Modeller, mimesis og fantastik - om det der ligner, men ikke er ... fra Lego til Niels Strøbæks malerier

En af mine morgensvømmer-venner var meget interesseret da han for nogle år siden fik at vide at jeg malede akvareller. 

   Selv malede han ikke akvareller, men lavede modeller, viste det sig. 

   Forbindelsen er denne: Ligesom mine krav til de akvareller jeg maler, er at de skal ligne motivet, er kravet til hans modeller at de skal ligne det de er modeller af - ned til den mindste detalje

   Han har både lavet et dukkehus med indbo, modeller af mennesker og dyr, forskellige køretøjer og maskiner. Se bare her:

Det kreative arbejde i forbindelse med produktionen, består i at finde materialer og teknikker der gør det muligt at skabe noget der ligner - også i den grad.
   Hvad kan man fx anvende et brugt messing-patronehylster til når man skal lave en model af en dampmaskine der virker - i det mindste med trykluft?

Fascinationen ved at se modeller som dem jeg her har vist, er at de både ligner noget til forveksling - noget andet end det de er - samtidig med at de alligevel også er noget værdifuldt i sig selv, nemlig tredimensionelle, fysisk konstruerede produkter: artefakter som er nedskaleret fra de virkelige forbilleder så man som iagttager oplever sig selv som uforholdsmæssigt stor og mægtig.

   Hvad er fidusen?
   - På magisk vis udstyres man som beskuer med et 'olympisk blik' - får et syn og en følelse som en slags vorherre!
   Og mon ikke også det er en del af fornøjelsen ved at lave dem?

 
Denne lystfyldte fascination ved at se og håndtere - fx. tegne, bygge eller klippe ud - det der ligner, men ikke er - kender alle mennesker fra de var helt små.
   Og det gjorde også den stenaldermand der skar Venus fra Willendorf ud af limsten for omkring 25.000 år siden:

Dejlig dame!
   Og legetøjsfirmaet Lego skylder også sin succes på det danske og globale marked denne fundamentale menneskelige lystfølelse og fascination ved at noget ligner uden at være, men samtidig er noget i sig selv, en fascination som næsten alle stadig har også som voksne.

'Mimesis' - siger det inde i mit hoved: 'Mimesis'.

I forbindelse med arbejdet med min bog fra 1990, Faktion som udtryksmiddel, stødte jeg ind i begrebet 'mimesis' - et begreb som var nyt for mig, og som stammer helt tilbage fra de gamle grækere - nærmere bestemt Platon og - igen igen - Aristoteles.

   Wikipedia definerer og forklarer:

In ancient Greece, mimesis was an idea that governed the creation of works of art, in particular, with correspondence to the physical world understood as a model for beauty, truth, and the good. Plato contrasted mimesis, or imitation, with diegesis, or narrative. After Plato, the meaning of mimesis eventually shifted toward a specifically literary function in ancient Greek society, and its use has changed and been reinterpreted many times since then.

Og Den Store Danske Encyklopædi udlægger begrebet sådan her:

mimesis, begreb, hvormed Platon og Aristoteles bestemmer kunstens væsen; senere har begrebet haft stor betydning i den kunstteoretiske tradition i sammenhæng med formelen "kunsten efterligner naturen". Oversættelsen "efterligning" (lat. imitatio) tilgodeser dog kun et enkelt aspekt af det græske begreb, der omfatter enhver sanselig konkret fremstilling, ikke kun af noget allerede eksisterende eller foreliggende, men også af noget sandsynligt eller muligt.

Begrebet har stor betydning i teaterhistorien, som Encyklopædien videre forklarer:

Hos Aristoteles anvendes betegnelsen mimesis om tragediedigtningens efterligning af menneskets handlen og liden; efterlignende adfærd anser han for en medfødt og lystbetonet disposition.

   På teatrets område fik læren om, at kunsten efterligner naturen, en ny betydning i løbet af 1700-tallet., da den indgik i agitationen for det borgerlige skuespils naturlighed modsat de klassicistiske normers kunstighed. 

   I samme periode mistede efterligningslæren sin magt som generel formel for kunstens væsen. Det skete i takt med, at kunstopfattelsen betonede kunstværkets autonomi og nyskabende kraft (jf. kopi).

Hvis man forfølger betydningen og brugen af begrebet op gennem historien - især i 1900-tallet - kan man hurtigt blive forvirret.
   Men på et filosofisk højt niveau, idet tunge filosofiske gutter som Erich Aurbach, Th. W. Adorno og Walter Benjamin har bakset og bokset med det - som noget der referer til en særlig "førvidenskabelig erkendelsesform".

Ordet 'mimesis' er beslægtet med dette 'at mime noget', 'mimik' og 'mimiker' - som alle har at gøre med dette: gennem ansigtsudtryk og gestus/fakter at udtrykke følelser, tanker handlinger - ægte eller spillet.
   Også ordet 'at imitere' - altså 'efterligne' - er beslægtet med 'mimesis'.

 
Moderne hjerneforskning vil nok kunne forklarer en del af begrebet som noget der neurologisk korresponderer med spejlneuronernes funktion - dette at vores hjerne ved at se eller høre andre foretage en handling, aktiverer de dele af hjernen som også ville være aktive hvis vi selv udførte handlingen. 

   

For mig står begrebet 'mimesis' for det som i kunst og andre former for virkelighedsfremstilling  "ligner men ikke er". X står for og representerer Y - ikke som en metafor eller et metonym - men gennem sanset og sanselig lighed.

   Det at et visuelt eller lydligt udtryk ligner noget andet - noget virkeligt - som det ikke er, er noget af det der afgørende kendetegner modeller, animationer, skulpturer, teater, fotografier, malerier, film, radio, m.m.

Som modsætning til dette mimesis-begreb opfandt jeg et andet begreb som jeg præsenterede i faktionsbogen: 'fantastik'. 

   'Fantastikken' i en fremstilling er den del af udtrykket som er fremmedartet og ikke-genkendeligt i forhold til den virkelighed vi umiddelbar kan sanse og kender, noget som derfor er et fantasiprodukt - og som i kraft af sin manglende umiddelbart sansede genkendelighed skaber fascination hos et publikum - og dermed appellerer til fantasien hos beskueren.

Når jeg også lige kommer til at tænke over det i denne sammenhæng, så er det fordi fruen og jeg  for nylig besøgte Nivaagaards udstilling med titlen "Sne, akvarel, stilhed".

   Det var en skuffelse: Der var kun få akvareller, blandt andet af Storm P., og nogle få ret gode af 'Fynboerne' Johannes Larsen og Fritz Syberg.

   Det fælles tema "Sne" synes jeg ikke blev forløst af de malerier udstillingen viste - bredt plukket  ud fra perioden 17-hundredtallet og op til idag - sådan cirka. Med få undtagelser var alle malet i en eller anden form for naturalistisk eller realistisk stil; altså mimesis-styret figurativ kunst.

   Men der var faktisk kun en akvarel jeg virkelig syntes om: Et landskabsbillede af arkitekten Arne Jacobsne, som var en suveræn akvarelkunstner hvis billeder jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

   Maleriet har jeg ikke kunnet finde afbilledet på nettet, men jeg har fundet en akvarel som viser en illustration af hans kendte tankstation - som helt klart skal ligne, men ikke er - det der skal bygges - ud fra tegningerne. Altså en mimesis-styret akvarel; fantastikken leveres her af fugleperspektivet:

Arne Jacobsen: Tegning af tankstation - malet med akvarel

Og her et foto af den virkeliggjorte vision - i øjenhøjde:

 

Som det ikke sjældent sker, så er det fra museumsbutikken man får mere varigt med hjem fra en kunstudstilling. 

   Her var det en bog om den superrealistiske maler Niels Strøbek, skrevet af Nils Ohrt, og udgivet som katalog til en Strøbek-udstilling på Nivaagaard i 2008.

   Teksten var god og gav indsigt og perspektiv. Og Strøbeks billeder var og er dybt fascinerende. Så vidt jeg husker var der et eller to af hans malerier med på udstillingen på Rønnebæksholm sidste år  - om danske malere der havde hang til surrealisme. Jeg mener at et af de her to fascinerende malerier var med:

Niels Strøbek: Dobbeltportræt 1981

Niels Strøbek: Ved havet, 1979

Surrealisme er jo kendetegnet ved at malemåden mimer virkeligheden så det nærmer sig et fotografisk afbildende udtryk (som det dog netop ikke er), samtidig med at motivet har elementer af fantastik som er så slående og stærke at bevidstheden hos tilskueren katapulteres tilbage og ned i egen underbevidsthed.
   Altså ifølge teorien.

I Nils Ohrts tekst er der et rigtig godt citat fra Strøbek selv, der har skrevet flere kunstreflekterende essays. 

   Ohrt introducerer citatet med at skrive at: "Et fundamentalt anliggende for modernismen var bevidstheden om maleriet som en flade - i modsætning til renæssancetraditionens opfattelse af billedet som et vindue - og den balance betragter Niels Strøbæk som lakmusprøven for sin kunst:

For mig er det ikke nok at vise noget genkendeligt fra virkeligheden, og heller ikke nogle formelementer fra den abstrakte verden. (...) Det paradoks, der opstår mellem virkelighedens krav om rum og illusion og abstraktionens krav om flade og realitet, er kunstværkets sande univers. For mig skal kunstværket  kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

Det synes jeg er en fantastisk øjeåbnende formulering, som kan fortjene at blive skrevet med stort og med fede typer:

Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

 http://www.nivaagaard.dk/fileadmin/user_upload/pdf_filer/Stroebek.pdf

Jeg viser lige nogle flere netkopier af Strøbeks malerier, som 'ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men både ligner og er:

Dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Christian, 2015

Niels Strøbek: Det fede og det magre, 1970

Niels Strøbek: Amager Fælled, 1984

Flere af de tekster som beskriver Strøbeks kunst, bruger adjektivet "gådefuld" om ham og hans malerier. Det er et andet ord for 'fantastik' - og denne fremmedgørende oplevelse af gådefuldhed som fascinerer, skyldes i langt de fleste af hans malerier perspektivet - som på en eller anden måde altid er lidt "forkert" og "unaturligt".