Googler man 'akvarel' plus 'Gåsetårnet i Vordingborg" eller plud 'Ruinen i Vordingborg' så vrimler det ikke med billeder.
Men her et to - af maleren René Luncby, som jeg ikke kender, og som har dem liggende på sin hjemmeside sammen med mange andre akvareller fra forskellige locations i området:
 |
| René Lundby: Gåsetårnet i Vordingborg |
 |
| René Lundby: Ruinterrænet i Vordingborg |
At der er tale om akvareller, er der ingen tvivl om. Men jeg er ikke særlig glad for dem. Synes de er både lidt primitive og lidt kedelige.
Bedre synes jeg om det her billede som jeg finder når jeg søger tilbage i tiden:
 |
| Maleriet er malet i 1842 af den dansker kunster Johan Thomas Lundbye. |
Men det er ikke en akvarel!
De sidste to indlæg i serien om akvarelmaleriets mysterier har demonstreret at jeg med hiv og sving endelig er kommet i gang med akvarelmaleriet igen - efter en male-blokeringspause på godt trekvart år.
Den første akvarel var et bestillingsarbejde fra fruens søster, hvor jeg genbrugte motivet - en rødkælk omgivet af røde rønnebær - fra en tidligere akvarel som jeg malede for 2-3 år siden.
 |
| Egen akvarel: Rødkælk og rønnebær. 2017 |
Det at jeg kunne 'nøjes med' at kopiere mig selv og lave forbedringer i forholdt til det første som en slags referencebillede, gjorde det nemmere at komme igang med at male.
Men først og fremmest var det afgørende at jeg mentalt havde 'forpligtet mig'.
Den anden akvarel i den nye 'serie' var kendetegnet ved at jeg kunne bruge 'et greb' inspireret af Harald Henriksens træsnitteknik med to 'motiv-blokke' som blev malet så at sige uafhængigt af hinanden (som hhv. lys baggrund og sort konturmalet forgrund), og så - brugt hos mig - samlet i et billede der æstetisk set ikke lignede noget jeg tidligere havde malet:
 |
| Egen akvarel: Ordrup Næs i modsol |
Faktisk ikke helt korrekt. Jeg kunne i mine ungdomsbilleder fra 60'erne genkende flere grafiske stil-elementer som her blev 'genbrugt'.
Men så var der i hvert fald kommet hul på male-energierne.
Det så ud til at min hjernes højre halvdel - skridt for skridt - mentalt var blevet fokuseret 'udad' - mod motiver fra egne tidligere 'reference-fotos' - via den del af hjernens visuelle 'produktionsapparat' som er aktivt når man tegner og maler (jfr. Betty Edwards bøger).
Dette i modsætning til at jeg i de seneste mange måneder har været fokuseret 'indad' - mod bekymrende tanker der løb i ring - og mod deprimerende tågede og uklare billeder på den indre skærm.
Jeg besluttede at jeg var på en slags privat akvarel-kursus med hotel i Riddergade 9 i Vordingborg, af principielt samme slags som de 'rejsekurser' jeg tidligere havde været på - først med Bardur Jakupsson (hhv. Gardasøen og Færøerne) og senest med Ane Grete Aagaard i Syditalien ved Amalfikysten.
Fidusen ved at være på den slags kurser, er at man uanset aktuelt humør og lyst, er forpligtet til at levere mindst 1-2 akvareller hver dag.
Ingen vej uden om. Basta.
Så jeg besluttede at bruge nogle af de mange fotos jeg har taget de sidste par år af motiver i umiddelbar nærhed af hvor jeg bor her i Vordingborg.
Når referencebillederne først var valgt, var der ingen vej uden om: direkte at åbne farveladeæsken, komme vand i bøtten og frem med penslerne og så igang på blokken med det tykke akvarelpapir.
Klar. Parat. Mal!
