Sider

mandag den 28. april 2014

Udstillet kunst i forskellige konceptuelle 'frames' (2) - Sven Dalsgaard på Fuglsang (og Hans Krull)


En retrospektiv udstilling af maleren Sven Dalsgaard (1924-1999) på Fuglsang kunstmuseum på Lolland viser at han malerisk set befinder i en helt anden boldgade end Hans Krull som altså samtidig udstiller på Kulturarkaden i Vordingborg, og som jeg skrev om i foregående indlæg.

De to lokale udstillinger havde fernisering på samme dag, fredag den 11. april. Men Krull er små 40 år yngre end Dalsgaard. Og alligevel er Sven Dalsgaard nok meget mere up to date end Krull. 
   Så vidt jeg kan se, arbejder Krull nogenlunde stabilt inden for de samme konceptuelle rammer - det jeg har kaldt 'kunstframes' - over rigtig lang tid: en form for ekspressionisme - med udnyttelse af nogenlunde det samme udtryksmæssige register af former, farver og figurer. 
   I modsætning hertil viser udstillingen på Fuglsang at Sven Dalsgaard udvikler sig og skifter frames over tid. Det virker som om han slider en frame op - og så kæmper med at tilegne sig en ny. Og det mønster gentager sig i flere 'runder'. Og til sidst vender han tilbage til 'start' - på et metaniveau.

Sven Dalsgaard en er maler som i sin udvikling følger et spor og en retning som man kunne kalde "less is more" - indtil der egentlig ikke er noget 'kunst' tilbage i hans billeder - kun 'kunstigheder'.   Hvorimod Krulls billeder præget af indholds-, form og udtryksmæssige excesser - og udstråler en næsten glubsk vellyst ved at give los for indre billeder og vilde associationer. "Jo mere, jo bedre!"
    Se mere om Hans Krull-udstillingen og hans kunst her:
Sven Dalsgaard-udstillingen på Fuglsang viser malerier og andre kunstværker fra omkring 1940 og helt frem til kunstnerens død 1999.
   Og mens jeg den gang jeg var ung i 60´erne, ikke fæstnede mig ved navnet Sven Dalsgaard - jeg har altid lidt af en dårlig navnehukommelse - så genkender jeg faktisk mange af hans typiske billedmotiver fra den periode da jeg selv var optaget af at tegne og male - og i et års tid endda også læste kunsthistorie.
     Der er tale om en slags genkendelsens aha-oplevelse: "Nåh, det er ham med ensfarvede billeder med øjne der kigger ud på beskueren!":

Inger
Og: "Nåh, det er ham med Dannebrogs-malerierne!"

Souvenir
Sven Dalsgaard er født samme år som Asger Jorn. Han var aldrig medlem af Cobra-gruppen, men kunne godt have været det.
   Han rejste til Paris 1947 og var der sammen med Richardt Mortensen og Egil Jacobsen. Han udstillede i 50-erne sammen med flere af de danske medlemmer af Cobra-gruppen.

Han kom fra fattige kår, og blev udlært som håndværkmaler, men fik aldrig nogen akademisk kunstner-uddannelse:
Sven Dalsgaard blev født i Randers i 1914, og var den yngste af tre børn. Faderen døede tidligt, og moderen måtte tage arbejde som hjemmesyerske for at tjene til dagen og vejen. Det var en barndom præget af trange kår. Han kom i lære som håndværksmaler, og fik undervisning i frihåndstegning på aftenskole, men en egentlig uddannelse som kunstmaler tog han ikke. Til gengæld tilbragte han timer på biblioteket, hvor han sugede viden om kunst og litteratur til sig. Han tog på et tidspunkt til København, og opsøgte der blandt andre kunstneren Vilhelm Bjerke Pedersen for at finde inspiration, og førte lange samtaler med Aksel Jørgensen på Kunstakademiet i København. Han fandt ud af, at kunstakademiet ikke var noget for ham, men holdte forbindelsen med Aksel Jørgensen. Vilhelm Bjerke-Pedersen kom også til at betyde meget for Dalsgaard. Han havde været elev hos Kandinsky og Klee på Bauhaus i Tyskland, og var allerede på dette tidspunkt en fremtrædende avantgardist. Gennem Bjerke-Pedersen kunne Dalsgaard få det indblik i surrealismen, han søgte. Det kom også til udtryk i de malerier, han skabte på den tid, som er udpræget figurative og surrealistiske.
De tidligste billeder af  Sven Dalsgaard vi så på Fuglsang-udstillingen, var fra første halvdel af fyrrene, og de var klare eksempler på den retning som herhjemme den jævnaldrende Vilhelm Freddie er mest kendt for: surrealismen, en 'kunstframe' hvor maleriet er et vindue ud til en virkelighed som både ligner og dog er fremmed på en måde så publikum - det er postulatet i surrealismen - oplever maleriet som et spejl af underbevidsthedens ubevidste drifter og fantasier.
   Her er et af Dalsgaards malerier fra 1943, med titlen "Portræt af enhver" - som også var med på Fuglsang-udstillingen:


Her to andre surrealistiske malerier fra den periode hvis titler jeg ikke lige har kunnet finde, men som også blev vist på Fuglsang:


Surrealisme? - Ja, men med et klart Sven Dalsgaard-særpræg. Der mangler det "slikkede look".
 
