billeder, dels hans glimrende akvareller i klassisk teknik og dels hans unikke og originale træsnit.
Min samlermani og fascinationen ved manden som original kunstner, overtog serien, så at sige.
Og så har jeg fedtet nogle få egenproduktioner ind i disse indlæg - nærmest som associerende fodnoter til mine skriverier om denne for længst afdøde og delvist glemte kunstner (1883-1960).
Men nu frigør jeg mig fra bindingen til Harald. Indtil videre. Og skriver dette og det følgende indlæg om "Akvarelmaleriets mysterier" med fokus på mine egne arbejder - og de problemer jeg i flere omgange er løbet ind i, og den udvikling jeg også oplever jeg har gennemgået - som amatør-akvarelmaler.
Disse indlæg er med afsæt i at fruen og jeg har været på en uges akvarel-ferie-kursus i omegnen af Amalfi, Syditalien. Kurset var tilrettelagt af læreren på et andet tidligere 2-dages kursus vi var på for et par år siden i Nordsjælland: Ane Grete Aagaard:
Her et link til hendes hjemmeside:
Og her et par smagsprøver:
 |
| Ane Grete Aagaard: Stilleben med frugter og glas |
 |
| Ane Grete Aagaard: Hovedgaden i Amalfi |
Hun er godt nok god - ja ikke bare god, fremragende.
Men nu først til mine produktioner i efteråret 2015 og foråret 2016 inden vi kom med på Anne Gretes kursus for godt en uge siden.
Der er klart tale om det jeg tidligere har kaldt 'lejlighedsakvareller', akvareller malet til en bestemt person og/eller i en bestemt anledning, og billeder som jeg absolut ikke tænker på som 'kunst' i nogen som helst betydning af ordet.
Bundne opgaver.
Mit barnebarn Benjamin fylder på det tidspunkt 5 år, og jeg spørger moderen hvad der optager ham mest for tiden - for at få en ide til et motiv til en fødselsdagsgave han kan hænge på væggen op over sin seng.
Svar: "The Hulk".
Som tegneserie- og -film-fan igennem hele mit liv ved jeg godt at 'The Hulk' er en grøn monster-superhelte-figur i en tegneserie - i konceptuel slægt med Spiderman, Superman og Batman.
Wikipedia fortæller:
The Hulk is a fictional superhero appearing in American comic bookspublished by Marvel Comics. The character was created by Stan Lee andJack Kirby, and first appeared in The Incredible Hulk #1 (May 1962).Throughout his comic book appearances, the Hulk is portrayed as a large green humanoid that possesses superhuman strength and invulnerability, attributes that grow more potent the angrier he becomes.Hulk is the alter ego of Bruce Banner, a socially withdrawn and emotionally reserved physicist who physically transforms into the Hulk under emotional stress and other specific circumstances at will or against it; these involuntary transformations lead to many complications in Banner's life.When transformed, the Hulk often acts as a dissociated personality separate from Banner.Over the decades of Hulk stories, the Hulk has been represented with several personalities based on Hulk and Banner's fractured psyche, ranging from mindless savage to brilliant warrior, and Banner has taken control of the Hulk's form on occasion.Banner first transforms into the Hulk after being caught in the blast of the gamma bomb he invented while saving Rick Jones, a youth who had wandered onto the testing range.
Og hvordan ser han så ud, The Hulk?
Wikipedias illustration er denne - taget fra en af filmserierne hvor han optræder:
 |
| Promotional image of Hulk from the TV series Avengers Assemble |
Her er forsiden af den første tegneseriemed "The Incredible Hulk" som Wikipedia-artiklen viser:
 |
| The Incredible Hulk #1 (May 1962). Cover art by Jack Kirby and Paul Reinman. |
Hulk-figuren siger mig faktisk ikke noget særligt. Jeg er mere fascineret hans ældre 'slægtninge': Tarzan, Superman og Fantomet.
Men jeg er forholdsvis sikker på at det må være en tegnefilmversion af The Hulk som Benjamin har oplevet, så jeg søger på nettet efter nogle referencebilleder at gå ud fra, og finder to udtryk for The Hulk: en version der er meget "tegnefilmsagtig" og en der er meget mere "akvarel-præget".
Her er så resultatet: to akvareller af den fantasy-figur som Benjamin er så kraftigt optaget af:
 |
| Akvarel: "The Hulk (1)" (egenproduktion) |
 |
| Akvarel: "The Hulk (2)". (egenproduktion) |
Jeg forærer den første til Benjamin - og beholder selv den anden til arkivet.
Den første version er styret og tjekket - med brug af vådt i tørt-teknikken i flere omgange (lag på lag) til at bygge figuren op med og med tydeligt markeret lys og skygge på muskulaturen - og sluttende med at konturerne er tegnet op med en meget tynd tusch-pen.
