Sider

fredag den 29. august 2014

Adam Smith - filosofisk en Dr. Jerkyll og Mr. Hyde - som foregriber nogle af den moderne hjernforsknings indsigter

Særlige kreative personligheder har det med at være en slags Dr. Jerkyll og Mr. Hyde - to eller flere personer i en.
   Sådan en slags flersidig personlighed har filosoffen og den økonomiske teoretiker Adam Smith tydeligvis været. Han er offentligt - og i min bevidsthed - mest kendt for værket "Nationernes Velstand" fra 1776, som er blevet en slags "kapitalismens bibel".
   Faktisk læste jeg den i uddrag i min studietid hvor politisk økonomi i marxistisk aftapning var det vi alle følte os forpligtet til at sætte os ind i - for at kunne diskutere med om det aktuelle samfunds virkelighed, udvikling og problemer i slutningen af 60´erne og det meste af 70´erne. 
   Og Marx´tænkning om kapitalismens udvikling og dynamik og hans kritik af den, kunne man kun for alvor forstå hvis man vidste noget om Adam Smiths tanker om hvad det gode var ved den (gryende) kapitalisme.
   Men Adam Smith skrev ikke bare et indforstået og oplysende forsvar for Kapitalismen med sin teori om det frie markeds velsignelser der hang sammen med at det var reguleret af  'den usynlige hånd', en markedslogisk social mekanisme som gav sikkerhed for at når alle arbejdede for egen økonomiske vindings skyld, så var det automatisk også til gavn for fællesskabet - hele samfundet.

Rune Lykkeberg, Politikens kulturredaktør, anmelder i dag et andet pionerværk af Adam Smith som jeg ikke kendte - eller ikke kunne huske at have hørt om den gang jeg læste sådan noget: "Teorien om de moralske følelser" fra 1759. Og det er til min - og Rune Lykkebergs overraskelse - "a different cup of tea". Alene titlen overrasker og provokerer ens fordomme.
   Lykkebergs anmeldelse leverer lange parafraser på Adam Smiths tænkning i "Teorien om de moralske følelser" - med et indhold  som man godt nok ikke umiddelbart ville tilskrive faderen til den klassiske økonomiske videnskab. Som i det her citat fra anmeldelsen:
De bedste samfund er ifølge Smith dem, hvor vores omsorg for hinanden er præget af generøsitet, kærlighed og taknemlighed. Det ville stadig fungere, men det ville være et mindre lykkeligt samfund, hvis vores omgang med hinanden kun er styret af handel og hensyn til, hvad der er godt for os selv. Og samfundet ville falde fra hinanden, hvis vi virkelig gjorde, som det passede os, og fulgte vores lyster.
På mange måder ser det ud til at Adam Smith i den her bog som udkommer 17 år før "Nationernes velstand", at den foregriber nogle af den moderne adfærdsøkonomis forskningsresultater som viser at mennesket (og firmaer) i en lang række situationer ikke opfører sig rationelt og egoistisk på en måde som de moderne økonomiske modeller og teorier forudsætter, men opfører sig socialt og altruistisk - og altså irrationelt: 
Behavioural economics is a branch of economics that seeks to understand the motivations and reasons behind individual decisions. In traditional economics there is a very basic assumption that individuals are rational utility maximisers. i.e. firms seek to maximise profits, workers seek to maximise income and levels of consumption.
   Therefore many economics models are based on the idea that people will choose the action / good which maximisers their utility (welfare)
   However, this branch of economics leaves no room for irrational decision-making. This can include decisions based on fear or decisions based on altruism.
   Assuming rational self-interest, it is hard to understand why somebody would make a large anonymous donation to a charity. It could be explained by the utility (satisfaction) someone may feel from consuming the good feeling that giving to charity gives. Nevertheless, it makes it harder to base economics solely on a monetary self-interest basis.
  Similarly we can see many examples of altruism within firms. For example, some firms will employ workers, even if they are not necessary. This is because they don’t want to create unemployment. Also, firms may not seek to maximise profits. Firms may have many other objectives such as environmental objectives, charitable objectives and social responsibility. At one level environmental concerns can be a clever marketing ploy, but, at another level they can be made independently of financial considerations.
http://www.economicshelp.org/blog/148/economics/altruism-and-behavioural-economics/
Lidt senere fortæller Rune Lykkeberg om Adam Smiths filosofi om menneskets natur på en måde så jeg tænker at den gamle mesterfilosof foregriber den moderne hjerneforsknings opdagelse af spejlneuronernes og deres funktion som katalysator for spontan og ubevidst indlevelse og medleven i andre menneskers følelser. 
   Spejlneuronerne fungerer jo nemlig på den måde i hjernen at når man oplever en anden handle og give udtryk for følelser, så aktiveres automatisk de dele af hjernen hos iagttageren som også ville være aktiv hvis vi selv udførte de tilsvarende handlinger og mimisk og gestuelt gav udtryk for de tilsvarende følelser.
   Mennesker er bestemt ikke fundamentalt egoistisk, hævder Adam Smith ...
Tværtimod. Når vi er tilskuere til andre menneskers lidelser og lykke, føler vi med dem. Det er ikke noget, vi beslutter os for, men noget, som indtræffer af sig selv.
   Smith bruger tilskuerne til en linedanser som eksempel:
   Hvis du med øjnene følger en linedanser på den spinkle line højt over jorden, følger din krop med. Når linedanseren stopper op og læner sig mod højre for at holde balancen, læner du også din krop mod højre. Og når linedanseren har genfundet balancen og igen retter sin krop op, gør du det samme nede på tilskuerpladserne. Selv om du sidder langt derfra, er du i linedanserens sted.
   Denne evne til at fornemme andres lidelser og lykke betegner Smith som ’sympati’.
Jeg synes det er - ja, hvad skal man sige - utroligt godt set. Og Runebergs stærkt medlevende parafrase af Adam Smith fortsætter i noget der også foregriber den anden kilde til hjernen til indlevelse i andres bevidsthed, the default mode network, som er det netværk af samvirkende moduler i hjernen som gør det muligt for mennesker at forestille sig hvordan omverden opleves gennem andre menneskers bevidsthed:
Du kan ikke se ind i andre menneskers følelser og tanker, så du kan ikke med sikkerhed vide, hvordan de har det. Men du kan aflæse deres ansigter og deres kroppe og forestille dig, hvordan de har det. Hvis du ser en mand, som falder i det kolde vand og skærer ansigt, forestiller du dig, at han fryser. Og du skutter dig, fordi du selv fornemmer den kulde, han bliver udsat for. Det er vores fantasi, som kobler synet af det kolde vand og hans reaktion på det med vores egne følelser.
Det er præcis det - the default mode network - som hjerneforskerne mener er hjernens udgangspunkt for fantasien, og at det er et samspil mellem det netværk og spejlneuronerne som gør det muligt at man føler og oplever empati for sine medmennesker; Adam Smith bruger åbenbart ordet 'sympathy' her:
Der er to veje til denne sympati: Enten ser du på det, der får manden til at fryse, eller også ser du kulden i hans ansigt. Enten aflæser du det kolde vand, eller også aflæser du ansigtet. Indimellem kan det være så anstrengende at opleve andres kulde eller smerte, at vi lukker øjnene eller vender os væk fra det. Og det kræver som regel en aktiv indsats at være ligeglad med, hvordan andre har det.
Bare ud fra disse parafraser må jeg tilslutte mig anmelder Runebergs konklusion: 
Det fantastiske ved bogen er, at Smith forener filosofiske læsninger med iagttagelser af af hverdagslivet. Derfor kan hanogså vise, at man ikke kan styre menneskenes adfærd oppefra. Samfundet er ikke et spil skak, hvor man kan rykke rundt på brikkerne som man vil.
Vil du vide mere om spejlneuroner, the default mode network, og adfærdsøkonomi, så er her tre link til Wikipedia at starte med:
http://en.wikipedia.org/wiki/Mirror_neuron
http://en.wikipedia.org/wiki/Default_mode_network
http://en.wikipedia.org/wiki/Behavioral_economics

onsdag den 27. august 2014

Dysleksi eller ordblindhed - frustration og kreativitet - og nogle neurologiske forklaringer

Da et af mine børnebørn er begyndt i skole og efter alt at dømme er ordblind - fagsprogligt betegnet dysleksi - så har jeg genbesøgt og researchet på sagen. Blandt andet fordi lærerene og ledelsen tilsyneladende er uprofessionelt blanke på området.
   
