Sider

søndag den 3. april 2011

Mexicansk murmaleri - i science-fiction tegneseriestil

I Politiken i dag er der også en anmeldelse af en udstilling på KØS - museet for kunst i det offentlige rum i Køge. Anmelderen er Trine Ross. Det jeg fanges af er ikke rubrikken, der ellers godt kan vække associationer, f.eks. til Berlinmuren: "Da revolutionen brød ud på muren".
    Det der trækker og suger ind, er det store billede i wide-screen-format øverst på siden som for mig ser ud som om det er hentet lige ud af en af de flotte og fascinerende franske Science Fiction-tegneserier som jeg i en længere periode af mit liv købte og nød at læse/se, fx Linda og Valentin-serien skrevet af Pierre Christin og tegnet af Jean-Claude Mézières, eller Incal-serien af skrevet af Alejandro Jodorowsky og tegnet af Moebius.




Men Politikens illustration til anmeldelsen er ikke fra en tegneserie. Og fra et helt andet medie.
   Billedet er et mexicansk murmaleri fra 1950 af en kunstner jeg ikke kender: Jorge González. Her er et andet murmaleri af ham, som meget ligner det som Politiken bringer.


Jeg higer og søger - og finder andre malerier af Jorge González, fx dette som også kunne været taget lige ud af en tegneserie af de bedste inden for genren.


Det som anmeldelsen i øvrigt fortæller, er at Jorge González er en af flere mexicanske malere som alle brugte deres fantastiske kunst til at give udtryk for solidaritet med revolutionen og arbejderklassen.
   Der er tale om montage og blending så det batter, både indhold, stil og farver trækker på såvel indiansk kunst som på europæisk kubisme og surrealisme.
   Det er lige mig.

En af de andre mixicanske kunstnere som anmeldelsen omtaler, har til gengæld et navn jeg kender: Diego Rivera, uden dog at have nogen klar erindring om hans billeder. Så når jeg googler billeder af ham, så får jeg både en overraskelse og en aha-oplevelse.
   Det viser sig at Diego Rivera også har lavet murmalerier i en tegneserieagtig stil der tydeligevis er ånds- og stilbeslægtede med med Jorge González, som det følgende eksempel. Anmeldelsen fortæller at det oprindelig var malet til Rockefeller Center i 1933, men straks blev fjernet igen "idet Rivera nægtede at overmale Lenins letgenkendelige ansigt, sådan som Rockefeller ellers krævede det."
   Det blev så 1934 gen-malet i Mexico Citys Palacio de Belles Arte. Heldigvis, som man kan se:


Men hvad med aha-oplevelsen? Jeg bliver pludselig emotionelt og mentalt smidt tilbage til min ungdoms kunstfascination - og til min læsning af Broby Johansens stærkt inspirerende bog 'Hverdagskunst - Verdeskunst'. I den bog var afbilledet to af Diego Riveras malerier, malerier som gjorde så stærkt et indtryk på mig den gang, at når jeg nu genser dem her på computerskærmen, bliver jeg helt varm i ansigtet af en slags æstetisk lykke - som jeg gerne vil dele med læserne:


WAU!

"Find Holger" - når myterne forfører journalisterne og deres publikum

Jeg har i flere tidligere indlæg beskrevet hvordan det forstærker oplevelsen af en fortælling på film, hvis der er "en fortælling i fortællingen" som henter stof fra myter, sagn og eventyr eller fra andre populære og udbredte fiktioner fra fortid og samtid. Det betyder nemlig at filmen får dobbelt impact og scorer "oplevelsepoint" på to planer: Overflade-historien kan opleves både i sig selv, men kan også ses og opleves gennem den fantasiudløsende og følelsesforstærkende optik som den underliggende universelle historie tilbyder.
   For nu lige at give nogle klare eksempler: "Pretty Woman" har Askepothistorien som en sådan underliggende "story-frame", 'Gøgereden' har Jesus-myten og 'Drabet' har Ikaros-myten. Man kan sige at på overfladen realistiske film derigennem får en fantacy-dimension der hjælper historien til nemmere at få kontakt med publikums følelsesliv.

Det er forklaringen på at der i den forgangne uge gik både lemminge-effekt og journalistisk selvsving i medierne. "Find Holger" var rubrikken i en lang række aviser.
   De unge og yngre journalister har enten selv som barn læst "Holger"-bøgerne med den fælles titel "Hvor er Holger", eller de har læst dem sammen med deres børn. Så de tænder helt automatisk.
   Forfatteren er engelsk, Martin Hanford,  og Holgers navn i de engelske bøger er Wally. Wikipedia skriver:
In 1986, Handford was asked to draw a character with peculiar features. After much thinking, he came up with the idea of "Wally", a world traveller and time travel aficionado who always dresses in red and white.Wally was joined on most of his travels by a girlfriend who wore clothes with the same colours as Wally's, and by an evil character named Odlaw (Waldo spelled backwards) who dresses in yellow and black.
    Handford became a minor celebrity with the success of Where's Wally?. The Where's Wally? trademark sold in 28 different countries. Beginning in 1987, Handford produced a total of six "classic" Where's Wally? books, but his character was branched out into other products, such as notebooks, pillows, posters, video games and many others. There was even a syndicated comic strip as well as an animated TV series.
Så alene navnet, Holger på den lille dreng der bliver væk fra sin mor i en nordjysk kliplantage, bliver eftersøgt en hel dag og en helt nat, og genfundet i live og uskadt 24 timer efter sin forsvinden, åbner op for de kreative erindringssluser hos journalisterne. Hele klaviaturet af fiktionsfantasier aktiveres og får frit løb til at blende sig med virkeligheden. Journalistisk set en eksplosiv blanding!
   Puf! Knald! Bang! Det samlede journalistkorps mister jordforbindelsen og bruser op som et helt landskab af geysere.


Jeg husker ikke en lignende tsunami-dækning fra tidligere historier hvor børn er blevet væk og fundet igen. Historien blev også bragt i internationale medier fra fjerne lande. Sådan indledes den på CNN´s hjemmeside:
(CNN) -- It started out as a typical spat between a mother and child, the kind parents and kids around the world have thousands of times every day: Holger Kragh wanted to take his coat off during a walk in the woods. His mother wouldn't let him. The 3-year-old stormed off -- and vanished.         
Politiken har haft lidt fine fornemmelser og har været tilbageholdende i sin dækning. Men min avis ender med at anskue historien med samme distancerende frame - den dramaturgiske - som jeg selv har gjort i ugens løb.
   I går på forsiden af kultursektionen under rubrikken "Holger i Eventyrland", dokumenterer avisen i billeder og faser at historien følger berettermodellen. 
   Indledningsvis sammenfattes historien:
Findes der den perfekte historie? Det perfekte eventyr?
   Tja, hvad med en fortælling om en lille dreng med ildrødt hår? En dreng, der trodser sine forældre og går sine egene veje i vrede. Klædt i en omvendt dynejakke, vandrer han alene ud i den mørke skov.
   Forældrene fortvivles, hjemegnen søger efter ham og tror han er død. Men pludselig efter præcis et døgn, dukker han op i et skovbryn mellem høje træer, hvor en rytter til hest har fundet ham.
   Drengen burde være døden nær efter en nats vandring. Men den gæve fyr spiser bare et par chokoladestænger og drikker en tår cola.
   Det helt rigtige navn til sådan en helt: Holger.
Artiklen beretter at Ekstra Bladet og B.T.´s netaviser sprængte alle rekorder for hits, hhv. 1 og 1,5 millioner. Nordjyske Stifttidendes hjemmeside brød sammen.  
   Jakob Elkjær og Jens Lenler får to dramaturgiske eksperter, min sidekammerat i 4. mellem på Christianshavns Gymnasium i slutningen af 50-erne og min gamle kursuslegekammerat i Danmarks Radios Personalekursus i 80-erne, til give en forklaring ved at udlægge og perspektivere Holger-historien dramaturgisk.
   De får lov til at udlægge alle de under- og bagvedliggende fortælle-skabeloner der leverer emotionelle energier til overfladehistorien, og Politiken opsummerer:
Sagen trækker på hele den kulturelle bagage, vi mennesker har båret med os i generationer - lige fra Brødrene Grimms Eventyr til gotiske gysere, spillefilm og tv-dramaer. Historien om Holger er århundreders fiktioner der går i opfyldelse.
   Og derfor også en historie, som siger en masse om, hvilke fortællinger der fascinerer os mennesker. Ofte uden at vi selv ved det. 
Historien bliver også diskuteret i saunaen blandt mine morgenbader-venner.
   Den pensionerede psykiater som er en stor filmelsker og -kender får endnu dybere associationer end Politikens dramaturgiske eksperter: Det at moderen havde givet Holger hans vindjakke omvendt på, det er klart "en omvendt Ødipus", siger han. Det er ligesom i Lars von Triers sidste film 'Antikrist' hvor hvor barnet der dør mens forældrene har samleje, har fået deformerede klumpfødder fordi moderen systematisk har givet ham skoene omvendt på da han var lille.
   Drengens klumpfødder i filmen henviser så til Ødipusmyten hvor Ødipus får klumpfødder fordi faderen spigrede sønnens fødder til jorden da han var lille, for at han ikke skulle kunne vende tilbage og dræbe sin far når han blev voksen.
   Ødipus betyder 'klumpfod' på græsk, og hans far var blevet spået at hans søn ville slå ham ihjel.

"En omvendt Ødipus" er altså den mytologiske optik som min ven psykiateren ser Holgers historie igennem. I den optik er Holger flygtet for ikke at blive straffet af sin "onde mor" for sin trods, og hun har forsøgt at stække og deformere ham ved at give ham vindjakken omvendt på.
   Ifølge Freud er Ødipusmyten forbundet med drenges kastrationsangst. Da det kun er piger der bærer tøj der skal knappes på ryggen, så gør moderen altså - i overført betydning - Holger til en pige. (=kastration)!
   Voila! "En omvendt Ødipus".

