Kreativitet og magt - hvordan hænger det sammen? - Case: den journalistiske dækning af Peter Aalbæk Jensen som grænseoverskridende direktør for det hele

Jeg har skrevet indlæg til den her blog i mere end syv år med kreativitet som gennemgående rød tråd. Og interessant nok husker jeg ikke at jeg har interesseret mig for koblingen mellem magt og kreativitet.
   En blind plet? Tydeligvis!

   Det kunne jeg ellers godt have gjort ud fra personlige erfaringer.
   I hvert fald to-tre gange i mit liv er jeg selv raget så alvorligt uklar med en chef at jeg har måttet forlade et job som jeg ellers var glad for netop fordi det gav mig nogle kreative muligheder, en frihed til at udfolde mig med et arbejde jeg var god til, og som jeg så måtte se i øjnene jeg ikke kunne fortsætte med - efter sådan en konflikt. 

   Men for en ordens skyld: Der var tale om regulære magtkampe som jeg tabte. Og i begge tilfælde stimulerede disse magtkampe netop min kreative skrive-lyst og skrive-energi - gennem den mentale drivkraft som kaldes 'kreativ vrede'.
   Der kom simpelt hen rimeligt interessant fagbøger ud af balladerne, som en slags belønnende 'senfølger' for at turde gå ind i konflikten.
    Den sammenhæng blev naturligvis først synlig år senere - i bagklogskabens klare lys.

   

Men hvad tænker og tror jeg så egentlig på - om forholdet mellem magt og kreativitet? 

   - Jeg tror at det at få magt, det kan være en særlig fristelse for særligt kreative mennesker som ellers inden de fik magt, har været vant til at gøre oprør og slås mod magten for at få rum for deres kreative udfoldelser.
   Men pludselig kan du i rollen som magthaver få det i virkeligheden som du ellers kun har kunnet drømme og fantasere om. Pludselig ser det ud som om din verden er blevet  nem og tilgængelig for at realisere dine drømme,  ønsker og ideer som ellers har været lukket nede og ude i mørket.

   Dog! Uden modstand og konflikt så ender det som oftest netop ikke med kreative visionære fornyelser, men med de alt for nemme og kortsigtede løsninger (jfr. Daniel Kahneman: 'Thinking Fast, and Slow').

   - Jeg tror også at særligt kreative personligheder ofte, om ikke altid, har en forhistorie i barndom og ungdom hvori indgår tab og savn af nære menneskelige relationer, fremmedgørelse i forhold til nye miljøer, og oplevelser af mobning og social udstødelse. 

   Altså de har oplevet en fundamental og og langvarig følelse af afmagt og frustration. Det svækker nemt empatien for andre.
   Og for nogen (slet ikke alle) stimulerer disse vilkår i barndom og ungdom til en så livlig fantasivirksomhed af ideer, billeder, tanker, ideer (grænseoverskridende konceptuel blending) at det senere i livet sætter sig igennem  som produktion af (mere eller mindre) original kunst, film, forskning, journalistik, pædagogik, opfindelser, udvikling af nye virksomheder, m.m.

     Og hvad sker der så når den slags stærkt 'fantasifulde' mennesker får magt som chefer - efter eget ønske eller fordi andre giver dem den magt?

      Det fortæller en artikel i Djøf-bladet om for nogle få år siden under overskriften:

Den farlige følelse af magt

Og med en underoverskrift som opsummerer:

Mennesker, der føler sig magtfulde, har mindre aktivitet i den del af hjernen, hvor empatien sidder. Det påviser canadisk neurovidenskab.

Teksten fortæller om undersøgelser der påviser at hjernens spejlneuroner hvis aktivitet man mener er en vigtig kilde til menneskelig empati (= dette at kunne sætte sig ind i hvordan andre mennesker tænker og føler) at disse spejlneuroner bliver gjort delvist inaktive hos personer der får magt fx som chef for en virksomhed:

Der er solid videnskabelig dokumentation for, at folk, der indtager magtpositioner i samfundet, har en tendens til at optræde mere aggressivt og impulsivt end folk uden magt.

   Sociologiske undersøgelser har påvist, at de magtfulde har relativt sværere ved at sætte sig ind i andres behov og ønsker. De afbryder andre og kigger ikke folk i øjnene, når de taler. I organisationer er de overrepræsenterede, når det gælder råberi, verbale ydmygelser og hård kritik.

    ’Magt korrumperer, og fuldstændig magt korrumperer fuldstændigt’, siger man.

   Nu afslører ny canadisk forskning, at det kan være selve magten, der er det største problem. Eller rettere følelsen af at have magt. Noget tyder nemlig på, at vores hjerne fungerer mindre empatisk, når vi føler os magtfulde. Og denne gang er det ikke sociologien, men neurologien, der dokumenterer fænomenet.

   På Wilfrid Laurier University i Ontario har neurologen Sukhvinder Obhi bedt en gruppe tilfældigt udvalgte undersøgelsesdeltagere skrive i en dagbog om en tid i deres liv, hvor de var afhængige af andres hjælp. En anden tilfældig gruppe blev bedt om at skrive om en tid i deres liv, hvor andre var afhængige af deres hjælp.

   De to grupper skriver sig således ind i en stemning af at være enten magtesløse eller magtfulde.

   Derefter ser begge grupper en video, hvor en anonym hånd monotont presser en gummibold sammen. Det kunne have været en hvilken som helst anden menneskelig aktivitet, men netop denne ørkesløse og helt neutrale aktivitet udelukker, at deltagerne kan have særlige præferencer overfor den.

   Alt imens holder forskerne øje med et område i deltagernes hjerne, hvor de såkaldte spejlneuroner huserer. De bliver aktive hver gang, vi sætter os i en andens sted. Ved at måle deres aktivitet, kan man få et billede af, hvor empatisk hjernen arbejder.

   Det viser sig, at der er langt mere spejlneuron-aktivitet i den magtesløse gruppe end i den magtfulde.

   Konklusionen er, at følelsen af at have magt blokerer for spejl-neuronernes aktivitet. Der er intet i undersøgelsen, som antyder, at magtfulde mennesker pr. definition ikke er empatiske. Det er følelsen af magt og identifikationen med den, som sænker empatien.

Det er så min teori, baseret på et langt livs erfaringer med at arbejde i kreative virksomheder, at særligt kreative personligheder i særligt høj grad bliver empati-døve og -blinde når det får chef-magt, og dermed pludselig kan få afløb gennem ydre handling for stærke og måske aggressive fantasier som hidtil har været pakket ned og væk som værende - ja, netop: rene fantasier.

Så videre til et dominerende tema i den helt aktuelle artikelstrøm som har præget de aviser jeg læser de seneste uger, og som satte gang i mine egne tanker:

   Det har drejet sig om eksempler på grænseoverskridende seksuelle krænkelser af især yngre kvinder - og foretaget af især magtfulde og ældre mænd inden for en række kreative brancher og professioner.

  Fælles for historierne og vidneudsagnene er at de er sket for måneder siden eller mange år tilbage. Og at næsen ingen af de krænkede kvinder har råbt op og protesteret offentlig den gang de blev udsat for det. 

   Herhjemme har historien så også kørt i medierne - med et på flere måder letkøbt fokus: Peter Aalbæk Jensen, mangeårig direktør og mediedarling for det succesfulde Zentropa-filmselskab.

   Og jeg har tænkt: Nu har vi balladen - 'skandalen' - igen.
   Det der foregår i medierne herhjemme lige nu ligner - sørgeligt for journalistikken - det der foregik for nogle år tilbage: Den gang hed fokuspersonen ikke 'Ålen' eller det han selvironisk kalder sig selv i sin mailadresse: 'svinet', men Jørgen Leth, som i pressen blev kaldt "gammel gris", "liderbuk" og udråbt som en person der har været præget af "koloniherrementalitet" i forhold til sorte kvinder på Haiti.
   Lugten af Jantelov er stærk! 

   

Først i et indlæg idag den 18/11 i Information om Peter Aalbæk Jensens meritter som altdominerende og grænseoverskridende leder for Zentropa-filmselskabet, dukkede der en reference frem til salig Simon Spies. 

   Det var på tide, tænkte jeg.

   Simon Spies var vel en mand der som kreativ iværksætter og gennem mange år altdominerende direktør for sin virksomhed havde rigtig mange lighedspunkter med Peter Aalbæk Jensen. Men Simon Spies nåede altså både at blive gift med den meget unge receptionist Janni Brodersen (20 år) og at dø i tide - inden den nedtur som naturligvis også måtte være kommet for ham en dag.