Jeg brugte så også det ekstra trick til at komme igang, at hvis jeg alligevel ikke lige nu havde lyst til at male, så kunne jeg i stedet vælge at konturtegne motiverne til senere akvareller i serien.
Det at tegne - lave simple outlines af motiverne - er nemmere (mindre mentalt krævende hvad angår koncentrations-ressourcer) end det at tegne og kopiere forenklede versioner af allerede foreliggende synlige motiver i de rette proportioner.
Her er de referencefotos jeg valgte at omsætte til akvarel og her placeret i den rækkefølge som jeg malede dem i:
Er der noget fælles ved dem jeg har valgt?
I de fleste tilfælde har der været andre lignende fotos af motivet, stort set taget fra samme vinkel og position, men enten med motivet længere væk (vidvinkel) eller tættere på (telede billeder).
Et fællestræk er at de alle har det man kunne kalde 'særlige grafiske kvaliteter' - altså at de er fotograferet i en beskæring og i en afstand der giver mig gode muligheder for nogle forneklinger og afklaringer af konturer og former.
Fælles er også at der er en forholdsvis markant 'lyssætning' i billedet som giver dybde, kontraster og perspektiv. Og en gennemgående blå himmel - i de fleste tilfælde uden markante skyformationer.
Der er også det fælles at jeg i mit valg mentalt har foretaget en yderligere fokusering, sådan at dele af motivet har været det jeg ville vidrebringe malerisk, mens jeg har 'glemt' eller 'fortrængt' at andre dele af referencefotoet så lå i halvmørke eller bare var kedelige at se på.
Disse i fotoet underbelyste dele af motivet viser sig så, når billedet skal males, at kræve motiviske og farvemæssige 'løsninger' via fantasi, teknik og tradition.
Og det gik mere eller mindre galt i de fleste af akvarellerne, synes jeg
Her kommer de første af akvarellerne:
 |
| Egen akvarel: Fritsående gammelt egetræ - i krydset mellem Bakkebøllestien og Marienlyst-aleen, forår 2017 |
Jeg har tit i ret mange år passeret denne smukke fritstående eg mens jeg har cyklet forbi - frem og tilbage mellem Vordingborg og Nyråd på min el-cykel - ad den sti - Bakkebøllestien - som er etableret på en lille del af det tidligere jernbaneterræn der forbandt Vordingborg og Kalvehave, og som nu er en cykel- og gangsti som udgår fra Nordhavnen og stopper godt 5 km senere ved østsiden af Nyråd.
Her et kort der viser banen, dens spor og stationer, i sin fulde længde da der stadig kørt tog - først i mange år damptog, til sidste - fra 1947 - en såkaldt 'skinnebus':
 |
| Madsnedsund-Kalvehave-privatbanen (1897-1959) |
Faktisk har den bane altså stadig været i brug - om end hensygnende - i de to år (1957-59) da jeg som meget ung teenager boede i Stege på Møen (og før da 7 år i Holeby på Lolland).
Men den gang anede jeg intet om denne jernbane. Og nu ærgrer det mig at jeg ikke fik prøvet den mens der stadig kørte tog på skinnerne.
Her et link til både billeder og historier om denne sydsjællandske privatbane
https://da.wikipedia.org/wiki/Kalvehavebanen
Tilbage til akvarellen med egen og alleen.
Jeg over tid har taget flere fotos af egen - nogle fra en vinkel hvor den ses knejsende isoleret mod en blå himmel - men her altså fotograferet og malet med 'kontekst' - i form af en meget yngre allé der toner ud mod horisonten, et par omgivende marker og så Bakkebøllestien på tværs i forgrunden,
Inspirationen fra Harald Henriksen er tydelig i akvarellen: Et markant profileret sortfarvet træ i forgrunden, blødere farver og konturer i baggrunden.
Men han ville typisk have valgt et forsvindingspunkt for perspektivet som lå mere centralt i billedet.
Jeg er ikke særligt glad for min akvarelfarve-løsning af markerne og vejen i forgrunden, som i referencefotoet jo er tåget ud i halvmørke og uden klare farver eller konturer. Men synes nok det går an?
I øvrigt har er det her en 'ren' akvarel, dvs. jeg har ikke brugt sort tusch til at markere og tydeliggøre landskabets konturer og træernes stammer og grene (som jeg har gjort det i alle de følgende akvareller).
Skulle jeg forbedre på akvarellen (og det kan nås endnu) ville jeg nok tegne/male stammen og de tykke grene i egetræet mere sorte, og jeg ville mørkne den alt for gullige pløjemark.
Fruen plejer at omfavne stammen når hun går forbi, fortæller hun, og har for sig selv kaldt træet for 'H.C.Andersen-egen'.
Og hun har intuition!
H.C.Andersen kan nemlig meget vel have 'hilst' på træet idet hans "sommerudflugt" i 1829 også bragte ham til Vordingborg.
"Han vandrede fra anløbspladsen i Kalvehave, passerede Kulsbjerge, spiste hos en møller og så den prægtige natur på egnen", fortæller en historisk netkilde på hans hjemmeside.
På lang afstand, kørende i hestevogn ad Nyrådsvej mod Vordingborg, har hans kunnet se Gåsetårnet. Og i landskabet på venstre side lå godset Marienlyst og Bakkebølleskoven. Og egetræet har sandsynligvis stået der i en yngre udgave allerede den gang, gætter jeg.
I sin dagbog fra den dag skriver Andersen:
"Ensomt knejser det gamle tårn på den høje voldbakke, kun ved skråningen ses ruiner af murene, højt begroede med græs. Jeg var inde i Gåsetårnet i dag, der er en fortræffelig opgang. Fra tårnet øverste tinde så jeg over sundet til Falster og Fanefjord kirke på Møn".
Det syn H. C. Andersen har set i det fjerne, har utvivlsomt lignet billedet af Gåsetårnet som blev malet af Johan Thomas Lundbye 13 år senere, og som jeg viste i indledning til dette indlæg.
Det syn H. C. Andersen har set i det fjerne, har utvivlsomt lignet billedet af Gåsetårnet som blev malet af Johan Thomas Lundbye 13 år senere, og som jeg viste i indledning til dette indlæg.
Den tidligere meget kreative og fagligt højt kompetent stadsgartner for Vordingborg kommune, Flemming Kruse, skrev en kommentar til motivet på Facebook da jeg lagde akvarellen ud: "En imponerende eg, en overlever fra de store skove der dækkede Sydsjælland for mindre end 200 år siden."
Jeg tager så lige en yderligere afstikker fra dette indlægs hovedspor:
Flemming Kruse fik ikke den hæderværdige udgang på sin karriere som han havde fortjent!!!! Læs bare her:
"Moren har gjort sin pligt, moren kan gå", fristes man til at udbryde (disse bevingede ord er oprindelige fra Shakespeare, men i Danmark overtaget fra den tyske forfatter og dramatiker Schiller: "Der Mohr hat seine Arbeit getan! Der Mohr kann gehen.").
En DJØF-chef og New Public Management-tilhænger, fik Flemming Kruse smidt ud - i utide, kan man roligt sige. Han var kun 60 år gammel da han blev tvangspensioneret 2015.
Her er han - synligt savnet når man bevæger sig rundt i Vordingborg og omegn i dag:
 |
| Stadsgartner, Naturchef, og Chefkonsulent Flemming Kruse. |
Tænk hvis han havde været haft besluttende indflydelse i de sidste år da hele projektet omkring vand i voldgraven, den røde klinkebelægning på pladsen foran ruinen og renoveringen af Kornerups gamle rådhus og omgivelserne foran og bagved var blevet gennemført.
Og som en ekstra krølle på den historie:
Sidste år besøgte jeg og fruen 'Den gamle by' i Århus i andledning af at mange af fruens dukker fra 60' erne og 70'erne indgik i en udstilling om DR's B&U-programmer fra den gang.
