Det her maleri - en såkaldt 'skitse' til et af P.S. Krøyers mest berømte malerier - har være i medierne i de sidste par uger fordi det for nylig blev genfundet. Og for et par dage siden blev dette forstudie solgt på auktion for 4,5 millioner kr.
Det burde jeg have taget med i eksempelsamlingen da jeg for et par uger siden skrev et blogindlæg om kvindeportrætter med bortvendt ansigt - med afsæt i Trine Søndergaards udstilling 'Still' - hvor hun viser fotografier af nogle fascinerende "guldnakker" sat på moderne modeller med bortvendt ansigt - set fra nakken.
Jeg fulgte derfra et spor af associationer der gik over nogle af kunsthistoriens store malere og kvindemalerier, via et selvspejlende kvindeportræt fra Louisiana-udstillingen, til et af mine egne akvarelmalerier af fruen, og sluttende - hel uplanlagt - foran spejlet - hos min kreative frisør.
Jeg fantaserede mig til at han måtte have et særligt forhold til den del af en (kvinde)frisure som udgøres af nakken, og som kun frisøren har direkte og uformidlet visuel adgang til når han klipper, mens kunden kun kan se sin nakke formidlet gennem et spejlbillede af et spejlbillede.
Han bekræftede at nakkens del af en frisure havde en helt unik status i frisørens kreative univers. Mens resten af frisuren - forfra, fra oven og fra siderne - var begrænset af at skulle "klæde" det ansigt som den indrammede, så var nakkens del af frisuren at ligne ved en skulptur som en god frisør havde en særlig glæde ved at kreere og forme, fordi det var der hvor der var frihed til at udfolde sig mest ubundet og kreativt.
Hjemkommet med en karsk korthårsklipning der som sædvanlig faldt i fruens smag, faldt vi i snak om spejlets afgørende betydning for at talen går så let mellem kunde og frisør i en frisørsalon.
Fruen teori var at det at have øjenkontakt via et spejl, afmonterer den blufærdighed som de fleste mennesker ellers har i forhold til at have øjenkontakt med andre, en blufærdighed som kan hæmme kommunikationen. I frisørstolen har man øjenkontakt uden at have øjenkontakt. Bevidstheden om at øjenkontakten via spejlet kun er indirekte, fører til at man mentalt set slapper af - og kan lade munden løbe.
Min kreative frisør kunne så siden supplere det om den svækkede blufærdighed med følgende iagttagelse:
Jeg oplever ofte at når det er en meget intens samtalesituation, så drejer kunden sig rundt og laver Face front! For at understrege et statement eller for ligesom at skulle have vitterlighed for en udtalelse!
Blufærdighed er egentlig et lidt gammeldags udtryk. Ifølge ordbogen betyder "blufærdig" ...
... tilbageholdende og genert, især med hensyn til sex og nøgenhed eller blottelse af intime følelser, tanker, meninger m.m.
"Hun trækker blufærdigt kjolen ned over knæene"
"Nogle virksomhedsledere er for blufærdige til at tale alkoholproblemer med en medarbejder"
Men alle de mange kvindeportrætter med bortvendt ansigt, det er vel også det de udtrykker: blufærdighed. Et ønske om ikke at blotte sig - for meget. Både hos model og kunstner.
Og denne blufærdighed er vel også det som megen litteratur og kunstnerisk metaforik er udtryk for: Ofte er kunstneren sårbar fordi han eller hun trækker på meget personlige og måske endda ubevidste og følelsesladede erindringspor. Og samtidig er det der er helt eller delvist skjult mere fascinerende for publikum end det er fuldt oplyst og synligt.
Det er det æstetisk princip som neurologen Ramachandran kalder 'peekaboo' ('borte-tit') eller 'perceptuel problemløsning'. Fantasien bliver udfordret og kommer på arbejde fordi der er en perceptuel forhindring.
Jeg kan næste dokumentere forskellen mellem effekten af at ansigtet er skjult og så at det er åbenbaret. P.S. Krøyer har lavet et tilsvarende billede som det øverst i indlægget, men med damerne gående i mod beskueren:
Efter min mening meget mere ordinært, selv om det også er et fint maleri.
Jeg kan også dokumentere det med disse forslag til bryllupsfrisurer - af hårstylist Mette Thorsgaard:
Smukt, interessant, fascinerende. Og så som kontrast - de samme frisurer fra en vinkel hvor intet er skjult:
Set fra disse vinkler: meget mere ordinært - og lidt kedeligt.
Her endnu et facinerende P.S. Krøyer-portræt af en halvt bortvendt Marie Krøyer:
Det med blufærdighed og muligheden for at undgå direkte øjenkontakt, minder mig også om to velkendt journalistisk 'interviewplot' som jeg har navngivet for mange år siden: 'den tredje dims' og 'distraheret interview".
'Den tredje dims' er en strategi der indebærer at intervieweren i interviewsituationen medbringer en "rekvisit" som illustrerer og konkretiserer det som interviewet handler om. Man skal interviewe et barn om julens betydning, og tager noget julestads med som barnet kan sidde med og forholde sig til. Man skal interviewe en mand om hans barndom, man medbringe et fotografi af ham som barn sammen med sine forældre og giver ham det i hånden.
'Distraheret interview' indebærer at den interviewede er optaget af noget andet samtidig med at han eller hun bliver interviewet og svarer på spørgsmål. Fx kunne man tænke sig at interviewe en Marie Krøyer mens hun sidder der og syer. Eller interviewe en politimand mens han sidder ved rattet i sin politibil og kører på patrulje. Man interviewer en frisør mens han står og klipper.
Fidusen er i begge interviewstrategier den at talen flyder friere og sproget bliver mere konkret og levende end hvis interviewet foregik ansigt til ansigt - og med påtvunget øjenkontakt mellem de to rollehavende: interviewer og interviewperson.