Typisk illustrator-teknik og -stil, tænker jeg.
I den anden har jeg prøvet at arbejde med vådt i vådt-teknikken hvor foreskellige farver får lov til at flyde over i hinanden, samtidig med at jeg har gjort brug af afmaskningsgummi til at sikre de hvide umalede felter i alt det flydende.
Denne sidste Hulk-akvarel syntes jeg var den sværeste, og jeg er heller ikke (helt) tilfreds med den.
Men jeg fik prøvet det jeg ved jeg er dårligst til: vådt i vådt-teknikken - under dække af at det var et forsøg inden for rammerne af en bunden 'lejlighedsopgave'.
Når jeg læser Wikipedias beskrivelse af The Hulk´s psykologi og det der er typisk for superheltene - den dobbelte personlighed, så kan jeg godt forstå at Benjamin er glad for ham, for der er rigtig gode muligheder for identifikation.
Figuren er på den ene side meget genert og indadvendt i sin hverdagskikkelse som fysikeren og videnskabsmanden Bruce Banner, lidt af en genert nørd - og er på den anden side meget emotionel, temperamentfuld og eksplosivt ustyrlig når han villet eller provokeret har forvandlet sig til superhelten The Hulk.
Det modsætningsforhold i personligheden er utvivlsomt noget Benjamin kan genkende fra sig selv.
Et af mine andre børnebørn er Simon, fætter til Benjamin og lillebror til Lucas som jeg tidligere har akvarelmalet 'drager' til i fødselsdagsgave:
 |
| Akvareller: "Drage 1.2, 3". 2015 (egenproduktion) |
Simon er lidt ældre end fætteren, og han er helt vild med at fiske.
Blandt andet har han, trods sin unge alder, allerede prøvet at fange både karusser og græskarper i den sø som er en del af vores sommerhusgrund:
Simon har fødselsdag nogenlunde samtidig med Benjamin, så han skulle have en akvarel af en karpefisk (karusser er også en art karpefisk) til at hænge op over sin seng.
Der finder jeg selvfølgelig mit 'forbillede' i de japanske og kinesiske træsnit med karper som gennemgående elsket motiv - på hundrede måder.
Jeg downloader en række billeder med det motiv og vælger et ud - det simpleste - som referencebillede:
Her er resultatet: "En karpe" til Simon:
 |
| Akvarel: "En karpe". 2015 (egenproduktion) |
Jeg har forsøgt at give 'akvarel-karpen' en gullig farve så den kan tolkes som en slags karusse, i modsætning til den rød-brune farve som karpen på referencebilledet har. Arten har jeg ikke styr på.
Fotoet forstærker og overdriver den gule farve på akvarellen af en eller anden grund.
Måden at male skællene på, dem har jeg trænet i og øvet mig på i det ene af dragebillederne som jeg viste ovenfor.
Så blev jeg syg (uden at vide det på det tidspunkt), så der kom ikke nogen nye juleakvareller til verden. Jeg levede højt på nisser og snelandskaber fra sidste år. Især var jeg glad for snelandskabet med birketræer og Fister på stubben der kigger ud over en kold sø/å (Fister blev klippet ind efter at billedet var malet):
 |
| Akvarel: "Snelandskab med Fister". 2014 (egenproduktion) |
Jeg vidste her i foråret ikke hvordan jeg skulle komme igang igen, var modløs og lidt opgivende hvad angår 'akvarelleriet'.
Måske på grund af mit skrantende helbred kunne jeg ikke komme i den på en gang åbne og koncentrerede stemning som skal til for at male akvarel.
Måske spillede det også ind at jeg ubevidst målte mine egne evner med Harald Henriksens som jeg jo jævnligt og detaljeret skrev om gennem det meste af året 2015 og de første måneder af 2016.
Han var professionel, jeg amatør.
Jeg har taget oceaner af fotos med spændende og fascinerende træer og træstammer som jeg kunne tænke mig at transponere ind i akvarel-mediet.
Også oceaner af fotos taget lokalt fra vores borgruin-terræn med Gåstårnet som ikonisk vartegn.
Men 'lejligheden' der skulle udfordre mig til at gå igang med dette væld af mulige - og grafisk interessant motiver - udeblev. Det er ikke en god ide at have for mange muligheder som man frit kan vælge imellem.
Loven om de kreative restriktioner for både kreativitet og produktivitet, siger jo til mig: Find et motiv som du ved du ikke kan male, og kom så igang - ud over akvarelmaleriets stepper.
