Idag fylder Jørgen Poulsen 70: DR-reporter og tv-fortæller gennem mange år, derefter højt profileret direktør for Røde Kors, og som kronen på karrieren: partimedstifter - og folketingsmedlem med slutplacering hos Det Radikale Venstre.
I min tid som konsulent i Danmarks Radios uddannelses- og udviklingsafdeling i 80´erne havde jeg flere gange kontakt med Jørgen Poulsen, og hans 70-års fødselsdag falder næsten præcis en måned før min.
Så jeg vil fortælle lidt om hans betydning - for mig - først og fremmest i forbindelse med mit arbejde med at beskrive fakta-tv-dramaturgiens konstruktionsprincipper og holde kurser om temaet siden midten af 80´erne.
.jpg)
Mange i min generation husker sikkert Jørgen Poulsen både for tv- og for radio-indslag i Danmarks Radio, bl.a. på grund af hans særprægede og helt specielle dialekt.
Den kan man høre her på et Bonanza-radioindslag, hvor han rapportere fra Stockholm i forbindelse med Tjernobyl-katastrofen:
I forbindelse med de forskellige dramaturgikurser som DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling afholdt i stort tal for medarbejderne i 80´erne, samlede vi undervisere på eksempler på vellykket og kreativ brug af de dramaturgiske principper inden for tv-journalistikken: nyheder og magasinindslag.
Og her var de lidt længere indslag som tv-reporter Jørgen Poulsen producerede for TV-Avisens Søndagsmagasin, klokkeklare skoleeksempler som vi så også inddrog og viste i undervisningen.
Han producerede bl.a. i starten og midten af 80´erne en lang række meget velfortalte, både oplysende og samtidig (ofte) mildt ironiske indslag - som skandinavisk udenrigskorrespondent for DR, med base i Stockholm.
Et af de mest berømte - og morsomme - var et tidligt indslag (1981)om den sovjetiske u-båd som strandede og blev hængende på et skær i den sydsvenske skærgård, fuldt synligt og langt inde på svensk territorialfarvand. Ubådstypen tilhørte den såkaldte 'whisky-klasse' hvorfor begivenheden også fik kælenavnet "whiskey on the rocks".
Det kan meget vel være Jørgen Poulsen der er ophavsmand til den betegnelse. Og han har i hvert fald med garanti brugt den i sit indslag.
Jørgen Poulsen var i øvrigt selv deltager på et af disse TV-SUM-kurser som var specialtilrettelagt for TVA´s tv-producerende medarbejdere: journalister, studieværter, producere, fotografer, redigeringsteknikere, lydfolk, mv. Og chefer!
Jørgen Poulsen sagde ikke et ord under det 5 dage lange kursus, men sad nede for enden af 'hesteskoen' og smilede huldsaligt, husker jeg.
Til sidst om fredagen kom han op til mig og sagde med sin distinkte og lidt specielle diktion: "Harms Larsen: Tak for et glimrende kursus. Jeg kalder det bare noget andet" - underforstået: end de dramaturgiske fagtermer som var en vigtig del af kursets mål at introducere og demonstrere nytten af når man producerede tv-indslag.
Det oplevede jeg som en stor anerkendelse af kurset.
Ved det efterfølgende weekend-kursus i 'analytisk efterkritik', skulle deltagerne i grupper løse den opgave at anvende de dramaturgiske begreber til at beskrive, analysere og kritisere en række forskellige indslag som andre deltagere havde "indleveret" til brug for den øvelse.
Jørgen Poulsen havde selv indleveret et relativt friskproduceret TVA-reportageindslag om den nyeste svenske eksportsucces Absolut Vodka. Det var fremragende fortalt, og den gruppe der skulle analysere indslaget, konkluderede under fremlæggelsen at indslaget netop var en forbilledlig demonstration på at det de havde lært i dramaturgikursets teori, i den grad også fungerede i praksis.
Senere producerede Jørgen Poulsen bl.a. en række emotionelt forførende og udtryksmæssigt stærke TVA-magasinindslag med skæbnehistorier om udviklingshæmmedes liv (tidligere kaldt 'åndsvage' eller 'evnesvage') i forbindelse med nedlæggelsen af de store statslige åndsvageinstitutioner i slutningen af 80´erne, fx. Svaneparken.
Og i forbindelse med mit kursus om 'faktion' brugte jeg som demonstrationseksempel på det som senere har fået betegnelsen "mocumentary", et indslag Jørgen Poulsen producerede til Søndagsavisen, der troværdigt og overbevisende fortalte om hvordan Glyptoteket og dets uvurderlige impressionistiske malerisamling var blevet solgt til en kulturinteresseret multimillionær i USA.
Da jeg i 1992 blev direktør for TV2 Øst i Vordingborg, var en af mine målsætninger at de nyheds- og aktualitetsindslag mine medarbejdere producerede, skulle være fortalt så oplevelsestærkt og spændende at - og her citerer jeg mig selv - "de ville interessere og fange seerene i Nakskov selv om de handlede om en lokal kommunal nyhed i Kalundborg."
Derfor afholdt jeg flere medarbejderkurser der skulle pushe disse ambitioner i forhold til deres måde at fortælle indslag på. Og til det første af disse kurser husker jeg at jeg havde inviteret Jørgen Poulsen til at komme og vise nogle af sine indslag og fortælle om hvordan han tænkte og arbejdede med dramaturgien i dem.
På det tidspunkt var han vist lige blevet ansat som kommunikationschef i Røde Kors, og mine medarbejder syntes vist nok det var lidt mærkeligt at det var ham jeg havde inviteret som en af oplægsholderne.
Jørgen Poulsen som eksempel og prototype på det jeg har kaldt den særligt kreative personlighed, er også interessant, hvad jeg vender tilbage til senere.
Den her blog blev i sin tid blandt andet startet på impulser fra mit møde med tv-dokumentarismens grand old man i Danmark, Poul Martinsen, i forbindelse med mit arbejde med at skrive den kombinerede mono- og biografi om manden.
Da jeg startede bloggen i slutningen af marts 2010, var jeg begyndt at læse ekstensivt om fænomenet kreativitet - fra mange forskellige faglige vinkler. Og her var jeg stødt på Mihaly Csikszentmihalyis bog "Creativity - Flow and the psychology of discovery and invention".
I bogen har forfatteren et kapitel om "den (særligt) kreative personlighed". Heri skriver han:
Creative individuals are remarkable for their ability to adapt to almost any situation and to make do with whatever is at hand to reach their goals.If I had to express in one word what makes their personalities different from others, it's complexity.They show tendencies of thought and action that in most people are segregated. They contain contradictory extremes; instead of being an "individual," each of them is a "multitude."
Han fremhæver altså "kompleksiteten" som det enkelte ord der sammenfatter det der er typisk for den kreative personlighed.
Tilsvarend har jeg ofte her på bloggen beskrevet 'den særligt kreative personlighed' som sammensat - som blendede: "to eller flere personligheder i en".
Mihaly Csikszentmihalyi bruger farven hvid som metafor og analogi:
Like the color white that includes all colors, they tend to bring together the entire range of human possibilities within themselves. Creativity allows for paradox, light, shadow, inconsistency, even chaos – and creative people experience both extremes with equal intensity.
Mihaly Csikszentmihalyi opregner en lang række af paradoksale typiske egenskaber ved den særligt kreative personlighed. Han sammenfatter dem sådan her:
1. Creative people have a great deal of physical energy, but they're also often quiet and at rest.2. Creative people tend to be smart yet naive at the same time.3. Creative people combine playfulness and discipline, or responsibility and irresponsibility.4. Creative people alternate between imagination and fantasy, and a rooted sense of reality.5. Creative people trend to be both extroverted and introverted.6. Creative people are humble and proud at the same time.7. Creative people, to an extent, escape rigid gender role stereotyping.8. Creative people are both rebellious and conservative.9. Most creative people are very passionate about their work, yet they can be extremely objective about it as well10. Creative people's openness and sensitivity often exposes them to suffering and pain, yet also to a great deal of enjoyment.
