Politikens kulturindlægs forside idag beskriver hvordan den gode, men ikke-aktuelle historie - til overraskelse for journalister især - kan levere rigtig mange klik.
Overskriften lyder:
Historier der rammer klikhjertet
Ordet "klikhjerte" er helt nyt og selvopfundet, taget fra et citat af en af kilderne til artiklen.
Og den kreative konstruktion er faktisk lidt udsædvanlig, idet det er en komprimering af en hel lang og kompleks sætning - noget i retning af: 'historier der rammer hjertet så stærkt hos læsere at de klikker ind på dem og derefter deler dem med andre gennem de sociale medier'.
Og det 'at ramme hjertet' er så igen et metaforisk koncentrat der referer til 'det at vække og appellere til folks følelser'.
Mit gæt er at vi her har et konkret eksempel på effekten af det der i kreativitetsteorien kaldes 'kreative restriktioner' - 'creative constraints'.
Den kreative restriktion er i dette tilfælde kravet til rubrikedaktøren om at en overskrift skal vær kort, og klar og konkret - eller som vi lærte de studerende på journalistuddannelsen: 'vækkende, dækkende og æggende'. Og der kan men vel nok sige at udtrykket 'klikhjertet' både vækker, ægger og dækker.
Den kreative restriktion er i dette tilfælde kravet til rubrikedaktøren om at en overskrift skal vær kort, og klar og konkret - eller som vi lærte de studerende på journalistuddannelsen: 'vækkende, dækkende og æggende'. Og der kan men vel nok sige at udtrykket 'klikhjertet' både vækker, ægger og dækker.
Manchetten til artiklen er også sprogligt majet ud med metaforer og broderet med sprøde bogstavrim:
Journalistikkens krav om aktualitet bliver fejet af banen i den digitale revolution. Netlæserne går mere op i følelse, fascination, frygt og forargelse end i en historie med frisk datomærkning.
Kursiveringerne og fremhævelsen med fed skrift er mine. Og artiklen af Ditte Giese er faktisk velskrevet - præget som den er af at det "fænomen" den beskriver: noget der "ikke rigtig har noget navne endnu" som der står.
Derfor indfanges emnet med en sværm af nye metaforiske udtryk som: "viralt afterlife", "datomærkning af artikler", "langtidsholdbare journalistiske fortællinger", "fodre sin robot", "der er igang med at tygge sig igennem den massive datafodring", "den (oplysning) tygger jeg lidt på, mens robotten tygger på de tunge data", "virale genkommere".
Derfor indfanges emnet med en sværm af nye metaforiske udtryk som: "viralt afterlife", "datomærkning af artikler", "langtidsholdbare journalistiske fortællinger", "fodre sin robot", "der er igang med at tygge sig igennem den massive datafodring", "den (oplysning) tygger jeg lidt på, mens robotten tygger på de tunge data", "virale genkommere".
Fænomenet består i at, journalistisk set gamle historier, pludselig dukker op igen via de sociale medier og bliver omfattende og bredt delt kommenteret og debatteret - som om de var nye, friske og aktuelle.
På en måde dokumenterer artiklen - gennem sin undren over fænomenet - at det at tænke journalistisk er at være udstyret med en særlig professionel 'frame' - mentale skyklapper - gennem de såkaldte nyhedskriterier, hvoraf et af de vigtigste er aktualitet: Det som ikke er aktuelt fortjener ikke opmærksomhed og skal derfor ikke fortælles (videre).
Et andet af disse nyhedskriterier er væsentlighed. Og egentlig dokumenterer artiklens indhold også det bevingede ord som kritikere af den nyhedsjagtende journalistik og dens nyhedshungrende publikum jævnligt har fremført:
Ikke alt ny er væsentligt. Og ikke alt væsentlig er nyt.
En af hovedkilderne til historien, lektor og journalist Kristian Strøbech, forklarer at det netop er væsentlighed der overtrumfer den framing de andre nyhedskriterier udgør. Og han ser tydeligvis denne digitale omvæltning som en kreativ befrielse af publikum, en frigørelse fra det han - med endnu en god metafor - kalder "et nyhedsfilter":
Verden er jo stor, spraglet og skøn, men nogle gange er den slet ikke til at kende i vores normale nyhedsfilter, hvor så meget handler om død, krig og katastrofer. Der er noget befriende i at dele ting, som er interessante og fine om det der berører os som mennesker. Kort sagt det væsentlig.
Man kunne måske justerer formuleringen lidt, og sige at 'ikke alle nyheder er relevante, og ikke alle relevante historier er nye'.
Det er i hvert fald også en af artiklens hovedpointer, idet Strøbech senere siger:
Mon ikke denne her tendens er udtryk for, at rigtig mange mennesker ikke finder noget af interesse i det medietilbud, som de døgnaktuelle medier giver dem? De googler i stedet det der har relevans for dem, ...