Hos Dalsgaard er der - som hos Krull - meget ofte nøgne damer med i billedet, men frodige er de ikke - nærmest det rene skind og ben. Og motiverne refererer ikke (kun) til underbevidsthedens drifter og drømme, men er utvivlsomt også tænkt med referencer til den reelle og konkret virkelighed under den tyske besættelse.
   Billederne er konceptuelt bestemt af to frames der integreres: 'maleriet som et vindue til en genkendelig virkelighed', og 'maleriet som et spejl af en indre subjektiv verden'. Men denne subjektive verden er ikke nødvendigvis 'indre' hos maleren, men postuleres at være det hos tilskueren.

Inden Dalsgaard - under inspiration af Vilhelm Bjerke-Pedersen - blev surrealist, så malede han faktisk op gennem 30´erne inden for en helt anden frame - stort set entydigt naturalistisk, som disse billeder viser, billeder der skal vise og ligne motivet - og give en stemning:


Det er rigtig gode malerier som jeg ville nyde at hav hængende på væggen i mit hjem. Men de også i den grad main-stream,
   Dalsgaard solgte rimeligt godt i fattig-30´erne. Kunstframen er her: billedet som et vindue til en genkendelig og ufarlig virkelighed.

I 50´erne skiftede Sven Dalsgaard gradvist formsprog, og udforsker en ny frame. Malerierne mister surrealismens dobbelthed af det genkendelige og det drømmeagtigt fremmede i motiverne.
   Den frame han nu arbejder inden for indebærer at billedet primært anskues som en flade. Motiverne abstraheres og og figurerene forenkles til skarpe tegnede linjer og cirkler, men ikke mindst i kraft af titlerne er der i en del billeder også referencer til den kristne religion så de får karakter af moderne ikoner:

Madonna
De langstrakte, ubevægelige og forenklede figurer, skabt af en meget klar og næsten helt lige streg og et afdæmpet gråbrunt og gråblåt farvespektrum, kan meget vel være inspireret Alberto Giacometti hvis værker Dalsgaard havde set i Paris. Måske han også har fået inspiration fra Kandinsky og Klee via Vilhelm Bjerke-Pedersens undervisning:


Har ikke kunnet finde titlen
Byen forlades
Bestemte motiver går igen: stole, en fugl, en siddende kvinde med spredte ben. Han laver tilsvarende "tynde" skulpturer, her også en der vises på udstillingen:


En af de smukkeste og mest poetiske skulpturer på udstillingen var denne karakteristiske Sven Dalsgaard-fugl:


Pludselig og meget nærværende betragter fuglen sin måne
De bioæstetiske principper som især præger Dalsgaard kunst i denne periode er: isolation, gruppering, overdrivelse/forenkling - og i modsætning til hans surrealistiske billeder, er der mange her hvor symmetri er en vigtig del af kompositionen. Symmetri fortsætter også med at være et vigtigt æstetisk princip i mange af hans værker op igennem 70´erne.

I 60´erne skifter Dalsgaard igen kunstframe og kombinere disse to frames: billedet/skulputren som en vits og en vrængen ad konventioner, og billedet/skulptueren som en abstrakt tanke eller ide.
   Vi ser fra hans hånd og ånd en slags anti-kunst med rødder tilbage til dadaismen - og med kunstværker der samtidig peger frem mod de senere års koncept- og installationskunst.

Sven Dalsgaard eksperimenterer i den periode med blandt andet det monokrome - dvs ensfarvede - maleri, hvor han så udforsker hvad det kan tilføres af betydning gennem minimale tilføjelser, som et par øjne (se "Inger" ovenfor), eller 'pakket ind' i sejlgarn, eller med et 'indlagt' målebånd:

103, 7 cm højt
Sort
Titlerne er ofte ironiske eller underforstået kritiske - og tit med en metakommentar til forstilingerne om kunstens æstetiske betydning og værdi.
   Ifølge nogle af kilderne er Dalsgaard religiøs mystiker og referer i nogle billeder til den skjulte inderste betydningskerne af den religiøse eller mystiske oplevelse - ikke som "Gud", men som noget han selv omtaler som: "stedet". 
   En særlig blå farve som han selv betegner som "vidunderblå", genfindes og genbruges i rigtig mange af hans billeder.

Som en slags skulpturer finder vi regulære 'pakker' med snor omkring. Indeni er der selvfølgelig ingenting eller alting - og det kan måske netop også være pakker som gemmer på 'stedet':


I hvert fald: Man ved ikke hvad pakkerne indeholder, og man får det heller ikke at vide. Pakkerne er jo 'kunst' fordi de udstilles som kunst, og som Dalsgaard selv har sagt om dem, så begynder man ikke at pakke dem op, ”men står bare og glor på dem”.

At Sven Dalsgaard kan have et noget tvetydigt forhold til det publikum som er alt for begejstret for hans billeder, viser dette - ofte gengivne - demonstrativt 'frække' billede:

Sven Dalsgaard: <i>Blåt til Lyst - Oh! Hr. Dalsgaard, De ved ikke, hvor meget jeg holder af Deres billeder, særligt de blå!</i>. Pressefoto.
Blåt til Lyst - Oh! Hr. Dalsgaard, De ved ikke, hvor meget jeg holder af Deres billeder, særligt de blå!
Flere af de motiver som Dalsgaard vender tilbage til og genbruger i forskellig sammenhænge - som på en gang konkrete og symbolske - er 'stolen' og 'Dannebrog', her beskrevet på Herning Museums hjemmeside "heart":
Stolen: 1960´ernes sidste halvdel arbejdede Dalsgaard med stolen som objekt. Den blev bearbejdet på alle mulige måder. Fik benene savet af, blev bundet ind i reb, eller blev dyppet i fjer og hængt op i loftet, som om den kunne svæve. Stolen kender vi alle, vi kan forholde os til den med vores krop. Men når den bearbejdes og omformes, røres der ved alt det velkendte, og vi tvinges til at se tingene på en anden måde.
Dannebrog: Det samme var på færde, da Dalsgaard i 1967 på en udstilling i Det Danske Hus i Paris, viste 33 malerier af Dannebrog i forskellige størrelser. Udstillingen vakte røre i Danmark. Man blev provokeret af denne brug af nationalsymbolet, men Dalsgaard sagde selv, at det var et udtryk for glæden ved at være dansk. Malerierne af Dannebrog rummer mange aspekter. De er på en gang et flag og et billede af et flag, de er symbolske og reelle på samme tid, ligesom de er et værk og samtidigt et objekt. Dannebrog var et symbol, som Dalsgaard gentagende gange vendte tilbage til.
Det helt gennemgående bioæstetiske princip som Sven Dalsgaards kunst trækker på og udnytter igennem alle de forskellige frames han arbejder inden for gennem et langt liv som kunstner, er det som V.S. Ramachandran kalder Perceptual problem solving/Peekaboo - altså dette at noget er skjult, tildækket og hemmeligholdt - og dermed udgør et konceptuelt eller perceptuelt 'problem' som tilskueren skal arbejde med mentalt at "løse" - også kaldet "borte-tit-princippet" (min oversættelse).

I sine seneste billeder vender Dalsgaard tilbage til ungdommens surrealisme-frame - med et ekstra vrængende twist:

Samme sted (To stænger)
Ja, ja! Borte-tit!

tirsdag den 22. april 2014

Udstillet kunst i forskellige konceptuelle 'frames' (1) - Hans Oldau Krull (og Sven Dalsgaard)

Jeg har på bloggen her ofte skrevet om "konceptuelle rammer" i forskellige sammenhæng, men vist ikke i forhold til kunst.
   På engelsk taler man om: "frames" og "framing": dette at man mentalt og begrebsmæssigt anskuer noget - fx mennesket, politik, skolen, klimaet - inden for en bestemt metaforisk defineret kategori eller optik - en mental rammesætning der indebærer at man fokuserer på bestemte sider af et fænomen, mens man bortskærer eller udelukker andre sider.
- Som fx når præsident Bush i sin tid efter 9/11-angrebet, definerede terrorisme som 'krig', og erklærede "war against terror",
- Eller når journalister i deres avisdækning anskuer politik og politiske debat som "sportskamp", kaldet "horserace journalism"
- Eller når man benævner en række oprør i arabiske lande som "det arabiske forår",
- Eller når politikere der er imod arveafgiften 'framer' den som "dødskat".

Malerkunst og kunstmalere har i århundredernes løb også været konceptuelt rammesat eller "framet" på bestemte måder:
  • maleriet som repræsentant for religiøse/mytologiske fortællinger (som i middelalderen)
  • maleriet som et vindue ud til en genkendelig virkelighed, 
  • maleriet som en flade med former og farver,
  • maleriet som et spejl af kunstnerens indre subjektive verden, 
  • maleriet som en abstrakt tanke eller ide, 
  • maleriet som en vits og en vrængen ad konventioner
Besøger man fx en kunstudstilling kun med én mulig frame i hovedet: billedet skal ligned den virkelighed det fremstiller og mimer, så kan man som publikummer får stor problemer ved mødet med de fleste af de billeder man kunne se på kunstmuseet Fuglsangs Svend Dalsgaard-udstilling. Eller ved mødet med Hans Oldau Krulls billeder, udstillet på biblioteket i Vordingborg.
   Man kan vel sige at kunsthistoriens forskellige '-ismer', nogenlunde modsvares af en frame eller af en fusion af flere frames: naturalisme, impressionisme, ekspressionisme, kubisme, surrealisme, etc.

