Jesper Jespersen, professor i økonomi på min nuværende arbejdsplads RUC, skrev forleden en kommentar i Information. Rubrikken var den ironiske
Vækst på hjernen
Jeg var glad for den, fordi den anfægtede de grundforestillinger som journalister og økonomer tilsyneladende ellers er enige om - både herhjemme og internationalt - at økonomisk vækst både er målet og midlet når det gælder den 'nødvendige' økonomiske politik.
Og så behøver vi ikke at snakke mere om det. Hvor svært kan det være?
Det vil jeg nu alligevel gøre. Snakke mere om 'vækst'.
Og så behøver vi ikke at snakke mere om det. Hvor svært kan det være?
Det vil jeg nu alligevel gøre. Snakke mere om 'vækst'.
Når vi taler om 'økonomisk vækst', så er det jo en metafor. Økonomi set gennem et begrebs optik hentet fra en anden verden: naturens.
Økonomi er noget uorganisk - det handler om penge, maskiner og produkter, tal, statistikker og kurver. 'Vækst' er et begreb hentet fra en verden som er fyldt med grønt, saftspænding, fotosyntese, årstider: vækster - planter som vokser og formerer sig - og visner og spirer igen.
Jeg har tidligere - med George Lakoff i tankerne - beskrevet hvordan konceptuelle frames begrænser nytænkning og kreativitet. Og hvordan det kan være nødvendigt at re-frame en problemstilling - eller at kombinere to frames gennem konceptuel blending til en ny og tredje frame som et friskt mentalt rum for nytænkning om denne problemstilling
Vibeke Sperling tager i Politiken i dag bolden op fra Jesper Jespersen og spiller den videre med en kommentar der som rubrik har opfordringen:
Det er ret provokerende - mentalt lidt grænseoverskridende - at se det på skrift. Kreativt.Lad os skabe Folkebevægelsen mod Vækst
Jamen, sådan noget kan man da ikke opfordre til. Vækst er godt (=natur er godt).
Og væksten (=den unaturlige) er jo gået i stå herhjemme, det er det der er problemet. Vækst betyder flere arbejdpladser og mere velfærd (eller bevarelse af den eksisterende, i det mindste?!). Så vil alt herhjemme 'spire', 'gro' og 'blomstrer'.
Og dertil kommer at alle de besparelser og nedskæringer som EU med Tyskland i spidsen kræver af de gældsatte økonomier i Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, etc. jo ud fra enhver betragtning bremser mulighederne for at væksten i de lande kan komme igang igen inden for en overskuelig fremtid.
Nu har jeg jo læst tidligere kommentarer af Jesper Jespersen, og jeg mener også han har forholdt sig meget kritisk til den tyske økonomiske filosofi om at man (befolkningerne) økonomisk og socialt må lide før de kan nyde ... (godt af den tyske hjælp)
Så både dem der tror på væksten som en redningsplanke fra alt ondt, og dem der med flid og barske nedskæringskrav af de offentlige udgifter vil bremse væksten i mange år frem, er åbenbart på vildspor. Det lugter af paradoks og tåget tænkning.
Men det de næsten alle er enige om, er selve framen: vækst-metaforen. Vækst uden grænser!
Det siger mig så at paradokset kun kan løses hvis man ændre rammen - konceptuel re-framer problemstillingerne. Frigør sig fra den konventionelle tankestruktur og begrebsdannelse.
Jesper Jespersen påkalder sig så den internationalt kendte økonom fra min ungdoms avislæsning: John Kenneth Galbraith.
Han var den førende økonomiske tænker bag den økonomiske politik som kendetegnede de amerikanske demokratiske præsidenters regeringer fra 40-erne til slutningen af 60-erne, fra Franklin D. Rosevelt, over Harry S. Truman og John F. Kennedy til Lyndon Johnson.
Et af Galbraiths mest citerede og stadig helt aktuelle udsagn i forbindelse med tidens politisk-økonomiske debat, har Vibeke Sperling også med i sin artikel:
Så både dem der tror på væksten som en redningsplanke fra alt ondt, og dem der med flid og barske nedskæringskrav af de offentlige udgifter vil bremse væksten i mange år frem, er åbenbart på vildspor. Det lugter af paradoks og tåget tænkning.
Men det de næsten alle er enige om, er selve framen: vækst-metaforen. Vækst uden grænser!
Det siger mig så at paradokset kun kan løses hvis man ændre rammen - konceptuel re-framer problemstillingerne. Frigør sig fra den konventionelle tankestruktur og begrebsdannelse.
Jesper Jespersen påkalder sig så den internationalt kendte økonom fra min ungdoms avislæsning: John Kenneth Galbraith.
Han var den førende økonomiske tænker bag den økonomiske politik som kendetegnede de amerikanske demokratiske præsidenters regeringer fra 40-erne til slutningen af 60-erne, fra Franklin D. Rosevelt, over Harry S. Truman og John F. Kennedy til Lyndon Johnson.