Jeg minder om Kim Larsen der har udtalt at "for en journalist er en god historie, altid en dårlig historie".
Der har i de senere år været formuleret en slags oprør imod de traditionelle nyhedskriterier - bl.a. markedsført under begrebet "konstruktiv journalistik" - altså en positivt vinklet journalistik- i den forstand at man ikke kun fokusere på at fortælle om konflikter, ulykker og katastrofer, men også om hvordan man har løst dem - eller får dem løst.
Blandt andet nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, har gjort sig til talsmand for mere "konstruktiv journalistik". Og han har også fået på puklen for det.
I den sammenhæng er kan man bemærke at vores stor gratisavis, dagbladet Metroexpress, her den 24. marts har lanceret formatet "Optur", netop med afsæt i at læserne også efterspørger andre - ikke-negative - historier:
Negative historier er der nok af, ikke sandt?Lige nu tager vi hul på en artikelserie i metroxpress, der hylder de rørende, inspirerende og tankevækkende historier, der kan få smilet frem.Vi kalder det MX OpturGlæder mig til at høre, hvad I synes. /Nadia24-årige Jeppe Forchhammer er spastisk lammet fra top til tå. Han kan ikke tale og behøver hjælp 24 timer i døgnet. Selv føler han sig heldig. For livet er en leg, hvor hvert sekund skal nydes. Læs her hvorfor.
Det er tydeligvis ikke dagsaktuelle konflikthistorier reaktionen efterspørger, og 'konflikt' er jo ellers også et af de centrale klassiske nyhedskriterier i journalistik.
'Optur'-historiernes nyhedsværdi ligger i at de - mod traditionelle forventninger - er 'positive' - optimistiske, overraskende, hjertegribende, væsentlig og relevante.
'Optur'-historiernes nyhedsværdi ligger i at de - mod traditionelle forventninger - er 'positive' - optimistiske, overraskende, hjertegribende, væsentlig og relevante.
Skulle man beskrive disse 'optur'-historier med det udtryk som var en del af overskriften i Ditte Gieses artikel, så er de netop potentielle 'klikhjerte-historier', som - hvis de bliver gemt og tilgængelige i et arkiv i MX.dk - kunne tænkes senere - på en given foranledning - at genopstå i en viral sværm af twitter- og facebook-delinger.
Det med at uaktuelle historier med 'klikhjerte-kvaliteter' har særlig gode muligheder for at blive udsat for viral genopstanndelse, minder mig om et andet begreb - også koncentreret i en metafor: "long tail" - "lang hale".
Sådan kan denne metafor visualiseres - det er faktisk denne graf der har givet substans til navnet "lang hale".
Opfinderen af begrebet er entreprenøren og forfatteren Chris Anderson som også satte det som titlen på en bog der udkom 2006.
Han introducerer begrebet på den måde på sin hjemmeside:
Han introducerer begrebet på den måde på sin hjemmeside:
The Long Tail, in a nutshellThe theory of the Long Tail is that our culture and economy is increasingly shifting away from a focus on a relatively small number of "hits" (mainstream products and markets) at the head of the demand curve and toward a huge number of niches in the tail. As the costs of production and distribution fall, especially online, there is now less need to lump products and consumers into one-size-fits-all containers. In an era without the constraints of physical shelf space and other bottlenecks of distribution, narrowly-targeted goods and services can be as economically attractive as mainstream fare.One example of this is the theory's prediction that demand for products not available in traditional bricks and mortar stores is potentially as big as for those that are. But the same is true for video not available on broadcast TV on any given day, and songs not played on radio. (...)The term refers specifically to the orange part of the sales chart above, which shows a standard demand curve that could apply to any industry, from entertainment to hard goods. The vertical axis is sales; the horizontal is products. The red part of the curve is the hits, which have dominated our markets and culture for most of the last century. The orange part is the non-hits, or niches, which is where the new growth is coming from now and in the future.
Chris Anderson blev interviewet til The Guadian om begrebets implikationer i mediesammenhæng da bogen "The Long Tail" udkom:
In music that could mean rare 60s psychedelia, in film, Russian cinema of the 30s, in publishing, the anarchic explosion of blogs, or in broadcasting, a video of a duck skateboarding. "Broadly, the long tail describes the shift from mass markets to millions of niches, the low sellers that we traditionally haven't had room for on our shelves, screens and channels, but which we now do have room for thanks to the internet and abundant distribution systems," says Anderson.
Igen er det de nye mirakuløse og uendelige - og uendeligt billige - arkiverings- og søgemuligher på tværs af tid, rum og landegrænser der er baggrunden for en lang række medieprodukters lang-hale-liv.