Her kan du læse Mihaly Csikszentmihalyi´s egne kommentarer til den komplekse kreative personligheds modsætningsfyldte psykologi:
Men altså det der umiddelbart slog mig, var at Poul Martinsen i den grad levede op til den særligt kreative personligheds liste af egenskaber og kendtegn.
Men - og det er pointen her - jeg kunne utvivlsomt også have brugt Jørgen Poulsen som skoleeksempel på den særligt kreative personlighed.
I en række indlæg på denne blog har jeg argumenteret for at den særligt kreative personligheds særlige kendetegn på en eller anden måde hænger sammen med tab, savn og måske endda ydmygelser i barndom og ungdom, tab som så kompenseres ved en stærkt forøget fantasivirksomhed.
Man fantaserer over det man savner, mangler, ønsker og drømmer om. Simulerer problemløsning, frihed og alternative virkeligheder ved fantasiens hjælp. Og forsøger - gennem fantasifuld metaforisk tænkning og sprogudøvelse ("storytelling") - at hele sårene, så at sige.
Jeg har også mange steder på bloggen argumenteret for følgende:
Når mennesket har en hjerne som forskerne efterhånden mener ikke er færdig og fixeret ("hardwired") fra fødslen, men er fleksibel og formbar gennem hele livet, og ikke mindst i barndom og ungdom, ja, så kan det meget vel være at genetiske dispositioner (sårbarhed, følsomhed, nysgerrighed, behov for spænding) i kombination med særlige vilkår i barndom og ungdom (tab, afsavn plus tilstedeværelsen af en 'mentor'), så at sige disponerer særligt for kreativ tænkning og opfindsomhed.
Dette ikke bare inden for kunst for, men også journalistik, forskning, design, håndværk, iværksætteri.
Jeg har i stikord sammenfattet en række af de barndoms- og ungdomserfaringer som mange kreative personligheder tilsyneladende er fælles om: forældretab og -savn, splittelse mellem to kulturer eller miljøer, at skulle beherske og forholde sig til to sprog, tvunget i "fjendtlige" institutioner (fx. skole) som hæmmer og mobber, en permanent oplevelse af fremmedgjorthed, rodløshed og hjemløshed.
Den udmærkede journalist Jesper Strudsholm har i bogen i "Storyteller - En biografi om Jørgen Poulsen" - beskrevet hans netop komplekse og tvetydige personlighed - herunder kritiske oplevelser fra barndommen.
Jørgen Poulsen kom af husmandskår i Sønderjylland, faderen døde tidligt, og Jørgen bar hele livet rundt på en uhelelig forurettelse i forhold til de mere priviligerede i samfundet, forbundet med et umætteligt behov for anekendelse fra omgivelserne.
Det fremgår af indledningen til en anmeldelse af Lone Maribo, journalist og historiestuderende, at det ikke lige er det anmelderen bryder sig om at forholde sig til:
Mødet mellem Jørgen Poulsen og hans broder, i en lavloftet stue på fødegården i Branderup, så langt vestpå at det nærmer sig verdens ende, er skildret på en så formidabel pinagtig måde, at det næsten er en lettelse at kunne lægge den tonstunge lyd af stilhed og et imaginært bornholmerurs lavmælte nedtælling til dommedag bag sig allerede på side 15, i bilen på vej østover, tilbage til magtens og handlingens verden.Ved skildringen af mødet med broderen, som måtte blive hjemme på gården i Sønderjylland for at tage sig af familien efter faderens tidlige død, blotlægges Jørgen Poulsens dybe skam ved at ville noget andet og være ærgerrig, samtidig med at vi har at gøre med ”en barndom, der var sådan, at jeg bliver nødt til at omtale den med en humoristisk distance, for at holde den ud” .Et af Jørgen Poulsens postulater er, at fænomenet Branderup er den dybere årsag til hans kolossale sult efter anerkendelse. De ambitioner, der drev ham op af de sandede plovfurer og ind hvor beslutningerne tages, forsøges forklaret med en opvækst i Danmarks periferi.Branderup er behæftet med skam, det samme er trangen til at komme væk, og vé den, der gør det godt, må han skamme sig tifold.
