Sider

tirsdag den 23. august 2016

Posttraumatisk Vækst - 'from pain to gain' - et begreb jeg har savnet til forklaring af hvorfor mange kreative personer tilsyneladende trækker på traumatiske erfaringer i deres virksomhed

Paul Klee: Death and Fire, 1940
Paul Klee er en af de kunstnere hvis billedere jeg har haft de største og mest inspirerende oplevelser ud af at se da jeg var ung.  Jeg mødte hans billeder første gang på Charlottenborg hvor jeg som 14-15-årig fulgte med min mor der var kunstinteresseret.
    I 1933 blev Klee alvorligt syg og fik efter sin død stillet diagnosen 'scleroderma' - en form for sclerose der er meget smertefuld og blandt andet forkrøbler hænderne. 
   Ikke desto mindre var han i den periode og årene efter uhyre produktiv og kreativ. Wikipedia fortæller at han i 1933 producerede 500 billeder, og i 1939 1200 billeder - efter altså at være blevet afskediget af Nazisterne fra sin stilling ved Bauhaus, hængt ud som 'entartet' kunstner, og være tvunget til at emigrere til Schweitz.
  Paul Klee er citeret for under sin syv år lange sygdom at have sagt:
I create - in order not to cry
Det er et godt stykke tid siden jeg har bestilt en bog om kreativitet på Amazon. Men en dag opdagede jeg en titel som lød lovende - fordi den forfulgte samme interesse som jeg har dyrket i en lang række indlæg siden jeg startede at skrive min blog i marts 2010:
Wired to Create 
Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg har Klee-citatet.
   Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.
   Undertitlen er lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugter lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk selvhjælpsbog.
   Men bogen er ny - fra 2015 - og hører til den type af videnskabsjournalistiske bøger, som englændere og amerikanere er så gode til. Og den har fået mange gode anmeldelser og har været en bestseller.
   Og det tjener den til ære og borger for kvaliteten at der bagerst er et stort noteapparat med henvisninger til den litteratur der refereres og også et omfattende stikordsindex.

Jeg genkender meget af det de refererer og mange af kilderne fra mine egne drypvise indlæg om sammenhængen mellem den kreative proces, personlighedpsykologien og det som neurovidenskaben i de senere år har fundet ud af der foregår i hjernen.
   Så om ikke andet kan jeg finde ud af om jeg stort set har været på rette spor. Og om er der er væsentlige temaer, vinkler og begreber i forhold til kreativitet som er smuttet under min læsehorisont.

Bogen kombinerer typisk i hvert kapitel case-historier og -citater med resultatet af nyere og indimellem også ældre videnskabelige forsøg og undersøgelser.

Her er titlerne på de ti kapitler som refererer til hver sit tema, og som samlet svarer på et oplæg i forordet om hvor rodet - "messy" - det for de fleste ser ud når man prøver at forklare hvad der kendetegner det særligt kreative sind og de kreative processer:
Ten Things Highly Creative People Do Differently
  1. Imaginative Play
  2. Passion
  3. Daydreaming
  4. Solitude
  5. Intuition
  6. Openness to Experience
  7. Mindfulness
  8. Sensitivity
  9. Turning Adversity into Advantage
  10. Thinking Diffrently
Flere af disse temaer ser umiddelbart indlysende ud i en bog med den titel, andre inviterer til uddybende læsning.

Det introducerende kapitel og forordet tager afsæt i det de sammenfatter som "Messy Minds" - altså "roddede sind". Og udgangspunktet ligner meget det sted jeg selv startede: Med Mihaly Csikszentmihalyis begreb om den særligt kreative personligheds egenskaber som, når de listes op som jeg gjorde det i et indlæg fra den 10. marts 2010, har karakter af en serie af tilsyneladende paradokser:
  1. Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd
  2. Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
  3. Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation
  4. Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
  5. Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet
  6. Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision
  7. Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger
  8. Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger
  9. Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre
  10. Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk
  11. Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
  12. Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel
Når jeg startede der den gang, var det utvivlsomt fordi jeg kunne genkende mig selv i mange af udsagnene, og i mange af udsagnene også kunne finde en slags forklaring på nogle af de 'sejre' og 'nederlag' jeg kunne finde i betydningsfulde oplevelser og erfaringer fra mit liv når jeg så tilbage på det.