Det er de muligheder der gør at at specielle og for så vidt 'uaktuelle' - 'smalle' eller 'snævre' - medieprodukter som måske kun er væsentlige og relevante for et lille nichepublikum (=marked), at de alligevel kan tilbydes og finde brugere og købere - hvis bare produkterne ligger længe nok og er tilgængelige for de særligt interesserede hvor de end måtte befinde sig på kloden.
Det er de muligheder der gør at at specielle og for så vidt 'uaktuelle' - 'smalle' eller 'snævre' - medieprodukter som måske kun er væsentlige og relevante for et lille nichepublikum (=marked), at de alligevel kan tilbydes og finde brugere og købere - hvis bare produkterne ligger længe nok og er tilgængelige for de særligt interesserede hvor de end måtte befinde sig på kloden.
Det er sådan set det Kristian Strøbech også har fat i når han siger:
Vi lever i en enorm omstillingsproces, hvor mediehusene også skal lære værdien af deres arkiver. Det er en gave til journalistikken og medierne, hvis vi kan komme ud over at vores arbejde kun lever en dag.
Begrebet "long tail" har jeg selv to gange helt konkret gjort brug af.
Den ene gang var da min bog "De levende billeders dramaturgi" skiftede forlag. Den er i to bind. Bind 1 ("Fiktionsfilm") havde kun solgt ca. halvt så godt som bind 2 ("TV"), så det nye forlags redaktør sagde til mig at de nok ville "droppe" bind 1 - altså ikke genoptrykke når det eksisterende oplag var udsolgt. Bind 2 blev brugt som lærerbog på en række journalist- og medieuddannelser, så den ville de satse på også at genudgive når sidste oplag var udsolgt.
Jeg argumenterede med at så længe bind 2 stadig salgsmæssigt gik godt, og der ikke var konkurrerende værker på markedet med tilsvarende relevant indhold, så ville der være en long tail-effekt på efterspørgslen af bind 1, sådan at der hele tiden ville være en pænt stor brøkdel af køberne til bind 2, der også ville købe bind 1 - plus en mindre gruppe som kun ville være interesseret i bind 1 - også selv om der var mindst en god konkurrent på markedet.
Argumentet blev købt, og for halvandet år siden gik tredje oplag af bind 1 i trykken.
Den anden gang begrebet "long tail" betød noget for min tænkning, var da jeg begyndte at overveje at at skrive denne blog.
Da jeg ikke skulle leve af den, så var et stort publikum og en masse faste følgere ikke afgørende. For mig var det nok at nogen særligt interesserede læste det - og vel at mærke - det betød ikke noget for mig om hvornår de læste indlæggene, og da jeg ville skrive bredt tematisk, havde jeg heller ikke noget ønske om at alle skulle læse alt.
Så jeg besluttede at konceptet ikke skulle fokusere på dagsaktuelle og letkøbte meninger og holdninger, men på ny viden om emnet "kreativitet", viden som jeg selv var interesseret i - og med lyst ville grave frem fra læsning af bøger, gennem research på nettet, og så med udgangspunkt i egne oplevelser, erfaringer og erindringer.
Der måtte meget gerne - som også i dette indlæg - være et afsæt i noget aktuelt - fx en avisartikel eller en udstilling - men det kunne lige så godt være med afsæt i en bog der var mange år gammel, eller et speciale jeg var censor på, eller en faglig erindring som pludselig var blevet aktiveret.
Men helt afgørende var det for mig at der i hvert eneste indlæg skulle være rimeligt holdbar og velfunderet viden som altså - antageligt - ville gøre indlægget brugbart og relevant også længe efter at indlægget var udkommet.
Det er faktisk fire år siden jeg begyndte at skrive indlæg på bloggen. Det første indlæg udkom 28. marts 2010, og kan læses her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/03/tanker-om-kreativitet.html
Det indlæg du nu læser, er nummer 673. Bloggen har mellem 150 og 250 daglige visninger, men enkelte dage har der været op omkring 500, og der er aldrig under 100. Om nogle få dage runder petersudsigt.blogspot.com samlet 150.000 visninger!
Der er karakteristisk at der også hyppigt er visninger af indlæg fra de første år ("long tail").
Jeg gør mig umage med at skrive mange 'etiketter' ('tags') til hvert indlæg. Og i mange indlæg henviser jeg med link til andre tematisk beslægtede indlæg, ligesom jeg indimellem skriver "føljtoner" hvor jeg går i dybden med et enkelt tema gennem en serie af indlæg - med udgangspunkt i en bog eller en rejse.
Den længste og uafsluttede føljeton er den der handler om "akvarelmaleriets mysterier" - indtil nu med 31 indlæg. Her forsøger jeg at koble viden om akvarelteknik, akvarelkunst, akvarelmaleriets historie og æstetik sammen med egne erfaringer med at lære om akvarelmaleriets mysterier gennem udøvende praksis.
Første og sidste indlæg i den føljeton, kan findes her:
