Mixofobi - en virus der breder sig - også journalisterne er smittet - og Louis Vuitton

I kronikken i Information i dag introducerede forfatteren Knud Aarup et begreb "mixofobi" - som han definerede som "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv". Og jeg fik en aha-oplevelse, fordi jeg fik et nyt præcist ord der inden for det sociale og socialpsykolgisk område, var det modsatte af "blending" - noget der hæmmede eller ødelagde kreativ tænkning og udvikling fordi det modarbejde blending af adskilte konceptuelle rum.

   Og i løbet af ingen tid, vrimlede det frem i min hjerne med eksempler:

Jeg underviser på en journalistuddannelsen på et universitet, og mixofobien slår hårdt igennem der når de journaliststuderende skal søge praktikpladser. Aviser og andre medier i provinsen kan stort set ikke få ansøgere til deres praktikpladser, og tendensen bliver tilsyneladende kun stærkere år for år. Og de unge studerende køber simpelt hen ikke det argument som vi gamle og erfarne fremfører, nemlig at de vil lærer meget mere hvis de søger ud på de provinsplacerede medier som har målgrupper der socialt og mentalt ligger langt fra dem selv.
   Jeg husker det også selv da jeg var tv-direktør for en regional tv-station. Det var rigtigt svært at få praktikanter, og dem jeg kunne få, hørte ikke til de mest udadvendte og udfarende hurtigløbere.

   Mixofobi er dog ikke isoleret til de unge journalister in spe i forhold til "bonderøvsmedierne" i provinsen. Den gensidige mentale mixofobi mellem akademikere og journalister i Danmark er en gammel historie. Og den præger faktisk stadig journalistuddannelserne på universiteterne, hvor der er et skarpt skel mellem akademiske lærere med forskningsforpligtelse, og så de journalsitisk uddannede lærere i håndværket. Også selvom et af formålene med at oprette journalistuddannelser på universiteterne, netop var at nedbryde dette skel gennem blending af professionelle konceptuelle rum og muligheden for faglige frame-shift.

Mixofobi var jo iøvrigt hvad det hvide aparheidstyre i Sydafrika var besat af. Og Hitlers nazister. Sho-gun-styret i Japan der holdt landet i isolation fra Vesten i 200 år, led også af mixofobi.

   Og med begrebet kan vi nu også også metaforisk sammenfatte hvad det er for en for en mental "sygdom" Dansk Folkeparti igennem de 10 års VKO-regimente har smittespredt: en mixofobi-virus.

   Men også en række indvandrersamfund og -grupper i dagens Danmark lider af mixofobi - i forhold til det danske samfunds normer. Sygdommen er gået i samfundsmæssigt selvsving.

   Den nysudnævnte integrationsminister Søren Pind har straks leveret sit bidrag til at sprede virussen yderligere, idet han gjort sig til fortaler for at udskifte en integrations-målstæning i forhold til indvandrere og flygtning, med en assimilations-målsætning. Mixofobi!

Endelig vil jeg  nævne et eksempel på hvad man kunne kalde symbolsk mixofobi, beskrevet i en artikel i Politikens kultursektion 6-7/3. Det drejer sig om mærkevarefirmaet Louis Vutton der har taget "juridiske skridt" mod den danske kunstner Nadia Plesner fordi hun i et maleri har ladt indgå en Louis Vutton-taske. Billedet er, fortæller avisen, en "opdateret" version af Pablo Picassos berømte maleri 'Guernica'. Plesners billede er altså en pastiche - et produkt af visual blending  - og det har titlen 'Darfurnica' og har samme størrelse som Picassos billede: 32 kvm.
   Som helhed er 'Darfurnica' en collage/montage i kraftige pang-farver og udført i en stil der kunne minde om fx Monty Phyton-udsendelsernes groteske grafik.  En relativt lille, men centralt placeret del af motivet udgøres af en nøgen afrikansk dreng der står med en stor hvid Louis Viuitton-taske hængende fra sin bøjede albue.
   Journalisten Carsten Andersen fra Politiken fortæller:

Med billedet vil kunstneren gøre opmærksom på problemerne i Darfur og samtidig vise , hvordan dele af pressen går mere op i historier om kendisser end i at fortælle om verdens problemer. LV tasken er - ligesom Paris Hiltons skødehund og Victoria Beckham - billeder fra kendissernes ikonverden.

For at få Nadia Plesner til at holde op med at vise billedet med Louis Vuitton-tasken indlagt i kollagens motiv, har firmaet fået en dommer i Holland, hvor Nadia Plesner bor, til at idømme hende dagbøder á 37.000 kr. så længe det vises fx på hendes hjemmeside.
   Jeg tør naturligvis ikke her vise en kopi af billedet med "den fattige nøgne sorte drengen med Vuitton-tasken over armen", for tænk hvad jeg kunne blive udsat for at det blendingsfjendtlige firma!
   Se selv billedet, læs mere om det og baggrunden, og om retssagen på Nadia Plesners hjemmeside

 http://www.nadiaplesner.com/Website/darfurnica.php

Her kan man også indbetale bidrag til en fond så hun kan betale sine advokater. Samlet skylder hun i skrivende stund 215.000 euro.

