Vordingborg kunstforening, Frederiksstaden, Snedkernes efterårsudstilling - og den utroligt fantastiske japanske træsnitkunstner når det gælder fugle: Ohara Koson

Vordingborg er en by der nok må indrømme at den hører til Udkantsdanmark selvom om der kun er 100 km med bil til landets centrum, København.

   Byen har en aktiv og levende kunstforening som fruen og jeg er medlemmer af. Den arrangerer udstillinger på Kulturarkaden (det lokale kulturcenter på biblioteket), den arrangerer ture til aktuelle og permanente kunstudstillinger i København - og rundt omkring på Sjælland, Møn, Lolland Falster.

  Og i nogle år stod foreningen også for nogle kunst- og kulturrejser til kulturelle hot spots som Firenze, Barcelona, Bilbao og Provence.

   Fruen og jeg deltog i den første tur til Firenze. Det var en succes - og en oplevelse - af de store.

En gang om året er der generalforsamling, og en eller anden kreativ sjæl i foreningens oldtid (jeg har ikke researchet historien) fandt på at man på den årlige generalforsamlingen skulle udlodde en række kunstværker, indkøbt fra de kunstnere som man havde arrangerede udstillinger for.

   For at deltage i udlodningen skal man have betalt kontingent - og møde op i egen høje person til generalforsamlingen. Og så sker der naturligvis det at Det første år blev både mit og fruens navn udtrukket. Og vi var bare ikke med. 

   Siden har vi været med hvert år. Og: Det kan ikke komme bag på nogen: Generalforsamlingen er hvert eneste år ekstremt velbesøgt!

I søndags gik foreningens tur til Frederiksstaden: Sankt Annæ Plads, Amaliegade, Amalienborg, til Snedkernes Efterårsudstilling på Designmuseet og til Brun Rasmussens auktions-udstillingslokaler med indgang fra Bredgade.

   Frederiksstaden er den bydel, primært fra rokokotiden (påbegyndt omkring 1750) som ligger i Bredgadekvarteret og med Amalienborg som en slag centrum. Frederiksstaden indbefatter også Marmorkirken som vi dog sprang over i denne omgang, for bortset fra placeringen har den ikke rigtig noget med de resterende Frederiksstaden-byggerier at gøre.
   De oprindelige planer for kirken blev aldrig gennemført og byggeriet gik helt i stå i 1777. Først hundrede år efter kom det igang igen, og den nuværende kirke blive indviet i 1894.

Dansk Wikipedia forklarer hvad 'Frederiksstaden' geografisk dækker:

Frederiksstaden er et københavnsk bykvarter i Indre By mellem gaderne Bredgade(indtil 1877 Norgesgade),Sankt Annæ Plads, Toldbodgade og Esplanaden (indtil 1953 Toldbodvej). En del huse på sydsiden af Store Kongensgade er dog opført samtidig med Frederiksstaden. Frederiksstaden omfatter det meste af Sankt Annæ Øster Kvarter og præges af rokokostilen. De fleste ældre huse i bydelen er fredet. Frederiksstaden er optaget i Kulturkanonen.

Her et samtidigt kort over kvarteret:

 

Initiativtageren til byggeriet var kong Frederik 5. der ses i ridende tilstand på rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads.
   Statuen er udført af datidens største "hestebilledhugger", franskmanden Jacques-François-Joseph Saly. Det tog ham 14 år at få den tegnet, modelleret og støbt, og den kostede mere end de fire Amalienborgbyggninger som den er omkranset af, tilsammen.
   Da statuen blev indviet i 1771 var Frederik den 5. for længst afgået ved døden (1766).
  Det samme år fødte Christian 7.´s dronning Caroline Mathilde en datter hvis biologiske far ikke var kongen, men Struensee, ham der blev henrettet året efter.
   Datteren fik navnet Louise Augusta, og den folkelige forargelse var stor stor. Ifølge Wikipedia:

Ingen var i tvivl om, at Struensee var far til prinsessen, der fik det ikke særligt flatterende tilnavn 'la petite Struensee', selvom Christian 7. officielt vedkendte sig faderskabet. Struensees datter blev ironisk nok senere mor til Caroline Amalie, der gennem sit ægteskab med Christian 8. endte som dronning af Danmark.

Den enevældige konge Frederik den 5. var en stor bygherre og kunstmæcen, men en elendig regent - ikke mindst på grund af druk. Til alt held havde han gode folk omkring sig til at tage sig af regeringsførelsen. Den reelle magt lå i hænderne på hans rådgivere: geheimeråd og overhofmarskal A. G. Moltke, J. H. E. Bernstorff og H. C. Schimmelmann. 

Kulturarvstyrelsen fortæller på sin hjemmeside om principperne bag byggeriet:

Hofbygmester Niels Eigtved fik ansvaret for anlæggelsen af Frederiksstaden. Eigtved mestrede den moderne rokokostil og blev regnet for rigets bedste arkitekt: Han kunne skabe en bydel, der udtrykte, hvad kongen - og overhofmarskal Moltke - ønskede sig, nemlig et billede på den enevældige konges styre. Det udtrykte kongens magt, rigdom og politik - men også, at kongen tilstræbte et moderne samfund med frie, selvstændigt virkende indbyggere.

   Det nye byanlæg fik to hovedakser: Amaliegade på langs og den korte Frederiksgade på tværs. Samtlige borgerhuse skulle bygges efter samme facadeskema, der blev udarbejdet af Eigtved. På Amaliegade ligger derfor huse af samme type side om side, som lange, ensartede gadevægge. Men i Frederiksgade kom der ingen borgerhuse, og den tværgående gade blev med sin egen højde- og facademæssige udformning, en kontrast til Amaliegade.