Jeg stod i et hjørne af receptionslokalet med mit lunkne glas hvidvin og blev kontaktet af en nydelig yngre myndig dame med som gerne ville snakke og fortælle.
Det viste sig at hun var Den gamle bys 'stadsgartner' (hendes officielle titel husker jeg ikke).
Jeg roste arrangementet, men også de udstillede gamle bygningers omgivelser af træer, planter og haver som vi havde oplevet på vej derhen,
Og en passant fortalte jeg at jeg kom helt fra Vordingborg.
Hun lyste op! Og fortalte videre at vores tidligere stadsgartner, Flemming Kruse, var hendes og mange kollegers store inspirationskilde og faglige forbillede!
Jeg rettede ryggen og solede mig lidt i den rosende omtale af vores forhenværende og stadig savnede stadsgartner.
Hvis man i dag kommer til Vordingborg, vil man konstatere at alt der har med naturen at gøre - både på voldterrænet og i byens gader og pladser - virker forsømt og fortabt, som børn ser ud når ingen for alvor tager sig af dem.
Kedelige rustne, kantede metalkasser med visne forkølede planter, står på vejsiden af den røde plads - nu blandt lokale kaldet 'den røde sten-ørken'.
Stålkasserne skal fungere som chikaner for en trafik som aldrig blev underlagt en samlet funktionel og æstetisk trafikplan for indre Vordingborg.
Men de arkitekter som i sin tid har tænkt og tegnet 'den røde plads´og 'den røde løber' og forbindelsen til det gamle 'Kornerup rådhus', må græmmes hvis de kom forbi og så hvad alle de smukke planer var blevet til.
Og den fine nye voldgrav med vand i som Realdania betalte millioner for at få etableret for et par år siden, er allerede nu delvist dækket af ulækker grøn og slimet 'andemad'.
Og Algade i Vordingborg ligner nu alle de 'Algade'r man kan finde som døde og kedelige gågader rundt omkring i de andre provinsbyer som også har sparet alt andet end nøgne brosten, kolde stenbænke og nogle indeklemte halvsyge hårdt beskårne træer væk.
Da fruen og jeg flyttede fra Dragør til Vordingborg i 1992, var noget af det første vi lagde mærke til, at der var usædvanligt smukt med originale og farverige blomsterbeplantninger i Algade, og at alle byens små og store grønne områder konceptuelt fremstod som et samlet og gennemtænkt have og park-kompleks, hvis skiftende beplantninger fulgte årstiderne, og som nogen tydeligvis tog sig af og brød sig om.
Vordingborg havde på det tidspunkt øgenavnet blandt andre end byens egne beboere: VORDINGHUL!
Men som tilflyttere følte vi at det øgenavn var helt misvisende, ikke mindst fordi byen bogstaveligt talt blomstrede og visuelt lyste op året rundt med årstidernes forskellige blomster og planter i bede rundt omkring i byen, i store åbne kummer langs veje og i hængende potter i lygtepæle.
En lidt traurig historie som måtte fortælles! Nu tilbage til akvarelmaleriets mysterier.
Her kommer to i serien af nye akvareller som netop har Gåsetårnet som en central del af motivet, og som altså var det tårn H.C. Andersen så i det fjerne da han blev kørt med hestevogn mod Vordingborg fra Nyråd, et tårn som han siden også var oppe i og derfra beundrede udsigten til både Møen og Falster:
 |
| Egen akvarel: Gåsetårnet bag det tidligere museum på ruinterrænet. Sen forårsdag 2017 |
 |
| Egen akvarel: Gåsetårnet med ruinterræn - set fra øst, forår 2017 |
For at få det bedste udbytte af synet af akvarellerne, skal man klikke på dem - og få det i en udgave der fylder hele skærmen.
Så kan man tydeligt se - mest markant i de sidste af det to - at jeg har optagnet konturerne i de forskellige dele af motivet med en meget tynd tuschpen.
