Den spaltede personlighed - som kreativ overlevelsesstrategi

Jeg har tidligere været inde på hvordan det ser ud til at mange særligt kreative personligheder i deres barndom har oplevet tab, afsavn og traumatiske begivenheder, som de har overlevet ved  fantasiens hjælp og ved at spalte personligheden i to. En personlighedssplittelse som de så senere i livet har arbejdet på at hele ved kreative aktiviteter, som f.eks. ved at skrive om oplevelserne - i roman- eller erindringsform.

   Et ekstremt tydeligt eksempel på det fænomen beskrives i Peter Wivels ammeldelse (Politiken 12-09-2010) af en bog af den østrisk kvinde, Natacha Maria Kampuch, der som ti-årig blev kidnappet, indespærret, og derefter holdt fanget, pint og tortureret i et lille hemmeligt rum af håndværkeren Wolfgang Priklopil i 8 år.
   Peter Wivel refererer fra bogen der har titlen '3096 Tage':

Verden udenfor var ikke mere Nataschas. Men indenfor delte hun den i to. Der var en ydre verden, nemlig dén, der bestod af hendes krop. Den tog imod slagene, mens den indre verden, hendes sjæl krympede sig. Hun følte fysisk smerte, men i sit indre var hun følelsesløs. I denne indre verden indgik Natscha en aftale med sig selv. Det blev hendes redning. (..) Allerede efter et halvt års tid i fængslet besluttede hun, at hun ville tage skæbnen i sine egne hænder, når hun var fyldt 18 år. Der var lang tid igen. Lige nu havde hun slet ikke kræfterne.
"Jeg forlod min krop, når gerningsmanden maltrakterede den, og så i det fjerne til, mens den 12-årige pige lå på jorden og blev bearbejdet med spak", skriver hun. "Den store Natascha tog den lille, der end ikke havde måttet beholde sit navn, i hånden og trøstede hende: 'Jeg henter dig ud, det lover jeg dig. Når du bliver 18, overmander jeg gerningsmanden og henter dig ud af fængslet. Jeg svigter dig ikke.'" Og så tilføjer hun: "I denne nat indgik jeg en aftale med mit eget senere jeg, Jeg holdt mit ord."

Det lykkedes Natascha som 18-årig at flygte fra Priklopil. Samme dag begik han selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.

Peter Høeg: Elefantpasserens børn - genreblending

Anmelderne har haft problemer med Peter Høegs lige udkomne roman 'Elefantpassernes børn', og af anmeldelserne fremgår det at det de har problemer med, er det at han "blander". Romanen er fortællemæssigt udtryk for blending af genrer.
   Leonora Kristine Skov  skriver i Weekendavisen lidt modvilligt rosende at hun..

...rent faktisk morede mig storartet i selskab med denne karnevalistiske fusion mellem en fortælleglad ramasjangroman og 'Sofies Verden'.

Erik Skyum-Nielsen svinger sig i de verbale lineaner i Informations bogtillæg:

Hvorfor forældrene er forsvundet, afsløres hen ad vejen. Det er noget med elektronik og hemmelige koder og international terrorisme og en global religiøs synode, der angiveligt skal  hitte ud af, om der et sted "bag de forskellige religiøse erfaringer" findes et fælles grundlag. Føj hertil en pengegrisk skibsreder, en leder i PET, der æder to 10 kilos madpakker ad gangen, og som ser ud derefter, samt et mytologisk luksusbordel i Københavns historiske centrum, som garanteret vil kunne få Andersine Fønsby til at ligne en grøn frø af misundelse, så har De en vis idé om dette ret så spøjse rod-sammen af Halløj i Operaen, Da Vinci Mysteriet, Malteserfalken og Bulderby.

Det fremgår af referaterne at romanen blander flere virkelighedsplander og opererer med flere fortællerroller - og i øvrigt gør det man ikke må i moderne litteratur: prædiker og moraliserer i en god sags tjeneste.
   Titlen referer til et gammelt indisk ordsprog: "Vil du være ven med en elefantpasser, så husk at forvisse dig om at du også har plads til elefanten."
   Godt gået Peter Høeg!

Personifikation - som udtryk for kreativ formidling og kategorisering

Personifikation er en særlig form for metaforbrug, hvor  dyr, "døde" ting og abstraktioner tillægges egenskaber som realistisk set er forbeholdt mennesker. Illustreret Videnskab nr. 14/2010 har på forsiden en historie med rubrikken: "Nu går jagten ind på - SOLENS MØRKE TVILLING". 
   Inde i selve artiklen viser 'den mørke tvilling' sig at være 'en brun dværg'. Om den hedder det at den 'gemmer sig' langt væk i en sky af kometer. Artiklen fortæller at foreløbig er der tale om en hypotese som nogle forskere har fremsat for at forklare at en stor del af dyrelivet på Jorden er uddød med ca. 26 millioner års mellemrum, på grund af en regn af store meteornedslag som teorien så siger reguleres af en fjerntliggende ikke-lysende sol som indgår i et to-stjerne system med vores skinnende gule sol. Derfor har denne hypotetisk stjerne fået navnet 'Nemesis', der er navnet på hævnens gudinde i den græske mytologi.
   Og personifikationen i udtrykket 'den sorte tvilling' viser sig også have rod i mytologien. Wikipedia skriver:

Twins appear in the mythologies of many cultures around the world. In some they are seen as ominous and in others they are seen as fortuitous. Twins in mythology are often cast as two halves of the same whole, sharing a bond deeper than that of ordinary siblings, or otherwise shown as fierce rivals. Twins can represents some "other" aspect of the Self, a dobbelgnger or a shadow. Often the twin is the "evil twin", or one may be human and one semi-divine. The twin may be a brother, or a soul-mate, such as the "civilized" Gilgamesh and the "wild" Enkidu.

Illustreret Videnskab er utroligt dygtige til at omsætte videnskabelige opdagelser og ny teorier til Storytelling. Og til det formål personificerer deres journalister alt det de kan komme af sted med, og i dette tilfælde får de så også en mytologisk undertekst med: Den sorte tvilling hævner sig med en meteorregn - fordi den står i skyggen af sin lysende tvilling.
   En hypotetisk og i så fald usynlig stjerne levendegøres for læserne ved at blive set og beskrevet gennem mytens optik.

Men i øvrigt vrimler det med personificerende udtryk og forestillinger i artiklerne i Illustreret Videnskab - ikke mindst i rubrikkerne: 'hårdføre solceller', 'nyt intelligent gulv forudser dit næste skridt', 'kæmpe kannibalgalakse sluger mindre nabo', 'orkidé med bi-duft narrer gedehams til bestøvning', pingviner har børnehaver i lange baner', 'hyæner griner af alderdom og status', mobiltelefonen rykker i felten'.
   Et citat til uddybende dokumentation. En halvandet sides illustration viser et luftfoto af en kæmpe gruppe pingviner, og billedteksten forklarer (mine kursiveringer):

Sygeorgien nord for Antarktis er på en god sæson hjem for en koloni på mere end 100.000 kongepingviner. Og når en tredjedel af flokken består af unger, er behovet for pasning stort. Især når mor og far er på arbejde. De voksne skiftes til at holde øje med poderne, så mens nogle forældre dykker efter blæksprutter og fisk, passer andre på det brunfjedrede afkom.

Analogier, paralleller og kreativ tv-formidling

En af mine yndlingsgenrer inden for tv, er de illustrerende og videnskabsformidlende dokumentarer som ikke mindst englænderne og BBC er verdensmester i. F.eks. så jeg for ikke så længe siden et spændende og interessant program på DR-HD-kanalen om solsystemets opståen og udvikling, bygget op omkring en række mysterier, gåder og tilsyneladende paradokser som moderne forskning nu havde udviklet teorier om.

   En stor del af det illustrerende billedemateriale var (computer)animerede rekonstruktioner af processer og udviklinger i solsystemet og verdensrummet: dannelsen af solen selv, af planeter, måner, meteorer og asteroider, styret af forsekellige kræfter og naturlove. Processer der forløber og har forløbet over millioner og milliarder af år. Og altså processer speedet op gennem animationerne til at vare sekunder og minutter i udsendelsens forløb. En autoritativ anonym speak sørgede for forankring og tolkning af de flotte og fascinerende animationssekvenser.

  

Animationerne er jo visualiseret fantasi og fiktion, konstrueret sådan at fiktionen har karakter af anskueliggørende modeller af noget som ingen mennesker nogen sinde har set. Modellerne er struktureret så de korresponderer med hvad teorier og hypoteser siger, og animationerne trækker på visuelle analogier fra fotooptagelser af forskellige dele af det aktuelle solsystem og verdensrum.

   Egentlig er det altså en formidlingsmåde der bygger på de samme principper som metaforisk blending: Det fortidige og i princippet uanskuelige og uiagttagede verdensrum udgør det "target" ("mål") som så levendegøres og konkretiseres igennem de "sources" (kilder) som udgøres af de aktuelle visuelle udtryk som teleskoper og satelitter bringer til veje fra vores nutidige verdensrum.

Men dokumentarprogrammet gjorde også brug af en anden formidlingsteknik, som er det der egentlig gjorde at jeg kategoriserer det som et dokumentarprogram. Tilrettelæggerne havde omhyggeligt fundet paralleller og analogier til processerne i verdensrummet i noget der skete nu og som fandtes her på Jorden, og som man altså derfor kunne illustrere med dokumentariske filmoptagelser. Vi så optagelser af trafikkaos på vejene, af ørkenlandskaber, af gletchere, af skyformationer, af havscenarier, mv. Altså optagelser af motiver vi i princippet kunne have set med vores egne øjne hvis vi bare befandt os på det sted på Jorden hvorfra optagelserne var taget.

   Disse paralleller og sammenligninger som den underliggende speak sikrede vi forstod, virkede indimellem lidt "anstrengte" og "gemacht". Men det fungerede. De leverede nemlig nogle identifikationsmuligheder for seerne, som ellers ofte er fraværende i den slags udsendelser, der altovervejende kører på at kombinerer fascination og information i fortællingen.

   I begge disse formidlingsformer forudsættes det at man kan lære og forstå noget nyt ved at det nye ses i lyset af noget velkendt som det sammenlignes med - det som på engelsk kaldes mapping.

   Teorien om conceptual blending siger at det der sker er at elementer fra de to rum integreres i det tredje, og at der sker en komprimering af tid, rum og identiteter. Og det er vel præcis det der foregår her.

   Tell - and show - i et.

Og så et eksempel på en kreativ sammenligning fra dagens Politiken (12-09-2010). En kollega, Piers Morgan, udtaler sig om den nyansatte afløser for den legendariske studievært Larry King på CNN - og karakteriserer ham sådan her:

"Han indrømmer selv, han er fuldkommen skamløs. (...) Han er ligeglad med, hvem han fornærmer. Han er mere hårdfør end et næsehorn i en skudsikker vest."

Hvordan journalisten får den ide at blende de tre forskellige konceptuelle rum: ét med TV hvori værten Larry King befinder sig, et anet med Afrikas dyreliv hvori næsehornet befinder sig, og et tredje med krig og kriminalitet hvori skudsikre veste indgår, ja, det spørgsmål kan måske hente svar i teorien om kognitive metaforer, teorien om conceptual blending og i udforskningen af den kreative hjernes funktionsmåde, hvoraf det fremgår af en række hormoner og signalstoffer kan "kortslutte" forskellig ellers fjerntliggende centre så  hjernen metaforisk set "slår gnister" fordi der pludselig i et intuitivt glimt går en neuro-elektrisk impuls  mellem dem.

   Det gjorde der i hvert fald her.