Designmuseet (tidligere Kunstindustrimuseet) er placeret i det oprindelige Frederiks Hospital som er den store firelængede bygning til højre for Amalienborg på kortet. 

   Mens Frederiksstaden var værd at kigge på, så var Snedkerenes efterårsudstilling ikke noget at skrive hjem om.

   Den viste udvalgte eksempler på skabe, skuffer, komoder og kister - i historiske perspektiv. Og selvfølgelig også nogle aktuelle møbelarkitekters værker inden for området.

   Men kedeligt i indhold, var den. Og først og fremmest: Formidlet med minimal interesse for den almindelige publikummer. Men det kan man naturligvis ikke bebrejde kunstforreningen.

Der var og er andre udstillinger på Designmuseet, blandt andet en udstilling der viser - kronologisk ordnet - eksempler på nyere og moderne dansk møbeldesign. 

   Den var sådan set OK, men jeg savnede blandt de udstillede møbler den Wegnerstol - 'Flaglinestolen' - som var vist på forsiden af museets pjece, og som jeg selv har stående hjemme i min stue, købt i en marskandiserbutik i Griffenfeldsgade 1966 - for 500 kr. Hverken marskandiseren eller jeg vidste den gang noget om hvem der havde designet den, og Wegners navn havde vel heller ikke den gang samme ikoniske status som nu. 

   Marskandiseren syntes bare stolen fyldt og var mærkelig. Jeg syntes bare den var mærkelig og sjov. Og så smuk på en sær måde at den måtte jeg have - selv om 500 kr. var mange penge den gang for en fattig student:

Her er 'flaglinestolen's oprindelseshistorie ifølge en artikel i et Jyllandspostens boligtillæg 2011:

Et gynækologisk undersøgelsesleje. Det var, hvad Flaglinestolen mindede arkitekten Kaare Klint om. Ja, der var enkelte, som syntes, at Hans J. Wegners brede og uhøjtidelige stol ikke var noget at råbe hurra for.

   Men heldigvis var Wegner en mand der gik sine egne veje, og trods kritikken fra Klint blev Flaglinestolen en af de store succeser.

   Hans J. Wegner havde i sommeren 1950 lejet et sommerhus nord for Aarhus af nogle venner. Sammen med sin familie tilbragte han en uge der i det gode sommervejr. En dag gik turen til stranden, og mens børnene badede, legede møbelarkitekten. Han prøvede at grave sig ned i sandet for på den måde at skabe en sandstol, som han kunne sidde behageligt i.

   Det lykkedes.

   Hjemme igen på tegnestuen overførte Hans J. Wegner strandstolens egenskaber til en tegning af det, der blev til Flaglinestolen. Med netop denne stol viste Hans J. Wegner, at han også kunne arbejde i stål.

En velmenende og velorienteret specialestuderende fra en akademisk designuddannelse guidede os rundt gennem denne møbeldesignudstilling der netop startede med dansk moderne møbeldesigns fader: Kaare Klint - søn af P. V. Jensen-Klint og bror til Tage Klint der sammen udviklede den berømt plissélampekærm:

Men guidens foredrag var for pænt, alt for akademisk, for kedeligt,  og jeg vidste det meste, hvad han naturligvis ikke kan bebrejdes. Så jeg stod af undervejs og gik til - museumsbutikken.

Ethvert moderne museum med permanente udstillinger, har i vore dage en museumsbutik: Louisiana, Fuglsang, Ordrupgård, Arken - etc., etc,

   Og - undskyld - men somme tider er det altså der - i butikken - man for alvor "får noget med hjem".

I Designmuseets butik havde de - som altid i den slags butikker - også en samling af postkort med motiver af forskellige kunstnere hvis værker - af en eller anden grund - er værd at komprimere til postkortstørrelse. Fx fordi man aktuelt udstiller disse værker, eller fordi de tematisk eller motivisk kan associeres til museet.

   Jeg fandt hurtigt nogle postkort med japanske træsnit som motiver - træsnit af den mester der siden min ungdom har været toppen af poppen: Hokusai (1760-1849).

   Hans træsnit med fugle og blomstrende frugtræer, havde flere af postkortene som motiv. Af den her type:

Også Hokusais samtidige "konkurrent", Hiroshige (1797-1858), var repræsenteret på postkortene som var til salg. Jeg husker ikke om det her var repræsenteret, men mit gæt er at det findes i tusinder af postkort og plakater:

Jeg har imidlertid nok været lidt snæversynet i min dyrkelse af netop de to træsnitmestre som i den grad påvirkede impressionisterne og deres efterfølgere i Frankrig: Manet, Degas, Monet, Renoir, Pissarro, Sisley, Gauguin, Van Gogh, Toulouse-Lautrec. 

   For blandt postkortene med japanske træsnit som motiver var der også nogle af senere japanske kunstnere som jeg ikke kendte. Og især et af disse for mig ukendte motiver gik bare rent hjem i min visuelle cortex: Pang! Det her:

Ohara Koson er navnet på kunstneren (1877-1945). Han er en flere generationer yngre japansk kunstner end Hokusai og Hiroshige.
   Koson arbejder klart klar inden for en flere hundrede år gammel tradition, men han forenkler  og skærper de grafiske kvaliteter - helt ekstremt - når han er bedst.

   Her nogle af dem som nettet viser - efter en googling på Ohara Koson woodcuts:

Ja, hvad skal man sige? Betagende!? I hvert fald: Smukt!
   Jeg kan så ikke lade være med at genvise min skarv-akvarel som jeg malede for nylig. Stilen kunne godt minde om japanske træsnit, selvom jeg naturligvis ikke når de japanske mestre til sokkeholderne. Men så har jeg noget at stræbe efter: