En gang imellem kan man være heldig at se en film som virker på den måde at når man kommer ud af biografens mørke, så fortsætter filmen idet den har skruet en særlig optik på ens øjne så man ser virkeligheden som var den en fortsættelse af filmen.
Det er mange år siden, men jeg husker det som var det igår. Fruen og jeg havde været inde og se Jacque Tatis film 'Playtime' i en biograf på Vesterbrogade lidt før Rådhuspladsen. Og da vi kom ud på gaden i aftenmylderet og aftenbelysningen, så var det som at gå videre inde i filmens kærligt absurde univers. Og jeg husker at vi bege ikke kunne lade være med at grine ad denne overføring af "synet" fra filmens Paris til "synet" på Vesterbrogade i København.
Og nu ville jeg sige at det var et smukt eksempel på det som kunstfilosoffer hævder, nemlig at kunsten åbner ens mentale blik for nye sider af virkeligheden. Og altså også et smukt eksempel på det jeg har beskrevet i mange sammenhænge som "konceptuel blending".
Det skete igen i forgårs. Ikke i forbindelse med en film, men en maleriudstilling.
Fruen og jeg tog til kunst- og udstillingscentret Rønnebækholm lidt uden for Næstved og så en maleriudstilling af kunstneren Søren Martinsen. Da vi kørte derfra, så så vi pludselig det Sydsjællandske landskab der passerede forbi bilruderne, med den konceptuelle optik som oplevelsen af Martinsens udstillede landskabsmalerier åbenbart havde præget os med mentalt. De ellers så uskyldigt smukke efterårs-scenarier fremstod pludselig lidt fremmedartede, dobbeltbundede, mystiske - lidt uhyggelige og uheldsvangre.
Fruen og jeg tog til kunst- og udstillingscentret Rønnebækholm lidt uden for Næstved og så en maleriudstilling af kunstneren Søren Martinsen. Da vi kørte derfra, så så vi pludselig det Sydsjællandske landskab der passerede forbi bilruderne, med den konceptuelle optik som oplevelsen af Martinsens udstillede landskabsmalerier åbenbart havde præget os med mentalt. De ellers så uskyldigt smukke efterårs-scenarier fremstod pludselig lidt fremmedartede, dobbeltbundede, mystiske - lidt uhyggelige og uheldsvangre.
Når vi besøgte udstillingen, så var det blandt andet motiveret af at Søren Martinsen er søn af en af denne blogs hovedpersoner, tv-dokumentaristen Poul Martinsen, prototypen på den særligt kreative personlighed som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver i detaljer i sin bog 'Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention'.
Som fader så søn?
Her er nogle af Søren Martinsens landskabsmalerier, de fleste var med på udstillingen:
 |
| Dit hvilested |
 |
| Landskab med orange kranie |
 |
| City of the dead |
 |
| Raps |
 |
| Ildoffer |
 |
| Sommer |
Her er klart tale om det jeg ofte har beskrevet på denne blog: 'konceptuel blending'. Dette at flere konceptuelle eller mentale rum integreres og komprimeres i èt nyt udtryk - med spor af begge input-rum.
Typisk fremstår Søren Martinsens landskaber altid med en eller anden konceptuel undertekst som somme tider fremgår af titlen - og somme tider ikke. Det er en form for super-realisme men med et mytisk eller mytologisk lag der gennemsyrer eller gennemlyser landskabet og transformere det ind i en anden verden, som det afspejler.
Somme tider helt bogstaveligt ved at en hvidgul "solstjerne" springer frem foran og ud af landskabsmotiver - som i 'Soloffer' ovenfor.
Ånds-slægtskabet med den tyske højromantiks dystre landskabsmalerier er også tydelig. På den ene side.
På den anden side - som et typisk (post)modernistisk træk - er der mange visuelle referencer til andre store malere: Hopper, Willumsen, Van Gogh, Hockney, Leif Madsen - og til de store klassiske landskabsmalere fra 1800-tallet: Lundby, Skovgaard, Ring.
Skulle man klistre en gennemgående etiket på den dobbelthed som er mere eller mindre tydelig i alle billederne, så må det være 'ironi'. Hvor man i det klassiske landskabsmaleri skal gå nydende ind i og opsluges af motivets skønhed, så bliver man her hos Martinsen hele tiden forstyrret af en forestilling om at intet i landskabet er som det umiddelbart fremtræder. Der er visuelt set "fare på færde".
Nogle af de mest fascinerende malerier på udstillingen kan jeg ikke vise da de ikke findes i kopi på nettet: 'Spejllandskab' og 'Åen'.
Noget af det der ellers slår mig, er at mange af Søren Martinsens malerier flimrer i perspektivet - og virke lidt som rystede fotografier - fordi forgrunden er malet "groft" - uden detaljer, mens baggrunden er malet med en høj grad af detaljering.
Der kan også være motivelementer som er rene (brud)flader der invaderer billedet fra en af siderne, og som så står i kontrast til de dele der er ekstremt detaljerede. Som i maleriet med titlen 'Rasp' ovenfor. Disse elementer fortæller at man ikke skal tage den næsten fotografiske realisme i resten af maleriet for pålydende.
Den samme effekt har det at farverne i dele af motivet ofte er unaturlige - kunstige. Som i maleriet 'City of the Dead' ovenfor.
Det store collagemaleri som man møder i den første sal med titlen 'Brækket landskab', er det der leder tanken hen på Hockney, fx dennes kæmpemaleri af Grand Canyon.
Martinsens vægstore landskabmaleri er stykket sammen som en montage af enkeltbilleder - der nok viser udsnit af det samme landskab, men puslespillets brikker passer ikke sammen, sådan at oplevelsen af det samlede motiv bliver forstyrret og opbrudt.
Udstillingen kan anbefales på det varmeste.
 |
| Fra Rønebækholms udstillingsannonce - viser et udsnit af maleriet 'Sweet tasting Sky' |
