Good style in prose is always hostage to the precision, speed, and laconic intensity of poetic diction.
(Citat er af den russiskfødtte forfatter Joseph Brodsky (1940-1996) som fik Nobelprisen i litteratur i 1987)
 |
| Alfred Nobel, stifter af Nobelprisen |
Jeg har læst en bog som jeg er glad for at have bidraget lidt til? - I hvert fald hvis man skal tro bogens efterskrift med titlen ...
Mellem indgivelse og udgivelse
Her takkes alle kilderne som har bidraget med eksempler, begreber og teorier som femgår af et meget omfattende noteapparat og en lang, lang kildeliste. Og så fortsætter efterordet på side 123:
Men den vigtigste inspiration stammer fra løbende samtaler med kolleger - hvad enten deres kendskab til formidling har været baseret på erfaring eller forskning - og gennem de lejlighedsvise snakke med den person, som jeg skylder den største tak, nemlig min tidligere kollega ved journalistuddannelsen på SDU, professor Peter Harms Larsen. De halvårlige frokoster, som Peter og jeg har gjort til en fast tradition efter hans pensionering, har demonstreret, at indfald ikke afhænger af rene tilfældigheder. Indfald er noget, der altid kan skabes, hvis bare de rigtige forhold er til stede.
(For forståelsens skyld: Bogens gennemgående brug af begrebet 'indfald' som jo ellers kan betyde mange ting, er synonymt med begrebet 'Aha-oplevelse').
Jeg har naturligvis fået røde ører ved at læse sådan en omtale af vores årelange produktive snakke- og venskabsforhold, et forhold som har en lang forhistorie, og som begyndte med at jeg - lige da jeg var blevet professor i journalistik i på Odense Universitet 1998 - havde læst en utroligt velskrevet og inspirerende bog "Journalisten som aktivist - om presse, politik og demokratisk dialog".
Bogen var skrevet af en mand jeg ikke kendte, men hvis fornavn var det samme som mit, og hvis efternavn også kan være en positiv metafor på det som siden blev vores fælles interesseområde: 'Kreativitet' - dette at kunne forbinde og bygge bro mellem ideer, tanker og forestillinger fra forskellige ellers adskilte områder, verdener og sfærer - på tværs af mentale kløfter, kasser og grænser
Bogens titel er ...
Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel
Og forfatternavnet er ...
Peter Bro
Jeg anmelder ikke bøger, eller afhandlinger eller udstillinger her på min blog.
Og jeg bryder mig så lidt om rollen som anmelder, at jeg vist, og kun modvilligt, højst har skrevet en håndfuld anmeldelser i hele min akademiske og pædagogiske karrierer. Så Peter Bros senest bog, skal jeg af mange gode grunde derfor heller ikke anmelde her.
Men nogle af de tanker, associationskæder og erindringer 'down memory lane' som bogen har sat igang i mig, skal naturligvis beskrives og udfoldes i mindst et og gerne flere føljeton-indlæg
Jeg skriver som fast forord til alle mine blogindlæg:
Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål.
Det at jeg skriver "Jeg har ikke en masse meninger her", refererer præcis til denne min modvilje mod at skrive 'meninger' uden research, viden og analyse (og det betyder også at jeg ikke det mindste misunder anmeldere deres job).
Og langt hen ad vejen synes jeg også den tekst kunne være et ultrakort og dækkende forord til Peter Bros bog - hvis man bare skifter "denne blog" ud med "denne bog", og udskifter "Bloggen" med "Bogen".
Det jeg ofte har gjort når jeg er stødt på aha-oplevelsesgivende fagbøger, er at jeg har prøvet at spejle egne tanker og ideer fra mit produktive samliv med flere forskellige faggrupper og institutioner gennem årene, i enkelte udvalgte begreber eller historier.
Det har typisk været skrifter, samarbejder eller opgaver som enten har givet mig uddybende bekræftelse på hvad jeg selv har tænkt, undervist i og skrevet om, eller som med overbevisende argumenter har fået mig til at tænke om igen (som fx Daniel Kahnemans til dansk oversatte bog: "Thinking, Fast and Slow".)
Og Peter Bros bog er heldigvis på mange måder skrevet i samme mentale spor eller ramme.
Men pronomenet "jeg" har han, så vidt jeg kan se, kun brugt i forordet og i efterordet. De centrale lidt over 100 sider er totalt renset for pronomener der referencer til forfatter-personen Peter Bro.
Og da jeg blev klar over det, gav det mig en ekstra aha-oplevelse - et skridt på vejen i den kamp jeg har haft med bogen under læsningen - i flere omgange.
Den allerførste tekst man møder og læser - efter titelbladet og inden forordet - er et andet citat af ovennævnte Joseph Brodsky.