Jeg kan se en lang række ligheder mellem Jørgen Poulsens og Poul Martinsens psyke og erklærede barndomserfaringer.
Jeg nævnte tidligere Jørgen Poulsens markante og særprægede diktion og dialekt. Det kommenterer han selv i dette citat fra en artikel af Trine Munk Petersen i Berlinske Kultur fra oktober 2007 - under rubrikken "Poulsens Sandheder":
Kalundborgjysk kalder Jørgen Poulsen selv den særegne dialekt, som danskerne er blevet fortrolige med gennem de seneste snart 40 år, hvad enten det er »Jørgen Poulsen, Stockholm«, »Jørgen Poulsen, Washington« eller som nu »Jørgen Poulsen, Røde Kors«, hvis levende og altid engagerede beretninger, de har fået ind i stuen.Dialekten tillagde han sig de første år som journalistelev på Kalundborg Folkeblad. Men det var allerede i barndommen i Branderup i Sønderjylland, hvor forældrene havde et lille husmandssted, han begyndte at dyrke det særlige fortælletalent, han gennem årene har finpudset til noget nær perfektion.»På sønderjysk havde man et udtryk, som jeg måtte høre meget for som barn – at »Jønne havde vibkens«. Jeg har prøvet at slå det op, men jeg kan ikke finde det i nogen ordbog. For mig er det lydmalingen af, at »den knægt er da også for fantasifuld«,« siger Jørgen Poulsen.»Og jeg var meget glad for historier. Jeg elskede historier, så de næsten kunne rende af med mig. Jeg sad i vores lille hønsehus og skrev hele romaner i mine kladdebøger. Og ligesom Erling Jepsen – ham med »Kunsten at græde i kor« – der faktisk kommer fra nabobyen, gik jeg og fortalte historier, så alle børnene var hunderædde. Når jeg havde læst noget i avisen, som jeg måske ikke helt forstod, kunne jeg fortælle dem nogle frygtelige røverhistorier.«
Det peger frem mod det træk som journalistkolleger gennem årene også har mere end antydet: at Jørgen Poulsen i sin journalistik indimellem har haft en lidt for letfærdig omgang med sandhed og virkelig for at kunne rapportere sine historier så gribende som muligt.
Noget man fx også for nylig har påpeget i forbindelse med en anden 'storytellers' berømte værk: Karen Blixens "Den Afrikanske Farm". Også hun har levet et liv i med tidligt fadertab, ægteskabsvigt kærestetab, kulturel hjemløshed, tosprogethed - som hun med sin fantasis hjælp sublimerer til stor litteratur.
Ingen tvivl om at Jørgen Poulsen kan rubriceres som "flere personligheder i en" - hvad hans brogede karrierer også demonstrerer.
Og hvad der driver ham til at udfolde de forskellige sider i et samspil og i et modsætningsforhold, fremgår af Ulrikke Moustgaards meget indfølende anmeldelse på udenrigsministeriets hjemmeside under rubrikken "Nødhjælpens frække dreng":
Men bag de velskrevne artikler og særprægede radio- og tv-indslag gemte sig også et menneske, der bar på en konstant følelse af at blive forbigået og ikke få anerkendelse. Poulsen fik ikke sit drømmejob som DR’s tv-korrespondent i Washington. Han kom heller ikke til London. Eller til andre steder eller job, han ønskede sig.I Poulsens optik var årsagen for eksempel mangel på de rette forbindelser eller mangel på held. Det har han sikkert ret i. For Poulsen var en idealistisk opkomling fra Sønderjylland med en mærkelig dialekt, der ikke teede sig, som man hør og bør i en medieverden, der er gennemsyret af magtspil og selvfedme.Men ser man, som Strudsholm gør, på Poulsens liv som en helhed, står det klart, at et gennemgående tema i Poulsens liv netop er frygten for at blive forbigået og uretfærdigt behandlet. Det sker ironisk nok samtidig med, at Poulsen selv bilder sig ind, at hans succeser skyldes rent held frem for dygtighed.
