Hvad er højst, Rundetårn eller et tordenskrald? - En vittighed som bygger på blending af ordet "høj" brugt i "bogstavlig betydning" og i "overført betydning" - altså metaforisk - i samme spørgeformede sætning. Vittigheden er imidlertid ikke bare for sjov. Den bliver brugt når man vil fortælle nogen at en sammenligning er umulig eller urimelig.
Det (van)vittige spørgsmål kommer jeg i tanker om ved læsningen af et kapitel i en bog for nylig der handler om metaforer - fra mange forskellige vinkler.
Bogens titel er 'I is an Other. The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World.' Forfatteren hedder James Geary. Han har en hjemmeside http://www.jamesgeary.com/, og til den er knyttet en blog med titlen: 'All Aphorisms, All the Time', - med indlæg om konkrete eksempler på brug af metaforer og analyse af deres funktion i forskellige kontekster. I sin tilgang til emnet er både hans blog og hans bog beslægtet med denne blog
I bogen refererer han i kapitlet 'Metaphor and the Brain' en undersøgelse hvor en professor Marks fra Yeale stillede lignende umulige spørgsmål til en lang række forsøgspersoner: "Which is brighter, a cough or a sneeze?" og "Which is louder, sunlight or moonlight?"
Og det forunderlige var at langt de fleste rent faktisk kunne svare på dem, og også stort set var enige om svarerne: Et host er mørkere end et nys. Og: Sollys er højre end månelys.
Det handler om noget jeg har været inde på i et indlæg for længe siden: Synæstesi - dette at hjernen kreativt kan koble betydnnger på tværs af sanserne - som en særlig slags metaforer: se og forstå sanseindtryk fra én sans gennem udtryk fra en anden sans. Den slags sammenkoblede forestillinger har altså karakter af sensorisk blending. Og som jeg nævnte tidligere, så er der nogen der er tvungne synæstetikere, så de altid forbinder bestemte ord eller tal med bestemte farver, for eksempel. Det vil sige der hos nogle mennesker er tale om neurologisk kortslutninger mellem de forskellige centrer der bearbejder sanseindtryk fra hhv. øjne, ører, tunge, næse, hud.
I forlængelse af det foregående blogindlæg, der fremhævede at grundlæggende konceptuelle forestillinger var metaforisk forankrede til kroppen, dens placering i rummet, dens størrelse, dens bevægelser og dens funktioner, så kan vi her konstatere at det vrimler med eksempler fra vores daglige sprogbrug på at sansede udtryk bruges i overført - metaforisk - betydning til at karakterisere indtryk fra en anden sans: Ord kan være søde, ansigtsudtryk surt, en sexuelt opstemt pige kan være hot, mens en afvisende ditto kan være kold, en lyd kan være hård, en smag kan være blød, en smerte kan være stikkende, en lugt kan være skarp.
Generelt ser det ud til at den mest hyppige form for syneæstetisk metaforer bruger udtryk hentet fra smag-, lugte- og følesansen som "source" til at beskrive erfaringer indhentet gennem synet eller øret som "target". Synæstesi-metaforens retning går altså typisk fra "nærsanserne" til "fjernsanserne".
Det stemmer så godt overens med den mere generelle tendens for "retningen" når man opfinder og bruger metaforer: at dens "source" (S) er hentet fra et mere konkret domæne mens dens "target" (T) hører til det mere abstrakte: Livet (T) er en rejse (S), tid (T) er penge (S), døden (T) er en dør der lukker (S), arbejde (T) er et fængsel (S).
