Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.
Politiken har et to-siders opslag i kultursektionen i dag. Et portræt skrevet af Ditte Giese. Med store fotoillustrationer: yndig, poetisk udseend pige - iklædt hvid løsthængende natkjole og lyst langt hår - dansende rundt i den grønne forårsskov med en bund af hvide Annemoner.
Kultursektionens forside viser den samme pige liggende tilsyneladende sovende med udslået hår i den samme Annemone-skovbund. Det associerer til eventyr og sovende prinsesser.
Rubrikken dementerer de eventyrlige associationer:
Sgu, fucking, forpulet, satan
Rubrikken til opslaget inde i sektionen lyder:
Et nips der nægter at holde sin kæft
Navnet er Anne-Grethe Bjarup Riis.
At hun er en af de særligt kreative, fremgår klart af artiklen. Flere personer i én - et multitalent: skuespiller, instruktør, forfatter, billedkunstner. Og ikke mindst også: offentlig debatør med stærke meninger og stærke verbale udtryk for dem.
Far arbejder skiftevis som langturschauffør og i landbruget. "Kunne knap nok læse". Ham har hun nok ikke set meget til.
Mor er sygeplejeske, og en bror som moderen forkælede ud over alle grænser. Og søster Anne-Grethe var jaloux, så det baskede. Og føle sig forsømt og overset - uretfærdigt behandlet:
"Men der var ikke så meget overskud i mit barndomshjem. Der blev aldrig spurgt, om jeg havde lektier for, eller jeg ville efter 10. klasse. Det måtte jeg sgu selv ligge og rode med. Derfor kom jeg på fabrik."
Et helt år stod skolepigen derfor på Bosweel Skjortefabrik i Herning og strøg stolpen foran på skjorterne. I starten havde hun udsigt over hele fabrikken fra sit strygebord, men senere blev bordet flyttet, så hun stod en hel dag og gloede direkte ind i en væg.
Som mange særligt kreative kvinder jeg har læst om, var Anne-Grethe en "drengepige". Hun beskrives i artiklen som "nittelæderjakkeklædte, knallterkørende, drikke-sig-fuld-med-drengevennerne og giv-fuckfinger-til-det-hele-teenager".
Hun fik kontakt med amatørteatermiljøet i Århus, og fandt ud at der var noget der hed teaterskolen som man kunne søge ind på.
"Jeg var sådan, nå, ha, ha, det er da det jeg skal! Jeg anede ikke det fandtes. Jeg va jo autoritetstro, og det er de med Jantelov og Jyllan, og man skal kraftedeme ikke to, man er en skid. Så dem der inde i fjernsynet, dem kan man jo ikke komme i nærheden af. Men jeg søgte og kom ind på teaterskolen i første hug."
Noget af det nyeste Anne-Grethe Bjarup Riis har været engageret til og i er instruktør for filmen "Hvidstengruppen" som har haft stor anmelder- og publikumssucces.
Hun har skrevet to romaner om parforhold og kvinder. Været med i satiregruppen Emmas Dilemma. Været med som skuespiller i Lars von Triers "Idioterne".
Ellers har hun engageret sig i debatten om prostitution og diskussionen om lovgivningen på området. Så aktivt og med så mange aggressive ord over for talsmanden for sexarbejdernes forening, Susanne Møller, at værten på Go´morgen, Danmark, måtte true hende med at sætte tape for munden:
Som billedkunstner arbejder hun med satire, ironi, montage, selvudstilling - blending af forskellige konceptuelle rum så det basker. Her et af hendes billeder - et selvfotografi - som blev udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling 2006 - med den ironisk vrængende titel "Ordinary Hooker with career spoiler":
Begrebet kreativ vrede som kunstnerisk drivkraft ligger lige for.
En kunstner der er på enhver måde er grænseoverskridende. Se mere om og af hende på hendes hjemmeside på adressen:
Det er ikke så tit man møder dem, men man ved når en metafor i den offentlige debat er oppe og ringe.
En rubrik i Politiken i onsdags den 25. april. Debatsektionen, genren "analyse". Skribenten hedder Henriette Kinnunen. Rubrikken lød:
Arveafgift. Danmark bør afskaffe dødsskatten
Forfatteren er erhvervsjuridisk konsulent i den højreorienterede liberalistiske tænketank Cepos. Hun - eller den redigerende redaktør - har altså re-framet det relativt kliniske og ikke-værdiladede ord "arveafgift" med "dødsskat".
Først udskiftes "afgift" med "skat" som klart i Danmark og i den danske offentlighed i sig selv er et negativt farvet ord.
Derefter konstrueres den metaforiske frame der medfører at arv anskues gennem dødens optik. Man arver når nogen dør og betaler nogen af de arvede værdier til staten. Her sker der sker en semantisk komprimering og forskydning: I stedet for skat på de værdier der efterlades når nogen er død, så re-framer man det som skat på den død der som virkning har at nogen arver.
Manchetten til artiklen spiller smukt på "død":
En øget arveafgift kan medføre døden for mange familieejede virksomheder. Det er til skade for hele samfundets vækst og velstand.
Og første sætning i kerneafsnittet:
Prisen for laver skat i levende live, er højere skat ved død.
Det er ikke redaktøren der har fundet på det effektivt demagogiske udtryk "dødsskat". Det har Henriette Kununen. Hun skriver lidt inde i artiklen om "AE" - Arbejdernes Erhvervsråds argumentation for at foreslå en forhøjet arveafgift:
AE-rådet synes imidlertid at have skudt forbi, for arveafgiften - dødsskatten, som den også kaldes - rammer ikke kun døde personer og deres arvinger. Den rammer også levende virksomhederr og dermed de arbejdspladser som vi har så hårdt brug for i vores samfund.
Selv om jeg ikke sympatiserer med de fleste af Cepos´ synspunkter - og heller ikke her - så er den forførende og frame-ændrende retorik effektivt konstrueret og sat op: "dødsskat" versus "levende virksomheder".
I resten af artiklen frem det sidste afsnit bruges så "arveafgift". Men i det sidste afsnit bruges "dødsskatten" så igen - endda to gange med en smuk fasttømring af artiklens retoriske præmis:
... selv hvis regeringen ikke i denne omgang følger det svenske eksempel og afskaffer dødsskatten for alle, er de som minimum nødt til at afskaffe den for erhvervslivet. Ellers blive dødsskatten mere end et polemisk udtryk. Det bliver en potentiel død for et stort antal familieejede virksomheder.
Jeg er ikke i tvivl om at ordet "dødsskat" når debatten om den kommende skattereform med en øgning af arveafgiften, vil blive brugt af modstanderne om og om igen. Uanset hvad man måtte mene: Det lyder ikke rart!
I det forrige indlæg om ordblindhed var jeg inde på at mønstergenkendelse var en måde nogle ordblinde brugte som udvej for at lære at læse - i stedet for den velkendte analytiske vej hvor man lærer at læse ved at lære at stave til enkeltord ved at læse bogstaverne højt et for et.
Og ordblindhed fik jeg også koblet sammen med kreativitet.
Men er der nogen mere direkte sammenhæng mellem kreativitet og mønstergenkendelse? - Jeg har flere meget forskellige associationer.
Den ene er skak. Forskellen på rigtig gode skakspillere og dårlige skakspillere/rene amatører - er at de rigtig gode forudser de rigtige træk ved intuitiv mønstergenkendelse frem for bevidst analyse af og spekulation over enkelttræk. Man regner med at denne evne til at se mønstre - og dermed have ubevidst viden om hvordan spillet kan udvikle sig relativt mange træk fremad - at det er noget tillært - en evne opbygget af at spille en masse spil - helt fra man var barn.
En anmelder af en skakbog skriver om denne skakmestrenes særlige intuitive evne til at foretage det rigtige træk - også i lynsksak:
The ability to instantly know where the pieces belong based on a deep knowledge and familiarity with pawn structures and developmental or tactical patterns is a learned skill.
Den anden association jeg får er til Sience Fiction-forfatteren Isac Asimov hvis selvbiografi nr. 2 jeg er ved at læse for anden eller tredje gang. Den hedder "I, ASIMOV" - en titel der associerer til hans verdensberømte og epokeskabende SF-novellesamling om robotter: "I, Robot".
Han skriver et kapitel om sin egen litterær "prolificity" - der betyder "frugbarhed" eller "produktivitet" på engelsk. Han nåede at skrive små 500 bøger - fiction og non-fiction - inden han døde, og filosoferer i kapitlet her over hvorfor han stort set skriver det "rigtige" først gang han skriver noget. Dvs. han "kæmper" ikke med stoffet og skriver meget lidt om. Og, fortæller han, det giver ham en selvsikkerhed at, når han han har skrevet en sætning eller afsnit, at han så erfaringsmæssigt ved at "the chances are about twenty to one that the are perfectly all right."
Men hvorfor har han så den selvsikkerhed når han skriver - vel modsætningen til skrivblokeringen:
One reason for my self-assurance, perhaps, is that I see a story or an article or a book as a pattern and not just as a successions of words. I know exactly how to fit each item in the piece into the pattern, so that it is never necessary forme to work from an outline. Even the most complicated plot, or the most intricat exposition, comes out properly, whith everything in the reight order.
Det hører med til historien at han tidligere i selvbiografien fortæller at han havde "a near photographic memory", og at han fra helt lille har slugt bøger lån på det lokale offentlige bibliotek:
I received the fundamentals of my education in school, but that was not enough. My real education, the superstructure, the details, the true architecture, I got out of the public library. For an impoverished child whose family could not afford to buy books, the library was the open door to wonder and achievement, and I can never be sufficiently grateful that I had the wit to charge through that door and make the most of it.
Det er meget muligt at man kan have et særligt medfødt talent for mønstergenkendelse - men først og fremmest fremgår det af litteraturen at det er et resultat af øvelse og træning, ofte påbegyndt endda meget tidligt i et menneskes udvikling.
Ud fra Asimovs historie får jeg den tredje association - til tv-dokumentaristen Poul Martinsen som jeg har interviewet grundigt og skrevet en bog om.
Et af mysterierne som jeg oplevede omkring også Martinsens store "prolificity" - han producerede mere end 120 tv-dokumentarprogrammer - var hans tilsyneladende søvngængeragtgie sikkerhed som tv-storyteller - inden for en bred vifte af meget forskellige genrer. Dramaturgien og fortælleteknikken var simpelt han altid i orden, uanset om det var en kritisk undersøgende og afslørende dokumentar, en empatisk observerende fluen-på-væggen-historie, eller et program som illustrerede fascinerende psykologisk eksperimenter.
Der var ingen tvivl om at Martinsen ligesom Asimov trak på en form for automatisk mønstergenkendelse når han fortalte gennem tv-billeder. Men var denne evne medfødt?
Nej! - Det viste sig da jeg interviewede ham, at han havde været biografpicolo gennem gymnasieårene. Og der i biografsalens mørke jo må havde set en masse film - og de samme film mange gange.
Jeg er ikke i tvivl om at hans intuitive mønstergenkendelse knyttet til fortælleformer og -forløb, var et resultat af denne drypvist opsamlede og lagrede erfaring om hvordan man fortalte en god historie i levende billeder.
Tilbage til Asimov og mønstergenkendelse. Han fortsætter nemlig med overvejelser om hvilken betydning mønstergenkendelse har - både for skakstormestre og fx en baseball-manager:
I rather imagine that a grand master in chess sees a chess game as a pattern, rather than a succession of moves. A good baseball manager probably sees the game as a patterne rather than a succession of plays. Well, I see paterns too in my specialty, but I don´t how I do it. I simpley have the knack and had it even as a kid.
Om Isac Asimov er så i øvrigt at bemærke at han er - og har altid været - min absolutte yndlings-SF-forfatter. Med mellemrum genlæser jeg med fryd hans bøger selv om jeg næsten kan dem udenad.
Hans "Foundation"-serie er den afgørende inspirationskilde for "Star Wars"-filmene. I romanerne har han opfundet en videnskab "psychohistory" som på statistisk grundlag kan beregne den sandsynlige historiske udvikling i en hel galaxe i et spænd på 30.000 år (indgår ikke i filmene). Og inspirationen til "Foundation"-serien grundlæggende plot er hentet fra Edward Gibbons historiske storværek i seks bind fra sidste halvdel af 1700-tallet "The History of the Decline and Fall of the Roman Empire".
Og hans dybt fascinerende og originale noveller og romaner med robotter som bærende karakterer - underlagt "robotikkens tre love" - har også inspireret til flere gode SF-film. Og inspireret en lang række yngre SF-fofattere som har skrevet videre inden for dette specielle SF-univers omkring relationerne mellem mennesker og højt begavede robotter.
Der har den sidste uge kørt en debat i Politiken om ordblindhed og skolernes manglende eller dårlige undervisning af ordblinde.
