I torsdags var jeg i teatret i København. Det sker ikke så tit når man bor i Vordingborg, og man i kraft af alderen og tykkelsen nemt får hold i ryggen af en dårlig siddestilling på elendige teatersæder.
Jeg var sammen med tre jævnaldrende ældrebyrdemedlemmer. Og efter forestillingen bilede vi hjem til Udkantsdanmark i højt humør og en med lang og blød efterklang af feststemning i maven.
Og jeg havde ikke fået ondt i ryggen. Men en del i lattermusklerne.
'Zetland Live' hed forestillingen, den blev afholdt i Det Kongelige Teaters nye skuespilhus på Sankt Annæ Plads - i en sidesal med navnet 'Det røde rum' - som jo også er titlen på Strindbergs første epokeskabende roman.
Sådan så det røde rum ud da vi kom. Smukt! Og, skulle det vise sig, en velfungerende scenografi til en genremæssigt blandet forestilling.
Jeg anmelder ikke på denne blog. De få gange jeg officielt har påtaget mig anmelderrollen og skrevet en anmeldelse, har jeg klart oplevet at "det er ikke lige mig". Jeg bryder mig simpelt hen ikke om at være dommer eller domsmand. Så det følgende er ikke en anmeldelse - en ikke-anmeldelse, altså
Men jeg vil fremhæve nogle iagttagelser og kendetegn som kunne forklare ældrebyrdens glade smil til hinanden da vi gik ud i aftenskumringen.
Der var tale om konceptuel blending på mange planer - en hybrid af fakta og fiktion, af journalistik og kunst, af alvor og spøg, af musik og teater. En multimedieforestilling hvor numrene blev afviklet i kontrastforhold til hinanden. Og det gik kvikt, der var ingen døde steder. Teaterjournalistik til tiden.
Det var en slags cabaret-klip-collage. Der var tale om mange "klip" fra andre og længere forestillinger. Mange indslag havde karakter af promoer. Men det virkede som små nyhedshistorier - fordi der altid var en faktuel journalistisk "krog" som numrene var hængt op på og blev introduceret gennem.
Der var hele tiden informative overraskelser, også for en så klog mand som mig. Fx historien om Wilhelm Reich og "orgonkassen" kendte jeg jo rigt godt som gammel 68´er med hang til Freud og Marx. Men at min tidligere studievært fra TV2 ØST, Annette K. Nielsen, havde siddet i sådan orgonakumulator og opsamlet sexuel energi, det var godt nok sjovt.
Og godt fundet af Lea Korsgaard.
På en måde var det også et gammelt nummer at se en tegner tegne på en skærm så vi følger tegningen som en fortælling. B&U-udsendelser i DR-regi med Jørgen Clevin eller Ib Spang Olsen har jeg i erindring fra gamle dage. Alligevel virkede det friskt og metaagtigt da vi så Ole Comoll gøre det - fulgt af Jakob Moll på kamera og vist på storskærm.
Grundlæggende fungerer det jo som et fabelagtigt skoleksempel i anvendt dramaturgi: fredrift gennem tilbagholdt information, og gradvis afsløring, vendepunkter og aha-oplevelser for hver ny streg og hver ny figur.
Grundlæggende fungerer det jo som et fabelagtigt skoleksempel i anvendt dramaturgi: fredrift gennem tilbagholdt information, og gradvis afsløring, vendepunkter og aha-oplevelser for hver ny streg og hver ny figur.
Næsten alle numre og indslag havde karakter af fortælling - der var et narrativt flow i næsten dem alle - en fremadskridende kronologi der gav fremdrift. Jeg kan fremhæve: Johanne Pontoppidan Tuxens fortælling om sin rolle som domsand, Mira Jagilds fortælling i uddrag om sin morfars og mormors sidste tid sammen, Minna Cameras fortælling om at tale i søvne med kæresten, Martin de Thuras fortælling om sexuel skamfuldhed og forløsning.
Fælles for disse og flere andre indslag var det som en kronik i Politiken i dag af Niels Frank betegner som "selvfortællinger".
Det er det som jeg jævnligt har skrevet om på denne blog, og som også er blevet kaldt 'autofiktion', 'fiktionsfri fiktion', 'dobbeltkontrakt-fortællinger', 'performativ biografisme', mv.
Der er tale om en speciel form for ironisk blending af jeg-fortælling og "jeg-fortælling".
'Jeg-faktion' kunne man også kalde det. Det sproglige fortælle-felt hvor new-journalism smelter sammen med fiktiv jeg-fortælling.
Men i 'Zetland Live' så med det ekstra twist at det blev opført som en slags teater.
Fantastisk gode musiknumre spredt over vidt forskellige genrer: Nikolaj Nørlund, Poseidonkvartetten, Johanne Louise Schmidt/Kristoffer Fabricius, Big Bombastic Collective.
Så vil jeg især fremhæve Oliver Stilling, Politikens bagsideredaktør, for sit bidrag. Hans ide med at hjælpe avisens læsere med at lette deres samvittighed og levere tyvstjålet offentlig ejedom tilbage, og kører det som en episodisk føljeton på bagsiden af Politiken over en længere periode, er simpelt hen genial. Morsomme, rørende, tidslokaliserede historier i massevis, kastede ideen af sig.
I den periode serien har kørt, har 'At tænke sig' haft benhård konkurrence. Og så klimaksede den igår på Rådhuspladsen, naturligvis dagen efter Zetland Lives forestilling.
Det var et smukt eksempel på at interaktiv journalistik ikke er noget der nødvendigvis forudsætter digitalisering og internet.
'Det røde rum'
Nikolaj Nørlund: 'Under fremmed flag'
Martind de Thura: 'Home'
Alainis Morisette: 'Jagged little pill' - hidden track
Big Bombastic Collective: 'Refug'
Trailer: Mira Jargil: 'Den tid vi har': http://vimeo.com/32915054
Var der noget jeg savnede? Ja, dans! Det må vi have med næste gang.
Bag forestillingen stod Zetland teamet: Silke Bock, Lea Korsgaard, Jakobb Moll, Hakon Mosbeck
Bag forestillingen stod Zetland teamet: Silke Bock, Lea Korsgaard, Jakobb Moll, Hakon Mosbeck
Se mere om Zetland: http://zetland.dk/
Fra Zetlands facebookside kan jeg citerer følgende om næste forestilling:
Fra Zetlands facebookside kan jeg citerer følgende om næste forestilling:
Vi rykker ind på Statens Museum for Kunst 14. september og udkommer med en særudgave i anledningen af Golden Days' 1950'er festival. Der er plads til helt vildt mange, så sæt kryds!