Den internationalt anerkendte neuropsykolog V. S. Ramachandran har i sin bog "The Tell-Tale Brain" opstillet nogle universelle såkaldt 'bioæstetiske' principper, som han altså mener er en del af vores hjernes biologisk set up, og som al (visuel) kunstnerisk udfoldelse og oplevelse trækker på:
  • Peak shift (overdrivelse, som fx i karikaturer) 
  • Perceptual grouping and binding (gruppering i gestalter - efter lighed og forskel) 
  • Contrast 
  • Isolation 
  • Perceptual problem solving/Peekaboo (noget er (delvis) skjult og udgør et problem/borte-tit) 
  • Symmetry 
  • Abhorrence of coincidence/generic viewpoint (svært at forklare: afsmag for alt for heldige tilfældigheder) 
  • Orderliness (gentagelse, rytme, rim, remser)
  • Metaphor (noget skal ses og forstås i overført betydning - gennem noget andet)
  • Metonym
Det sidste princip "metonym" er min tilføjelse: dette at en karakteristisk (konkret) del står for en større (abstrakt) helhed som den er en typisk del af.
   Men der kan udmærket være andre og flere bioæstetiske principper på spil nå kunstnere udøver og publikum oplever kunst.
   I disse to blogindlæg fra bloggen "mixingmemory" gennemgåes principperne meget pædagogisk, synes jeg:
http://mixingmemory.blogspot.dk/2005/01/cognitive-science-of-art-ramachandrans_22.htmlhttp://mixingmemory.blogspot.dk/2005/01/cognitive-science-of-art-ramachandrans.html
Jeg har selv brugt Ramachandrans principper når jeg ville forstå hvad det egentlig var for noget der styrede mine egne forsøg og erfaringer med at male akvarel, som det blandt andet fremgår af disse to indlæg på denne blog:
Såvel de forskellige kunstframes som neuroæstetikkens principper kan give perspektiv til de to lokale kunstudstillinger jeg har besøgt inden for de sidste par uger, den ene med værker af Hans Oldau Krull, den anden og større udstilling med billeder af afdøde Sven Dalsgaard

Vordingborg Kunstforening står for en udstilling med godt 30 værker af Hans Oldau Krull på Vordingborg Bibliotek - også kaldet 'Kulturarkaden'. Og kunstmuseet Fuglsang på Lolland viser en omfattende retrospektiv udstilling af værker af Sven Dalsgaard.
   Først til Krull.

Hans Oldau Krull, født 1952 i Svendborg, er ud af en gammel sømands- og kunstnerslægt på Ærø. Og still going strong, fremgår det af udstillingen. Billederne er dramatiske, ekstremt udtrykstærke både i farver, tegning og motiver.
   Min gode morgensvømmerven som også er kunstsamler, karakteriserede ham som 'fabulerende kolorist'. Og det er ramt lige i plet, men hvilke fabler har Krull gang i?
 
Sjov og provokerende udtryksfuld er han i hvert fald. Og uden tvivl konceptuelt beslægtet med ekspressionisterne fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet.
   I den lokale Krull-udstilling møder man en lang række værker med regulære religiøse/mytiske motiver som visuelt blander figurer fra nordisk, græsk, kristen, egyptisk og østasiatisk mytologi. I mange billeder indgår også en masse åbne både - uden sejl.
   Med alle de henvisninger til mytologiske figurer, universer og miljøer, er han et klokkeklart eksempel på det der kendetegner kreativitet: grænseoverskridende 'konceptuel blending': en montage og kollage af betydninger fra kilder der ellers er adskilt og hører til i vidt forskellige universer og symbolsystemer.
   Deri ligger naturligvis en stor del af fascinationen. Og de bioæstetiske principper han især trækker på og appellerer til, er: overdrivelse (peak shift), borte-tit (perceptuel problem solving), kontrast, perceptuel gruppering, metafor og metonym. 
   Nogle af motiverne er også styret af symmetri, som jo kendetegner megen religiøs kunst og arkitektur.
 
Hvilke kunst-frames arbejder han inden for - og integrerer?
  • maleriet som et spejl af kunstnerens indre subjektive verden
  • maleriet som en visualisering af religiøse og mytologiske fortællinger
  • maleriet som en flade med former og farver,
  • maleriet som en vits og en vrængen ad konventioner
 Her nogle eksempler hentet fra nettet - som gennem titlerne refererer til græsk og nordisk mytologi. "Styx" er fx den flod der i græsk mytologi omkranser dødsriget, og som man altså skal krydse for at komme dertil - eller derfra:

Venner på Styx
Thor
Frigg og Loke
På denne udstilling var vel omkring en tredjedel af billederne med 'englemotiver' og -titler, og flere af 'englene' sejler i åbne robåde, hvad der ud fra en umiddelbar betragtning kan undre da de jo er udstyret med vinger og kan flyve. 
   Det er så ikke konventionelle engle(basser) i lange hvide, lyserøde og lyseblå gevanter billederne fremstiller, men nøgne frodige kvinder som så- som en slags tillægsgevinster - er udstyret med vinger.
   Måske repræsenterer figurerne slet ikke kristne engle, men skal associere til fantasy-verdenernes alfer og feer:
women paintings wings colorful fantasy art drawing

Mens fantasy-illustrationer typisk er super-realistiske og malet med en nærmest fotografisk teknik (ligesom fx Niels Strøbeks malerier, eller Otto Frellos), så er Krulls godt nok slet ikke 'realist'. Men motiverne i hans malerier er i hvert fald figurative og dermed delvist genkendelige.
   Du kan i øvrigt læse et indlæg som delvist handler om Niels Strøbek, her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html
I flere af de mytologiske universer som fantasy-kunst i film, tegneserier og bøger trækker på, findes kvindefigurerer med vinger: 
   For eksempel er de nordiske valkyrier i nogle sammenhænge udstyret med svanevinger, og det er dem der i krig bestemmer hvem der skal dø og hvem leve. 
   Og i græsk mytologi har vi sejrsgudinden Nike, der afbildes som en kvinde med vinger, ofte som en slags galionsfigur i en båd.
   Men grundlæggende får jeg fornemmelsen af at disse mange forskellige referencer ikke skal tages alt for alvorligt når det hele har være i gennem fantasi-blenderen i Krulls krøllede hjerne - en af 'englene' er fx udstyret med en  gammeldags gul flyverhjelm med beskyttelsesbriller.
   Der er gennemgående megen - ofte grotesk - humor og en del konceptuel 'vrængen' i forhold ti de mytologiske og religiøse konventioner i Krulls billeder. 
   Billederne skal altså nok primært ses som metaforiske og metonymiske mentale spejle - som symbolske udtryk for Krulls  indre subjektive univers, som man godt kan fornemme kredser en del om døden og - måske - en slags genopstandelse, hvad et "bannermaleri" på udstillingen direkte illustrerer:

 

Jeg får associationer til 'new age'-billder her:


Her et lille udvalg af Krulls "englebilleder" fra udstillingen, fotograferet med mit mobilkamera; den ene skulptur der var udstillet var også en 'engel':


Preben Winther skriver om Krull i Kunstavisen i forbindelse med en anden udstilling - og bruger karakteristisk nok metaforen "sampling" til at beskrive hans særkende.
Hans Krull har igennem hele sin tilværelse rejst og boet mange forskellige steder på kloden. Han er en meget vidende kunstner, der i sine værker anvender et hav af referencer. Det kan være til hændelser i hans eget liv, eller til mennesker, der har betydet meget for ham, eller han sampler historiske begivenheder og personer, der kan bruges til at formidle hans budskab, lige fra Svend Trøst til Kristus og ægyptiske og balinesiske guddomme. Mange af hans værker har mytologiske temaer og centrerer sig på en eller anden vis om døden; døden set som en forvandling, en transformation, som overgang fra livet til det ukendte.
Ved at google 'Hans Krull' får man indtryk af at han nok skifter motiver og referencer gennem årene, men at han malerisk stort set trækker på samme register: vidtfavnende og højtflyvende fabuleren kombineret med en udtalt grafisk glæde ved stærke kontraster i form og farve. Og han synes at være meget trofast inden for den kombination af 'kunstframes' som jeg nævnte ovenfor.
   Motiv- og udtryksmæssig er han altså stabil over mange år - på samme måde som Hundetwasser som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/hundertwasser-kreativ-multipersonlighed.html
Jeg spekulerer på om Krull har arbejdet med tegneserier som medie. I hvert fald tyder nogle af de over hundrede festival- og forestillings-plakater han har lavet i årenes løb, på at han med fordel kunne afprøve den form:


Her udfolder Sven Dalsgaard (1924-1999) sig konceptuelt og malerisk i en helt anden boldgade end Krull. Det er andre kunstframes Dalsgaard forholder sig til og befinder sig i - og han udvikler sig ved at bruge dem op og skifte dem ud periodisk.   
   Hvor Krulls billeder er gennemsyret af en næsten glubsk lyst til overskud og overflod - indholds-, form- og udtryksmæssige excesser, så er Sven Dalsgaard en maler som i sin udvikling følger et spor og en retning som man kunne kalde "less is more" - indtil der egentlig ikke er noget "kunst" tilbage i hans billeder. Men mange 'kunstigheder'.