Jeg gengiver det her, for det indeholder på mange måder nøglen til forståelsen af hvad det egentlig er for en bog:
... en enestående acceleration af bevidstheden, tænkningen og verdensopfattelsen. Har man en gang oplevet denne acceleration, kan man ikke længere sig nej til muligheden for at gentage oplevelsen. Man bliver afhængig af denne proces, som andre havner i afhængighed af alkohol.
Bogen handler gennemgående om kreativitet i teori og praksis, og er skrevet for at andre skal blive inspireret af de aha-oplevelser, nogle af dem sat på formel og i grafiske skemaer, som forfatteren selv har fået ved at anskue emnet gennem den særlige optik som en total fordybelse i historien om Nobleprisen og dens stifter -Alfred Nobel har givet ham. Og ikke mindst de mange historier om de enkelte nobleprismodtageres mange forskellige krølled hulveje til epokegørende erkendelser.
Forordet har derfor også - i forlængelse af Brodsky-citatet - overskriften:
Min afhængighed af aha-oplevelser
Og her fortælles han om en personligt-faglig aha-oplevelsen som da jeg første gang læste et tidligt udkast til bogen, også for mig satte en masse tanker og ideer igang.
Pointen i historien om oplevelsen i en boghandel i New York, er den (simple!) at istedet for at føle sig generet eller ligefrem frastødt ved at skulle købe og læse brugte fagbøger med deres ofte mange understregninger, med noter og udråbstegn i margenen, og med læseproce-sporene af æselører og bukkede sider, så kan og skal man se disse spor af tidligere læseres arbejde med teksten som at "bøgernes tidligere ejere havde give værkerne større værdi ,,,"
Ejeren havde nemlig angivet, hvor de vigtige passager i teksten befandt sig, og noterne i margenen, hvor tidligere ejere havde nedskrevet deres tanker om teksten, kunne ligefrem skabe indfald udover dem, som forfatterne (af bogen) oprindelig havde forsøgt at skrive frem.
Peter Bros store og skæbneafgørende aha-oplevelse var at ændre sin måde at tænke på om brugte fagbøger - fra negativt til positivt: Nu kunne de gennembrugte bøger med spor af tidligere læseres tankevirksomhed, ses som en skatkiste af historiske tankelag: ideer, associationer og prioriteringer, som gik ud over - og måske på tværs af dem som fagbogen 'rene' tekst oprindelig indeholdt.
Genremæssigt er bogen ikke rigtig til at fixere. Det omfattende noteapparat og den lange kildeliste der tilsammen udgør en sjettedel af bogens sider, siger: 'forskning' og 'afhandling'.
Men selv siger Peter Bro i forordet at bogen "ikke er skrevet som et videnskabeligt værk", men at "de følgende kapitler i stedet er skrevet som en inspirationsbog - og er fyldt med eksempler - til formidlere, der gerne selv vil arbejde med at give indfald til andre mennesker."
På en måde kan man sige at Peter Bro har brugt historien om Afred Nobels liv med sprængstoffet dynamit og alle de forskere, forfattere, og fredsvenner der har fået den pris der bærer hans navn, som en slags ekstremt kompliceret og omfattende metafor, altså som det konkrete historisk udtryk hvorigennem noget meget abstrakt anskues og forstås igennem (og begrænses af!), nemlig teorier om kreativitet.
I mit personlige fagsprog er der tale om genremæssig 'blending' - dette at to begrebsmæssige rammer integreres i en ny genre:
- historiefortælling om Alfred Nobels mentale og sociale (sam)liv med dynamit - og om alle Noble-prismodtageres liv med deres epokegørende forskning og litteratur - og ...
- teori(er) om kreativitet med særligt henblik på aha-oplevelsens vilkår og muligheder.
Og bogen er ikke blot skrevet til inspiration - den er også og ikke mindst skrevet 'inspireret', her brugt i den betydning som dækkes af det tilsvarende engelske udtryk 'inspired':
- outstanding or brilliant in a way or to a degree suggestive of divine inspiration- of extraordinary quality, as if arising from some external creative impulse.
I bogen refereres der flere gange til begrebet 'epifani' som jo betyder 'en pludselig åbenbaring', eller mere bredt: 'dette at en vigtig indsigt kommer til en som en overraskelse' - nærmest som et lyn fra en klar himmel.
På engelsk:
- a moment when you suddenly feel that you understand, or suddenly become conscious of something that is very important to you,- a religious experience
Og det synes jeg også indkredser den bagvedliggende mentale kraft som gennemstrømmer bogen, og som kommer til udtryk i dens ofte suggestive, men ikke altid op- og afklarende sprog- og begrebsbrug - og i dens semantiske vrid af nogle af sine begreber.