Et af Galbraiths mest citerede og stadig helt aktuelle udsagn i forbindelse med tidens politisk-økonomiske debat, har Vibeke Sperling også med i sin artikel:
Det er en mærkværdig idé, at de rige arbejder bedre, hvis de hele tiden bliver rigere, mens de fattige bare arbejder bedre, hvis de bliver fattigere.
Var der nogen der sagde "starthjælp" og "fjernelse af topskatten". Mig gav citatet en helt regulær aha-oplevelse.
Wikipedia skriver om Galbraiths kritik af datidens økonomiske "konventionelle visdom":
Her lærte jeg lige et godt ord igen, et ord jeg nok er stødt på af og til, men hvis betydning jeg ikke lige havde present: 'ikonoklast'.Although he was a president of the American Economic Association, Galbraith was considered an iconoclast by many economists. This is because he rejected the technical analyses and mathematical models of neoclassical economics as being divorced from reality. Rather, following Thorstein Veblen, he believed that economic activity could not be distilled into inviolable laws, but rather was a complex product of the cultural and political milieu in which it occurs. In particular, he believed that important factors such as advertising, the separation between corporate ownership and management, oligopoly, and the influence of government and military spending had been largely neglected by most economists because they are not amenable to axiomatic descriptions. In this sense, he worked as much in political economy as in classical economics.
Ordbøger definerer en 'ikonoklastisk' handling som 'en bevidst destruktion eller injurier af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en kultur, religion eller i samfundet'.
De økonomer der har brugt ordet 'ikonoklast' om Galbraith, har ikke ment det positivt.
Men hans økonomiske nytænkning den gang kan vel også betegnes som et videnskabeligt velfunderet forsøg på kreativ destruktion af forældet konventionel økonomisk tænkning.
Siden - i 70-erne og 80-erne - blev Galbraith kritiseret frontalt af de økonomer som - med Milton Friedman i spidsen - promoverede en gennemgribende deregulering og liberalisering af den globale økonomi, en økonomisk tænkning som havde den amerikanske president Ronald Reagn og den engelske premieminister Margareth Thatcher som politikske frontfigurer, og som vi nu har set den katastrofale bagside af i de sidste 4 år.
Økonomisk poltik baseret på Friedmans tænkning er blevet sammenfattet med det blendede udtryk 'reaganomics', og af hans mest radikale kritikere som: 'voodoo economics'.
Men Jesper Jespersens fremdragning af min ungdoms ikon inden for økonomisk tænkning, Galbraith, giver mig også associationer til det nyoprettede Center for Imperfect Knowledge Economics ved KU, finansieret af megaspekulanten og filantropen George Soros, og med en nyudnævnt professor Katarina Juselius som leder.
Se artiklen i Information den med titlen
På jagt efter en teori der passer til virkelighedenKatarina Juselius teoretiske afsæt, fremgår det af denne artikel, er en anden økonom, Roman Frydman, som er den der har formuleret den alternative teoretisk frame 'uperfekt videns økonomi'.
http://www.information.dk/300795
Wikipedia fortæller om ham - bemærkelsesværdigt kortfattet:
Frydman's research, exemplified by his two recent books with Michael D. Goldberg, Imperfect Knowledge Economics: Exchange Rates and Risk (Princeton University Press, 2007) and Beyond Mechanical Markets: Asset Price, Swings, Risk, and the Role of the State (Princeton University Press, 2011), argues that markets cannot be predicted accurately by deterministic optimization models, particularly models promoted by adherents of the rational expectations hypothesis. Rather, Frydman argues that predictive models must take into account the role of contingent events, irrationality, imperfect knowledge and communication among the market participants. "Imperfect Knowledge Economics" presents a model that many critics have described as not only more flexible, but also more predictive of empirical events.[1][2][3][4]
Roman Frydman siger vel i virkeligheden det samme som Galbraith og Jesper Jespersen, nemlig at økonomi er så kompleks at det ikke kan sættes på formler og matematisk regnbare modeller. Eller rettere: at hvis man gør det som main stream-økonmerne har gjort indtil videre , så kommer man til at forenkle forudsætningerne i en sådan grad, at modellerne fører til resultater og forudsigelser som ikke svarer til det der økonomisk foregår i virkeligheden.
Endelig kommer jeg i tanke om en anden og alternativ frame til den der sammenfattes med (underforstået 'ubegrænset') 'økonomisk vækst', en alternativ frame som jeg har med i min mentale bagage fra mine yngre dage: 'bæredygtig vækst' eller 'bæredygtig udvikling'.
I disse begreber ligger der det paradoks at man altså godt kan tænke sig en 'vækst' som er begrænset, reguleret og styret af overordnede hensyn til den fysiske og biologisk kontekst som jordens ressourcer udgør.
Der er det problem ved disse ressourcer at de på den en side ikke er ubegrænsede, men at størrelsen af dem på den anden side heller ikke kan forudsiges med nogen form for sikkerhed. Altså en klar parallel til 'imperfect knowledge economics'.
Kilden til denne tænkning var en epokeskabende rapport som også udkom da jeg var ung universitetslærer, og som havde titlen: 'The Limits of Grovth' - 'Grænser for vekst'.
