Det her er andet indlæg i serien hvor jeg - med afsæt i et 55-års studenterjubilæum for snart fire uger siden - bevæger mig ud ad en række associerende tangenter - down memory lane og tilbage igen.
Det første indlæg kan man læse her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/06/down-memory-lane-1-historier-omkring-et.htmlJeg viser nu først både klassebilledet fra 1.g og fra 2.g.
Dem man ser på billederne. er de klassekammerater jeg fortæller om og forholder mig til i det følgende:
 |
| Klassefoto 1.g, 1959. Jeg står i midten i 2. række - og har Elvis-frisure. |
 |
| Klassefoto 2.g. 1960. Jeg sidder næstyderst til højre - og har Cæsar-frisure |
Tilbage til 55-års-jubilæumfrokosten.
Jeg var regulært 'høj' efter det tredje gensynet med mine gamle gymnasie-klasse-kammerater fra Christianshavns Gymnasium 1959-62. Dagen var torsdag den 15. juni. Vi fejrede ved en fælles frokost i København at det var 55 år siden at klassen som helhed var blevet studenter.
Det første studenterjubilæum klassen fejrede, var 40 års. Der var jeg ikke med. Sikkert fordi jeg jo rent faktisk ikke blev student samtidig med resten af klassen. Men jeg var med ved 45- og 50-års fejringen.
Denne gang - ved 55 års jubilæet - nåede jeg at tale nogenlunde seriøst med tre af de gamle klassekammerater. Og det fik mig til at få lyst til at vide meget mere om hvordan de øvriges liv havde udviklet sig.
Jeg blev 'tændt' på en ide!
Og da jeg kom hjem den torsdag aften, kom jeg i 'flow', en tilstand som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv mens fornemmelsen af tid og sted samtidig tåger ud.
I 'flow' kører den kreative hjerne i høje omdrejninger - drevet frem af et spændingsforhold mellem det man allerede evner eller kan og så det man ikke rigtig kan endnu, men er igang med at lære mens man arbejder hen imod et mål.
Faktisk fik jeg lyst til at skrive en dokumentarisk bog om min klasses liv fra den gang og til nu. Og som research til den - at tage rundt og interviewe dem alle om hvordan deres liv var gået og hvordan de så på det nu - i bakspejlet her hvor pensionsalderen allerede havde varet nogle år.
Naturligvis en helt uoverskuelig opgave. Men jeg var simpelt hen blevet rigtig nysgerrig efter at kende og forstå min klassekammeraters liv som 'skæbner' - mere eller mindre bundet til eller frigjort fra deres barndoms og ungdoms livsvilkår på Amager efter krigens afslutning.
Hvor meget var de mønsterbrydere? Og hvor meget fortsatte de i fædres, mødres og bedsteforældres fodspor?
Jeg gik - stadig mentalt 'flyvende' - straks igang med at skrive et primitivt udkast til noget der godt kunne ligne en (dårlig) kopi af indledningen til en Knausgaard-fortælling; det der med et relativt nyt litteraturfagligt udtryk kaldes 'autofiktion' eller 'fiktionsfri fiktion'. Og som jeg tidligere ville have betegnet som 'faktion'.
Inden jeg så mig om havde jeg skrevet en skitse til en slags indledningskapitel som jeg udgav her på bloggen, timer før jeg nåede at 'lande' fra min flow-tilstand i det høje - og altså før min kritiske sans og mit faglige analysemaskineri kunne slå bremserne i og gribe ind.
Skitsen var fuld af sprogfejl og med mange ufærdig formuleringer. Og først og fremmest var teksten jo etisk ret problematisk da jeg gengav udtalelser fra flere af de gamle klassekammerater som jeg ikke på forhånd havde spurgt om det var OK.
Der var kun tale om nogle få og ikke specielt følsomme oplysninger, men alligevel ...
Så efter tre-fire dage, måtte jeg gå tilbage til indlægget og lave en kraftig om- og nedredigering og anonymisering af teksten. Samtidig fik jeg indsat fotos som jeg havde fundet frem fra gemmerne i mellemtiden.