Bingo! 'Lejligheden' - anledningen - kom fra en uventet kilde:
Min gode morgensvømmerven som er en fremragende modelbygger i både metal, træ og papmache, var begyndt at lave 'Kay Bojesen-aber' af træ på sin drejebænk:
Det var ham som sidste år forærede mig en model af min egen el-cykel. Her vist med Fister som dekorativ baggrund:
| Fister med el-cykel |
Hvordan Fister er kommet op på reolen - uden at vælte lampen og el-cykel-modellen ned, er mig stadig en gåde.
Her er et link til et indlæg med udgangspunkt i fotos af en lang række af modelbyggerens modeller:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html
Efter Kay Bojesen-aberne gik min modelbygger-ven igang med at dreje en look-alike til Kay Bojesens også meget populære gravhund:
Det var så billedet af den her 'gravhund' der blev tændsatsen til at jeg kom i gang med akvarelmaleriet igen.
Fruen elsker gravhunde - og har altid gjort det. Og når hun møder en glad en af racen på gaden - med ejeren hængende efter sig i snor , så bliver der straks åbnet op for samtaler med ejeren, spørgsmål om navn og alder - og klapning, snusning, slikning, logren med halen (altså gravhundens).
Så udfordringen var: Kunne jeg male 'en gravhund' i akvarel? - Altså lidt på samme måde som min modelbyggerven kunne dreje én i træ ud fra fotos af en Kay Bojesen-original?
Hvis jeg skulle have gættet, så ville svaret være: Nej, det er for svært. Det er jeg ikke teknisk kyndig nok til at kunne. En gravhund???!!!
Men med passende udvalgte referencebilleder, så kom der alligevel i løbet af godt en uges arbejde disse tre akvarel-gravhunde ud af det - malet i den rækkefølge - og alle med inspiration fra 'akvarel-gravhunde' på nettet som andre har malet:
 |
| Akvarel: 'Gravhund i hel figur', 2016 (egenproduktion) |
 |
| Akvarel: "Tre gravhunde på en strand". 2016 (egenproduktion) |
 |
| Akvarel: "Portræt af blå gravhund", 2016 (egenproduktion) |
Det er nogenlunde tydeligt at jeg arbejder meget traditionelt med mine akvarelfarver: Lyse grundfarver i forskellige felter, og så bygger man op - lag på lag. Noget får lov til at flyde sammen - men kun lidt - og så griber jeg ind og bygger op med nye mørkere lag.
Billedet med tre gravhunde på stranden udsprang af en replik fra fruen:
Jeg havde lavet en tegning med én gravhund på stranden som også var motivet i referencebilledet. Fruen sagde så: - Hvorfor skal der ikke være flere gravhunde på den strand?
Næh, det havde hun ret i.
Så jeg tænkte videre i det spor: Hvad med tre gravhunde med lidt forskellige nuancer i pelsen, der kigger ud over havet fra strandbredden? - Et forsøg værd!
Bølgerne og strandbredden havde jeg lidt styr på fra tidligere akvareller med motiver fra Kap Verde, blandt andet den her:
 |
| Akvarel: "Skildpadde på vej til havet". 2015 (egenproduktion) |
Så jeg indtegnede og malede to gravhunde mere med i billedet. Og pludselig begynder akvarelmaleriet med tre gravhunde at fortælle en historie:
Er de sluppet ud fra et bur og løbet bort fra vanrøgt? Drømmer de som flygtninge om at komme over til en frihed for gravhunde på den anden side af havet?
Den politiske nutid blander sig i mine akvareller!
I alle tre gravhunde-akvareller har jeg brugt afmaskningsgummi til reflekser, bølger og konturer.
Min blå gravhund blev meget mere blå end på referencebilledet.
Først var jeg utilfreds og syntes akvarellen var lidt mislykket.
Men så kunne jeg se at den kraftige blanding af ultramarinblå og kobolt med komplementærfarven orange i bagrunden og på undersiden af snuden, faktisk gjorde min akvarel lidt mere mere interessant end forbilledet.
Og jeg fik associationer til det berømte maleri fra århundredskiftet med en blå hest af Franz Marc, et billede som blev ikon for en hel kunstretning i Tyskland før først Verdenskrig kaldet "Der Blaue Reiter":
 |
| Franz Marc: Blue Horse I, 1911 |
Og Picasso havde jo også en 'blå periode' den gang i begyndelsen af 1900-tallet, kommer jeg i tanker om:
 |
Pablo Picasso :Femme aux Bras Croisés
(Woman with Folded Arms), 1901-02
|
 |
| Picasso: The Old Guitarist, 1903, |
Så hvorfor skulle jeg så ikke male en akvarel med en blå gravhund som motiv?
Det er vel nok første gang jeg har malet en akvarel med et markant brud på realismen og naturalismen i farvevalget til det centrale motiv.
Befriende, med andre ord.