Provokerende udtalelser fra ansvarlige skolefolk i forskellige kommuner, afslører at de simpelt hen ikke anerkender - eller bare er uvidende om - at der er en forholdsvis sikker diagnose, ordblindhed eller dyslexi, som udspringer af en afvigelse i hjernens måde at fungere på hos ordblinde, og som der også findes særlige måder at behandle på.
Jeg blev selv dybt forarget. Hvorfor fremgår senere i dette indlæg.
Den kendte studievært Bubber blev i Aftenshowet for nogle dage siden interviewet om det at være ordblind. Det har fortalte, var blandt andet at det havde været dødvigtigt for ham tidligt at blive diagnosticeret som ordblind. For så havde han en forklaring, og så kunne han få systematisk undervisning rettet mod sin ordblindhed.
DR.dk har en særlig underside der har titlen "Ligetil" som er henvendt til læsehandicappede. Den citerer fra Aftenshowet:
Fordi Bubber vidste, at han var ordblind, kunne han også tidligt få undervisning, der hjalp ham.
- Jeg har ikke været bange for at sige, at jeg skulle til ekstra undervisning, for det var jo bare sådan, jeg var.
- Jeg vidste jo, at jeg fik hjælp og samtidig med det, så kom jeg jo væk fra en time, der kunne være et helvede og et mareridt at være i, siger Bubber.
Sandsynligvis er der flere forskellige varianter af ordblindhed, svarende til at der også kan være flere varianter af synæstesi, autisme, farveblindhed. Men her er en liste over de typisk symptomer ifølge Wikipedia:
Confusion with before/after, right/left, and so on
Difficulty learning the alphabet
Difficulty with word retrieval or naming problems
Difficulty identifying or generating rhyming words, or counting syllables in words (phonological awareness)
Difficulty with hearing and manipulating sounds in words (phonemic awareness)
Difficulty distinguishing different sounds in words (auditory discrimination)
Difficulty in learning the sounds of letters (In alphabetic writing systems)
Difficulty associating individual words with their correct meanings
Difficulty with time keeping and concept of time
Confusion with combinations of words
Difficulty in organization skills
Jeg lider selv af en variant af ordblindhed som viser sig ved at jeg ikke læser ved at stave ordene, men læser i "klumper" - i ord-helheder og sætninger. Jeg husker meget tydeligt at jeg ikke lærte at læse ved at stave og skrive ord: "a siger a, b siger be, e siger e, siger abe" - og så videre. Jeg læste højt i kor sammen med klassen, men det bed sig ikke fast i hjernen.
Så jeg var faktisk en del "bagud" til midt i 3. klasse. Og så pludselig - jeg husker det klart - så kunne jeg læse. Det tog en måned fra jeg husker jeg ikke kunne - og til jeg bare kunne uden særligt besvær.
Og jeg har stort set læst som en gal siden.
I dag ville man sige at jeg - af mig selv - knækkede koden.
Sandsynligvis begyndte jeg at læse i mønstre - i visuelle helheder - uden om lyd og de spejlende mundbevægelser. Og inddrog altså den del af hjernen i min læsning - den højre - hvor de dominerende sprogcentre ikke sidder: den højre.
Det er den højre side af hjernen som er vigtig for netop mønstergenkendelse (og derfor også for ansigtsgenkendelse).
Men jeg har altid haft svært ved at stave ord - ikke kun svære og fremmedartet stavede danske ord, men også helt almindelige ord - typisk med såkaldt stumme bogstaver. Derfor altid problemer med at skrive infinitiv og nutid af verber korrekt, for eksempel. Og jeg har svært ved at få øje på stavefejl i det skrevne, også selv om jeg jo ved hvordan langt de fleste danske ord staves - når jeg tænker mig om.
Men heldigvis bremsede det at at jeg fik mange røde streger i mine stile ikke min lyst til at skrive, hvad det jo meget vel kunne have gjort. Og det gør det stadig ikke, som læserne af denne blog må være blevet klar over.
Det forhindrede mig heller ikke i at læse dansk med lyst og udbytte - og endda specialisere mig inden for den sprogvidenskabelige retning.
Fordi jeg som voksen var opmærksom på mit stavehandicap (som jeg ikke selv havde diagnosticeret som ordblindhed før jeg blev voksen), så blev jeg meget tidligt opmærksom på at min adopterede datter havde et ordblinde-handicap. Ingen af hendes lærere var bevidste om det, hun havde bare "læse-skrivebesvær" - og det blev der så ikke taget særlig hensyn til.
