Om brevskrivning og erfaringsprog - og om kreativ brug af 'tennisspil' og 'æglægning' i sammenligninger og metaforer

Egen akvarel - efter motiv fra nettet

Jørn Lund, min gamle studiekammerat og fast forfatter af sprogklummer i Politiken, har i dag en artikel om forfattere der er store og produktive brevskrivere.

   Det interesserer mig fordi jeg for nylig har fået foræret nogle af de breve min mor i en kort periode 1949-50 skrev til min tante, nogle breve som først for nylig er dukket i op i en kasse som min kusine havde fået og gennemgik efter min tantes død.

  Når brevene er særlig interessante for mig og min søskende, skyldes det at min mor døde tidligt - i 1965 - af en svulst i hjernen. Så ingen af os søskende har kendt hende mens vi levede vores voksenliv. 

   Tilbage er kun fjerne og tågede barndoms- og ungdoms-erindringer - fra hver vores vinkel.

   Og hvordan var hun egentlig? Den diskussion får vi aldrig ende på.

 

Vi ved vores mor var kreativ, interesseret i kunst og litteratur. Hun lavede også stofkollager, syede ryatæpper og hørte klassisk musik - med glæde.
   Og Jule-perioden med udklip at stads og dekorationer var årets kreative klimaks for hende.
   Og hun elskede at feste og at danse, det husker vi alle.

   Og så skrev hun mange og lange breve, både til sine to søstre og til sin mor, men de er gået tabt.
    Hun må også have skrevet nogle til mig mens jeg var i USA 1961-62, men jeg husker det ikke og har ikke gemt dem.
   Hun strikkede islandske sweaters til min tre amerikanske brødre og mig og sendte over:

Peter, Jimmy, Dickie, Danny

De var en stor succes i min amerikanske familie.

Men hun skrev altså også til min tante, som i øvrigt sikkert har svaret med tilsvarende lange breve, for hun var - også - en sprogligt meget kreativ dame - og ligesom min mor var hun hjemmegående husmor med små børn i den periode.

   Senere boede jeg hos tanten og min farbror i nogle sommerferier, og hun var altså simpelt hen sjov, husker jeg - kunne fortælle vittigheder og lege med ord stort set uafbrudt - og kunne tilsyneladende ikke lade være: De ordspil kom bare af sig selv.

   Da min farbror fyldt 70 eller 75 - holdt hun en varm tale til ham - skrevet på vers. Det var originalt - og rørende.

 

Da mine søskende og jeg havde vores halvårlige komsammen  her i sommer, havde min mindste bror fundet en lille dagbog som min mor skrev efter operationen foråret 1965 og i nogle få måneder inden sin død i september, en periode hvor vi børn egentlig troede at operationen var lykkedes, og kun min far vidste at det var en stakket frist.

   Da vi læste op af disse dagbogsnotater, slog det mig - igen - hvor naturligt og flydende et skriftsprog min mor havde: klart, nuanceret erfaringssprog. talesprogskonkret og -nært, men altså levende skrift når det er bedst.

 

Og sådan var de her nyfundne breve også. Det var ret så bevægende at læse dem - og få dem læst højt af fruen.

Jørn Lund kalder Karen Blixen og H. C. Andersen for "brillante brevskrivere" i anledning af John Chr. Jørgensens nyudkomne bog om brevet som genre og udtryksform, eksemplificeret med breve fra de to store og internationalt kendte forfatternavne.

   Jørn Lund genfortæller at Karen Blixen opdager at brevene egner sig bedre til fortælling end til diskussion. Hun skriver til broderen Thomas Dinesen:

Du kan tro, at jeg mange gange ønsker, at jeg kunne sidde og få en snak med dig som i gamle Dage, og noget lignende kan vel så mine Breve blive.

Breve som erstatning for 'en snak' som ikke kan lade sig gøre.

   Og i et andet brev:

Meget opmuntrende synes jeg forresten ikke, at forsøget på at føre en Diskussion i Breve paa saa lang Afstand kan siges at være - det er omtrent som at spille Tennis med så høje Bolde, at man hver Gang maa vente en halv Time paa, at de skal komme ned igen.

Bang! Et fantastisk og anskuelig billede - en sammenligning og metafor i et hug:

   At skrive breve på så lang afstand er omtrent som at spille tennis med så høje bolde at man hver gang må vente en halv time på at de skal komme ned igen.

   Den indebærer en  bagvedliggende konceptuel metafor: DISKUSSION = SPIL. 

   Og så associeres derfra til det tennisspil som Blixen i kraft af sit overklasse-tilhørsforhold kender ud og ind - og så at sige har indlejret i kroppen.

Jeg søger lige på nogle andre Blixen-citater, her fra hendes breve fra farmen i Afrika:

   Til Ingeborg Dinesen, januar 1923:

“To råd skal jeg give alle yngre kvinder: at klippe håret af og at lære at køre automobil. Disse to ting forandrer hele tilværelsen. Det lange hår har virkelig været et slaveri gennem årtusender; man føler sig pludselig så fri, som ord ikke kan udtrykke, med en kort manke som man kan ordne i et minut, og som vinden kan blæse igennem. Og når man så herude ikke har korsét, så kommer man virkelig til at kunne bevæge sig som en mands jævnlige.”

"At klippe håret af" og "at lære at køre automobil". To indholdskonkrete anskueliggørend metonymer på kvindens frigørelse som i den grad rammer tiden efter Første Verdenskrig.

Her et citat mere:

   Til Thomas Dinesen, 17. oktober 1914:

“Jeg har i fire Uger besøgt de lykkelige Jagtmarker og kommer lige ud fra Dybet af den store vilde Naturs Herlighed, fra Urtidens Liv i Dag som for tusinde Aar siden, fra Mødet med de store Rovdyr, som betager én, som man får på Hjernen, saa at man ikke synes, der er andet værd at leve for end Løver.”

Igen ser man hvor sprogligt konkret Karen Blixen er i sine fortællende breve: "de lykkelige jagtmarker" refererer til det engelske udtryk "happy hunting grounds" som er indianernes betegnelse for et 'paradis' hvor der er en overflod af let tilgængelige byttedyr for jægere og krigere; i overført betydning: et sted hvor der er frihed til at forfølge sine ønsker og lyster uden snærende restriktioner.

  Udtrykket kender både Karen og broderen Thomas fra deres far Wilhelm Dinesen, som i perioder af sit liv levede og jagede sammen med indianerstammer i Nordamerika.

  Dette billede med 'de lykkelige jagtmarker' associeres så videre til den faste vending "at have noget på hjernen", som altså også dækker over en konceptuel metafor: ENSIDIGT OPTAGET AF X = AT HAVE X PÅ HJERNEN.

   Karen har af oplevelserne i Kenyas vilde simpelt hen natur fået ... "Løver på hjernen".

   Man ser det for sig!

Dette flydende og billedrige skriftsprog hos Karen Blixen (og fx også hos H.C. Andersen) er jeg overbevist om hænger sammen med at det personlige brevs naturlig sprogform er erfaringssproget. et sprogbrug hvis ordvalg er kendetegnet ved det jeg andet steds har karakteriseret som "basic level-kategorier":

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories.

   Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

   Basic-level categories tend to rest in the middle of typical general-to-specific categorical hierarchies. For example, in classifying life forms, the basic-level category tends to be at the level of the genus (oak, maple, rabbit, raccoon, etc.)

   If I run across a tree on a trail, I could call it a "plant", a "tree", a "leaf-bearing tree" a "sugar maple", or a "cutleaf staghorn sumac", but I am most likely to simply call it a "maple". Categories more general than "maple" are likely to be mentally represented as superordinate categories, while categories more specific are likely to be represented as subordinate categories.

http://www.wisegeek.com/what-is-a-basic-level-category.htm

Jeg plejer at sige at ord der tilhører 'basic-level-kategorier', kan kendes på at de umiddelbart kan tegnes (cykel, elefant, gaffel, sol) - eller demonstreres gennem efterlignende gestus/handling (spis, sove, løbe, smile, klippe).

Og når vi nu er ved billedskabende sprog, så dukker der et smukt og for mig friskt eksempel op i dagens kronik i Politiken på et dramaturgisk begreb og fænomen som jeg tidligere har skrevet meget om  - også her på bloggen. 

   Andre steder har jeg kaldt det "set up" eller "plantering", men her var nu en frisk variant: 'at lægge æg i sindet'.

   

Rubrikken gjorde også brug af en anden - usædvanlig metafor, i hvert fald i forhold til at forfatteren er jurist:

Dragsdahls rolle i den kolde krigs absurde teater

Kronikken er af René Offersen, ham der var advokat  for Jørgen Dragsdahl i injuriesagen ved Højesteret mellem ham og professor Bent Jensen, en sag Dragsdahl vandt.

   Kronikken er et svar på en tidligere kronik som forhenværende chef for PET, Ole Stig Andersen havde skrevet, og hvori han kritiserede dommen i meget skarpe vendinger, og begrundede hvorfor han støttede at sagen blev bragt videre til menneskeertsdomstolen i Strassbourg:

   Denne kronik sluttede med en sætning om at dommen ikke ville holde "en halv meter og slet ikke helt ned til Strassbourg."

Jurister er ikke berømte for at skrive klart, levende og billedrigt, snarere det modsatte. Men det er utvivlsomt en fordel når man procederer - også i Højesteret - at man har adgang til både det juridiske videnssprog og det hverdagsnære erfaringssprog, og at man kan formulere sig i et retorisk effektivt mix.

   For eksempel skriver han om Ole Stig Andersens slutformulering - retorisk skarpt og klart - og med et ekko af talesprog i formuleringerne:

Bemærkningen er kæk, men malplaceret.

   Det ved jeg, fordi Højesteret generelt er på et andet niveau end Ole Stig Andersen tror. Og konkret ved jeg det, fordi jeg var advokat for Jørgen Dragsdahl i Højesteret, og derfor har beskæftiget mig indgående med Højesterets dom og  Jørgen Dragsdahls retssikkerhed.

Og senere citerer René Offersen fra Ole Stig Andersens kronik:

"Det fremgår klart, at Bent Jensen i sine indlæg ikke støttede denne påstand (om at JD skulle have været betalt KGB-spion). Han brugte slet ikke begrebet spion, og han nævner udtrykkeligt, at der ikke blev rejst sigtelse mod Jørgen Dragsdahl"

Og så kommer Offersens svar, der med en smuk og effektiv metafor klæder Bent Jensens luskede retorik af: 

Nej, det fremgår bestemt ikke klart, at Bent Jensen ikke støttede spionpåstanden. Bent Jensen indledte sin artikel med at gengive den alvorlige spionpåstand (peger mod straffelovens paragraf 107) og udtalte senere, at en stor del af Ekstra Bladets oplysninger havde vist sig at være sande.

   Hvorfor skulle den alvorlige betegnelse spion anvendes i artiklens første sætning, hvis ikke Bent Jensen ønskede at lægge æg i læserens sind? Hvis Bent Jensen ikke ville lægge sådanne æg, hvorfor gav han så ikke oplysninger om sandfærdigheden af den refererede spionpåstand?

   Et andet eksempel på Bent Jensens diabolske skrivestil er følgende udsagn senere i artiklen: »... hvor i øvrigt også den norske spion Arne Treholt mødtes med sin KGB-føringsofficer«.

   Der er tale om et voldsomt retorisk misbrug fra Bent Jensens side, herunder kunstgrebet med det lille ord ’sin’. Arne Treholt fik 20 års fængselsstraf for sin spionage. Hvorfor skulle Treholt af Bent Jensen skrives ind i en sætning sammen med Jørgen Dragsdahl, hvis ikke det var for at lægge rådne æg i læsernes sind?

Vi fremhæver lige den her fine og friske metafor:

"at lægge æg i læserens sind" 

"at lægge rådne æg i læsernes sind"

Billedet er beslægtet med det engelske "a plant" eller det svenske "plantering", og det betyder altså at lægge en tekst til rette på en måde og med et ordvalg så læseren forføres til senere lettere at tro på en påstand eller et argument.

   Et nyere ord med nogenlunde samme betydning fra markedsføringsspsykologien er "priming", et fagudtryk som i følge Wikipedia skal forstås således:

Priming is an implicit memory effect in which exposure to one stimulus influences the response to another stimulus. (...)

   Priming can occur following perceptual, semantic, or conceptual stimulus repetition. For example, if a person reads a list of words including the word table, and is later asked to complete a word starting with tab, the probability that he or she will answer table is greater than if they are not primed. 

   Another example is if people see an incomplete sketch they are unable to identify and they are shown more of the sketch until they recognize the picture, later they will identify the sketch at an earlier stage than was possible for them the first time

Jeg googler for at se om metaforen med at "lægge (rådne) æg i læserens sind", om det er Offersens egen kreative opfindelse, eller han har lånt det fra en anden kilde. 

   Men det er Offersens egen. Den optræder kun i to andre avisartikler fra i år som begge indeholder citater fra proceduren ved Højesteret, som her i retsreferatet fra Weekendavisen:

Denne afgørende præmis (at JD skulle være såkaldt "påvirksningsagent") bliver totalt forkastet af Offersen, da han procederer i Højesteret. Han laver en minutiøs sproglig analyse af Bent Jensens artikler om Dragsdahl, og påpeger, at Jensen slet ikke brugte betegnelsen »påvirkningsagent« i artiklerne, som startede sagen. 

   Offersen forklarer, at Jensen igen og igen gav det indtryk, at Dragsdahl var spion eller regulær agent i den tunge kategori og ikke blot en påvirkningsagent.

   »Bent Jensen lagde med sine tendentiøse artikler æg i læsernes sind. Rådne æg. Ingen almindelige læsere kunne, når de havde læst artiklerne, være i tvivl om, at Dragsdahl var en strafbar KGB-agent eller spion, som kun slap af krogen, fordi PETs ledelse droppede en straffesag imod journalisten af politiske grunde.«

Hvis jeg en gang skulle komme i alvorlig juridisk knibe, ved jeg godt hvem jeg ville hyre, hvis jeg havde råd: René Offersen.

Pussy Riots, Trille, Thomas Lundme, Yahya Hassan - om erfaringssprogets gennemslagskraft - og dets modsætning: 'bullshit'

Informations weekend-tillæg "Moderne tider" har ganske mange faste rubrikker, og er af svingende kvalitet. Men jeg har en klar fornemmelse af at der er sket et kvalitetsløft på det sidste. Redaktøren hedder Bodil Folke Kaarsholm.

   Denne weekend, 23.-24. november, er der to "stykker" der især fænger og fanger:

Dels er der en spændende, oplysende, men ikke særlig letlæst brevveksling mellem på den ene side det russiske Pussy Riots-medlem Nadesia Tolokonnikova, aktivisten der blev fængslet efter gruppens Putinkritiske og provokerende optræden i en russisk ortodoks kirke, og på den anden side den slovenske filosof Slavou Zizek, en klog mand der ifølge Wikipedia har skrevet essays om et bredt spektrum af emner: Jacques Lacan, fundamentalisme, tolerance, politisk korrekthed, globalisering, subjektivitet, menneskerettigheder, postmodernisme, Lenin, David Lynch, Alfred Hitchcock.

   Brevene er fra begge sider skrevet i et højstemt og ganske abstrakt sprog, gennemsyret af en anspændt seriøsitet som er ganske fremmed for en gråmeleret leverpostejagtig dansk tænkemåde.

   Pointen i brevvekslingen er, som der står skrevet, at der er opstået en symbiose mellem den globale storkapital og økonomisk tunge stater med et stærkt autoritært og mere eller mindre diktatorisk styre.

  Jeg tænker: Det er jo rigtigt. Men er der egentlig noget nyt i det?

Men Pussy Riots system- og kirkekritiske optræden í Rusland trækker erindringstråde til min egen ungdom - via den anden artikel fra Moderne tider som fanger og fænger.

   Det er en erindringsartikel af Thomas Lagermand Lundme - i anledning af at Arbejdermuseet har åbnet en udstilling om sangeren Trilles liv og virke. Rubrikken lyder:

Hej, Søster løgsovs

Den artikel bliver jeg også straks grebet af da jeg begyndte at læse den - forfra. Den indledes sådan her:

Et af de første steder, jeg boede som barn, var Reberbanegade på Amager. Det var på 3. sal med udsigt til Amager Centret, som strålede som en kunstig højfjeldssol. Der stod også et kastanjetræ. Når det blomstrede om foråret, var det skønheden. Jeg troede, det var skoven. Min far var elektronmekaniker og havde for det meste natarbejde. Min mor var i huset hos Thomas Winding og passede hans børn, så han havde tid til at skrive bøger til alle de andre voksne børns børn. Når min mor ikke passede Thomas Windings børn, var hun med i hans fjernsynsudsendelser for børn. Når jeg blev passet hos min mormor og morfar i deres kolonihavehus, kunne jeg altid se hende i fjernsynet, min mor. Så var hun der. På en måde.

Det gode sprog - erfaringsproget - vender jeg tilbage til. Men hvem er skribenten?

   Thomas Lundme er multikunstner - en af de særligt kreative - der både skriver bøger, producerer dramatik og er kunstmaler. Og i artiklen i Moderne tider leverer han på skrift et flash back til min egen ungdom hvor Trilles sange spillede en vigtig rolle. Nok mest for kvinder.

Jeg kender Trille fra begyndelsen af 60´erne. Vi gik begge på Christianshavns Gymnasium. Og begge var vi såkaldte udvekslingstuderende der fik et års ophold i USA gennem organisationen American Field Service. Det betød så at vi fik vores studenterhue med et års forsinkelse. Men også at vi i den grad fik udvidet vore horisont.

   Trille havde allerede da taget eller fået sit kælenavn, og hun sang og spillede guitar til gymnasiefester og på studenterlejre, husker jeg.

   Hun havde en god stemme, lidt i retning af Joan Baez hvis plader og sange jeg med flid havde lyttet til efter hjemkomsten fra USA.

   Trille var (ligesom Joan Baez) en dejlig dame med gode, dybe smilehuller, var vi mange der syntes. Og vi vidste godt at hun havde en mere professionel fremtid som sanger og musiker foran sig.

Ret mange år senere  - omkring 1990 - mødte jeg Trille igen - i DR´s B&U-afdeling hvor hun var free-lance-medarbejder og -forfatter. Jeg var indkaldt dramaturgisk manuskriptkonsulent på en serie planlagte tegnefilm for børn, film som Trille blandt andre skulle skrive manuskripter til. Jeg skulle give feed back på de første manus-synopser.

   Serien havde som gennemgående signatur og figurer: "Tim og Thomas". Og den var fra B&U´s side opfattet som et relativt stort og dyrt eksperiment som afdelingen havde fået en særlig pulje penge til at finansiere.

   

Tegnefilm a la Walt Disney var ellers op gennem 80-erne ideologisk belastede i B&U-kulturen, så det var i hvert fald en ret pioneragtig opgave for Trille og to andre forfattere at skulle skrive manus til en danske tegnefilm ud fra et givet rammekoncept og to på forhånd fastlagte karakterer.

   Plottet skulle hver gang indebære en visuel forvandling fra en normal virkelighed til en fantasi-virkelighed - med inspiration fra fra forskellige (børne)litterære fiktionsuniverser.

   Her er et eksempel fra YouTube - med manuskript af Trille:

Trilles mest spektakulære offentlige optræden skete 20 år tidligere - i et TV-underholdningsprogram hvor hun sang den for en del seere provokerende vise  "Øjet", skrevet af forfatteren Jesper Jensen: 

Sangen indbragte hende og Danmarks Radio en anklage for blasfemi efter straffelovens § 140:

Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det var især andet vers i "Øjet" der provokerede - "Han" i sangen er "Gud":

Han er streng - men så forbandet uerfaren,

han har aldrig nogensinde været barn.

Når jeg strammer min trusser,

som har blonder og er gule,

kan jeg komme til at røre ved det frække, de skal skjule.

Men så snart der er noget, der kilder

bare en lille bitte smule,

så lurer der et øje i det høje.

Ham Gud han er eddermanme svær at få smidt ud.

Men selvfø'lig det er syndt, han har den drift,

han har aldrig nogensinde været gift.

Retssagen førte til frifindelse den gang i 1970-71, i markant modsætning til den dom på to års fængsel som to af Pussy Riots medlemmer fik for godt et år siden i Rusland.

Tilbage til artiklen af Thomas Lagermand Lundme:

   Det er ikke mindst sproget der gør at man suges ind og hænger på: Enkelt mundtligt farvet erfaringssprog, som meget fint indfanger barnets synsvinkel og oplevelseshorisont.

   Formuleringen "i øjenhøjde" ville her ikke være en kliche.

   

Det der kendetegner erfaringssproget i almindelighed, og Thomas Lundmes tekst i særdelesher, er dets glasklare gennemsigtighed i forhold til den virkelighed det skildrer. Der er ikke antydningen af 'bullshit' i det sprog.