Et af de temaer jeg har forfulgt, har været spørgsmålet om hvordan det kunne være at så mange forfattere, kunstnere og kreative journalister tilsyneladende havde haft en barndom og ungdom præget af tab af forældrerelationer, af mobning og social isolation, af ufrivillige flytninger til fremmede miljøer med fremmede sprog. Alt sammen oplevelser og erfaringer som man umiddelbart ville forbinde med starten på et 'taberliv', men som altså hos relativt mange kreative mennesker nærmest har virkede modsat, som kilden til fantasi og opfindsomhed.
   Jeg har haft svært ved at lige at finde nogen solide videnskabelig kilder til at forklare hvordan og hvorfor der kunne være en sammenhæng mellem 'trauma' (et mentalt sår eller ar) og 'kreativitet'.
   Og her dukker så i kapitel 6. "Openness to Experienc" et begreb op som jeg har savnet:
Posttraumatic Growth 
Altså: 'mental vækst' efter 'traumatiske oplevelser.'
 
Jeg har været inde og vende omkring beslægtede begreber som 'kreativ vrede', 'kreativ destruktion', 'kreative begrænsninger'.
   Og jeg havde sådan for mig selv lavet den teori at når man led alvorlige sociale og psykologiske tab (=traumer), så ville det (for nogen? Hvem?) stimulere fantasien ved at man ikke kunne lade være med hele tiden at tænke på og længes efter det man følte savn af, det der var væk, det man mentalt og emotionelt havde mistet.
   Det passede meget godt med at flere kunstnere talte om deres "vemod" eller "melankoli" som noget der hang sammen med eller ligefrem drev deres kreative produktion, fx filminstruktøren Ole Malmros hvis sindslidende kone dræbte deres fælles spædbarn.
   Denne min teori passede i hvert fald godt med at det var ret gennemgående i de forskellige casehistoriers erindringer at der optrådte en 'mentor' som gav støtte, forståelse og vejleding til et barn eller et ungt menneske som ellers følte sig ikke-set, ikke-forstået ikke-anerkendt. På vej mod bunden.
   Digteren Yahya Hassans historie er et relativt aktuelt eksempel på den sammenhæng.
   Og jeg hørte netop i radioen om forfatteren til verdens bedste spionromaner, John le Carre (David John Moore Cornwell)  som også havde en rædsom barndom og ungdom, og som brugte sin fantasi til at fortælle opdigtede historier om sin rædsomt svigefulde far.
   Et tredje eksempel er den svenske journalist og forfatter Jan Guillou.
   Om der i deres tilfælde var mentorfigurer der bidrog til deres senere positive udvikling som forfattere, har jeg dog ikke kunnet finde ud af.

Og jeg kunne også koble en tankemæssig forbindelse til den teori som Lone Frank i en artikel for nogle år siden introducerede mig til: 'orkidehypotesen'; dette at en bestemt kombinationer af gener kan føre til personlig mental blomstring for særligt sensitive mennesker hvis de rette sociale omgivelser nurser sindet - metaforisk set: vander, gøder og giver varme til et elles skrøbeligt psykisk apparat; men hvis ikke, så er der øget risiko for at det kører skævt for personlighedens udvikling, som så meget nemt bevæger sig mod social og psykologis deroute og destruktion.
 
Jeg støder på begrebet 'posttraumatic growth' i kapitel 6 i forbindelse med en diskussion om hvorfor nogle mennesker med typisk 'schizoide' personligheder bliver sindsyge, mens andre i stedet ender op med at udfolde stor kreativitet.
So what determines wether schizotypy goes the way of intense absorption and creative achivement or tips over into mental illness. This is where a number of other factors come in to play.
   If mental illness is defined as extreme difficulty functioning effecively in the real world, then the complete inability to imagination from reality is surely going to increase the likelihood of mental illness. However, if one has an overactive imagination but also has the ability to destinguish reality from imagination and can harness these capacities to flourish in daily life (with the help of things like motivation, posttraumatic growth, resilience, and a supportive environment), then that is far from mental illness.
Ud over det for mig nye begreb i parentesen til sidst i afsnittet: 'posttraumatic growth', så er afsnittet også ind på et andet spor jeg har fulgt i en række blokindlæg - sammenhængen mellem sindslidelser som depression og skizofreni på den ene siden og kunstnerisk udfoldelse på den anden (eksemplariske cases: Van Gogh, Edvard Munch, Carl Frederik Hill).
  Og i parentesen ovenfor er også et andet udtryk som jeg genkender fra mine forestillinger om en mentor som noget der kan hjælpe dem der har lidt psykiske eller sociale tab: 'supportive environment'.
  Det følgende afsnit uddyber parentesen med noget de kalder 'protective mental qualities':
Mental processes on the schizotypy spectrum may interact with protective mental qualities lik intellectual curiosity, working memory, and cognitive flexibility.
   Indeed one study conducted on people  with no history of neurological or psychiatric illness found that the most  creative thinkers were those who were able to simultanously use their executive attention ressources to engage in an effortful memory task while continuing to keep brain activity from the imagination network active. 
Ups! Der var virkelig et begrebs- og tankemæssigt fund for mig - gemt i endnu et begreb jeg ikke havde stødt på før: "the imagination network", altså bogstavelig talt: det netværk af særligt tæt forbundne moduler i hjernen som er aktivt når vi fantaserer og forestiller os ting, når vi (dag)drømmer, genkalder os episodisk erindringer, eller når skal forestille os hvordan andre mennesker har det ('theory of mind').
   Lidt søgen rundt omkring i bogens tekst viser at 'imagination network' er et populariserende synonym til det jeg har skrevet om i rigtig mange indlæg: 'default mode network' eller 'task negative network'.
  Så nu er jeg virkelig på hjemmebane.

Tilbage til 'posttraumatic growth'. Hvad handler det om ifølge bogen "Wired for Crativity"?
    Kapitel 8 "Turning Adversity into Advantage" (''at vende modstand til medvind") giver og uddyber svaret - med afsæt i historien om den mexicanske maler Frida Kahlo, som jeg selv har skrevet om i et tidligere indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/09/kaktusblomsten-fra-mexico-frida-kahlo.html
Frida Kahlo: The Broken Colum, 1944

Afsnittet om koblingen mellem en forfærdelig lidelseshistorie og så hendes kunst, konkluderer:
Pain and trauma were the inspiration behind Kahlo's autobiographical works, which expressed with rawness and honesty, the depths of er emotions.
Og så følgere en generalisering som jeg næsten selv kunne have skrevet:
Art born of adversity is an almost universal theme in the lives of man of the world's mos eminent creative minds. For artists who have struggled with physical and mental ilness, parental loss, social rejection, heartbreak, abandonment, abuse and other forms of trauma, creativity often becomes an act of turning challenge into opportunity.
De skriver videre at mange slags kunst er forsøg på at skabe mening i menneskelig lidelse. Og det er nøgleordet i afsnittet: At mennesker som oplever et liv og en verden der ikke giver mening, gennem deres kunstneriske udtryk med rødder i fantasien forsøger at give og få mening tilbage, eller skabe ny mening, ny betydning, nyt indhold.
   De skriver videre:
In our indvidual and collective quest to understand the darker side of human life, works of Art like Kahlo's self-portraits, which show us the thruth of another's pain and lonliness, carry the power to move us deeply.
Og så dukker minsandten i teksten en henvisning op til en af de forfattere jeg for snart mange år siden (1998-99) har læst med stort udbytte og ligefrem brugt et helt kapitel på i min bog 'De levende billederes dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm". Forfatteren er Joseph Campbell, og hans bog har titlen 'The Hero with a Thousand Faces' fra 1949.  Den handler om den arketypisk historie "The Hero´s Journey" som fungerer som en underliggende skabelon i næsten alle eventyr, sagn, romaner og film, en historie som han sammenfatter sådan:
A hero ventures forth from the world of common day into a region of supernatural wonder: fabulous forces are there encountered and a decisive victory is won: the hero comes back from this mysterious adventure with the power to bestow boons on his fellow man.
Fortællinger bygget over den skabelon, er universelle udviklingshistorier hvor udviklingen sker for hovedpersonen og 'helten' gennem at møde næsten uovervindelig modstand og indgå i en ekstremt krævende undre og/eller ydre konflikt, og så trods al modgang og modstand komme ud som 'vinder'.
   De historier kan jo i kraft af deres struktur tjene som en slags mentale og konceptuelle rollemodeller for traumatiserede personer (og for os andre). Deraf deres store popularitet og gennemslagskraft i alle kulturer og historiske perioder.
   Bogen citerer i denne sammenhæng Nietche for udsagnet: "Den modstand der ikke slår os ihjel, gør os stærkere."
   Og den romerske stoiker (og kejser) Marcus Aurelius citeres for udsagnet
"The impediment to action, advances the action. What stands in the way, becomes the way" - "Det der forhindre en handling, fremmer den handling. Det der står i vejen, bliver vejen."
Jeg kan specielt godt lide den sidste del af citatet: 
Det der står i vejen, bliver vejen.
Scott Kaufman og Carolyn Gregoire refererer til flere hundrede nyere studier af hvordan tramatiserede personer klarer sig senere, og de konkluderer med dem at ...
Up to 70 percent of trauma survivors report som psychological growth
De skriver videre: "Out of loss there can be creative gain". Og at forholdet kan gå begge veje:
People who experience adversity, may be more likely to pursue creative outlets, and it´s possible the creatively inclined people (who are likely sensitive and high in the openness to experience personality domain) experience more adversity in their lives as a result of their tendency to be vulnerable by doing things differently than others.
En oplevelse af modstand kan være så stærk at den tvinger os til at tænke på spørgsmål som vi ellers ikke ville have overvejet. Og det kan videre blive en indgang til at forstå sig selv på en ny og dybere måde.
 
Vækst efter trauma kan tage forskellige former, skriver forfatterne: større glæde ved livet, opdagelse af nye muligheder i tilværelsen, mere tilfredsstillende relationer til andre mennesker, et rigere åndeligt liv og muligheden for at forbinde sig mentalt til noget der er størrend en selv, og en følelse af personlig styrke og selvværd.
   Og de fremhæver som eksempel "a battle with cancer" der kan indebære en fornyet glæde ved familielivet.
 
Det er to videnskabsmænd ved the University of North Carolina som i starten af 90'erne definerede og forskningsmæssigt udfoldede begrebet 'posttraumatic growth': Richard Tedeschi og Lawrence Calhoun.
   Når vi som menneske oplever traumatisk begivenheder og erfaringer, så fungerer det, ifølge dem, som et mentalt jordskælv for vores selvoplevede identitet, det vi tror på og på vores veletablerede (om)verdensbillede.
   Det er metaforren "jordskælv" som her er det forløsende udtryk for forestillingen om posttraumatisk vækst.
   Det betyder nemlig ødelæggelse og kræver - også metaforisk - mental genopbygning. Og jo mere rystede vi er i vores psykologiske grundvold, jo mere må vi opgive de hidtidige forestillinger om os selv og de hidtidige antagelser om hvordan omverdenen og vi fungerer - sammen og hver for sig. Og så begynde et mentalt genopbygningarbejde fra grunden.
   Teeschi og Calhoun skriver:
A psycholgically seismic event can severely shake, threaten, or reduce to rubble many of the schemaic structures that have guidede understanding, decision making, and meaningfullness. One's safety is challenged, one's identity and future are challenged.
Hvordan ser den helings- og vækstproces så ud som tilsyneladende mange traumatiserede personer trods alt oplever?
   Man tænker og gentænker og genoplever det slemme der skete, som regel i forbindelse med en genoplivelse og -levelse af stærke følelser.
   På engelsk har man ordet "rumination" til at beskrive hvad der foregår i bevidstheden. Wikipedia:
Rumination: compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions”.
På dansk har vi udtrykket at 'tankerne kører i ring' som meget godt dækker det tvangsmæssige der ligger i at man igen og igen vender tilbage til de samme oplevelser og følelser uden at komme videre i sin udvikling.
   Begrebet 'rumination' bruges ofte til at beskrive hvad der foregår i bevidstheden hos mennesker med forskellige former for depression.
   Men altså også til at beskrive hvad der sker efter traumatiske oplevelser og erfaringer.

Der står ikke noget om det i det her kapitel. Men for mig er det klart at 'rumination' - tanker der kører i ring - er processer der foregå i det netværk af moduler i hjerne som kaldes the 'default mode' - eller her: the 'imagination network'.
   Den indadvendte del af hjernen kører så at sige i højeste gear - og ude af kontrol. Og det blokerer for udadvendt opmærksomhed og opgaveløsning, som kræver at et andet netværk også aktiveres, det der kaldes the 'task-positive network' eller the 'executive attention network'.
   Et tredje netværk i hjernen 'the salience network' varetager så at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.
   Det er disse konstruktive skift mellem netværk som er blokeret når tankerne kører i ring, og som skal sættes igang igen.
 
