Politiken havde i sidste uge en kommentar på mediesiderne af Jakob Elkjær hvor han fortalte om "horcerace-journalism" - som et udtryk der leverede en særlige metaforisk frame på journalistik der handler om politik. Synspunktet var: Lad være med det!
Wikipedia:
Horse race journalism is a term used to describe instances of political journalism of elections that resemble coverage of horse races because of focus on polling data, public perception instead of candidate policy, and almost exclusive reporting on candidate differences rather than similarities. "For journalists, the horse-race metaphor provides a framework for analysis. A horse is judged not by its own absolute speed or skill, but rather by its comparison to the speed of other horses, and especially by its wins and losses."
Fænomenet og udviklingen er noget som journalistik- og medieforskere i de sidste 10-15 år har beskrevet på den måde at den politiske journalistik i stigende grad har fokuseret på de dele af det politiske liv som er knyttet til personer og processer - det "politiske spil" - og har opgivet at varetage den demokratiske forpligtelse at oplyse borgerne om forskellene i politiske programmer og målsætninger.
Der har været tale om et "paradigmeskift" i den politiske journalistik, et skift som er et resultat af at journalisterne mistede respekten for politikere som autoriteter.
Udviklingen er sket gradvist efter studenteroprøret i 1968. Nu er det svært at tænke sig en anden frame fordi horserace-framen i den grad dominerer de politiske journalisters og deres læseres bevidsthed og tænkning.
Modstykket - en anden frame - er - det er alle kloge hoveder enige om er ønskværdigt - at journalisterne i meget højere grad fokuserer på at beskrive og rapportere om indholdet i, konsekvenserne af og forudsætningerne for - den førte eller lovede politik fra de forskellige partiers og politikeres side. Så borgerne kan stemme, debatterer og tage stilling - på et "oplyst" grundlag.
På den måde er de mentale og filosofiske problemstillinger her af samme art som den Lakoff beskriver i sin bog "Don´t Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate."
Heri argumenterer han for at en vigtig del af en debat er hvilke frames man accepterer og overtager igennem den sproglige praksis - diskurs - som dominerer inden for et semantisk domæne.
Og at man bevidst må arbejde på at formulerer en alternativ frame hvis man ikke vil lade sig lamme af den dominerende frame-tænkning og -sprogbrug.
På et seminar for sprogfolk i sidste uge udfordrede jeg deltagerne i en pause. Opfind et ord - en metafor eller et metonym - som aktiverer en frame hvorigennem journalister oplever det som ikke bare legitimt, men også professionelt ønskværdigt at de bedrev politisk journalistik som primært handlede om indholdet i de politiske programmer, udtalelser og løfter - og i de faktuelle argumenter som de var forankret i.
Svaret blæste i vinden.
Det kan man imidlertid ikke bebrejde de herrer og damer.
Når jeg smed spørgsmålet ud til den kloge forsamling, var det netop fordi jeg ikke - efter en del mentale anstrengelser - kunne finde på en metafor for en frame der fokuserede på indholdet i politik - ikke på proces og person.
Men jeg smider nu spørgmålet ud til denne blogs læsere:
Hvad skal man kalde det, når journalister nedprioritere betydningen af det politiske spil i dere journalistik - og i stedet koncentrerer sig om at fortælle borgerne om hvad det egentlig er politikerne og deres partier foreslår, og hvor det egentlig er de er uenige?
Og videre: Hvilke konsekvenser forskellene i politisk indhold i de forskellige partiers programmer og målsætninger har for borgerne og for samfundsudviklingen?
Jeg vil godt give et bud uden metaforisk slagkraft: "indholds-journalistik", "issue-journalism". Men hestevædeløb er godt nok mere anskueligt og lige ud ad landevejen-generativt for tænkning og forestillinger.
Hvad med politisk "substans-journalistik"?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar