Jeg har et "samlergen", det kan jeg ikke løbe fra.
Man taler også om 'samlermani' - og lidt mere positivt om 'samlerlidenskab'. Og uden at jeg har tænkt over det eller har besluttet det bevidst, er jeg begyndt at samle på billeder af akvarelmaleren og farve-træsnit-kunstneren Harald Henriksen som levede fra 1883 til 1960.
Her er de sidst fund - to akvareller malet af ham - og endnu et træsnit:
 |
| Ved Kongekilden, Dyrehaven, København |
 |
| Tibirke Bakker med udsigt til Arresø. 1935 |
Siden jeg var barn har jeg været optaget af og engageret i at samle på noget i længere perioder: stenalderredskaber, frimærker - med speciale i 'de to-farvede', bøger med jugendstil indbinding fra starten af 1900-tallet, tegneseriehæfter af bestemte tegnere, smukke slebne havsten, souvenirs fra Langbortistan-rejser, etc.
Og selvom det var metaforisk og lidt i spøg at jeg ovenfor skrev at jeg havde et "samlergen", så viser et opslag på nettet at lysten til, begæret efter, og tilfredsstillelsen ved at skaffe nye unikke eksemplarer til samlingen faktisk - for en stor del - er genetisk bestemt.
Videnskab.dk havde i 2009 en artikel med overskrift og manchet som følger:
Din samlemani er nedarvetDet er ikke kun din egen skyld, hvis kasserne med kuglepenne og mapperne med frimærker hober sig op. Britiske forskere beviser, at trangen til at samle i høj grad ligger i generne.
Såkaldte tvillingstudier har vist at sådan forholder det sig: Hvis man er enægget tvilling og har en form for samlermani, så er der 50% sandsynlighed for at ens tvilling også er samler, mens hvis man er tveægget tvilling, så er udsigten til at man deler samlermanien med sin tvilling, kun 25%,
Jeg har aldrig opfattet min samlerglæde som noget sygeligt, men dagligsprogordet 'samlermani' peger jo på at det også kan være en slags psykisk lidelse. Og i så fald er forskerne enige om at det er en variant af det der kaldes "Obsessive Compulsive Disorder" - forkortet OCD.
På dansk taler man om 'tvangstanker' og 'tvangshandlinger', og forskerne mener at OCD hænger sammen med en forstyrrelse i produktionen af signalstoffet serotonin i hjernen, et stof som også menes at spille en rolle i nogle former for depression. Det at udøve tvangshandlingerne menes at have en angst-dæmpende, og borligende effekt.
Serotonin er et af de signalstoffer og hormoner - misvisende kaldet "lykkestoffer" - som hjernen producerer og har brug for, for at fungere godt. Og sådan er det: når man samler på noget og har et "hul" i samlingen, så er der en dyb glæde - en omend kortvarig lykkefølelse - ved at gøre et fund og få det hjem til at fylde hullet ud i samlingen.
Under alle omstændigheder har jeg i lange perioder været stærkt optaget af at samle, ordne og systematisere genstande inden for en bestemt kategori som helst skulle være så svær at fylde helt ud at det var spændende at jagte, opspore, finde og anskaffe dem.
Der skulle og skal helst være en sjældenhedsfaktor involveret der gør at nogle fund inden for kategorien er omgærdet af en særlig aura - og måske også derfor besidder en relativt stor økonomisk værdi.
Jeg er ikke i tvivl om at det at samle på noget nogenlunde målrettet og systematisk både kan være beroligende og ophidsende, beroligende når man har fået nyt og godt til samlingen, ophidsende og spændende hvis man er på jagt efter et fund, og ved at andre også er det.
Den milde form for samlermani - samlerlidenskab og -glæde - tror jeg er en del af den menneskelige natur og en af drivkræfterne bag menneskets udvikling af forskning, videnskab og kulturliv.
De første museer startede også som kongelige og adellige "rarietets-samlinger" - for så gradvist at udvikle sig til videnskabelige institutioner inden for det felt samlingen dækker.
Og nu konstaterer jeg så altså at jeg igen er faldet i og hænger på den - med mine indkøb af i alt 10 Harald Henriksen-billeder siden december.
Og hvorfor lige ham?
Jeg har praktisk taget aldrig før købt rigtig kunst af "navne", og den eneste form for grafik jeg har været "bidt" af, er japanske træsnit fra 1800-tallet - og den lidenskab har jeg haft siden min tidligste ungdom.
Jeg har haft nogle af de mest kendte Hokusai-træsnit i glas og ramme på væggen i mange år, købt som store postkort, plakater, eller som kalenderbilleder.
Fx de fire her:
De er så gradvist blevet erstattet af egne akvareller da jeg fik behov for vægplads til de særligt udvalgte jeg syntes jeg var lykkedes med.
Og nu kniber det når der også skal være plads til en Harald Henriksen-samling.
I min glæde ved Harald Henriksens billeder flyder tre interesser sammen og nærer min samlerlidenskab: interessen for akvarelmaleri, interessen for japanske farvetræsnit, og interessen for naturalistisk kunst.
Harald Henriksen beskrives som den sidste danske naturalist med rødder i 1800-tallets klassiske malerkunst (og han var efter sin død udsat for kunsthistorisk glemsel indtil for omkring 5-6 år siden da Ole Lindboe skrev en bog om ham, og Haralds søn Hans fik lavet en udstilling af så mange af hans værker at det var tydeligt hvor god han var og havde været).
Harald Henriksens primære malemedie var akvarel, hvad der er et usædvanligt og ikke så prestigefuldt malemedie som oliefarver. Akvarelmaleri var noget de rigtige og velanskrevne oliemalere primært brugte til skitser og forstudier, Det var bogillustratorens og arkitektens typiske farvemedie - ofte kombineret med profil-streger med tusch. Og så var det et amatør- og hatte-dame-medie.
Harald Henriksen var stærkt inspireret af japansk træsnit-æstetik og havde flere originale Japan-træsnit hængende på sin væg - ligesom mange af de store (post)impressionister i Frankrig også havde det. Og han var så samtidig pioner inden for farvtræsnit-teknikken i Danmark - og brugte ofte akvarelskitser som udgangspunkt for sine træsnit. Og han nød efter eget udsagn at komme ud til den brede danske befolkning via salget af disse træsnit til overkommelige priser.
Han beskrives lidt som en outsider i kraft af at han fastholdt sit naturalistiske udgangspunkt gennem hele livet - på trods af skiftende og traditionskritiske kunstsyn blandt de kunstkyndige på bjerget - i øvrigt ligesom netop afdøde Otto Frello,
Og outsidere i kunsthistorien bliver jeg ofte tiltrukket af, specielt hvis de så får come-back og ny anderkendelse, så er det en god historie.
Sjældenheds-faktoren er god og høj. Mange af både Harald Henriksens akvareller og hans træsnit er gået til da de er meget skrøbelige. Samtidig er priserne ikke særligt høje - især ikke på træsnittene, fordi han trods alt stadig er ret så glemt. Så det gør hans billeder til oplagte samlerobjekter for mig hvis jeg skal samle på kunst.
Her er en god introduktion til Harald Henriksens liv og virke:
https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf
Hovedværket om Harald Henriksen som kunstner er bogen "Naturens Spejl" som er forfattet af Ole Lindboe og med forord af Klaus Rifbjerg:
http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf
I de foregående 2-3 udgaver af "akvarelmaleriets mysterier" har jeg beskrevet mit eget forhold til akvarelmaleriet ved at kalde mig 'lejlighedsmaler', dvs. en der maler til og/eller for nogen når en god og aktuel lejlighed gives,
Jeg har nu haft endnu en officiel familiebegivenhed der kunne fungere som drivkraft for en akvarel - med et motiv som jeg på forhånd ville afskrive at jeg kunne male: en hest.
Mit barnebarn er en pige på tretten som snart skal konfirmeres. Og hun er - hestetosset, ville man nok sige. I flere år er næsten al hendes fritid foregået på en rideskole. Og den lidenskab fortsætter nok et stykket tid endnu.
Så nu er der en god lejlighed. Jeg må prøve at male en akvarel til hende med en hest som motiv, et billede som hun kan få i konfirmationsgave - oven i den konventionelle pengegave.
Her er resultatet:
Denne hest blev malet i første hug og på én arbejdsdag fra 9-16. - efter et referencefotografi jeg fandt på nettet. Det er usædvanligt med en så hurtig eksekvering, for som regel skal jeg have malet et par mere uforpligtende 'træningsakvareller' at varme op på.
Kravet til hestens udseende på akvarellen var at den skulle have mit barnebarns egen hests farver: brunt skind, sort manke, ingen hvid blis foran på snuden.
Jeg er faktisk meget tilfreds med resultatet. Og kan se at jeg har udnyttet den teknik jeg lærte at bruge da jeg skulle prøve at male bare damer som hende her:
I akvarellen af den let-løbende fuldblods-hest, er teknikken brugt til at male hestens skind, kropsform og muskler - med udnyttelse af klare hvide lysreflekser i skindet og af glidende overgange fra mørkt til lyst til at markere former og muskler på krop og i hovedet.
Jeg har planer om prøve at male flere akvarelheste, men nu kom samlermanien og dermed Harald Henriksen i vejen. Og jeg skal jo også have lavet en konfirmationstale til barnebarnet.
Link til mit indlæg om at male akvarel med bare damer som motiv:
Link til mit indlæg om at male akvarel med bare damer som motiv:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.htmlLinks til tidligere indlæg om min "opdagelse" og jagt på Harald Henriksen træsnit:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html