Sevn Dalsgaard-udstillingen på Fuglsang er retrospektiv og viser malerier fra omkring 1940 og helt frem til hans død.
        Sven Dalsgaard er født samme år som Asger Jorn. Han var aldrig medlem af Cobra-gruppen, men kunne godt have været det. Han udstillede i 50´erne sammen med flere af de danske medlemmer af gruppen.

De tidligste billeder af Dalsgaard vi så på udstillingen, var fra første halvdel af fyrrene, og de var klare eksempler på den retning som herhjemme Vilhelm Freddie var mest kendt for: surrealismen.
   Her er et af Dalsgaards malerier fra 1943 med titlen "Portræt af enhver" - som også var med på udstillingen:


Her to andre malerier hvis titler jeg ikke lige har kunnet finde:


Surrealisme? - Ja, men et klart Sven Dalsgaard-særpræg.
   Der er som hos Krull næsten altid nøgne damer med i motivet, men frodige er de ikke - nærmest det rene skind og ben.

Nej, nu bliver det for langt - fortsættelse følger - i næste indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/udstilet-kunst-i-forskellige.html

mandag den 14. april 2014

Særlige evner (4) - når man kan huske hvad der skete, og hvad man gjorde hver enkelt dag i sit liv - og ikke kan blive fri ('hyperthymesia' eller HSAM)

Min søgning på 'eidetisk hukommelse' fører mig til oplysninger om en anden form for ekstrem hukommelse, nemlig HSAM, som står for "Highly Superior Autobiographical Memory", også benævnt som 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':
It is the condition of possessing an extremely detailed autobiographical memory. Hyperthymesiacs remember an abnormally vast number of their life experiences.
Opdagelsen af den særlige form for tvangsmæssig superhukommelse som knytter sig til personens selvbiogragfi, er relativt ny. Det først eksempel registreret i den neurovidenskabelige faglitteratur er "AJ" hvis særlige evner - eller 'syndrom' - beskrives i en artikel af med titlen "A case of unusual autobiographical remembering".
  Artiklens "abstract" fortæller:
This report describes AJ, a woman whose remembering dominates her life. Her memory is "nonstop, uncontrollable, and automatic." AJ spends an excessive amount of time recalling her personal past with considerable accuracy and reliability. If given a date, she can tell you what she was doing and what day of the week it fell on. She differs from other cases of superior memory who use practiced mnemonics to remember vast amounts of personally irrelevant information. We propose the name hyperthymestic syndrome, from the Greek word thymesis meaning remembering, and that AJ is the first reported case
Artiklen understreger altså at der ikke indgår mnemoteknik i den form for ekstrem hukommelse, sikkert med en indirekte reference til diskussionen om hvorvidt nogle savanters utrolige evne til at huske hænger sammen med at de udnytter menmoteknikker, og derfor ikke er 'ægte savanter' (se foregående indlæg om "særlige evner"). 
   AJ beskriver ifølge Wikipedia sin oplevelse af HSAM-tilstanden sådan her:
AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious
HSAM synes at være en integreret del af hjernens særlige set up hos de personer der "har" syndromet, og fremkaldelsen - 'recall' - af de selvbiografiske erindringer foregår automatisk - nærmest som var det en slags synæstesi. Erindringerne kommer uønsket og uvillet, og kan, som AJ forklare det, opleves som at blive tvunget til at se en film der 'kører non stop'.
   Hyperthymesia indebærer at man både har en boosted selvbiografisk hukommelse og en boosted episodisk hukommelse. 