På det her punkt får jeg associationer til Grundtvigs brømte og berygtede specielle sprogbrug hvori han selv kreativ og inspireret bakser med genoplivning af gamle danske og nordiske ord, som han forsøger at give nyt liv i sine digte og salmer.
Det er ord som fx 'indfald' eller 'at sinde'.
http://www.grundtvig.dk/hvem-er-grundtvig/salmer-og-tekster/grundtvig-i-det-danske-sprog.html
Men først og fremmest fik jeg for nogle dage siden en helt afgørende aha-oplevelse, midt under at jeg for to-tredje gang var i færd med at læse bogen "Aha-oplevelsen - Arven fra Nobel".
Stik imod egne læsevaner når det gælde fagbøger, var jeg begyndt at lave understregninger, æselører, udråbs- og spørgsmålstegn i margenen, stikordsnoter, og mere uddybende kommentarer til sidst i hvert kapitel.
Læsningen var - igen - besværlig og fuld af semantiske modstandslommer. Og pludselig slog det mig at den reaktion kunne jeg genkende fra andre fra for mange år siden. Nemlig fra kolleger der havde læst og forholdt sig både positivt men også problematiserende til min egen bog som udkom 1990.
Formuleret i en enkelt sætning: Peter Bros seneste bog er - og kan med fordel læses som - et oplæg til - en synopse til - en skitse til ... ja, såmænd en doktordisputats!
For pludselig havde arbejdet med at læse, forstå og trække pointer ud af en tekst der gjorde modstand, i et glimt udløst en erindring fra 1991. En Aha-oplevelse i bakspejlet. Som jeg vist aldrig har delt med andre før nu.
I - eller retter bagom - Peter Bros tekst - i sin helhed, genkendte jeg min egen oplevelse med at fremskrive den af min få fagbøger jeg er mest stolt af: "Faktion som udtryksmiddel".
Der gik rigtig mange års DR-kurser og kompendier forud, både kurser i at skrive manuskripter, interviewkurser, efterkritikkurser, og kurser i dramaturgi og fortælleteknik, kurser i redaktionsudvikling m.m.
Stort set i forbindelse med alle kurserne og kompendie-skriverierne, fik jeg selv serier af aha-oplevelser, som straks blev omsat i friske OHP-plancher og tillæg til tidligere kompendier. Mange af dem endte med at blive oversat til finsk, tro det eller ej.
På det tidspunkt faktionsbogen udkom i 1990 (og det var ikke min ide at få den udgivet), havde jeg tre år forinden etableret eget konsulentfirma. PHL-kommunikation.
Og i flere år levede jeg - godt, men hårdt - af at afholde redaktionsrettede kurser for radio- og tv-journalister i en bred vifte af emner: nyhedsdramaturgi og programanalyse (=efterkritik) på en lang række tv- og radio-nyhedsredaktioner i Sverige, Finland, Norge og Danmark.
Og pludselig en februaraften 1991 blev jeg hjemme i Dragør opsøgt af en gammel kollega fra RUC.
Han var en af RUC-Kommunikations-uddannelsens to filosofi-professorer, og havde læst faktions-bogen. Han forærede mig nogle siders renskrevne noter han havde gjort sideløbende med læsningen. Og sagde: Spændende læsning, mange problemer der skal afklares, men din bog virker som et oplæg til en doktordisputats!
Først nu idag har jeg tænkt at han måske i virkeligheden tilbød mig at være vejleder i et sådant projekt?
Mentalt set blev jeg noget groggy. Det lå mig i den grad fjernt at tænke i den slags akademiske baner og ambitioner.
For at sige det som det er: Jeg havde det alt for spændende og kreativitetstimulerende med min kursusvirksomhed, til at et sådant akademisk projekt på det tidspunkt var det mindste fristende.
Jeg sagde venligt (tror jeg nok) - men med røde ører. Tak! Det kommer helt bag på mig, det er jeg glad for at høre, Søren, men det er nok ikke lige mig. Så ... Nej, tak!
Året efter blev jeg ansat som direktør for den næsten nyåbnede regionale TV-2-station i Vordingborg: TV 2 ØST.
Seks år efter blev jeg kaldet til et professorat i journalistik ved den nye journalistuddannelse på Odense Universitet.
Måske fik jeg svaret kreativt og konstruktivt på opfordringen fra den vinteraften 1991 med de to bøger jeg skrev og fik udgivet i hhv. 2003 og 2007:
- De levende billeders dramaturgi Bind I, Fiktionsfilm, Bind II, TV
- Poul Martinsen - Besat af virkelighed - Fortællinger om en TV-Dokumentarist og hans værk - Bind 1:1934-1977, - Bind II: 1977-2007
(fortsættelse følger)