   Her et længere citat fra Thomas Lundmes tekst som netop zoomer ind på på det tidspunkt hvor en plade af Trille med nogle af hendes senere så kendte sange, er kommet ind i familiens liv - sange som ændrer det liv - netop fordi teksterne i dem i den grad selv er gennemsigtige og gøre brug af erfaringssprog:

En dag kom min mor hjem fra Thomas Winding med et par fyldte flasker og en lp under armen. Der var to fugle uden på coveret. Og et rødt hjerte. Min far sagde, at det var ærgerligt, det ikke var snittet.

   »Hvad?«

   »Grafik er vejen frem,« sagde han. Og mente det. På den måde fastholdt man et verdensbillede i sort og hvidt. Det gør han nok stadig.

   Min mor var ligeglad. Hun satte pladen på. Og skruede op.

   »Kom og løft mig op,« sang stemmen i højtalerne.

   Det var en god ide. Jeg gik ind på mit værelse og løftede Bimmer op fra opvaskebaljen.    Og da jeg gik ind i stuen igen, dansede min mor på gulvet. Hun havde fået røde kinder.  Og der var vin i glasset. Da jeg så på hendes øjne, kunne jeg se det.

   »Hvorfor græder du?«

   »Fordi det er så smukt,« sagde hun. Og skruede lidt højere op.

   Birthe Kjær på guitar

   Min far sagde, at det var patetisk. Det var Birthe Kjær på guitar. Og nu gik han altså i Amager Centret og brokkede sig over det. Og over noget andet. Og noget tredje, han havde hørt i kantinen på arbejdspladsen forleden.

   Det var min mor ligeglad med. Hun dansede.

   Nu sang stemmen i højtalerne om »Min lille sol«, og den skinnede, solen derude. Den kastede et lys ind i stuen, der var sjældent. Det mindede om forår, selv om vinden ruskede, og regnen for det meste tordnede mod ruderne.

   Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men jeg kunne mærke, at der skete noget. Det var som om, at alt det der med, at vi skulle bo i kælderrummet resten af vores liv, når Barsebäck sprang i luften, forsvandt lidt, og solen bare blev ved med at skinne, så det lignede, vi var på ferie i Fælledparken. Det var vi tit om sommeren. Så sad min kusine og jeg i græsset og malede, mens Røde Mor råbte fra scenen, at alle, der ikke var røde, var døde. Og alle, der var røde, var søde. Og så sagde min far, at nu var den ferie slut. Og så tog vi hjem igen til Reberbanegade.

   I børnehaven havde jeg godt lagt mærke til, at der var andre børn, der var på ferie i mere end en dag. Men det var også alle de børn, der havde forældre, der arbejdede i lufthavnen. Det var nok derfor, tænkte jeg. Så kunne de flyve. Vi kunne kun cykle.

   Det sang hun også om. Hende i højtaleren. »Mors lange cykeltur,« sang hun og min mor sang med, mens hun vaskede op eller lavede te fra Ceylon.

   Den musik gjorde min mor glad. Og den gjorde hende anderledes.

   »Hvad skal du i aften?« spurgte min far.

   »I Huset,« sagde min mor. »Vi holder kvindefestival. Og jeg er med til at arrangere det.    Det er vigtigt, vi bevæger os.«

   Min far nikkede. Han bevægede sig ikke så meget. Men han var begyndt at høre hende der stemmen inde i højtalerne, når min mor ikke var hjemme.

   Det var også et bedre cover, der var til den lp med »En lille bunke krummer«. Det var et lille rødt hus ude i en skov med grønne træer.

   »Er det kastanjetræer?« spurgte jeg.

   Min far rystede på hovedet og sagde, det var bøg.

   Så sagde jeg, at Fru Frandsen ikke kunne bo der. Hun kunne ikke tåle det der allergi.  Og det kunne Birthe Kjær desuden heller ikke.

   Så grinede min far og rodede mig i håret. De aftner var dejlige. Så sad vi der i Reberbanegade, mens hende der stemmen i højtalerne sang om ræve, rav og om de små lys, vi skal huske at tænde i mørket. Min far snittede grafik. Og jeg lavede et slot i trylledej. Min far troede, det var et hus til alle dem, der ikke havde et sted at bo. Det tror han stadig. Jeg har aldrig nænnet at sige, at det var det slot, jeg skulle bo i, når jeg havde fået så stor succes med at synge på Mellemdækket i min leopard.