Et svagt ekko mærker jeg af de rystelser i kunstverdenen som blev affødt af Franz Marcs 'blå heste' Picassos 'blå periode'
Et svagt ekko mærker jeg af de rystelser i kunstverdenen som blev affødt af Franz Marcs 'blå heste' Picassos 'blå periode'
Hvad skal man kalde dem, akvareller som går i stå inden man får begyndt på selve akvarelmaleriet? Man får godt nok lavet en tegning, man synes motivet er interessant og spændende, men så giver man op. (Man=jeg).
'Hængepartier', måske.
Dem havde jeg nogle stykker liggende af som jeg nu - nok presset af at jeg snart skulle på Ane Gretes Amalfi-kursus - satte mig for at male færdige.
Sidste sommer malede jeg to billeder af dompap-fugle som jeg var ret glad for.
Anledningen var at et dompappar havde rede og unger ved søbredden lige neden for vores sommer hus´ udestue. Og at vi måtte holde Fister indendøre indtil de fik de udklækkede unger på vingerne:
Her det første - et dompap-forældre-par (efter foto fra nettet):
 |
| Akvarel: "Dompap-par", 2015 (egenproduktion) |
Generelt var og er jeg meget tilfreds med det. En af mine allerbedste fugleakvareller. Både selve fuglene, grenene og de røde rønnebær, synes jeg lykkedes. Og jeg måtte koncentrere mig enormt under vejs.
Men de dompapper vi så i virkeligheden, sad ikke stille på grene. De fløj lynhurtigt ud og ind af den tætte busk hvor reden var skjult.
Og jeg havde aldrig turedet give mig i kast med at male fugle i flugt. Alle mine akvarelfugle sidder på en gren eller står på et underlag.
Altså prøvede jeg at male en dompap-han i flugt - efter med et netfoto som referencebillede:
 |
| Akvarel: "Flyvende dompap-han (1)". 2015 (egenproduktion) |
Jeg var ret stolt af mig selv over resultatet. Fik akvarellen indrammet og forærede den som opmuntring til en god ven som var blevet alvorligt syg.
Men blandt 'hængepartierne' var endnu en tegning af en dompap-han i flugt, men nu 'indlejret' i en baggrund af grene med rønnebær ligesom det første.
Måske stoppede jeg den gang fordi nu syntes jeg at jeg kunne det.
Men jeg tog mig altså sammen og malede den 'hængende' tegning om til en akvarel:
 |
| Akvarel: "Flyvende dompap-han (2)". 2016 (egen produktion) |
Jeg er ikke helt tilfreds med dens røde bryst. Det er blevet lidt for fladt.
Men det er muligt jeg en dag tager mig sammen til at male lidt mere skygge i højre side af kroppen.
Ellers OK.
Jeg er især tilfreds med at jeg stort set kun har brugt to farver i forskellige toner: en rød og en grå.
Og jeg holder af at jeg har fået givet akvarellen en snært af "japanisme" i stil og stemning.
Jeg har tidligere malet sølvhejrer fra Kap Verde:
 |
| Akvarel: "Sølvhejre fra Kap Verde". 2015 (egenproduktion efter eget foto) |
 |
| Akvarel: "Sølvhejre - halvnær". 2015 (egenproduktion) |
Vores sø ved sommerhuset får jævnligt besøg af en lokal fiskehejre:
Det er også en fascinerende fugl - med klare grafiske kvaliteter.
Men mange af de fotos, tegninger og malerier af hejre man finder på nettet, viser disse smukke fugle i fascinerende flugt.
Sådan et 'hængeparti' havde jeg også liggende som tegning - med en anden akvarel som referencebillede.
Så når jeg nu var igang, så kastede jeg mig også ud i at omsætte den tegning til akvarel - med klare associationer til oplevelserne fra vores sø:
 |
| Akvarel: "Flyvende fiskehejre". 2016 |
Jeg er ikke helt tilfreds, specielt ikke med skyggerne under åkandebladene.
Men nu er jeg ikke mere bange for at male fugle i flugt.
Det sidste 'hængeparti' var en tegning efter et fotografi som havde fascineret mig for flere år siden. Men efter tegningen gav jeg op.
At omsætte det smukke og fascinerende foto til en akvarel, var dømt til at mislykkes.
Så jeg smed fotoet væk, men tegningen blev 'hængende' i en skuffe. Så nu skulle det være - nu jeg var i gange med 'hængepartierne'.
Så kom der den her akvarel ud af alle kvababbelserne:
 |
| Akvarel: Spejlinger, 2016 (egen produktion) |
Fortsættelse følger i næste indlæg - om erfaringerne med kursusproduktionerne fra Amalfi og omegn.
Her en smagsprøve: Den første akvarel - malet fra balkonen til vores hotel i den lille bjergby Scala med udsigt til bjerge, vinmarker og huse:
 |
| Akvarel: "Udsigt fra balkon i Scala". 2016 (egenproduktion) |