   

Og to tidligere kvindelige medarbejdere, Sasia Mølgaard og Sophie Bech som begge har arbejdet for Peter Aalbæk som hhv. personlig assistent og producer, de skriver idag den 18/11 et indlæg i Politikens debat-sektion hvor de gør opmærksom på at det ensidige fokus på Aalbæk Jensens indimellem groteske ledelsestil og -kultur, faktisk er med til at forplumrer billedet af det virkelige og generelle problem: verbal eller fysisk sexchikane som noget der foregår hver dag i mange virksomheder, men i modsætning til Zentropa, noget som foregår det i det skjulte. 

Rubrikken er: 

Shitstorm mod Ålen, udvander et reelt problem

Og manchetten lyder:

Angrebene på Peter Aalbæks provo-adfærd fjerner fokus fra problemet med de skjulte krænkelser  

De to tidligere ansatte tager faktisk Aalbæk i forsvar. 

   Der er en stor forskelpå det som #MeToo-kampagnen synliggør som et generelt problem i en rækker brancher, og så det der er foregået på Zentropa mens Peter Albæk var "direktør for det hele", mener de: #MeToo-kampagnen ... 

   ...er en kampagne, der har givet kvinder verden over modet til at stå frem og fortælle om de overgreb, krænkelser og ydmygelser de har oplevet. Og der er en stor forskel, som ikke er blevet fremhævet: Ålen gør det for at provokere og har aldrig lagt skjul på det. Han gør det for at rykke ved samfundets normaliserende forestilling. Og han gør det for øjnene af alle. For det er ikke for at krænke  nogen. Det er for at være rebel.

Og senere tager de afstand fra alle dem der nu har travlt med 'at vaske hænder' selv om de offentligt har kunnet sige fra i årevis:

Med det ensidige fokus på Ålens placeres ansvaret alene hos  en enkelt rebel og flytter fokus fra, hvad det hadler om, og i sidste ende risikerer vi dermed at fritage alle andre fra at være mere eller mindre medskyldige. Det underminerer #MeToo-kampagnen, så vi overser de reelle, underliggende og usynlige problematikker, som uden tvivl er i filmbranchen - og mange andre brancher.

   Peter Aalbæk er nemlig en original. Med alt det som følger med af tissemandsnæser til julefrokostn, flirt, galskab, iværksætteri, kreativitet og plads til kustnerne.

   Vi oplevede begge en visionær drømmer med gode købmandsevner og stor tillid til sine medarbejdere, som han gav stort ansvar og medbestemmelse. Hos Ålen skal skeletterne ikke ud af skabet. De er ude til skue for al offentlighed.

Det de to tidligere ansatte altså siger, er at journalisterne med deres ensidige og lemminge-agtige fokus på Erik Aalbæk Jensens problematiske ledelses-kultur, gør ham til en slags syndebuk. Og en 'syndebuk' er ifølge ordbogen: 

... normalt en person (eller en mindre gruppe), som af andre, gerne en større gruppe, får skylden for en krise og udstødes eller straffes, selvom den pågældende er uskyldig eller ikke mere skyldig end alle andre; flertallet opnår formentlig derved en forbigående lettelse af stress.

Ja, den er da vist god nok. 

   Især når man så kan læse i Politiken under overskriften ...

Et gigantisk wakeupcall til hele journaliststanden.

... hvor stor en del af de ansatte også blandt andre ledere og instruktører der i mange år har været indforståede vidner til de tvivlsomme sexistiske sider af ledelsekulturen på Zentropa. 

   Der har været tale om en ledelses- og virksomheds-kultur præget af bevidste sociale normbrud der blev legitimeret med en målsætning om at provokere til autenticitet og grænseoverskridende kreativitet hos medarbejderne. 

   Manchetten lyder:

Unge kvinder på Zentropa er blevet udsat for ydmygende og seksuelt krænkende adfærd. Nu rulller lavinen, men mediebranchen har kendt til det - i hvert fald siden bogen ''Zentropia' fra 2013. Vi har spurgt filmskribenter og journalistiske eksperter hvordan en kritisk branche kunne sidde sådan en kritik overhørig.

Som artiklen dokumenterer, så har viden om hvad der foregik og hvordan, været udbredt i vide medie-kredse i mange år. 

   Og pressen har også i den grad "leget med": Både en række kendte filmanmeldere og kulturjournalister har i mange år været med til Filmfestivalen i Cannes for at dække Zentropas og Lars von Triers internationale successer. Og de har også - gladeligt - været med til de fester som Zentropa var berømt for at iscenesætte med bl.a. fremprovokeret nøgenbadning i poolen, som artiklen i Politikens kulturindlæg viser et foto fra.