Det er sådan de lokale naturalistiske akvarelmalere som har produceret fx postkort med gåsetårnsmotivet, også har gjort. ´
Og som mange akvarelmalere tidligere - fx fynbomalerne og Olaf Rude også gjorde i deres natur- og landskabsakvareller:
 |
| Olaf Rude: Skejten - ved Guldborgsund, 1949. Akvarel, |
 |
| Fritz Syberg: Marker uden for Pisa, 1911. Akvarel |
Den slags billeder vil måske i dag nok ikke blive omtalt og beskrevet som 'akvarel', men snareresom som 'mixed media'.
For mig er det noget relativt nyt at profilere motivet med sorte konturlinjer.
Jeg kender jo naturligvis teknikken og måden at tænke på rent visuelt - fra en masse naturalistiske tegneserier og tegnefilm.
Og jeg har brugt den selv da jeg for nogle år siden lavede nogle akvareller som gaver til en jævnaldrende veninde, billeder der skulle vise motiver fra Stevns:
 |
| Egen akvarel: Stevns klint (1), 2015 |
 |
| Egen akvarel: Stevns klint (2), 2015 |
Men hvis man er moderne 'ægte' akvarelmaler, så lader man akvarelfarverne gøre hele arbejdet, som man fx også kan se det i Ane Grete Aagards akvareller:
 |
| Ane Grete Aagaard: En trappe til kirkepladsen i Minuta, Amalfikysten. Ca. 2014. Akvarel |
Et motiv jeg også selv prøvede akvarel-kræfter med da jeg var på kursus hos hende sidste forsommer:
 |
| Egen akvarel: Trappe til kirkapladsen i Minuta. 2016. |
Jeg viser lige mine to Gåsetårn-akvareleller igen - sammen med deres referencefotos:
 |
| Egen akvarel: Gåsetårnet bag det tidligere museum på ruinterrænet. Sen forårsdag 2017 |
|
| Referencefoto |
Kritik:
Her bliver det tydeligt - ligesom i akvarellen med egetræet - at jeg er alt for bange for at bruge stærke kontraster.
Skyggerne både på tegltaget, på skyggesiden af murværket og skyggerne til træerne er alle sammen alt for lyse, selv om jeg faktisk har gjort mig umage med at mørkne dem - i forhold til den her tidligere version.
Men det er sandsynligvis derfor jeg har følt mig fristet - eller udfordret - til at tegne konturerne op med en tyd tusch-pen.
Her en endnu tidligere og endnu lysere udgave af akvarellen:
 |
| Tidlige udgave af akvarellen |
Igen er det ikke for sent at male videre på akvarellen og styrke kontrasterne ved at fremhæve de skyggede områder.
Tilsvarende med den anden Gåsetårns-akvarel ('set fra øst'), som jeg selv egentlig har været meget tilfreds med.
Men også her - ved konfrontationen med referencefotoet - kan jeg godt se at motivet kunne trænge til at få skyggerne fremhævet ved at blive malet mørkere:
|
| Egen akvarel: Gåsetårnet med ruinterræn - set fra øst, forår 2017 |
|
| Referencefoto |
Også her har jeg gemt en tidligere og endnu lysere udgave af akvarellen:
 |
| Tidlig udgave af akvarellen |
På grund af de afsporinger hvor H. C. Andersen og Flemming Kruse spændte ben for den røde tråd i fortællingen, er dette indlæg allerede blevet for langt.
Så skær det over her. Og jeg laver lige en cliff-hanger: idet jeg først går videre med gennemgangen af egne nye akvareller i et kommende indlæg, der nok vil få titlen:
"Akvarelmaleriets mysterier (58b) - 'Akvarelkursus' på hjemmebane - der viser borgruiner uden Gåsetårn, en udsigt til Oringe i modlys (fra to kilder) - og en allé i morgenbelysning".