Den rapport arbejde faktisk også med matematiske modeller og formler som forfatterne brugte til at forudsige en række deprimerende udviklingstendenser, hvis ikke regeringer, virksomheder og organisationer globalt og samlet foretog nogle radikale omlægninger og reguleringer af den måde samfundenes økonomier udviklede sig på.
Det interessante her er at en lang række af disse forudsigelser - i modsætning til modeløkonomernes - stort set har vist sig at holde stik.
Se fx artiklen i Ingeniøren fra den 17. januar 2009 under rubrikken og underrubrik.
Dystre forudsigelser fra debatbogen "Grænser for vækst" holder stik
Rapporten 'Grænser for vækst' opstiller tre 'scenarier' der hver bygger på forskellige forudsætninger når det gælder omfanget og hastigheden med hensyn til forskellige forbyggende, regulerende og samfundsudvik-lende indgreb fra verdens magthavere og beslutningstagere.Det mest pessimistiske scenarie fra 1970'er bestselleren "Grænser for vækst" stemmer alt for godt med virkeligheden, som den ser ud i dag.
Inden for de seneste ti år er der så lavet opfølgende undersøgelser og analyser. Holdt modellerne og forudsigelserne stik? Hvilket scenario har udviklingen fulgt?Two of the scenarios saw "overshoot and collapse" of the global system by the mid to latter part of the 21st century, while a third scenario resulted in a "stabilized world.".
Wikipedia omtaler den rapport som som Ingeniørens artikel bygger på:
In 2008 Graham Turner at the Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation (CSIRO) in Australia published a paper called "A Comparison of `The Limits to Growth` with Thirty Years of Reality".[8][9] It examined the past thirty years of reality with the predictions made in 1972 and found that changes in industrial production, food production and pollution are all in line with the book's predictions of economic and societal collapse in the 21st century.[10] In 2010, Peet, Nørgård, and Ragnarsdóttir called the book a "pioneering report".
Artiklen i Ingeniøren udfolder Turners 'paper':
Som kilder brugte Turner offentligt tilgængelige databaser dels i FN-publikationer, dels hos World Ressource Institute Earthwatch og fra projektet "Vital Signs" fra Worldwatch Institute.
Resultaterne viser, at der er en god overensstemmelse mellem "standard run" fra andenudgaven af bogen i 1974 og den reelle udvikling i de fem nøglekategorier, som er: 1. population 2. fødevareproduktion 3. industriproduktion 4. forurening samt 5. forbrug af uerstattelige ressourcer.
Scenariet vil ifølge modellerne føre til et kollaps i det globale system en gang i midten af det 21. århundrede – som illustreret i diagrammerne her på siden. Data passer derimod ikke så godt med de to alternative hovedscenarier, der forudsætter enten en effektivisering af teknologierne, eller en stabiliserende reduktion i forbruget.
Artiklen slutter med:
I en opfølgning til "Grænser for vækst" udgav forfatterne Dennis L. Meadows, Jørgen Randers og William Behrens i 2004 bogen "Limits to Growth – The 30-year Update", som med små justeringer af modellen bekræftede de oprindelige konklusioner fra 1972 og, om muligt, tegnede et endnu mere dystert billede af fremtiden.Teorien om kreativitet indeholder begrebet 'kreative restriktioner', en teori som siger at det at acceptere skarpe og snævre grænser for udfoldelsen af en eller anden formålsbestemt aktivitet, virker særligt stimulerende for udviklingen af kreative og nyeskabende løsninger.
Endnu har diverse senere videnskabeligt baserede FN-rapporter om fx. klimaudviklingen ikke fungeret på denne kreativitetstimulerende måde - lige så lidt som 'Grænser for vækst' har gjort det.
Ingen tager for alvor udfordringen op - om at tage et langsigtede ansvar for at indordne samfundsudviklingens 'vækst' under de nødvendige kreative restriktioner som ligger i de forskellige rapporter
Er verdens politikere og magthavere for dumme, for snævertsynede, for selvcentrerede, for populistiske - eller hvad? Er det demokratiet som er ved at være slidt op som model - særligt når det gælder globale løsninger?
Politiken havde i dag på samme side som Vibeke Sperlings kommentar et debatindlæg af Kristen Schultz Jørgensen under rubrikken:
Langt lys på bilenEn glimrende metafor til at beskrive hvad der er galt med den konventionelle 'økonomisk vækst'-frame: Den er for kortsigtet.
Politikere, økonomer, journalister, og virksomheder har kun det korte lys på - hele tiden. Dem der sidder i føresædet kører i blinde fordi de ikke tør tænde for det lange lys i længere tid.
Når begavede folk skrive eller udtale noget som kun kan ses med det lange lys, så bliver det synligt hvor krævende og grænseoverskridende opgaven er - for hele samfundet - at fastholde en anden frame på vækst - den 'bæredygtige' - over lang tid.
Indtil videre ser det ud til at politikere, journalister, virksomheder - mentalt og konceptuelt set - lukker øjnene efter et kort blink med det lange lys. Og så åbner man dem først igen når man har skiftet til kort lys.