Man begraver da ikke biologisk affald - om framing af aborter

Konflikt er et af de centrale journalistiske nyhedskriterier. Og en særlig form for konflikter som journalister er glade for at kunne lave historier om, er framing-konflikter.
   Sådan en konflikt fortalte Politiken om den 30. marts, og jeg mener tv-avisen havde den samme aften. Artiklen var skrevet af Kristine Korsgaard og Nilas Heinskou.
   Rubrikken lød: "Sygehuse skal tilbyde begravelse af fostre". Og jeg reagerer helt umiddelbart og tænker: "Jamen, man begraver da ikke fostre". 
   Underrubrikken er også "mærkelig", for den er uafsluttet: "Tidligere fik hun altid dårlig samvittighed" ... den fungerer som et set up til brødteksten der fortsætter og færdiggør sætningen og leverer pay off ...
Over at pakke aborterede fostre, som var op til 22 uger gamle, ind i to papbakker af den type, man også bruger, når patienter skal kaste op, og forsøge at lukke dem godt sammen med tape, før pakken blev kasseret sammen med hospitalets øvrige biologiske affald som blod, væv og legemsdele.
   Dengang Helle Kristensen arbejdede som sygeplejerske på Gentofte Hospital, var det sådan, man håndterede abortfostre – og indtil for nylig almindelig procedure over hele landet.
   »Jeg følte, at det var forkert. En kedelig måde at gøre det på«, siger hun.
Skal aborterede fostre frames som "boiologisk affald" og behandles og borskaffes på lige fod med andet biologisk væv, eller som "et for tidligt født dødt barn" og altså begraves i en kiste? Det er spørgsmålet, og deri ligger konflikten. Der er tale om et konceptuelt valg mellem to grundmetaforer: ABORTEREDE FOSTRE er BIOLOGISK AFFALD versus ABORTEREDE FOSTRE er FOR TIDLIGT FØDTE BØRN.
   Aldersgrænsen for at skifte den metaforiske frame på Herlev hospital går i følge artiklen ved den 12. uge.
Alle fostre, som aborteres på afdelingen, bliver efter operationen bragt ud i et skyllerum, hvor der er fred. Her bag den gule dør bliver de, som er over 12 uger gamle, svøbt i et lille, hvidt tæppe med lyserød eller lyseblå syning i kanten. Det ene hjørne er syet sammen, så fosteret kan få det på hovedet som hue.
   Bagefter bliver det lagt ned i en cirka 30 centimeter lang trækasse med låg. Helle og hendes kolleger kalder den for en kiste, mens ledende overlæge Morten Lebech bruger udtrykket ’æske’.
Valget af grundmetafor som frame kommer til udtryk i ordvalget: "kiste" eller "kasse".

Etisk råd anbefaler at alle hospitaler gør som på Herlev. Fordi:
»Det kan betragtes som usømmeligt, når fostre efter 12. uge behandles som ’andet biologisk affald’. Ved at tilbyde nedgravning anerkender man, at nogle forældre har et legitimt behov for at drage omsorg for det aborterede foster«, siger cand.mag. og formand for rådet, Jacob Birkler.
Man bemærker hvordan også har etisk råd har terminologiske problemer i forbindelse med framingen, idet han bruger eufemismen: "nedgravning" i stedt for "begravelse".
   I følge lovgivningen er der først tale om "et barn" når fostret er 22 uger gammelt. Men problemet er hvis man nu i praksis også behandler aborterede fostre mellem 12. og 22. uge som "døde børn", hvorfor så lige sætte grænsen ved 12. uge? Et mindretal i Etisk Råd har det synspunkt "at fostre aborteret før og efter 12. uge skal behandles ens, fordi menneskelivet starter ved undfangelsen."

Nedenunder ligger der en gammelkendt konflikt mellem to professionelle menneskesyn styret af henholdsvis en sygeplejerske-frame og en læge-frame, som jeg tidligere har beskrevet.
   Overlægen der står som ansvarlig for at aborterne foretages - uanset fostrets alder - kan naturligvis ikke leve med at alle disse fostre frames som "for tidligt fødte døde børn", så han vil overlade det til forældrene at beslutte hvilken frame der skal gælde:
Ledende overlæge Morten Lebech ser det dog ikke som et problem. For ham handler det om kvindens ønsker – ikke om ,hvorvidt han selv opfatter fosteret som menneske, væv eller noget derimellem.
   »Som læge har man jo både empatien og sin egen overbevisning. De fleste gynækologer opfatter en provokeret abort som en del af arbejdet; det er ikke et problem, men nærmere en hjælp til kvinder, som efter grundig overvejelse har truffet en beslutning. Også når det er i 20. uge. Jeg står ikke personligt og tillægger fosteret liv, men det gør kvinden og hendes partner ofte. Og det er det vigtigste for mig«, siger han.
Oplysende artikel. God journalistik.