Jeg læste om ordbilledmetoden og lavede en masse kort med ord og billeder som jeg så trænede min datter med. Jeg tror jeg trænede med hende et halvt år, og det lykkedes faktisk, så hun ikke kom bagud med læsningen.
Hun "knækkde" koden ligesom jeg gjorde af mig selv: dvs. lærte at læse uden at gå højtlæsning-stave- og stavelsesvejen, men via at betragte ord som helheder, mønstre, billeder man kunne genkende visuelt.
Men hun havde store problemer med at stave korrekt når hun skrev, og stavede som de fleste ordblinde "fonetisk" - men byttede også om på bogstaver der lignede hinanden som "p "og "d".
Da hun i 3-4 klasse begyndte at skulle skrive fristile, følte hun sig heldigvis ikke mere handicappet end at hun skrev på livet løs og af karsken bælg - side op og side ned. Men det gav ondt i maven at opleve at der var så mange stavefejl at jeg, faderen, havde svært ved overhovedet at læse og forstå det skrevne. Og hun selv blev dybt frustreret fordi hun faktisk ikke kunne læse sine egne lange og fabulerende stile.
Når jeg tager det op her på denne blog, så er det fordi rigtig mange kreative personligheder ifølge pålidelige kilder har været ordblinde (jfr. Bubber).
Som jeg tidligere har skrevet om, så er der mange af de særligt kreative der har haft problemer i skolen, og nogle af de problemer kan jo godt tilskrives ordblindhed - og ikke bare et vanskeligt sind eller problemer med de sociale relationer.
Lidt research på nettet fortæller følgende om ordblindhed:
At det for en stor del er arveligt bestemt.
At mellem 5 og 10 procent af befolkningen er ordblinde.
At "entreptrnør-personligheder er fem gange så hyppigt ordblinde, som befolkningens gennemsnit.
At der ingen sammenhæng er mellem ordblindhed og intelligens.
At relativt flere ordblinde er venstrehåndede og har hypermobile led end gennemsnittet i befolkningen.
At orblindhed kan sættes i forbindelse med skader i nogle af venstre hjernehalvdels sprogcentre
At ordblindhed kan hænge sammen med blandet dominansforhold i hjernen omkring bevægelse, hørelse og syn (fx kan have højredominante hænder, men venstredominant hørelse, eller syn)
Denne sidste teori synes jeg lyder rigtig overbevisende. Her er et citat der belyser dette fænomen - mere kan læses ved at følge linket:
Neurological disorganization develops when there is mixed dominance between the dominant hemisphere of the brain and what is supposed to be the dominant eye, ear, hand or foot. Mixed dominance and neurological disorganization occurs when for instance: a child eats, throws, and writes with the right hand, kicks with the right foot, sights a telescope with the right eye, but listens and takes in information with the left ear. This child will accomplish other tasks with the dominant right side of the body but will listen to the phone with the left ear or may turn their head to the right to favor the left ear when listening intently. This mixed dominance is not limited to just the ear but can occur in the eye, ear, hand or foot in any combination. http://www.craigstell.com/solutions_for_dyslexia.html
Den teori kan fx forklare hvorfor en særlig - og kontroversiel lydterapi "Volfairmetoden" - faktisk synes at hjælpe ganske mange ordblinde.
Blandt dem kan nævnes: H.C.Andersen, Albert Einstein, Pablo Picasso, Leonardo da Vinci, George Washington.
Her er en video der opregner en masse navne på kendte ordblinde
Og her en video der fortæller mere om de oplevelser kendte ordblinde har haft og de reaktioner de har mødt i skolen:
Det man ikke kan vide, er hvordan sammenhængen mellem kreativitet og ordblindhed er. Det kan være at ordblinde handicappet tvinger nogle børn og unge der har det, til at kompensere ved forstærket udnyttelse af andre evner, evner som i øvrigt udspringer af høre hjernehalvdels specialiseringer.
Eller det kan være at det der ud fra et læse-skriv-tale-synspunkt virker som en konstruktionsfejl i hjernen, samtidig kan være en konstruktionsfordel i forhold til andre former for mentalt og kognitiv udfoldelse som det at musicere, male, lave film, være skuespiller.
Under alle omstændigheder er det en skandale at skole-systemet i så mange år har udvist så meget mangel på professionalisme i forhold til ordblindhed og hjælpen til dem der har handicappet.
.jpg)