Det var også et gennemgående tema i Poul Martinsens fortælling om sin professionelle karriere som tv-dokumentarist: at han havde været utroligt heldig. Det fænomen som jeg senere fik et fagudtryk for fra kreativitetteorien: Serendipitet.
Og ligesom Poulsen havde Martinsen også en drøm om at hjælpe, hvilket i flere omgange og i flere år førte til at han fik orlov fra sit arbejde som tv-mand for at bistå ulandsorganisationer med bistandsarbejdet i Afrika.
Poul Martinsens kreative drivkraft var et produkt af modsætningsforholdet mellem hans to erfarede (barndoms)miljøer på hver sin side af Lyngbyvejen: på den vestlige side Arbejderkvarteret Vangede hvor han voksede op og gik i skole (Bakkegårdskolen) til og med mellemskolen, og på den østlige side overklassekvarteret Gentofte hvis direktørsønner han gik i klasse med og var fascineret (og frastødt) af på Gammel Hellerup Gymnasium.
Ulrikke Moustgaard fortsætter ad samme analytiske spor når det gælder Jørgen Poulsen:
For en læser, der får et så intimt kig ind i Poulsens personlighed, er tanken nærliggende: Der går en lige linje mellem Poulsens store hjerte, hvad angår de nødstedte (og uretfærdigt behandlede) mennesker i vor verden, til ham selv.I bogen kommer forfatteren flere gange ind på begrebet ’lyset fra de store gårde’, der henviser til Poulsens sønderjyske barndom, hvor uligheden mellem børn fra de store gårde og børn fra mindre kår, som Poulsen kom fra, var slående i enhver forstand.Poulsen var fascineret af lyset. Men også indigneret og vred på lyset. Senere, da han er blevet frontfigur i Dansk Røde Kors – blandt andet efter en rekordstor Afrikaindsamling, han har stået i spidsen for – giver lyset genskær, når han skal sidde til bords med højtuddannede akademikere, der vil teoretisere om nødhjælp og udviklingsbistand. Poulsen selv er nemlig mere til no nonsense-handling.
Jeg har ikke kunnet finde tv-indslag af Jørgen Poulsen fra 80´erne på Dr.dk/Bonanza, hvad jeg synes er lidt af en skandale.
Til hans kreative meritter hører også dokumentarfilmen ”Olof Palme” (1983), som var det eneste eksisterende film-portræt af politikeren, og som efter mordet blev brugt af tv-stationer verden over. Sammen med Palmes bror, Claes Palme, skrev Jørgen Poulsen bogen ”Olof Palme” (Munksgårds Forlag 1986).
Jeg er ikke i tvivl om at Jørgen Poulsen også spejlede sig i og så op til Olaf Palme, hvis synspunkter og holdninger især i forhold til ulandene han utvivlsomt sympatiserede med.
Til slut et klip fra YouTube som siger noget om hans rolle i den følgende fase af sit liv, som generalsekretær for Røde Kors:
Hans rolle som medstifter og afvikler af partiet Ny Alliance, får man et godt indtryk af i Christoffer Guldbrandens glimrende og afslørende dokumentarfilm "Dagbog fra midten".
Her et klip fra den hvor Jørgen Poulsen skal til skideballe hos Naser Khader:
Her et klip fra den hvor Jørgen Poulsen skal til skideballe hos Naser Khader:
http://www.youtube.com/watch?v=1Z4Z-lx8x_g
