Igår fik den kinesiske digter og litteraturprofessor Liu Xiaobo Nobels Fredspris. Sidste år var det præsident Obama. Jeg skrev i et tidligere blogindlæg at nyheden om at Liu havde fået Fredsprisen førte til sort skærm i engelsksprogede tv-nyheder da vi var i Peking.
Liu Xiaobo er blevet idømt 11 års fængsel for at være medforfatter til Charter 08, et skrift underskrevet af en række intellektuelle, der opfordrede de kinesiske myndigheder til at overholde den kinesiske grundlov hvori der bl.a. står:
Ytringsfriheden, pressefriheden og den akademiske frihed bør respekteres, så borgerne kan blive informeret og udøve deres ret til at holde øje med den politiske ledelse.
Politiken Kultur igår citerer et af hans digte. Det er skrevet til hans kone LiuXia under et tidligere fængselsophold:
En lille rotte krydser tremmerne
løber frem og tilbage
i vindueskarmen
væggene holder øje med ham
gennem flager af maling
de blodfyldte myg holder øje med ham
selv månen trækker han til sig
fra himlen, hans skygge af sølv
så smuk som om han svæver
Han er find på den i aften, rotten
han hverken spiser, drikker
eller skærer tænder
stirrer kun med lumske, lyse øjne
mens han slentrer
frem og tilbage
i månens skær.
Digterens kone er blevet sat i husarrest, så hun ikke kunne rejse til Norge og modtage prisen på hans vegne. Forbilledet for Charter 08 er Václav Havel der var forfatter af et tilsvarende dokument Charter 77 mange år før Berlinmuren og de østeuropæiske kommunistregimer faldt.
Så hvem ved: Liu Xiaobo kan også ende med at blive præsident i Kina. Det kinesiske styres for os at se helt utroligt overdrevne reaktion, begrundes med deres insisteren på "harmoni", og den har digteren truet og forstyrret, endda flere gange.
Men historien om litteraturprofessoren og digteren giver mig også andre associationer, nemlig til de kriminalromaner jeg læste på vores Kinarejse. Jeg tror nok nogle af de andre deltagere syntes det var lidt mærkeligt at jeg indimellem sad med næsen i en bog - i stedt for at opleve de fascinerende synsindtryk som de forskellige seværdigheder leverede undervejs. Det vil jeg forklare i et senere indlæg.
Forfatteren til de kriminalromaner, hedder Qiu Xiaolong. Den først i serien har titlen: Death of a Red Heorine. Tiden for handlingen er 1990, hovedpersonen er Chefinspektør Chen Cao i Shanghais politi, som ved siden af også er en moderne ankerkendt digter i Kina. Jævnligt i fortællingen citerer han digte fra Kinas årtusindgamle litterære tradition der i Kina er levende på en helt anden måde end gamle digte og digtere er hos os. Indimellem hjælper associationer til digtene ham til at opklare den sag han er i gang med. Chen er i øvrigt medlem af komunistpartiet og betragtes af partiets magtfulde inderkreds i Peking som "a coming man" - en mand med en lovende karrriere på vej op i systemet.
I øvrigt er han også gourmet og romanerne beskriver i detaljer de lækreste kinesiske specialiteter som han nyder i forbindelse med jagten på forbryderne. Samlet set en personlighed med flere ansigter og splittet mellem forskellige loyaliteter
Forfatteren Qui Xiaolong voksede selv op i Shagnhai og studerede som ung mand engelsk modernistisk poesi i midten af 80-erne. Samtidig skrev han selv moderne kinesiske digte og fik dem udgivet i Kina. Han kom som 30-årig på et studieophold til USA 1988 for at studere T.S. Eliot.
Massakren på Den Himmelske Freds Plads året efter, gjorde at han blev derovre. Der er ingen tvivl om at han har tillagt sin hovedperson en del af sine egen historie, f.eks. at han som ung på grund af kronisk bronkitis undgik som sine jævnladrende at blive sendt på landet for at blive genopdraget gennem hårdt landarbejde.
Hans krimiserie med Chen som hovedperson består indtil videre af 6 romaner som i alt er udkommet i over en million eksemplarer og er oversat til en lang række sprog. Den senest udkomne har titlen The Mao Case.
Han skriver på engelsk, og de første romaner affødte ingen officielle kinesiske reaktioner, selv om de på mange måder er kritiske over for det autoritære styre, det uigennemsigtige system og de sociale konsekvenser af den frembrusende kapitalisme.
Den første bog i serien blev oversat til kinesisk og udgivet af et kinesisk forlag for nogle år siden. Qui Xiaolong fortæller i et interview om sine "overraskelser" i den anledning:
And I have just got a copy of it this month. The fact that the novel can be published there really surprises me. At the same time, the Chinese version also surprises me with its dramatic changes and cuts. In the English version, the story happens in Shanghai, but in the Chinese version, Shanghai has become "H city." All the street names have consequently changed too. Not to mention the removal of politically sensitive words or sentences. So Shanghai has been shanghaied, or I have been shanghaied.
I interviewet fortæller han også noget om hvad det betyder at skulle skrive på engelsk, idet han bliver spurgt om det at han lever i USA med familie giver ham " a needed distance":
"A needed distance" is the very word. I used to write in Chinese, in China, and writing here in English has not been easy, but it provides me with a different perspective, as if I were both an insider and an outsider simultaneously. And with a value system too, so to speak. There are two lines by the Song dynasty poet Su Dongpo, which I have quoted in one of the books, "You cannot see the true face of Mount Lu, / Because you are in the mountains."
I den terminologi jeg tidligere har anvendt, taler han her om frameshifting mellem en kinesisk kulturel frame og en amerikansk kulturel frame og om blending af et insider-synspunkt og et outsider-synspunkt - som en nødvendig forudsætning for at kunne skrive romanerne.
Typisk for den særligt kreativ personlighed, udspringer behovet for at udtrykke sig kreativt af en spaltning i personligheden som vi tidligere har set kendetegner mange kunstnere og mønsterbrydere, en spaltning som bl.a. opstår og opleves ved at være nødt til at flytte og nødt til at skifte sprog. Hele interviewet er værd at læse og findes på:
http://www.bookbrowse.com/biographies/index.cfm/author_number/1416/Qiu-Xiaolong
En helt personlig erindring dukker pludselig op. Jeg var i USA som udvekslingsstudent i 1961-62, og boede hos en utroligt varm jødisk familie i en forstad til New York. Hjemmefra var jeg bestemt ikke særligt god til engelsk, og havde det generelt svært med at lære fremmedsprog gennem almindelig skoleundervisning.
I USA lærte jeg engelsk til næsten perfektion meget hurtigt, og det var på mange måder en åbenbaring. En af konsekvenserne var at jeg begyndte at skrive digte - på engelsk, noget der slet ikke var faldet mig ind at gøre på dansk derhjemme. Det betød utvivlsomt også meget for den kreative åbning som jeg oplevede, at familien som jeg boede hos, var meget kunstnerisk interesseret.
Jeg fortsatte i øvrigt med at skrive digte på dansk da jeg kom hjem, og fik også er par år efter skrevet en hel digtsamling, som dog aldrig blev udgivet. Men jeg læste jævnligt op af digtene ved forskellige lejligheder, bl.a. - som tidligere nævnt - ved en seance i Studentersamfundets regi hvor den geniale semiotiker Per Åge Brandt akkompagnerede min oplæsning på klaver.
(fortsættelse følger)