   Det kunne faktisk være sjovt om man prøvede at identificere de mennesker man kan se på fotoet, der som en kødrand af tilskuere står rundt om poolen mens der foregår nøgen-kapsvømning om adgangen til et interview med Nicole Kidman.

   

Information har den 18/11 også flere artikler der forsøger at sætte Zentropa-skandalen i et lidt større perspektiv.

   En har rubrikken:

Peter Aalbæk er en ekstrem, men langt fra unik leder

Underrubrikken lyder:

Tidens krav om at være autentisk leder, der får de ansattes personlighed i tale og nedbryder barrierer, fører let til normoverskridende adfærd. Risikoen for krænkelser øges yderligere, fordi vi har gjort op med det moralkodeks, der tidligere regulerede vores samspil. 

I artiklen forklarer Bent Meier Sørensen og Kasper Villadsen at Zentropa-chefens adfærd og selvopfattelse som leder, ligger i god forlængelse af hvad der foregår og hvad konsulenter holder kurser i på mange andre typer virksomheder:

Ud over sådanne åbenlyst krænkende handlinger, som netop nu er blevet et alvorligt problem for Zentropa, findes der i moderne ledelse imidlertid et helt spektrum af praksisser, som er normoverskridende og krænkende. De mangler ofte det seksuelle element og går på tværs af ’mænd krænker kvinder’-formlen, og blandt andet derfor får de mindre årvågenhed fra pressen.

   Men i dag bliver medarbejdere ofte, under doktrinen om at være autentisk, bedt om at ’åbne sig selv op’ og ’give mere af sig selv’. Når ledere som teambuildingsaktivitet organiserer hytteture, ødegårdsseminarer, overlevelsesture og diverse former for rollespil og organisationslege, er det et centralt mål at få medarbejdernes personlighed i spil.

Teksten kunne godt have fortsat lidt mere ud af det spor. Og havde skrevet at målet med alle den slags grænseåbnende og grænsenedbrydende aktiviteter også er - både at stimulere til mere kreativitet i arbejdet hos medarbejderne - og at opbygge eller forstærke solidariteten mellem medarbejderne og ledelsen/virksomheden. Og at det betragtes som helt legitime ledelsesmål -  set med de moderne ledelseskonsulenters øjne, som hjælper med til at arrangere den slags "ture" og "lege".

   Men artiklen bemærker så også at nedbryder man mentale og sociale grænser mellem medarbejdere indbyrdes og i forhold til ledelsen i en virksomhed, så øger det risikoen for at det grænsenedbrydende føre til krænkende grænseoverskridende adfærd - især fra ledelsens side, dem der har magten i sidste instans.
   Og dette ikke mindst hvis der indgår fysisk berøring som en del af de kreativitets- og solidaritet-stimulerende ritualer i kulturen:

Sådanne overskridelser af den formelle relation mellem leder og medarbejder kan lede ind i en gråzone, hvori overgreb og invasion af privatsfæren bliver en permanent risiko.

   Når Aalbæk kysser de kvindelige ansatte på kinderne, nulrer deres hår og uddeler langstrakte kram, er det jo ikke for at chikanere dem, men for at ’mærke energien’ i virksomheden.

   Den kropslige berøring synes at give et mere ægte og retvisende indtryk af virksomheden og medarbejdernes tilstand end det talte eller skrevne ord. Igen er referencen til personlig autenticitet central i udøvelsen af overskridende adfærd mellem leder og medarbejder.

For mig er pointen i alt det her, at pressen, journalisterne med den ensidige fokusering på Aalbæk som person og som leder, skaber en symbolsk syndebuk-figur, en operation i mediedækningen der fører til at man - journalisterne - glemmer og fortrænger det større generelle sociale billede af det tvetydige forhold mellem ledere og medarbejdere på mange moderne virksomheder.  

   Det der åbenlyst er foregået på Zentropa med Erik Aalbæk som dynamisk centrum, det indebærer også i mange andre slags virksomheder et ledelses-medarbejder-forhold som giver øget risiko for krænkelser af medarbejdere - seksuelle - eller helt almindelig verbal mobning (jfr. Rasmus Willigs bog: Afvæbnet Kritik).

Men jeg har også en anden bekymring her, nemlig at barnet ryger ud med badevandet: altså at man i kreative virksomheder udvikler en 'angstkultur' som er så grænsedragende at kreativiteten i sprog, billeder og handling som er det virksomheden og professionen skal leve af, bliver kraftig nedkølet, eller ligefrem kvalt i alt for meget gentleman-korrekthed. 

    Det var det!