Det så at tænke og producere kreativt ved fantasiens hjælp, kan fungere som en konstruktiv bremse på imaginationsnetværket som er løbet løbsk, ved at give en fantasidrevet 'blød' afledende omvej ud af tvangen, idet man prøver at tænke eller fantasere sig frem til ny mening og dermed få gang i skiftet til de to andre netværk.
While rumination often begins as automatic, intrusive, and repetitive thinking, in time, the individual's way of thiking about the traumatic event at its impact becomes more organized, controlled and deliberate. It starts to act as a proces of meaning making. The search for meaning is the essential element of posttraumatic growth, and particularly of creative growth.
Kaufman og Gregoire fremhæver hvordan "creativity truely carries healing power." Og at det specielt hænger sammen med "the meaning-making aspect of creative thinking and expression that seams to growth after trauma".
   De beskriver  hvordan der er god evidens for at 'art therapy' og 'expressive writing' indlagt som daglige eller ugentlige rutiner virker fremmende for posttraumatisk vækst:
These types of creative therapy lead to growth through several underlying factors, including the facilitation of aborption (flow), distraction from the challenging situation, positive emotions, and meaning making.
   When we engage in creative activities, we tend to become absorbed in what we're making, entering a kind of flow stat that can induce a sense of control, enjoyment, and accomplishment.
   Creative work can act as a positive distraction from thought of the trauma, directiong the individual´s attention to an enjoyable activity and potentially broadening attention in a way that facilitates new modes of thought.
   And perhaps most significant, as we've seen, creative work can help us make meaning out of  challenges and suffering that may feel senseless.
Det har jeg så også i andre indlæg beskrevet som en af de helende fordel ved meditation.

Men skal man nødvendigvis gå så meget ondt igennem for at udfolde sig kreativt? Kan man ikke i sin kreative udvikling hoppe over det at være født i andegården og blive mobbet - for at blive en hvid smuk svane?
   Kaufman og Gregoire indfører her et andet parallelt begreb: 'post-ecstatic growth', som altså må betyde noget i retning af at stærke positive oplevelser (især af en bestemt slags) og erfaringer også kan åbne op for mental vækst og udvikling.
   En forsker, Anne Marie Roepke fra University of Pensylvania stillede sig selv spørgsmålet: "Can there be gain without pain?" Og interviewede en masse (kreative?) mennesker.
What Roepke found was that positive events can powerfully shape our character, worldview, and beliefs, a pehnomenon she labeld post-ecstaci growth. The most uplifting ond positive moments of people's lives could improve their psychological well-being by impacting personel growth, wisdom, spirituality worldview, meaning, and purpose.
 (...)
The overwhelming majority of participants in Roepke's study experienced at least a small amount of personal growth following af positiv event. It was positive events groundet in meaning - as opposed to  accomplishments, relationships, or events evoking intense pleasure - that were most likely to lead to growth.
   These experiences of awe, wonder, inspiration, and connections to something greater than the self - a spiritual awakening, the gift of new life, a realizaton of the nature of interconnection - that led people see the world anew, as a result, to grow.
I det afsluttende afsnit ser man tydeligt at forfatterne som undertekst har at teksten skal læses som en slags hjælp-til-selvhjælp bog:
So if you are looking for a creative boost, treat all of life's meaningfull moments - the good and the bad - as ptential sources of inspiration and motivation. The best way to do that? Take risks and be prepaired to fail.
Der er mange andre kapitler i bogen som jeg med fordel kan trække på i kommende indlæg her på bloggen. For at få tydeliggjort hvad jeg har tænkt og fundet ud af i de år blokken har kørt.

Scott Barry Kaufman er ud over forsker, medstifter af en blog the creativ post, som han selv også skriver på:
http://www.creativitypost.com/create/5_things_ive_learned_about_creativity
Her et link til en artikel der beskriver de tre netværk i hjernen jeg nævnte ovenfor, og hvordan de samarbejder i forbindelse med kreative processer.
http://blogs.scientificamerican.com/beautiful-minds/the-real-neuroscience-of-creativity/
Her et link til en artikel om 'orkidehypotesen' og dens baggrund:
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2009/12/the-science-of-success/307761/
Her et link til en artikel om hvad der ligger i begrebet 'kreativ destruktion';
http://www.investopedia.com/terms/c/creativedestruction.asp
Her et link til en artikel der forklarer hvordan vrede kan booste kreativitet, lidt på samme måde som traumer kan:
http://www.scientificamerican.com/article/anger-gives-you-a-creative-boost/
 Her en henvisning til Wikipedias artikel om 'posttramatic growth':
https://en.wik http://www.scientificamerican.com/article/anger-gives-you-a-creative-boost/ipedia.org/wiki/Posttraumatic_growth