Der er to definerende kendetegn på en person med hyperthymesia: 
  • Han eller hun bruger uforholdsmæssigt meget tid på at tænke på sin fortid 
  • Han eller hun har en usædvanlig og overraskende evne til at huske såvel som at genkalde sig en hvilken som helst personligt oplevet begivenhed fra sin fortid, inklusive de mest trivielle detaljer, en dato, hvordan vejret var, hvad tøj folk havde på, etc. 
Wikipedia understreger at der er en markant forskel i forhold til både autister, savanter og hukommelsesatleter, som jeg har skrevet om i de foregående tre indlæg om "særlige evner":
AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious
Siden opdagelsen og registreringen af det første HSAM-eksempel i 2006 (AJ), er det gået relativt hurtigt med at finde ud af at AJ ikke er enestående, men at hyperthymesia dog synes at være ret sjælendt forekommende. 
   Indtil nu er der relativt få videnskabeligt dokumenterede og bekræftede cases, der altså med hensyn til både hvad og hvordan de husker og kan genkalde sig, markant adskiller sig fra savanters ekstremt snævre og ensporede hukommelse. 
   Wikipedia uddyber:
One example is the case of AJ (revealed, since May 2008, to be the school administrator Jill Price) who, given any date in history, can recall what the weather was like on said date, personal details of her life at the time, and other news events that occurred at that time. Details of what AJ recalls may be significant to her in some way, but they may not. Personal meaning does not seem to affect AJ's memory – she simply recalls everything.
   Brad Williams, another confirmed case of hyperthymesia, displays similar remarkable memory abilities. For example, when shown a photograph from his past Brad can recall the date it was taken, where it was taken, what he had done that day, and even more detailed information such as the temperature on said day.
   Rick Barron has also been diagnosed with hyperthymesia and shares the same superior abilities of AJ and Brad. Individuals with hyperthymesia clearly have a superior degree of recall ability.
Men spørgsmålet er naturligvis hvad forklaringen er på den ekstremt boostede selvbiografiske hukommelse hos de mennesker der har det syndrom. 
   Wikipedia lufter en slags specifik forklaring i AJ´s tilfælde: en oplevelse af tab af fortid på grund af en flytning som barn, og et ønske om "at organisere erindringerne" (underforstået: for at kompensere for tabet):
It is possible that AJ's memory could stem from the traumatic experience of having her family move when she was 8, at which point she began to "organize her memories" and think about the life she had left behind a great deal. AJ reports years of migraines lasting from childhood into her late thirties.
Jeg får her umiddelbart associationer til min teori om den særligt kreative personligheds barndomserfaringer som blandt andet ofte indebære personlige tab eller savn og social fremmedgørelse, erfaringer som han/hun siden fx som kunstner kan trække på  via den forstærkede evne til at fantasere som ofte udvikles i den sammenhæng.

Efter at artiklen om AJ var blevet offentlig kendt, modtog det universitet der havde offentliggjort den (University og California, Irvine), flere hundrede henvendelser fra folk der mente de havde samme specielle evner som AJ. 
   Efter grundige interviews syntes i hvert fald 22 at have HSAM - "the detailed recollection of events that occurred in the distant past". Og af dem blev 11 så MRI-skannet og sammenlignet med en kontrolgruppe uden denne særlige evne. 
    En artikel i Scientific American refererer resultatet, nemlig at to områder af hjernen var markant større hos HSAM´erne end hos kontrolgruppen: 
... that multiple areas in the temporal and the parietal lobes tied to autobiographical memory are significantly larger than the same regions in a control group. At the same time, another area, the lentiform nucleus, linked to obsessive-compulsive disorder, is also bigger. Some of the study participants, in fact, have a tendency to hoard things or avoid germs, though none have been diagnosed with OCD.
Det fremgår også af artiklen at dem der oplever HSAM, ikke synes at det er nogen særlig fordel af have den evne, og de ved ikke rigtig hvad de skal bruge deres selvbiografiske superhukommelse til. Tværtimod, ligesom AJ er der en del der synes at det snarere end en gave er en byrde som kan handicappe dem socialt. 
    En af forskerne, Aurora Leport, der har interviewet dem, fortæller om problemet med belastningen af de negative erindringer:
Although they are emotionally well adjusted, some of the superior memory group has to continually come to terms with the vividness with which they recall negative memories from 10, 20, 30 years before. “When I ask them about a bad memory, they say it comes back to them with the same amount of detail,” Leport says, but it also comes back to them with the amount of emotion at the time of the event so they have to deal with that.”
Man skal måske i virkeligheden vende fænomenet HSAM på hovedet: Det der kendetegner dem der har syndromet, er at de ikke som almindelige mennesker kan glemme - de har ikke mulighed for at lade de daglige oplevelser og iagttagelser som ikke betyder noget særligt, "gå i glemmebogen", som man siger.  
   Det er den vinkel som et blogindlæg lægger - under rubrikken: 
When Memories Never Fade, The Past Can Poison The Present
I blogindlægget beskrives og citeres en pige, Alexandre Wolff, som har HSAM:
We forget most of our lives. Alexandra Wolff says she is tempted to live in the past 24/7. 
   But Alexandra says that remembering even an inconsequential trip to Target is an almost physical experience for her. She says she sees what she saw that day, hears what she heard, and emotionally feels what she felt at the time.
   "Right down to getting sick to my stomach or getting a headache," she says. "It's almost like time travel."
   But being unable to forget can affect your relationship to the present, people with this form of memory say.
   Alexandra is 22 and lives with her mother in a long brick ranch house in southern Maryland. She has dark hair and beautifully balanced features, but hasn't really dated and seems to have few of the preoccupations of most 22-year-olds. 
   She blames her memory for this, saying it separates her from other people her age because they can't understand why she's so focused on things that have already happened.
   Alexandra often feels frustrated with her preoccupation with the past. "It seems like you hold onto everything, and it seems like you're just stuck in the past all the time," she says.
   It really bothers her. For one, Alexandra says, in her life there are no fresh days, no clean slates without association. Every morning when she wakes up, details of that date from years before are scrolling through her mind, details that can profoundly affect the new day she's in.
Professor James MCGaugh som er en af de forskere i hyperthymesis der beskrev den første case, AJ, forklarer at man ikke kan afgøre om forskellene i hjernen hos folk med HSAM er et produkt af eller en årsag til syndromet:
But it is clear that it's specifically this issue of forgetting that's different. If you were asked to recall what happened to you earlier this morning, you'd remember roughly the same amount as someone like Alexandra. But if asked about this morning three months from now, for you it would probably be gone, while for her it's as fresh as it is for you today.
  "So it's not that they're superior learners," McGaugh says, "it's that they are very poor at forgetting."
Ved at have researchet på denne særlige HSAM-personlighedstype, får jeg associationer til forfattere der er blevet kendt på at de i deres bøger erindrer scener og episoder fra deres fortid ekstremt detaljeret og levende. For eksempel fremhæver de fleste anmeldere Karl Ove Knausgård som en forfatter hvis hukommelse for personlige erindringer er ekstremt god:
"Jeg sætter ikke anførselstegn om navnet på romanens Karl Ove Knausgård, men fortælleren har naturligvis en exceptionel hukommelse for de mest dagligdags detaljer og dialoger, og kun en meget enfoldig læser vil tro, at forfatteren ikke har opdigtet, strøget, ændret, kondenseret og ommøbleret suverænt undervejs."
"I virkeligheden må Knausgaard jo enten have en fotografisk hukommelse uden sidestykke, - eller også har han lavet langt mere research, end vi får indtryk af gennem den lethed, hvormed han skriver Bergens-livet ind i læserens øjne."
"Selvom Karl Ove Knausgårds hukommelse i Min kamp er hinsides det menneskeligt mulige, er der ikke nødvendigvis tale om fiktion."
Jeg har ikke kunnet finde belæg for at Knausgaard skulle være HSAM´er, men hvis han er, så har han i modsætning til dem jeg ellers har læst og skrevet om her, fundet på noget værdifuldt og meningsfuldt at bruge sin særlige selvbiografiske hukommelse til.
   Det fremgår i øvrigt af kilderne at han skrev dagbog til han var 20 år, og derefter brændte dem.

Ved at læse om de personer der har HSAM, kommer jeg også til at tænke på de mennesker som er kendte og inkarnerede dagbogskrivere gennem et helt liv. 
   Det var for eksempel Science Fiction- og fagbogforfatteren Isaac Asimov hvis erindringer (der dækker de første 60 år af hans liv), fylder godt 1500 tætskrevne sider, et værk som ikke kunne være skrevet med en sådan detaljerigdom og kronologisk præcision hvis ikke han havde haft dagbøgerne at referere objektivt til. Eller også skulle han have haft hyperthymesis. 
   Han begyndte at skrive dagbog 1938 da han var 18 år gammel. I alt skrev han tre selvbiografier, den sidste lige før han døde, med titlen "I, Asimov" - med reference til hans mest berømte novellesamling "I, Robot".
   
En anden berømt - og dansk dagbogskrivende forfatter er H. C. Andersen som skrev dagbog fra 1825 til 1875. Han begyndte på det da han var 20 år gammel. Og han skrev tre selvbiografier som jo også i høj grad har trukket på dagbøgerne til at sikre erindringernes objektive forankring i den oplevede virkelighed.

En tredje kendte dagbogskriver hvis publicerede dagbøger i 16 binde jeg faktisk har læst, er den fransk-cubanske forfatter Anaïs Nin (1903-1977). Hun begyndte at skrive dagbog som 11 årig og fortsatte til sin død. 

Og det fører så til følgende metaforiske tanke som afslutning på dette indlæg:
   Det virker som om personer med HSAM - fra et bestemt tidspunkt i deres liv - typisk omkring 10-12 års alderen - simpelt hen har ført en slags dagbog - ikke skrevet den på papir - men mentalt indprentet den i hjernen. 
   Og motivationen til at gøre det - mentalt at indgravere detaljer om hver dags trivielle oplevelser i de dele af hjernen som tager sig af de autobiografiske erindringer så de kan fremkaldes på den indre skærm, den motivation an faktisk meget vel være den samme som motivationen hos dem der skriver dagbøger  rent fysisk: at være sikker på ikke at glemme - og især måske at holde orden på kronologien af oplevelser og erfaringer.
   Asimov skriver i sin selvbiografi at han genlæser ikke sine dagbøger "for pleasure", men ...
They are a series of reference books for me, a way of finding out when something happend and exactly what order things happen.
   Why shoud this matter? Well, I´m a orderly person and it is my experience in life that people who describe events of which I had personal knowledge almost invaribley get the story wrong in almost every detail, sometimes missing or inventing portions of the story.
   One of my motives in starting a diary was, in fact, to be able to have some documentary evidence to help out in the numerous arguments that started when i said: "That´s not what happend. It was after you did this that I did that ..."