Den kreative socialdirektør - og velfærdsværnepligten

Normalt forbinder jeg ikke 'socialdirektører' med 'kreativitet'. Men man skal aldrig sige aldring. Information har en kronik i dag af en af slagsen, Knud Aarup, som er social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune. Et blended ansvarsområde, som i gamle dage ville være blevet holdt skarpt adskilt.
   Rubrikken lyder: "Velfærdsværnepligt skal hjælpe os til at genfinde fællesskabet."
   Den fanger mig i kraft af det blendede udtryk "velfærdsværnepligt". Dannet som en analogi til "militær værnepligt": pligt til at værne velfærden, som - set gennem krigsmetaforens feltkikkert - er "truet", "belejret", "under angreb".
   Hvad har den gode direktør gang i? Kronikken fremlægger en argumentationskæde, som jeg faktisk bliver så optaget af at jeg hænger på.

Ideen er at man skal tage konsekvensen af at der i forvejen er en samfundmæssig tendens i gang hvor man forsøger at øge det civile samfunds betydning i løsningen af samfundsmæssige velfærdsopgaver.

På individplanet betyder det, at den enkelte i langt højre grad er begyndt at spørge: Hvordan kan jeg bidrage? hvordan kan jeg gøre mig til deltager i noget som er større end mig selv? (/) De frivillige organisationer kan registrere den udvikling i form af en stigende tilslutning, og sociologer taler om  stigende lyst til at samskabe - dvs. virke sammen med andre om noget fælles. (/) Der er ingen tvivl om, at vi er vidne til et moralsk-etisk paradigmeskift, som for rigtig mange mennesker  signalerer et opgør med forestillingen om, at forfølgelse af egneinteresse er menneskets højeste mål.

Socialdirektøren konstaterer at der i slutningen af sidste århundrede skete et skift - frame-shift - i relationerne mellem borgerne og det offentlige, så det offentlige blev defineret som primær leverandør af  "serviceydelser" og borgerne som "servicebrugere", tæt knyttet sammen med den ledelsesideologi og styringform i stat, amter og kommuner som betegnes 'new public management'.
   For de yngre generationer har det haft stor betydning:

I de seneste 15 år er unge vokset op med det billede af velfærdssamfundet som en række serviceinstitutioner, som man har ret til at gå i, fordi man har betalt sin skat. Man behøver ikke at tænke på andet end sin ret. (/) Sideløbende med den udvikling er vi i stigende grad begyndt at organisere os med ligesindede i delsamfund, der hverken har plads til at tage hensyn til dem udenfor eller til at klare de forskelligheder, som altid opstår i mellemmenneskelige relationer. 

Aarup henter så et nyt begreb ind - analogt til fx socialfobi: "mixofobi" - der betyder: "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv".
   Hans synspunkt er at tendensen til kun at tænke på sin ret, og til at organisere sig i grupper af ligesindede, indeholder kimen til en udbredt mixofobi, og at det har nogle negative følger:

Konsekvensen er, at vi mister evnen til at nå frem til fælles og delte meninger. Vi taber med andre ord muligheden for at skabe fælles aftale om, hvordan vi opfører os over for hinanden. Vi mister evnen til demokratisk dialog og dermed evnen til at betragte velfærdssamfundet som et fællesskab. 

"Mixofobi" er jo det modsatte af blending. Socialt og mentalt sker der det at man  adskiller og udskiller,  indhegner og sætter grænser op. Samfundet er blevet et risikosamfund, globaliseringen truer trygheden i økonomi og ansættelsesforhold. Socialdirektøren har en plan og en ide:

For at imødegå en tiltagende mixofobi skal der udvikles nye sociale rum,hvor tværgående social læring kan medvirke til at genopbygge fællesskabsfølelsen. Derfor foreslår jeg, at der indføres en generel pligt for alle til at yde fire måneders velfærdstjeneste i en af velfærdssamfundets institutioner, inden de er fyldt 25 år. (...) Som betaling for disse job foreslås et niveau svarende til SU. (...) De job som skal varetages, findes ikke i dag. Da et af hovedformålene netop er at frem den tværgående sociale læring, er det vigtigt at jobbene oprettes der, hvor der er størst behov. Gennem aftjenining af velfærdstjeneste får de unge både en oplevelse af samfundets forskellige sociale sider og en konkret oplevelse af, at velfærdssamfundet er noget som forudsætter at man bidrager personligt.