Jeg har skrevet om ordblindhed tidligere her på bloggen. Jeg er selv ordblind - i mildere grad - en af mine døtre er det også, hendes mand er det - og derfor sandsynligvis begge hendes sønner.
   Her beskriver jeg nogle af de forhold som jeg selv har oplevet og min datter - og også om at mange kendte og kreative mennesker har været ordblinde:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html
For eksempel har jeg tidligere skrevet om følgende kreative personligheder som er/var ordblinde: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.
   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.
   
I det her indlæg beskriver jeg blandt andet konceptkunstneren Gudrun Hasle som har udnyttet sin ordblindhed som motor for kreative udtryk - altså som en kreativ restriktion:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/ordblindhed-og-kreativitet-2-case.html 
Når mange kreative mennesker har dysleksi, kan man altså forestille sig at deres kamp for at finde på strategier for at overkomme dette handikap, fremmer de dele af hjernen som i øvrigt forbindes med særlige kreative evner: især den højre højre hjernehalvdel.

"Ordblindhed" er ikke verdens bedste ord for problemet. For man er ikke blind i forhold til ord, og det man har problemer med er i høj grad opfattelsen og afkodningen af lyd inden for forskellige dimensioner af sproget, det der på engelsk omtales som "phonetic awareness". Det vil derfor ofte være en fordel at bruge det faglige fremmedord "dysleksi" frem for "ordblindhed".
   De typiske symptomer på dysleksi inkluderer staveproblemer, problemer med at genkende lyde i ord, problemer med at opfatte og bearbejde hurtig visuel information, og problemer med at sige ord hurtigt og straks når man ser et billede af det det refererer til.

I det følgende vil jeg beskrive hvad årsagerne er - eller kan være - til ordblindhed/dysleksi, hvordan det ytrer sig, og hvad man kan gøre ved det for at det ikke skal blive alt for ødelæggende for barnets selvværd - som ellers præcis er det der kendetegner de fleste nu voksne ordblindes erfaringer med skolelivet og klasseundervisningen.

Men først lige en opregning af de typiske kendetegn for dysleksi. De fleste ordblinde/dyslektikere har 10 eller flere af nedenstående kendetegn. Disse kendetegn kan ændre sig fra dag til dag eller fra minut til minut. Det mest påfaldende kendetegn ved dysleksi er netop det skiftende funktionsniveau.

Kendetegn ved læsning og læring

   Når personen:
  • klager over hovedpine, ondt i maven, svimmelhed eller kvalme, når der læses.
  • har vanskeligt ved at lære alfabetet og oversætte bogstaver til lyd, og bogstavsekvenser til ord. Har generelt nedsat læseforståelse.
  • spejlvender bogstaverne p/b, b/d, J/L.
  • bliver forvirret over bogstaver, tal og andre symboler.
  • klager over at se ting, der ikke er der, eller ting, der bevæger sig, under læsning.
  • virker til at have synsproblemer, selvom en synstest ikke påviser nogen.
  • har svært ved at omsætte idéer til ord.
Kendetegn ved taleevne og hørelse
   Når personen:
  • er sen til at lære at tale, har talevanskeligheder eller svært ved at benævne ting ved navn, selvom man godt kan se, at barnet ved, hvad der tales om.
  • har svært ved at udtale ord med flere konsonanter (f.eks. strømpe, springe, længst).
  • har svært ved at formulere sig. Det er, som om talen ikke kan følge med de tanker og billeder, der farer rundt i hovedet. Der springes fra billede til billede imens personen fortæller, og tilhørerne kan have svært ved at følge med.
  • hører ting, der ikke er blevet sagt, så der nemt opstår forvirring omkring kommunikationen.
  • lader sig nemt distrahere af lyde.
  • har svært ved at følge en mundtlig instruktion.
Motoriske kendetegn på dysleksi
   Når personen:
  • har svært ved at holde på en blyant og svært ved at skrive.
  • har svært ved at holde på kniv og gaffel.
  • har koordinationsproblemer, især finmotorisk - er eksempelvis dårlig til at gribe en bold.
  • er meget praktisk orienteret.
  • har svært ved at skelne mellem højre/venstre, op/ned.
  • hurtigt bliver køresyg.
Kendetegn ved regning og tidsfornemmelse
  Når personen:
  • har svært ved at tælle korrekt (spejlvender tal) og ikke behersker de matematiske symboler.
  • har god matematisk forståelse, men ikke forstår spørgsmålene i matematikbogen.
  • har svært ved at læse, kende klokken og mangler tidsfornemmelse.
  • har svært ved at huske ugedagene og månedernes rækkefølge.
Kendetegn ved hukommelse
   Når personen:
  • har en ekstremt god hukommelse, hvis det drejer sig om erfaringer, ansigter m.m. 
  • har svært ved at huske rækkefølger og mundtlige instruktioner. 
  • hovedsaglig tænker i billeder og følelser, og ikke med lyde eller ord (ingen indre-monolog/dialog).
Kendetegn ved fysik, adfærd og personlighed
   Når personen:
  • har svært ved at holde orden i sine ting - eller er et overdrevent ordensmenneske.
  • hurtigt bliver frustreret og emotionelt påvirket.
  • er meget tidligere eller senere i sin udvikling end de fleste andre børn, hvad angår bestemte færdigheder. Eksempelvis tidligere til at gå eller senere til at tale.
  • er overfølsom og allergisk over for madvarer.
  • er følsom over for øreinfektioner.
  • har stor opmærksomhed på omverdenen og er med i alt, hvad der foregår i omgivelserne.
  • er mere nysgerrig end gennemsnittet.
  • har en stærk følelse af retfærdighed og er emotionel og følsom.
  • har gode sociale og menneskelige egenskaber. Er socialt intelligent og dygtig til at aflæse mennesker.
  • oplever, at symptomer og fejl bliver forværret under pres, ved stress, emotionel spænding, sygdom m.v.
  • har et negativt selvværd, og bliver hurtigt frustreret og emotionel.
  • har svært ved at koncentrere sig, er hyperaktiv eller en dagdrømmer.
Det er naturligvis en overvældende lang liste, og en dyslektiker har naturligvis ikke alle disse kendetegn samlet. Men jeg kan genkende mange af kendetegnene - også  fra andre ordblinde jeg kender.
   Det er imidlertid slående for mig hvordan en del af personegenskaberne også passer med egenskaber som kendtegner HSP´ere - højsensitive personligheder - og ADHD´ere (tidligere omtalt som "damp-børn").
   Nogle af de egenskaber kan også genfindes fra den liste jeg andetsteds har opregnet på egenskaber som kendetegner 'den særligt kreative personlighed'. 

Mange af kilderne forklarer dysleksi - primært - med problemer i afkodningen af lyd, som denne her undersøgelse:
Personer, der lider af ordblindhed, har svært ved at skelne mellem tale og baggrundsstøj. Det viser en ny amerikansk undersøgelse.
   Børn og voksne med ordblindhed har svært ved at skelne tale i støj; for eksempel en lærer, der underviser i et støjende klasselokale.
   Det viser resultaterne fra en ny undersøgelse, der antyder at ordblindhed både er et høre- og et læseproblem.
   Undersøgelsen anbefaler også, at personer med ordblindhed med fordel kan placeres forrest i et klasseværelse eller udstyres med høretekniske hjælpemidler såsom støjreducerende høretelefoner for bedre at kunne fokusere.
   De fleste mennesker har en fortsat delvist uforklaret evne til at kunne genkende en stemmes særlige kendetegn og fokusere på den, selv om baggrundsstøjen er varierende og dækker et bredt frekvensområde.
   Børn, der har læsevanskeligheder, har ikke den samme skelneevne. Deres opmærksomhed bliver hele tiden bombarderet med en uønsket kakofoni aflyd, som gør det meget vanskeligt at koncentrere sig.
Fra www.høreinfo.dk 
En relativt ny diagnose, (C)APD, (Central) Auditory Processing Disorder, kan være en del af forklaringen.
   Funktionshæmningen rammer ikke selve hørelsen, men den evne som de fleste har til at fokusere lyde som er vigtige og sortere andre fra som ikke er relevante. Det er den evne der gør at vi kan tale med og høre andre selvom der er meget omgivende støj i lokalet.
   APD synes at ramme følgende områder i afkodningen:
  • Auditiv diskrimination
  • Auditiv mønstergenkendelse
  • Temporale aspekter af hørelsen
  • Talegenkendelse i baggrundsstøj
  • Auditive færdigheder ved konkurrerende akustiske signaler (f.eks. dikotisk lytning)
  • Auditive færdigheder ved forringede akustiske signaler
En netside forklarer det sådan her:
A CAPD is a physical hearing impairment, but one which does not show up as a hearing loss on routine screenings or an audiogram. Instead, it affects the hearing system beyond the ear, whose job it is to separate a meaningful message from non-essential background sound and deliver that information with good clarity to the intellectual centers of the brain (the central nervous system). When we receive distorted or incomplete auditory messages we lose one of our most vital links with the world and other people.
Ørerne hører altså fint, men hjernen får ikke mulighed for at forstå hvad der bliver sagt fordi den ikke kan udskille lyden fra den man taler med eller høre på, fra den omgivende støj i lokalet. Talesprogets forskellige lyde og omgivelsernes lyde bliver altså "mudret sammen".
   Derfor vil man som regel anbefale at specialundervisning af ordblinde børn foregår i enrum.

En anden delforklaring kan være en svækkelse af den del af hørelsen som ellers skelner mellem lyde som ligner hinanden som m og p (begge læbelyde) i henholdsvis "mil" og "pil" eller mellem d og t som i "dam" og "tam".
   Det kan hænge sammen med en mere overordnet teori kaldet "The temporal processing deficit theory" - en teori som går ud på at dysleksi har at gøre med at hjernen er dårlig til at bearbejde - "processerer" - forskellig lydlige input der følger hurtigt efter hinanden, og derfor ikke kan analysere et ord i dets små lydlige eller grafiske bestanddele som man skal kunne for at forstå nye ord:
Difficulties for processing time in its different dimensions is an amazingly universal characteristic of the dyslexic individual. Thus, it is plausible that a general difficulty for the brain (most probably in the left hemisphere) is to integrate rapidly changing stimuli. Such a difficulty could account for (i) an impaired perception of transient auditory stimuli, such as consonants; (ii) a deficit in generation or judgement of temporal order; and (iii) deficits in multiple stages of reading that utilize rapid processing, e.g. visuospatial letter arrangement, global word-form perception, integration of successive relative word positions during oculomotor scanning. In this context, the central feature of phonological awareness could appear as a typically sequential activity requiring at the same time intact phoneme representation, efficient temporal processing of the phonemic constituents and adequate maintaining of information in short-term memory.
Endelig kan den slags problemer - og altså specifikt ordblindhed/dysleksi - have at gøre med at hjernen hos ordblinde "processerer" sprog anderledes end flertallet - nemlig delvist med højre hjernehalvdel og delvist med venstre,  hvor det normale er at de centrer som bearbejder sprog, alle sidder i venstre hjernehalvdel. 
   Det vil sige at hos ordblinde skal de to hjernehalvdele arbejde sammen og synkronisere på tværs af de to hjernehalvdele når sprog skal forstås eller udøves. Det sker via neurologiske signaler formidlet gennem hjernebjælken - også kaldet 'corpus callosum'.
   Og det kan give både en langsommere bearbejdning af indkomne signaler, og at det der bearbejdes huskes dårligere.
  
Her forklares og illustreres det nærmere:
Dyslexia is a medical condition that results in individuals having difficulty in the areas of language processing. Dyslexia is the most common learning disability. It affects approximately 1 out of every 5 individuals in our country. It is a neurological condition that requires an educational treatment. 
   Individuals with dyslexia process information in a different part of the brain than do non-dyslexics. Individuals with dyslexia tend to be creative and exhibit a high level of intelligence – it has nothing to do with IQ!
   Definition of dyslexia from the International Dyslexia Association:
   Dyslexia is a specific learning disability that is neurological in origin. It is characterized by difficulties with accurate and/or fluent word recognition and by poor spelling and decoding abilities.  These difficulties typically result from a deficit in the phonological component of language that is often unexpected in relation to other cognitive abilities and the provision of effective classroom instruction. 
   Secondary consequences may include problems in reading comprehension and reduced reading experience that can impede growth of vocabulary and background knowledge.
   Non-dyslexics use three areas on the left side of the brain to process language.
The center area is for automatic word retrieval.
   Dyslexics tend to use the right side of the brain to process language, which is an inefficient method. They have great difficulty remembering words they have recently encountered, and their processing speed tends to be slower.


De neurologiske forskelle i hjernen mellem ikke-dyslektikere og dyslektikere som afsløres ved skanninger, tyder på at hjernen kompenserer for mangler i de to bagerste sprogcentrer i venstre hjernehalvdel med øget aktivitet i andre områder, dels det forreste område i venstre hjernehalvdel og dels i den bagerste del af højre hjernehalvdel (som vist ovenfor):

Her følger en forklaring som er oplæg til en af de former for behandling som forsøger at "omprogrammere" hjernen, så venstre hjernehalvdel genovertager hele sprogbearbejdningen, og højre hjernehalvdel holder op med at blive overbelastet:
In a nutshell:
The dyslectic person is using his right hemisphere instead of his left to read and spell.
In great detail:

The two most important contributers to dyslexia are an underutilized left-hemisphere, and an out-of-whack central bridge of tissue in the brain, called the corpus callosum. 
   But why does it matter which side of the brain you use? 
   Because the left-hemisphere is programmed to do the things you need for reading and the right is not.
 The left can:
    - match a letter with its sound,
   - handle information that comes into your brain in strings, like the sounds in a word -   one letter after the other, rather than seeing a word as a single picture,
   - separate a word into its individual sounds, and understand grammar and syntax.
The right hemisphere is different. It deals in areas and space and patterns. It doesn't understand parts of speech, or keep track of letter-order in spelling. It "reads" a word as a line drawing that it has been taught has a meaning, -- a sketch, not a line up of sounds. So if it sees this:
or this:
it knows that these "drawings" represent a place where somebody lives. But it is just as apt to say home or residence (or igloo or tepee) as house.
   You can see that if the left side leaves the reading to the right side, the result can come out as scrambled eggs.
   As to the corpus callosum, it is a bridge of nerve cells over which information from one side of the brain gets to the other. Everything you see or hear goes to both sides, but each side has it own specialty. The corpus callosum not only transfers information, it helps decide which is the appropriate side, and sends it there.
   Obviously a wimpy CC may not deliver language tasks to the left where they belong. On top of that, it transmits slowly, so part of the information arrives out of sync with the rest.
   As if all that weren't enough, the language areas in the dyslectic brain tend to be smaller than they are in a standard brain. Now you take a wimpy corpus callosum, an over eager right-hemisphere, and an undersized left language area, and you have the recipe for trouble.
http://www.dyslexia.org/what_causes.shtml
En variant af denne teori er at der ikke er sket en koordineret fordeling af "dominans" af de forskellige afdelinger i hjernen som skal arbejde sammen når man lærer at læse. 
   Man kan fx have en højredominant hørelse og et venstredominant syn, og det kan give ukoordineret signalforvirring i hjernen når syn og lyd/hørelse skal integreres i forsøget på at læse ud fra det man har hørt - eller omvendt.

Når et sprogcenter er flyttet over i højre hjernehalvdel (og aktiviteten i sprogcentrene i venstre hjernehalvdel er relativt svækket), så kan man forestille sig at det skaber problemer for de centres arbejde som i forvejen er placeret i højre hjernehalvdel, fx arbejde med musik, ansigtgenkendelse og rumlig orientering.
   Normalt "processeres" musik i højre hjernehalvdel. Og dyslektikere har ofte problemer både med at synge rent og ramme toner, følge melodier og læse noder. 
   Normalt "processers" ansigtgenkendelse, stedgenkendelse, retningsorientering, og objekt-genkendelse i højre hjernehalvdel - og noget af det foregår i de dele af hjernen som modsvares af - er et spejlbillede af - sprogcentrene i venstre hjernehalvdel. 
Crucially, the area of the brain used for recognising faces is the mirror image of the region of the brain that shows reduced activity in dyslexics. Recent studies have indicated a possible link, showing that some dyslexics also have difficulties with face recognition.
Her er referat af en forsker der kobler problemer med dysleksi sammen med problemer med ansigtgenkendelse - også kaldet 'prosopagnosia' - og andre former for "genkendelsesfunktioner". Og han mener at kunne føre en sådan kombination af "svækkede" funktioner, sammen med fejl i nogle gener som styre den såkaldt "neurale migration" i udviklingen af fosterets hjerne:
To account for the phonological problems in dyslexia and its comorbid conditions, French neuroscientist Franck Ramus and his colleagues have proposed that dyslexia results from neural migration errors. According to their model, these errors occur while the brain is developing prenatally, and the errors lead to cortical anomalies concentrated in the brain regions critical for phonological processing (left perisylvian cortex). For example, small clusters of neurons (approximately 50-100) may end their migration in the wrong layer of cortex, which leads to disorganization in that bit of cortex. Not surprisingly, when neural migration errors are present in an individual, they are not usually limited to one brain area, but rather occur in a number of regions. When multiple brain areas are affected in someone with dyslexia, then that person will have other impairments. The type of impairment will depend on which other brain regions are disrupted. Support for this neural migration account comes from genetic studies of dyslexia: Four genes have been linked to dyslexia, and all four genes contribute to neural migration.
http://www.faceblind.org/links/Face%20to%20Face%20Newsletter%20-%20Winter%202013.pdf
Ud fra disse teorier kan man så også ved at søge på nettet finde forskellige former for tilbud om "terapier" hvis mål er at påvirke den plastiske hjerne og dermed gør frustrationen over besværet med at lære at læse og skrive mindre for de ordblinde, terapier som fx den nævnt ovenfor.
   Nogle arbejder på at få opbygget og aktiveret de svækkede eller dårligt fungerende sprogcentre i venstre hjernehalvdel. 
   Andre går ud på at ændre på høredominansen. Og man kan finde former for lydterapi som skulle kunne normalisere "hørebalancen" som her eksemplificeret:
Ved du, om du er orddøv eller ordblind, og ved du at, at 80% af de der kaldes ordblinde, i virkeligheden er orddøve? (Undervisningsministeriets undersøgelse), og at besvær med at lære at læse ofte handler om manglende hørebalance?
   For at kunne opfatte sproglydene rigtigt, er det vigtigt at have en god hørebalance, samt en højre høredominans.
   Om det er tilfældet, afdækkes ikke af høretesten, der foretages i skolerne. Derfor kan man godt få at vide, at hørelsen er fin, og alligevel har barnet svært ved at læse og stave. Man kan vel sige sige, at sproglydene bliver forvrænget (hvis hjernen har venstre høredominans).
   En test på lydklinikken viser ofte, at disse forhold ikke er på plads.
   I disse tilfælde hjælper træning og øvelse meget lidt.
   Til gengæld er hurtige fremskridt ikke ualmindelige, når høre-
balance og dominans kommer på plads.
   Med ca. 10 min. daglig lytten til specialkomponeret musik, der månedligt justeres i forhold til nye høretest, er det ikke usædvanligt, at vi ser, at 2 års væren bagud på det sproglige område indhentes på et halvt år.
http://www.lydterapi-fredericia.dk/14118567

fredag den 15. august 2014

Barsk barndom (4) - kreativ advokat med to personligheder i èn - Knud Foldschack

Et af de første temaer jeg introducerede på bloggen her for mere end fire år siden, var
DEN SÆRLIGT KREATIVE PERSONLIGHED
Begrebet havde jeg kendt til i nogle år, og kilden fandt jeg så ud af var kreativitetsforskeren Mihaly Csikszentmihalyi
   Her er et link til det allerførste indlæg om den særlige personlighedstype:
Jeg citerer lige fra indlægget den liste af kriterier som allerede da jeg så den første gang, forekom mig at være typisk for en del mennesker - journalister, forskere og kunstnere - som jeg havde mødt som led i mit arbejde både som konsulent i DR, som tv-direktør og som universitetslærer. Nogle var blevet mine venner:
  • Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd
  • Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
  • Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation
  • Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
  • Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet
  • Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision
  • Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger
  • Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger
  • Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre
  • Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk
  • Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
  • Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel
I dette også meget tidlige indlæg  introducerer jeg kreativitetforskeren Mihaly Csikszentmihalyis sammenfatning af hvad der kendetegner en lang række af de særligt kreative personligheder han har profileret i sin forskning, og hvori han konstaterer at egenskaberne er fuld af tilsyneladende modsætninger og paradokser:
Are there then no traits that destinguish creative people? If I hade to express in one word what makes their personalities different from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people is segregatede. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual", each of them is a "multitude". Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to bring together the entire range og human possibilities within themselves."
Denne kompleksitet som altså kommer til udtryk i modstridende og paradoksale egenskaber, har jeg selv forkortet til metaforen "mindst to (eller flere) person(lighed)er i en", og jeg skriver at "de to skal finde ud af at integrere sig og forsone sig med hinanden i gennem det kreative arbejde og det kreative produkt - en slags psykologisk eller mental konceptuel blending af personlighedens forskellige sider."

Jeg udviklede så også meget tidligt en hypotese - ikke særligt original efter Freud og filmvidenskabens udvikling af auteur-begrebet - der forklarede udviklingen af den særligt kreative personlighed som noget der hang sammen med tab og savn og social isolation i barndommen: tab af forældre, af et trygt miljø, af sprog, af kammerater, og negative skoleerfaringer med mobning og dårlige lærere. Det jeg i nogle af de foregående indlæg har sammenfattet i begrebet "barsk barndom".
   Det skete blandt andet i dette også meget tidlige indlæg der havde journalisten Michael Jeppesen som case:
I indlægget skriver jeg så videre:
Men for mig er hypotesen blevet særlig interessant ved at jeg synes jeg kan koble den sammen med en teoretisk forklaring: nemlig at den isolation, splittelse og fremmedgørelse der kommer af traumatiske barndoms- eller ungdomsoplevelser, og som omsættes i et galoperende fantasiliv, at det er noget som sætter sig som en slags permanent og delvist ubevidst blending-tilstand i psyken. Med denne tvungne blending-tilstand som motor forsøger den kreative personlighed gennem de kreative produktionsprocesser at hele det der gør ondt, og samle det der er splittet.
   I de kreative produkter udfolder denne blending-proces sig som en glidning mellem før og nu, overføring fra fortid til nu-virkelighed, og som en metaforisk sammensmeltning af erindringer om tidligere belastede situationer med oplevede situationer i den aktuelle virkelighed. Og hypotesen siger så at det er fra denne - permanent kørende - mentale stavblender at en lind strøm af kreative ideer udspringer.
Dette leder over i endnu en case i min serie om "barsk barndom" - nemlig advokat Knud Foldschack som er kendt i medierne for at påtage sig "tabersager" eller "venstrefløjssager", typisk sager som "almindelige advokater" ikke føler sig fristet til at påtage sig.  
    Politiken bragte i lørdags et interviewportræt af ham netop med "barsk barndom"-etiketten.  Da jeg læste interviewet, konstaterede jeg at han som personlighed stort set havde hele den kombination af næsten paradoksale egenskaber som jeg oplister ovenfor.
   Rubrikken over artiklen var et citat:
"Jeg kunne lige så godt være blevet kriminel"
Jeg har selv flere gange luftet det spørgsmål: "Hvorfor fik X en kreativ karriere, i stedet for det mere sandsynlige fx "en taber med en kriminel løbebane?" - i betragtning af alle de negative oplevelser og erfaringer i barndommen.
   Manchetten lever vinklen på interviewet med Knud Foldschack og lyder:
De første 12 år af sit liv sagde Knud Foldschack ingenting. Han var et uønsket barn, der konstant blev flyttet rundt mellem plejefamilier og kostskoler af sin lunefulde mor. Barndommen har givet ham et blik for alle typer mennesker og forståelsen for, at ethvert menneske, som er i en trængt situation, har en historie, der fortæller hvorfor. I dag giver han mæle til mennesker, der udsættes for uretfærdighed.
Lige efter bogen kunne man sige. Og en udvikling og en reaktion der har en række lighedspunkter med den foregåend case i serien: Troels Kløvedal.
    Journalisterne er Anna Meera Gaonkar og Mette Højbjerg. Og interviewets indledning sammenfatter historien som det skal i god journalistisk formidling:
I offentligheden er 62-årige Knud Foldschack kendt som advokaten, der tager sig af bøvlede sager som Ungdomshuset på Jagtvej, Folkets Hus på Nørrebro og COP15-demonstrationen. Og som advokaten, der med taktisk snilde forstår at strikke kompromiser sammen – som da staten satte sig for at ’lovliggøre’ Christiania.
   Men den landskendte advokat kunne lige så godt være endt på den modsatte side af loven. For hans mor – der gav ham navnet Knud Carlo – anbragte ham i barndommen på fire forskellige børnehjem, i fire forskellige plejefamilier og på tre kostskoler, mens faderen ikke ville kendes ved ham, før han var næsten voksen. Knud Carlo var resultatet af en kærlighedsaffære, der aldrig blev til mere end det.
Knud Carlo Foldschacks far vil ikke have noget med ham at gøre, og moderen er "lunefuld" som Foldschack så venligt udtrykker det. Der er dog også perioder hvor han oplever at have det godt - og der er en væsentlig ældre storesøster som i perioder tager sig af ham, og en diakonisse, søster Helene, som optræder som en slags beskyttende engel igennem de første barndomsår.
»Jeg var på ingen måde ønsket. Og hun var en helt igennem uegnet mor, der i forvejen havde tre børn, som hun ikke tog vare på. Jeg bliver anbragt på et spædbørnshjem med det samme og kommer igennem tre forskellige, indtil jeg er 2,5 år, hvor jeg havner på Sankt Lukas Stiftelsen, hvor jeg får en form for mor i diakonissen søster Helene. Hun følger mig som en skygge resten af min barndom og griber ind, hver gang det hele går ad helvede til. Men som 4-årig ryger jeg pludselig videre i pleje hos en rengøringskone i Landskrona, hvor jeg er i 1,5 år«.
   Hvorfor Sverige?

   »Min mor arbejder på min fars spritbåde, Vikingebådene, der sejler mellem Landskrona og København, og mine bopælsafgørelser foregår altid ved, at min mor møder tilfældige mennesker på bådene som f.eks rengøringsdamen. De aftaler så, at jeg kan bo lidt hos dem. Og min mor har overhovedet ingen overvejelser om, hvorvidt det nu er klogt at sende en lille dreng på fire alene til Sverige.«
Denne totalt rodløse og forvirrede barndom er også præget af det liv han som dreng oplever på moderens arbejdsplads - spritbådene mellem København og Malmø - som faderen var ejer af. 
   Men Foldschack bemærker at hans "vrede" - ulogisk men måske psykologisk forklarligt - ikke retter sig mod de sjældne kontakter med den ellers totalt fraværende far, som han metaforisk beskriver som "nogle stjerneskud i mørket":
Når Knud ikke lige er sendt væk til fremmede familier, lever han et liv på spritbådene mellem København og Landskrona – som hans far ejer 17 af – blandt tyske varietéstjerner, letpåklædte damer, fulde mænd, kommunistiske søfolk, toldere, der blev snydt, så vandet drev, og tjenere, der solgte tre drinks for en 10’er. Faderen havde utallige kvinder og ville hverken giftes med hans mor eller kendes ved Knud før sent i livet. Alligevel slipper faderen for Knuds vrede.
   »Det er uretfærdigt, at jeg ikke havde vrede i forhold til min far. Men han gik fri, for hvis man forestiller sig min barndom som en lang mørk gang, var min far nogle sporadiske stjerneskud i alt mørket. Og det var i det mindste lidt flot. 
Tilbageskuende ser Foldschack på sin barndoms erfaringer som en regulær opdragelse til en kriminel løbebane. Og han udlægger hvordan hans to fornavne Knud og Carlo svarer til den identitetsplittelse han gennemgår i barndommen og den tidlige ungdom: den idealistiske og retfærdighedsøgende "Knud" og den beregnende, taktiske og anerkendelseshungrende "Carlo" - en "fidusmager".
   Han ser selv den udvikling som en reaktion på en permanent oplevelse af utryghed som han personligt aldrig er kommet over. Og han omtaler sin personlighed som "livsforsigtig" og præget af manglende selvværd som han prøver at kompensere for ved at præstere ekstraordinært:
Livet på bådene var det rene glimmer. Jeg kunne ikke have fået et bedre uddannelsesforløb af Al Capone! Fra jeg blev født, til jeg var 12 år, sagde jeg ingenting. Jeg levede i min egen lille verden og sugede bare til mig af alle de oplevelser, jeg fik. Og jeg fik jeg den mest fantastiske uddannelse i at være fiffig. 52 procent af mig er Knud, men 48 procent af mig er den taktiske og snu fidusmager Carlo, som har lært at være sådan igennem min opvækst«.
   Fidusmager ligefrem?

   »Jeg kan ikke undsige mig fra at være en taktiker, ellers havde jeg ikke kunnet lave det, jeg laver i mit advokatarbejde, og ellers havde jeg ikke overlevet. Jeg har så gudskelov fået den balance mellem Knud og Carlo, at jeg godt ved, at vi skal opføre os ordentligt alle sammen. Hvis jeg havde 51 procent Carlo i mig, var jeg blevet kriminel – nok inden for den økonomiske sektor«.
   Hvad lærte taktikeren?

   »Jeg har systematisk lært, at man skal have fire-fem udgange, hvis man skal kunne overleve en given situation. Og det har gjort mig til et sammensat menneske. Men når man har haft de udfordringer, som jeg havde, kommer man aldrig til at blive et trygt menneske. Jeg kommer aldrig til at være en gift mand med en kone, som kan modtage den totale kærlighed. Den mulighed eksisterer simpelthen ikke for mig. Og det gør den ikke, fordi man bliver livsforsigtig af at have en barndom som min. Og når man bliver livsforsigtig, bliver man samtidig også usikker på sig selv. Og når man bliver usikker på sig selv, følger en evig opfattelse af, at man ikke gør det godt nok, også med. Samtidig er der den anden side af samme mønt, som hedder, at man vil præstere«.
Teorierne om kreativitet og den kreative personlighed indeholder også begrebet "kreativ vrede" - som altså kommer til udtryk gennem oprørsk fantasi og trodsig opfindsomhed - under pres fra nedgørende omgivelser, en vrede som kan være brændstof for både kunstnere og politikere - og altså også for advokater af en særlig støbning.
   Hos Knud Carlo viser denne vrede sig da han for tredje gang kommer på en kostskole med en masse andre adfærdsvanskelige børn, et gammeldags autoritært præfæktsystem og nogle brutale og voldelige lærere:
Men inden Knud Carlo Foldschack bliver helt voksen  – og kommer ind på jurastudiet, fordi det er det eneste studie, hvor der ikke er adgangsbegrænsninger – skal han en tur om en kostskole, den tredje i rækken, på Lolland, der skal ændre livet dramatisk for ham. Her tager vreden over de daglige afstraffelser og ydmygelser over, og han og hans kammerater gør oprør mod systemet i 1967.
   »Jeg var på kostskole i den sidste del af børneværnsepoken, som var rædselsfuld. Der var intet tilsyn, der var ingen rimelig behandling af børn, og der var én lærer til 72 adfærdsvanskelige børn. Vi var en samling af syge børn, psykisk svage børn og rige folks uønskede børn. Jeg oplever, hvordan det engelske præfektsystem, som Jan Guillou beskriver ganske præcist, fungerer. Vi bliver banket og bliver opdraget med tæsk. Men det er ikke det værste, jeg er ikke bange for tæsk, det er fornedrelsen, der er problemet. Vores liv var styret af kostskolens klokker. De ringede, når vi skulle op, når vi skulle spise, til time, når vi skulle rydde op og i seng. De ringede hele tiden. Mit liv var klokker. Og for helvede, det kan man ikke efterleve. Så der var mange skideballer og mange øretæver og rigtig mange eftersidninger til mig. Vi blev kollektivt afstraffet af de store elever, der var klanførere. De havde den ubetingede magt over os. Det system fungerede med hård hånd, da jeg kom ind på skolen. Men jeg lærte hurtigt at begå mig«.
   Hvordan?
   »Jeg lærte en masse om at sno sig i et hårdt system. Jeg bliver tosset, når jeg hører folk forsvare disciplinære miljøer som militæret, for ja, jeg klarede mig da, og jeg kan sidde og grine af den tid nu, men der er mange af mine gamle kostskolekammerater, som ikke kan sidde og grine i dag. Det var den hårdeste tid. Over et forløb på 5 år oplever jeg at starte med at være den lille, der får alle bankene og straffene fra de ældre klanførere, men så sker der det sjove, at da jeg nærmer mig selv at skulle være klanfører, da jeg nærmer mig magtens tinde, så bryder systemet ned. For vi vender os mod systemet, vi vil ikke mere – jeg tror det er tidsånden, ungdomsoprøret, der er kommet til Lolland. Jeg er med i den bølge, der siger fra. Vi vender os om og kigger på de små og fortæller dem, at vi sammen skal kæmpe elevernes sag. Og så gør vi oprør.«
Oprøret udvikler sig - efter en episode med et forholdsvist uskyldigt drilleri af en lærer som går ud på at sætte klokkerne ud af funktion - til kollektivt hærværk, vold og ildspåsættelser på hele skolen - et forløb som ikke ender med at politiet tilkaldes. Og Foldschack filosoferer over hvordan retningen for hans liv kunne have ændret sig hvis volden havde gået ud over en eller flere af lærerne: "Det kunne jo have udviklet sig til mareridtagtige forhold. Vi kunne jo rent faktisk have skadet et menneske, så vi var blevet sat i fængsel - så havde jeg fået en dom, og så havde min livsbane været en anden."

Nu blev Knud Foldschacks historie en anden. Han blive jurist og bliver advokat i en række spektakulære sager - for Ungdomshuset på Jagtvej, for Christiania, Folkets hus og en række kaprede søfolk, fortæller faktaboksen. Og hans barndomserfaringer styrer ifølge ham selv og artiklen de sager han påtager sig - og for det meste vinder. 
   Han har fået stemplet som "den røde advokat":
»Det er sjovt, at jeg som advokat hele tiden får at vide, at jeg er rød og idealistisk, fordi jeg kæmper for retfærdighed. I vore dage hersker der en fordom om, at man er rød, hvis man er vagthund og kritisk over for magthaverne. Hvis man prøver på at skaffe retfærdighed, ja, så er man selvfølgelig venstreorienteret. Men domstolen har jo afgjort det – vi har vundet alle de sager, vi har ført: COP15-demonstrationen, urolighederne på Dronning Louises Bro, vi fandt en løsning på Ungdomshuset og fik dokumenteret, at det var den rigtige læsning, og vi fik lavet noget med Folkets Hus. Hvorfor er vi nødvendigvis røde? Vi er vel bare almindelige mennesker, som gør det rigtige!«.
   Og det gør dig glad?

   »Når jeg kan få tilkendt erstatning til hundredvis af uskyldige mennesker, der er blevet sat på den frosne asfalt mange timer under COP15, har jeg gjort mit. Så bliver jeg rigtig glad. Jeg bliver også glad, når ’alfabetdrengene’ på Blågårds Plads får et sted, hvor de kan være, for de er uønskede, fra de står op, til de går i seng. Når folk har brug for en hånd, har jeg lyst til at give den. Og særligt folk, der er blevet uretfærdigt behandlet. Nu er det 52-procents Knud, der taler. Jeg spørger tit mig selv, om det bare er Carlo, der er smart? Det kan da være, at jeg var en for dårlig advokat til at blive konkursbehandler hos kammeradvokaten. Måske har jeg bare fundet en niche, som ingen andre vil røre ved. Måske har jeg valgt den gren inden for juraen, hvor det er lettere at gøre en forskel? Inden for mit område er det jo ikke svært at blive den bedste, for der er ingen konkurrence«.
En række af de kreative mennesker jeg kender, har fortalt mig at de synes de har været meget heldige i deres liv. Det gjorde blandt andet Poul Martinsen da jeg interviewede ham om hans liv og virke som meget produktiv og kreativ dokumentarist. Flere gange vendte han tilbage til det mærkelige "held" som han syntes han relativt tit havde oplevet i forbindelse med sine både kontroversielle og ofte nyskabende tv-dokumentarer. 
   Jeg spurgte ham henimod slutningen af en serie af interviews på samlet omkring 40 timer, om han måske ligefrem så sit liv som en slags eventyr. Og det sagde han "ja" til.
   
Det særlige "held" som mennesker oplever i forskellige kreative, udforskende og nyskabende sammenhænge, betegnes fagligt med termen:
SERENDIPITET
Og som forklaring på sine helt unikke kvalifikationer og resultater i sin karriere som suveræn fodboldmålmand, leverer for eksempel Peter Schmeichel følgende nu bevingede ord:
Jo mere man træner, jo heldigere er man.
Noget tilsvarende har Knud Foldschack også oplevet. 
   Interviewet i Politiken om betydningen af advokatens barske barndom for hans senere liv og succesfulde karriere som jurist, slutter netop med ordet "heldig":
Man skal være enormt ydmyg over for livet. Lige meget hvor hurtig du er, og lige meget hvor mange sejre du får, skal du altid være ydmyg. Ellers bliver du for højrøvet, og jeg kan da ikke sige mig helt fri fra, at mit præstationspres og min trang til anerkendelse er årsagen til, at jeg har søgt den her vej i livet. Ét er i hvert fald givet: Jeg har været heldig«.

onsdag den 13. august 2014

Dansk Jugend-stil - Jens Lund - formkonstanter og synæstesi - og andre historier

Jens Lund. Duft, der synger... Flammer, der ler. 1903-04

I Weekendavisen fra den 8. august var der i kultursektionen en anmeldelse af en kunstudstilling på Vejens kunstmuseum med titlen:
Jens Lund - Mesterlige art nouveau-arabesker
Jeg spidser straks øjne på grund af opslagets illustrationer. 'Art nouveau' eller 'jugendstil' er simpelt hen min favoritstilart, en stilart og kunstretning som jeg siden ungdommen har været betaget og fascineret af, og som jeg også flere gange har skrevet om her på blokken.
   Men navnet Jens Lund sagde mig ikke noget. En dansk tegner og illustrator der levede fra 1871 til 1923.
   Men da jeg så gik ind på museets opslag på nettet om udstillingen og så et stort udvalg af Jens Lunds tegninger, så tænkte jeg straks at her var (også) en kunstner hvis billeder var mere eller mindre 'gennemsyret' af  såkaldte "formkonstanter".
I et tidligere indlæg om 'maleridstillingens dramaturgi' sluttede jeg teksten med den hypotese at van Gogh og flere andre billedkunstnere jeg havde skrevet, om var synæstetiker, og at deres specielle formsprog - delvist? - var styret af hjernens såkaldte 'formkonstanter' ("form constant"), et begreb og et fænomen som den tysk-amerikanske psykolog Heinrich Klüver havde beskrevet og givet navn i 1927.
   Jeg sluttede indlægget sådan her:
Som jeg ser det, så er de former for synæstesi som udfolder sig i figurer, mønstre og former, styret af disse 'formkonstanter' som er indbygget i hjernens visuelle set up.
  I malerier af Hilma af Klint, Kandinsky, van Gogh og Hundertwasser, som alle tilskrives at være synæstetikere, kan man uden større anstrengelser efterspore at formkonstanter er mentale og konceptuelle medspillere i deres kunst.
Wikipedia beskriver 'form constant' sådan her:
A form constant is one of several geometric patterns which are recurringly observed during hallucinations and altered states of consciousness.
   In 1926, Heinrich Klüver systematically studied the effects of mescaline (peyote) on the subjective experiences of its users. In addition to producing hallucinations characterized by bright, "highly saturated" colors and vivid imagery, Klüver noticed that mescaline produced recurring geometric patterns in different users. He called these patterns 'form constants' and categorized four types: lattices (including honeycombs,checkerboards, and triangles), cobwebs, tunnels, and spirals.
Wikipedia artiklen er illustreret med denne figur:

An example of af form constant

En anden artikel viser disse illustrationer af de fire grundformer som Heinrich Klüver identificerede som værende de gennemgående i de hallucinationer forsøgspersonerne fik ved at indtage mescalin, Det drejer sig om "tunnel", "spiral", "gitter" og "(edderkoppe)net":

http://countyourculture.com/2011/03/13/form-constants-visual-cortex/
Her er så et af Jens Lunds sene 'mytologiske' - idag ville man sige 'fantasy-' - illustrationer som for mig klart trækker på alle fire grundlæggende formkonstanter: (edderkoppe)net, spiraler, tunneller og gitre:

Montezumas Datter og Kolibrien. 1920. Bly og akvarel 

Wikipedia-artiklen uddyber, forklarer og giver baggrund for hvad formkonstanter er for noget, og den konstaterer herunder at oplevelsen af formkonstanter også kan forbindes med synæstesi - men i øvrigt kan være indre visuelle ledsage-fænomener til en masse forskellige mentale og psykiske tilstande:
Klüver's form constants have appeared in other drug-induced and naturally-occurring hallucinations, suggesting a similar physiological process underlying hallucinations with different triggers. Klüver's form constants also appear in near-death experiences and sensory experiences of those with synesthesia. Other triggers include psychological stress, threshold consciousness (hypnagogia), insulin hypoglycemia, the delirium of fever, epilepsy, psychotic episodes, advanced syphilis, sensory deprivation, photostimulation, electrical stimulation, crystal gazing, migraine headaches, dizziness and a variety of drug-induced intoxications. These shapes may appear on their own or with eyes shut in the form of phosphenes, especially when exerting pressure against the closed eyelid.
   It is believed that the reason why these form constants appear has to do with the way the visual system is organized, and in particular in the mapping between patterns on the retina and the columnar organization of primary visual cortex. Concentric circles in the retina are mapped into parallel lines in visual cortex. Spirals, tunnels, lattices and cobwebs map into lines in different directions. This means that if activation spreads in straight lines within the visual cortex, the experience is equivalent to looking at actual form constants.
   Author Michael Moorcock once observed in print that the shapes he had seen during his migraine headachesresembled exactly the form of fractals. The diversity of conditions that provoke such patterns suggests that form constants reflect some fundamental property of visual perception.
Hilma af Klint som var nogenlunde samtidig med Jens Lund, oplevede sine abstrakte og i mange år hemmeligholdte billeder gennem særlige mentale tilstande som af fagfolk betegnes som hallucinationer, og som hun selv opfattede som direkte produceret af åndelige væsener der så at sig førte hendes hånd når hun producerede sine malerier. 
   For mig er der ingen tvivl om at de er et resultat af synæstesi-erfaringer og at de underliggende visuelle matrixer er formkonstanter:

Hilma af Klint: De ti største, nr. 1, Barndommen, gruppe IV, 1907.

Kandinsky er også erklæret synæstetiker og giver ofte sine malerier titler der forbinder det visuelle med lyde/musik. Mange kaldes bare "Komposition" efterfulgt af et romertal - som var det noderne til et - her visuelt udtrykt - musikstykke:

Kandinsky: Compostion VII. 19

Også van Gogh er med på vognen, så at sige - især hans sene billeder er domineret af formkonstanten spiral og har også et hallucinatorisk præg:

Van Gogh: Stjernenat. 1989
Og så kommer Hundertwasser også med blandt dem for hvem formkonstanterne er en vigtig del af den visuelle kraft i både billeder og arkitektur - det er især 'spiralen' som går igen, igen, igen - her kombineret med 'gitter':


Om Hundertwasser var synæstetiker, har jeg ikke kunnet finde dokumentation for. Men jeg har en mistanke om det.

Jens Lund var som kunstner først og fremmest illustrator, men udgav flere bøger som kombinerede og syntetiserede lyriske tekster med hans arabesk-illustrationer: "Forvandlede blomster" (1899) og "Livets skove" (1901).
   Altså 'konceptuel blending' af medier og kunstformer som koncept og kunstframe.
   Langt de fleste af Jens Lunds billeder er tegnede - sort-hvide med blyant og tusch(laveringer). Nogle få kombinerer tusch med akvarel, blandt andet den her som har titlen fra et digt af Baudelaire:

Mon äme voltige sur les parfums... 1901. Akvarel
(Mit hjerte skælver over parfume (Baudelaire)

Den følgende akvarel har en titel som utvivlsomt er inspireret af Holger Drachmans kendte digt "Sakuntala" fra 1876:

Sakuntala. 1900. Tusch og akvarel


Prinsessen. 1906. Pen, tuschlavering og akvarel

Af regulære oliemalerier fra Jens Lunds hånd findes kun tre: de her, som jo er meget symbolske, hvad også fremgår af titlerne:
Dagens blomst. 1898. Olie på lærred
Nattens blomst. 1898. Olie på lærred
Herrens herlighed. 1899-1900. Olie på lærred
Den franske symbolistiske digter Baudelaire er en vigtig inspirationskilde for Jens Lund og andre "dekadente" jugend-kunstnere over hele Europa - ikke mindst gennem digtsamlingen "Fleur du male" ("Syndens blomster") fra 1857.
   
At Jens Lund også var synæstetiker, peger titlerne på mange af hans tegninger på, blandt andet den her som jeg viste ovenfor som blikfang for dette indlæg:

Duft der synger ... Flammer der ler. 1903-04. Pen og tusch

Mange synæstetikere kombinerer flere former for synæstesi. En af de mest almindelige er at tekst - bogstaver, ord og tal - "trigger" farver, på engelsk kaldet "grapheme-color-synaesthesia".
   En anden, sjældnere form er en hvor grafiske udtryk og visuelle objekter "trigger" oplevelser af personlighed, køn og karakter: "object-personification-synaesthesia". 
   Og Jens Lunds serie af "slyngede" blomstertegninger med personificerende titler peger klart i den retning:

Sørgende blomster. Pen og tusch. 1998
Giftig blomst. 1898. Pen, tusch og akvarel
En skøgeblomst. 1897. Pen og tuschlavering
En cyklende blomst. 1898. Pen og tuschlavering
En snedig blomst. 1898. Pen og Tusch
Anarkistiske blomster. Pen og tuschtegning. 1898
Adelige blomster. 1898l. Pen og tuschtegning
Formeringens blomst. 1898. Pen og tuschlavering
Den grønne blomst. 1899. Tusch og akvarel
Man kan ikke af kilderne, som jo primært er Jens Lunds egne skriverier, afgøre om han var "litterær synæstetiker", eller han havde synæstesien som en tvungen og uvillet mental tilstand. 
   På det her tidspunkt i kunsthistorien var næsten alle kunstnere optaget af kunstneriske associationer  og koblinger på tværs af medier og sanser.
   Arabesken blev fx set som en form der klingede naturligt sammen med både lyrik og musik. 
   Christina Rauh skriver i udstillingsteksten: 
Af de ledsagende strofer til blandt andet »Forvandlede Blomster« fornemmer man, at Jens Lund har været optaget af sådanne synæstetiske overvejelser, idet han i disse tekstpassager lader syns- og lugtesansen arbejde tæt sammen om at aktivere en form for indre musik. I sine erindringer »Mindet og Nuet« har Jens Lund givet denne forklaring på sine tegninger: “Det Kunstens Barn, som jeg gik svanger med, var... et Fantasiens Foster, et Forsøg på at give Musikken billedlig Form, på at udtrykke en Stemning i skønne Linier og Farvetoner...”. I en omtale i Politiken i forbindelse med Lunds separatudstilling på Den Frie i 1909 beskrev Rudolph Tegner Lunds metode: “beherskende Komposition, Linjerne og Formen som en Dirigent Orkestrets mangeartede Instrumenter, maler han en Symfoni i Hvidt og Sort”
Jens Lund arbejdede ofte med at illustrere andres skriftlige værker, herunder producerede han også bogomslag. 
   Blandt andet tegnede og illustrerede han kapitelomslag til George Brandes Shakespeare-monografi. Og han beskrev selv skabelsen af disse illustrationer som et resultat af automatiske skiftende syner eller hallucinationer:
Under læsningen af Georg Brandes’ Shakespeare saa jeg en sælsom Blomst vokse ud af Bogens Blade: en saftfuld Plante med Blomster i Knop, lig Faner, i blaa festlige Farver og med runde, uregelmæssige takkede Blade, svulmende af Renæssancetidens Livskraft, - og om den stod Skoven i Vaarens lysegrønne Pragt. Jeg kaldte den Shakespeares Ungdom. Den udviskedes, men i stedet traadte en fuldt udsprungen Blomst, hvis Støvdragere dannede en Krone, en fantastisk Fyrstekrone, og Blomsten steg opad, baaren af to mægtige Blade, - omgiven af Sommerens dybe grønne. Jeg kaldte den Shakespeare’s Manddom. Saa svandt den bort og frem gled, lig en Svane, den sidste Blomst i brusende, herlig Stolthed; den gled for udbredte Vinger, med halvt lukkede Blomsterblade, ind mod Udødelighedens Land i Skær af Høstskovens brogede Glans. Den blev mig et Symbol på det ubøjelige, stolte Genis, den ensomme, uforstaaede Shakespeares sidste Aar.
Bogværket "Livets skove" (1901) har karakter af en symbolistisk fortælling som karakteriseres sådan af Christina Ruth i udstillingsteksten til Jens Lund-udstillingen:
Bogværket består af femten tuschtegninger, der alle beskriver forskellige situationer eller stadier i den menneskelige bevidstheds udvikling. Denne udvikling har såvel et personligt, individuelt aspekt som et bredere socialt sigte, hvilket fremgår af titler som »Barndommens Skov«, »Hjemmets Skov«, »Slægtens Skov« og »Samfundets Skov«. Drivkraften til at komme igennem disse områder kommer fra det personlige, fra »Drifternes Skov« og »Viljens skov«, men rejsen dertil er ikke uproblematisk, idet den også fører igennem skove eller stadier med kamp, fortvivlelse, vanvid, syner og dødsrædsel, for endelig at nå frem til forløsning i »Opstandelsens Skov«.
Her nogle af "skov-tegningerne" som jo også er styret af underliggende formkonstanter, samtidig med at titlerne peger på at de skal læses som metaforer på sindstilstande: 

Fortvivlelsens skove
Dødsrædslens skov
Hjemmets skov
Drifternes skov
Håbløshedens skov

Jeg får straks to associationer til disse Jens Lund-tegninger.
   Den første association er til J. R. R. Tolkiens egne illustrationer til "Hobitten" - som de her tre: 


Men det var altså Jens Lund der kom først. Tolkiens illustrationer er fra 30´erne.

Den anden association er såmænd til mig selv. 
   I min ungdom da jeg var omkring 19-20 år, lavede jeg ganske mange tuschtegninger med motiver af træer som tydeligvis var symbolske og personificerede - uden at jeg i øvrigt har nogen oplevelse af at de skulle udspringer af en form for synæstesi:



Jeg vil så lige til slut vende tilbage til dansk jugend. 
   Jens Lund var en ener og en outsider, men han var ikke helt alene. Hans jævnaldrende gode ven og ånds-, motiv- og stilbeslægtede Johannes Holbek, var også inkarneret jugend-dyrker  og symbolist. 
   Han døde allerede 1903. Og på nettet kan man kun finde få af hans billeder, men de her to siger dog noget om Holbeks kvaliteter:

Johannes Holbek: Esais IV, 1902. Olie på lærred.
Johannes Holbek: For latterkoncilet. Ca. 1900

Det kunne se ud til at Otto Frello, som jeg også har skrevet om i flere indlæg, og som også har jugendstilen som en del af sit udtryksmæssige repertoire,at han er inspireret af Johannes Holbek - eller kunne være det:


Jens Lund udgav posthumt Johannes Holbeks værk "Dekadent Barbari" 1904 - med omslag som Jens Lund havde tegnet:


Bogen er også en syntese af digte og illustrationer - af samme slags som Jens Lunds "Forvandlede blomster" og "Livets skove".
   Jeg har et projekt: at se at få den anskaffet antikvarisk. Den må være værd at have stående og kunne bladre i.