Heldigvis var det ufærdig udkast ikke nået at blive delt på nettet, så den nye reviderede og forkortede version ville være den man i fremtiden ville læse hvis man klikkede på et link til "Peters Udsigt" med titlen "Down memory lane (1) - historier omkring et 55-års studenter-jubilæum" (linket findes ovenfor i indledningen til dette indlæg)
Da klassen mødtes sidst - for fem år siden - tog en af de gamle klassekammerater rollen som ordstyrer og fik os til at lave en 'runde' omkring bordet hvor vi hver især og nogenlunde kort fortalte hvordan vores liv og karriere havde udviklet sig siden studentereksamen. Og hvor vi var nu hvor pensionsalderen nærmede sig.
Faktisk var det det indholdet i den 'runde' jeg havde fået lyst til at uddybe på skrift da jeg skrev skitsen til det første blogindlæg.
Men når jeg skal være ærlig, har jeg også glemt en hel del af det der blev fortalt i den 'runde'. På det tidspunkt - i 2012 - var jeg - bogstavelig talt meget selvoptaget - mentalt fokuseret på at forberede overgangen fra aktivt, udadvendt forpligtende arbejde til en tilværelse som pensionist.
Det jeg husker bedst fra 'runden', var - typisk nok - at min 'historie' - om forløbet af mit arbejdsliv med mange skiftende og indholdsmæssigt foreskellige jobs - af ordstyreren blev fremhævet som en af de få - måske den eneste, set fra hans synspunkt - 'man' ikke den gang på forhånd ville kunne have forudset forløbet af.
Og så husker jeg at jeg snakkede meget længe med en af mine klassekammerater der ligesom jeg i 70'erne havde påbegyndt en akademiske forskerkarriere på det universitet (KU) vi begge havde studeret på i 60'erne.
Han havde haft en fagligt spændende og udfordrende karriere inden for det meget specielle - 'nørdede' - naturhistoriske emne som han skrev speciale om ca. 1970. Og som han nu igennem en årrække havde været kendt international ekspert i.
Han var altså fortsat som velmeriteret forsker i det samme meget specialiserede fagområde på KU til og med sin pensionering. Og, fik jeg at vide ved frokosten denne gang, han var fortsat ad samme spor - også som 'emeritus'.
Jeg husker klart at jeg var lidt misundelig ved snakken for fem år siden. Det specielle fagområdet gav nemlig afsæt for hans deltagelse i en lang række spændende forskningsekspeditioner til forskellige lokaliteter i det nordlige Skandinavien.
Jeg kom igen til at tænke på ham da jeg forleden så en dokumentar-udsendelse på tv om Knud Rasmussen.
Men der var da en oplagt parallel.
Også jeg havde skrevet speciale inden for et fagområde som den gang var nyt og 'nørdet': moderne dansk syntaks.
Og den specialeafhandling fik også så god en bedømmelse og karakter at det gav adgang til en forskestilling på KU umiddelbart efter jeg fik min eksamen 1970. Det var i faget dansk, og stillingsbetegnelsen var vist nok "amanuensis i moderne dansk sprog".
Men i modsætning til min mere målrettede klassekammerat fortsatte jeg ikke i det forskerspor på KU til min pensionering. Jeg var - og er vel stadig i min høje alder - en urolig sjæl, plaget af lyst til at prøve mig selv af.
To år efter (jan. 1972) blev jeg ansat (headhuntet) på det endnu ikke færdigbyggede universitet RUC i Roskilde, men nu inden for et fagområde som hed noget i retning af: "sprogbrugsanalyse med særligt henblik på sprogets samfundsmæssige funktion". En fagbetegnelse som lugtede langt væk af det forudgående studenteroprør inden for faget.
Men heller ikke RUC kunne fastholde mig i et bestemt fagligt spor.
I 1981 skiftede jeg igen afgørende retning - droppede mere eller mindre forskerkarrieren for at blive ansat som konsulent og underviser i Danmarks Radios interne (efter)uddannelsesafdeling - med ansvar for at udvikle kurser inden for en vifte af professionelle kompetencer: manuskriptskrivning, interviewteknik, fortælleteknik, radio-reportage og -montage, efterkritik m.m.
Hvad der siden førte til DR-kurser i "TV som udtryksmiddel" og "Faktion som udtryksmiddel" i sidste halvdel af 80´erne.
Derefter eget konsulentfirma. Og videre til et job som direktør for en regional tv-station i Vordingborg 1992.
Fra gymnasietiden husker jeg min klassekammerat og siden forskerkollega inden for 'naturhistorie' på KU som en stille type der ikke sagde så meget i klassen. Men han var var utroligt god til at skrive (stil), og tit blev han bedt om at læse op for resten af klasen fra sine stile.
Jeg kan sikkert ikke sige mig fri for at have været misundelig. Jeg formulerede mig rimeligt godt mundtligt. Men når vi skulle aflevere stile i dansk, fik jeg som fast tilbagemelding (dokumenteret med et utal af røde streger) at jeg stavede som en brækket arm, selv om indholdet sådan set var ganske fornuftigt.
Alligevel jeg var meget glad for vores dansklærer i gymnasiet: Børge Andersen, med kælenavnet "Babyface". Og da jeg begyndte at læse dansk på KU, fandt jeg ud af at han faktisk havde en fortid som regulær sprogforsker på mit institut.
Det jeg ikke vidste den gang (ej heller mine forældre og min dansklærer), var at jeg rent faktisk var ordblind (dysleksi) og nærmest på mirakuløs vis havde lært mig selv at læse i 3. klasse - uden hjælp fra dansklæreren frøken Rømme - ved at bruge den strategi at læse hurtigt hen over hvordan de enkelt ord i detaljer blev stavet, og især helt at se bort fra deres forskellige endelser under læsningen.
TEGNE OG MALE
Og jeg mener også at min velskrivende men lidt tavse klassekammerat var en af de (få) i klassen der også var rigtig god til at tegne og male.
Når det gjorde varigt indtryk, er det sikkert fordi at det var jeg også - altså god til at tegne og male.
Det have jeg gjort næsten dagligt siden jeg begyndt skolegang i 1. klasse i Holeby Skole på Lolland 1950.
Og det næsten dagligt at holde mig beskæftiget med at tegne og male, fortsatte jeg med til omkring 1966-67.
 |
| Egen produktion: "Jungle", ca. 1956. Viking farveblyant og tusch |
 |
| Egen produktion: "Urtidslandskab". Ca. 1957. Oliekridt. |
I mellemskolen på Christianshavns Gymnasium havde vi også faget 'tegning', men tegnelæreren var også vores tysklærer (et fag jeg ikke bestemt ikke var glad for), så jeg mindes ikke timerne i det fag i mellemskoleårene som særligt stimulerende - selv om jeg sådan set var glad for at timerne var der og gav fagligt legitimt rum for min lyst til at male og tegne.
I gymnasiet havde man ikke sådan et aktivt kunst-fag mere. Men jeg deltog i den årlige konkurrence på skolen om den bedste plakat til den elev-teater-forestilling som blev fremført af udvalgte gymnasieelever fra 1. og 2. g. hvert år.
Og jeg blev vist nr. 2 begge gange jeg deltog.
 |
| Egen produktion: "Græsk kriger". Udkast til skoleteater-plakat. Ca. 1960. Oliekridt |
Jeg mener også min velskrivend klassekammerat deltog i de konkurrencer.
Men vinderen var hver gang, husker jeg klart, en dreng fra den sproglige parallelklasse. Han blev siden en meget kendt lærer i film-dramaturgi på Filmskolen. Og med tiden en slags mentor for den nye revolutionerende danske film-retning der gik under navnet Dogme95.
Han studerede dansk på KU samtidig med mig, men jeg husker ikke at vi havde nogen kontakt med hinanden.
Og, mærkeligt nok, jeg kom også senere - i 80-erne - til at undevise i tv-dramaturgi - på efteruddannelseskurser for journalister og andre producerende medarbejdere i Danmarks Radio.
Parallelt underviste han også somme tider i dramaturgi på nogle DR-seminarer for forskellige afdelinger Så der mødtes vi et par gange.
Møderne var præget af en vis kølighed, husker jeg. Han underviste vordende filmkunstnere med internationale ambitioner, jeg underviste kreative tv-journalister til hjemmebrug.
Sammentræf? Skæbnefællesskab?
I det år jeg var udvekslingsstudent i USA mellem 2.g og 3.g gik jeg også til undervisning i 'Art' på min 'High School'.
Min amerikanske 'art-teacher' var jeg glad for - og han for mig, husker jeg. Han var selv seriøs kunstmaler, og det var meget inspirerende at komme til hans timer på Hendrich Hudson High School. Jeg følte mig 'set'.
I de timer forsøgte jeg mig bl.a. med en lang række portrætter af fiktive kvinder, malet med pastelkridt som jeg havde arvet af min morfar:
 |
| Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel |
 |
| Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel |
 |
| Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel |
 |
| Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel |
 |
| Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel |
 |
| Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel |
Faktisk var det i høj grad den undervisning i 'Art' på den amerikanske High School der gjorde at jeg - efter hjemkomsten - for alvor gik i lag med at male 'rigtige' oliemalerier og mere bevidst begyndte at nurse aktive kunstnerdrømme.
Det foregik i fritiden, og jeg fortsatte med det til ca. 4 år inde i min studietid.
Jeg nåede at holde en enkelt udstilling - i et kælderbutiklokale i en sidegade til Nyhavn. Vist nok i 1965 eller -66.
To af mine klassekammerater var direkte inspirationskilder til at jeg fik mod til at ansøge om at blive udvekslingsstudent (en ansøgning jeg skrev og sendte af sted uden at mine forældre vidste om det).
De var begge piger. Udadvendte, livlige og kvikke i hovedet og i replikken. Da den ene tog afsted til USA efter 1.g, kom den anden hjem derfra og overtog hendes plads i klassen.
Jeg er næsten sikker på at jeg da jeg skrev og indsendte min ansøgning til AFS (American Field Service) i efteråret i 2.g. har tænkt noget i retning af: 'Når de kan komme afsted, så har jeg også en chance - jeg skal bare tager mig sammen til at søge'.
Men at min ansøgning så faktisk blev godkendt og AFS-organisationen fandt en amerikansk familie til mig der 'matchede', det kom alligevel bag på mig. Og på mine forældre der ikke havde fået at vide at jeg havde søgt.
De to andre AFS-studenter har begge fortalt at de husker at vi i 1.g og 2.g var en mindre gruppe elever der - på tværs af skellet mellem sproglig og matematisk linje - jævnligt (månedligt?) mødtes til 'intellektuelle' snakke-aftner hos hinanden på skift og drak te.
Ud over at snakke lyttede vi også til plader - udelukkende klassisk musik, mener jeg. Og somme tider var der én der gav et solonummer for os andre - live- på violin eller blokfløjte.
Det var min mor som gav gruppen navnet 'undulatklubben' fordi lyden af vores kvidrende snak når vi mødtes hos mig, var så kraftig at lyden trængte fra mit værelse ind i voksen-dagligstuen ved siden af.
I alt mener jeg der var 6 piger og 6 drenge med i klubben. Flest fra den sproglige klasse. Som regel var der på skift et par stykker eller tre som meldte afbud.
Hvordan 'klubben' blev startet og hvem der var initiativtager, husker jeg ikke. Men jeg var glad for at være med.
Jeg skrev i det foregående indlæg at vores gymnasieklasse ikke var præget af 'klasseskel' - altså at det ikke betød noget for vores klassesammenhold at nogle kom fra velstående familier med akademisk baggrund, mens andre - nok et flertal - var vokset op under mere beskedne kår på Amager.
Men set i bakspejlet tror jeg at 'undulatklubben' også har fungeret som en slags kulturel klasse-markør i forhold til de andre i elever i de to klasser: Vi var noget særligt.
Hvis jeg skulle lave en interviewrunde med minde gamle klassekammerater var det et af spørgsmålene jeg ville fokusere på: Oplevede de andre at det at være med i 'undulatklubben' var en slags skel-sættende kultur-elite-markør?
I 1.g var den sproglige og den matematiske gymnasieklasse på en fælles lejerskole-ekskursion til Bornholm - under faglig supervision nogle af vores gymnasie-lærer.
Her er to fotos fra den ekskursion som jeg har fundet i et gammelt fotoalbum. Det første viser faktisk en del af undulatklubben samlet i de bornholmske klipper - med to af medlemmerne i musikalsk aktion på blokfløjte:
 |
| Det er mig der sidder for oven yderst til højre. |
Så vidt jeg husker viser det følgende foto en blanding af andre klassekammerater fra de to klasser - og medlemmer af undulatklubben.
Hvad vi laver? - Så vidt jeg kan se og husker, så synger vi en fællessang:
 |
| Det er mig der sidder næstyderst nede til højre i billedet. |
Denne ekskursion fik faktisk 'faglig' betydning for mig på den måde at jeg blev så interesseret i geologi at det var det universitetsfag jeg i flere år seriøst overvejede at studere efter studentereksamen - inden jeg tænkte på at læse dansk.
I sommerferien mellem 1.g og 2.g var jeg på en cykeltur på Bornholm med min gamle skolekammerat fra mellemskolen i Stege som jeg havde bevaret kontakten med. Turen kom utvivlsomt i stand på mit initiativ. Og det var på den jeg begyndte at opbyggede en mindre samling af forskellige lokale stenarter - fundet i de varierede klippeformationer på øen.
I mange år derefter, i hvert fald til omkring 1992-93, har jeg på mange sommerferier samlet på smukke strandsten i vandkanten, og senere fået dem slebet blanke og glatte på en dertil indkøbt slibemaskine.
 |
| Fundne strandsten (hornblende) - slebet blanke på eget stensliberi |
Det skriver jeg om her:
Den sidste klassekammerat som jeg vil skrive om her i denne omgang, er en pige som jeg den gang -1959-60-61 oplevede som 'den skarpeste kniv i skuffen'. Og som jeg ved den seneste jubilæumskomsammen sad ved siden af og snakkede godt med.
Hun var helt suveræn til matematik. Absolut den bedste i klassen. Og i timerne huskede jeg hende som en der altid formulerede sig lysende klart og to the point. Også i andre fag end matematik.
Men jeg noterer jo også nu i bakspejlet at hun aldrig kom med i undulatklubben.
Blev hun 'inviteret' eller hvad? Jeg må nok hellere spørge hende næste gang - om to år.
Hun havde, helt forventeligt, læst matematik på universitet, og var derefter fortsat som gymnasielærer. En stilling på livstid.
Hvis man havde spurgt mig den gang om fremtidsudsigterne for de forskellige klassekammerater, så ville jeg have spået hende som oplagt kandidat til et professorat i matematik.
Men da hun studerede i 60-erne, var matematik nok i den grad et mandefag. Og er det måske stadig. Og langt de fleste af hendes medstuderende der fik forskerstillinger i faget i 70-erne, var sikkert udelukkende mænd.
Det er selvfølgelig heller ikke sikkert hun egentlig havde lyst til en forskerkarrierer på universitet.
Jeg kunne faktisk nu godt blive ved mange sider endnu med flere ture "down memory lane" - med afsæt i dette års og de foregående jubilæums-sammenkomster.
Jeg synes imidlertid også det - lidt uforklarligt - har været hårdere end det plejer at være at skrive derudaf, så jeg laver en hård mental opbremsning her.
Men et sidst spørgsmål presser sig på for mig:
Hvorfor kom jeg i den grad i 'flow' efter en frokost med forholdsvis løs og uforpligtende snak om gamle dage og hvad der siden hændte?
Hvorfor begyndte jeg nærmest euforisk at skrive de her to lange indlæg som jeg undervejs har haft rigtig svært ved at begrænse og styre?
Det at vi mødtes, var der ikke noget nyt i. Det var 3. gang. Og det at se de gamle klassekammerter igen, ældre og mere grå, burde ikke give anledning til en så intensiv flow-tur ned ad erindringens snørklede hulvej.
Svaret er, tror jeg, at da jeg fik invitationen i vinters, var jeg så syg at jeg alvorligt var i tvivl om jeg ville overleve det halve år der ville gå inden vi skulle mødes.
Det at sige "ja" invitationen den gang, i stedet for "måske", eller "nej", har utvivlsomt været en mental krog at hægte en usikker fremtid op på. Og lettelsen ved at være nået frem i live til den 15. juni, har fungeret som ekstra drivkraft til at få skrevet de her to ustyrlig indlæg til bloggen.