   Sproget er lidt vel socialdirektøragtigt, men tankegangen klar. Og det nye begreb mixofobi, som en Zygmund Bauman har opfundet, giver mig en regulær aha-oplevelse, som jeg udfolder i et følgende blogindlæg

Knud Aarup fremføre til slut i sin kronik at vores samfund "består af samfundsborgere, ikke af forbrugere, og samfundsborgeren er netop kendetegnet ved at have pligter og rettigheder". Og kreativt trækker han nu et historisk kort i sin argumentation:

I arbejderbevægelsen er det traditionelt udtrykt som Gør din pligt, og kræv din ret.Velfærdssamfundet blev udviklet på baggrund af sociale værdier om lige muligheder for alle, retten til helbredelse, retten til forsørgelse og rimelige levevilkår og sågar retten til arbejde til alle. Men samtidig var der balance mellem pligter og rettigher. Er man i tvivl, kan man bare læse Fremtidens Danmark fra 1945. (/) Læren fra den gang er fortsat vigtige kerneværdier id det danske samfund. Det er på tide, vi genfinder kilden til den enkelte moralske ansvar. Det er på tide vi genopdager velfærdssamfundet som et fællesskab.

Konceptuel blending af før og nu. Godt gået, socialdirektør!

'Læsegruppe Sundholm' - kreativ og nyskabende litteraturformiling på DR-tv?

Jeg har vist i et tidligere blogindlæg kategoriseret journalisterne Mads Brügger og Mikael Bertelelsen som hørende til de "særligt kreative personligheder". Begge udtrykker de sig gennem ironi. Og begge er de i hvert fald kendt for at producere tv-programmer der balancerer på skellet mellem fakta og fiktion,  grænsesøgende og grænseoverskridende programmer der er et resultat af conceptual blending, fx 'Det røde kapel' og 'Den 11. time'.

Informations bogtillæg har idag en forskræpsartikel af Rasnus Bo Sørensen om en kommende serie litteraturprogrammer på DR2, tilrettelagt af disse to "skæve" tv-hoveder. Rubrikken er et citerer en udtalelse af Mikael Bertelsen: "Litteraturen kan betyde alverden for et menneske, der kun akkurat hænger sammen".
   Opskriften - konceptet - er: Tag 4 hjemløse fra et hjemløseherberg, og lad dem læse, diskutere og anmelde god litteratur for åbne skærm, f.eks. 'Min Kamp' af nordmanden Ove Knausgaard, eller 'Jeg er en hær' af Lars Husum. Og se så hvad der sker - med dem der diskuterer. Spørgsmålet er: Kan litteratur ændrer deres liv?
   Det er jo tydeligvis en form for reality-show, men med et alvorligt sigte. Og lavet i udtalt opposition til traditionel "højpandet" tv-litteraturfomidling. Jeg får associationer til nogle af Poul Martinsens eksperimenterende programmer hvor han forsøger at nedbryde sociale fordomme - ud fra formlen: Hvad nu hvis....

Jeg citerer fra udtalelser rundt omkring i artiklen:

"Det er et andet blik på herberget Sundholm, og det er et andet blik på litteratur," siger Mads Brügger, ... 

I løbet de i alt otte programudsendelser kommer seerne tæt ind på livet af læsegruppens medlemmer, hvis personlige dramaer fletter sig ind og ud af de bøger de læser. (...)  

Programmet er fuld af den slags øjeblikke, hvor bøgernes fiktion og medlemmernes liv smelter sammen - og det er netop seriens styrke, mener Mads Brügger. 

"Jeg synes det er lykkedes os at skabe et program, hvor man ikke bare taler om hvilken effekt litteratur kan have, men hvor man rent faktisk viser det, siger Mikael Bertelsen. 

"På mange måder er det ikke bare et litteraturprogram, men også en alternativ form for socialreportage om velfærdssamfundet og om, hvordan man overlever i systemet," siger Bertelsen.

Programmerne handler altså om litteraturens "forandringspotentiale." Og spørgsmålet er om læsningen af bøger med litterær kvalitet, kan give så stærke aha-oplevelser hos mennesker der normalt ikke vil komme i kontakt med den, at bøger der er fiktion, får en slags sandhedseffekt på dem.
   Don´t tell it, show it, lærer man på Journalisthøjskolen. Og det er en lærersætning begge tilrettelægger i den grad har taget på ordet i flere af deres tidligere programmer. Og altså her igen.

Der er tale om et kreativt forsøg på radikalt frame-shift - både i forhold til den konventionelle måde at behandle litteratur på i tv, og i forhold til den konventionelle måde at behandle hjemløse på i tv.
   Og konceptet blander forestillinger og konceptuelle rum, som ellers holdes adskilt i kulturen og i medierne - for at nedbryde fordomme og mentale grænsebomme hos publikum.
   Det blive spændende at se hvad der kommer ud af det. Men tænk at udsendelsestidspunktet er sat til kl. 23. på DR 2.
   Programfladeplanlæggerne er tøsedrenge.