   Det slot skulle bygges midt på Røde Mellemvej.

Sproget i Thomas Lundmes tekst står i lysende kontrast til det sprog som beskrives i Informations hovedavis den samme dag - under rubrikken

En bullshitters bekendelser 

Manschetten lyder:

Et af de mest iøjnefaldende træk ved vores kultur er, at vi er omgivet af så meget bullshit. Det mener professor emeritus i filosof fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt, der har viet en hel bog til at beskrive fænomenet. Han er bekymret – for som han siger: ‘Bullshit er en mere samfundsnedbrydende praksis end løgnen’

En faktaboks fortæller:

Bullshit [ˈbulˌˈsjit] subst. el. verbum

Sammensat af ordene ’bull’, der betyder tyr og formentlig stammer fra det franske ’boul’, der kan oversættes til ’svig’ eller ’bedrag’ – samt ordet shit, der betyder ’lort’ og er blevet brugt i amerikansk slang siden 1915, om end det først for alvor fandt udbredelse under Anden Verdenskrig.

   I almindelig sprogbrug anvendes ordet bullshit til at udtrykke utilfredshed med udsagn eller personer, der virker overfladiske og uoprigtige. I bogen On Bullshit definerer professor emeritus fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en bullshitter som en

person, der er mere optaget af at imponere publikum, end af at formidle sandheden:    »Det, han siger, kan være sandt eller falsk – han er dybest set ligeglad.«

De senere år er bullshit gledet ind i det danske sprog, som et supplement til allerede kendte betegnelser som: ’varm luft’, ’tom snak’ eller det mere latrinære (men med ’bullshit’ nærmere beslægtede) ’at lukke lort ud’.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i den grad er allergisk over for bullshit-sprog, og at jeg får røde knopper af mennesker der bulshitter i tide og utide.
   Jeg ønsker her på bloggen at undgå sprogligt  bullshit, og jeg prøver at udnytte erfaringssprogets gennemsigtighed når jeg skriver. Også selv om det jeg skriver om, kan være ret svære sager der indimellem kræver brug af abstrakte begreber.

   Det sprog som jeg har benævnt 'videnssprog', er - i modsætning til erfaringssproget - rigtig velegnet til at bullshittte med, fordi det er abstrakt, billedfattigt, upersonligt og følelsesrenset - og derfor formidler virkeligheden i fugleperspektivets slørede form.

   Se mere om det to slags sprogbrug i det følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Gå gerne videre til de følgende indlæg hvor jeg fremhæver det særlige anti-bull-shit-erfaringssprog som Christina Hagen bruger i sin digtsamling "White Girl", en samling tekster som nu er blevet omsat til en meget rost teaterforestillig: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/christina-hagen-erfaringssprog.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/barsk-barndom-kreativ-vrede-erik-valeur.html

Skulle jeg give et lysende klart og helt aktuelt eksempel på det modsatte af bullshit-sprog, så er det Yahyan Hassans digte - men også hans udtalelser når han bliver interviewet:

Læs også gerne mit indlæg om Yahyab Hassan da han lige var trådt offentligt frem i et interview i Politiken:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html

Om Dudus melankoli - i en kronik med titlen "Det er for sent" - skrevet i et gribende erfaringssprog

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om debutdigteren Yahya Hassan og hans livshistorie og erfaringer frem til at digtene nu udkom. Jeg forholdt mig ikke så meget til sproget, men først og fremmest til det der lå bag: vreden og den kreative eksplosion som digtene var udtryk for. Og om betydningen af på et afgørende tidspunkt at være heldig og møde 'en mentor' for udviklingen af personligheden.

   Jeg var ikke den eneste der reagerede. Dønningerne i offentligheden, de mentale skred som interviewet  og citatet af et af digtene affødte rundt omkring, har skyllet gennem mediernes debatsider, klummer og kommentarer i hele den følgende uge. 

   Og efter sigende har Yahya været nød til at gå under jorden på grund af dødstrusler fra mennesker der heller så ham som død end fortsætte som en levende digter.

Men det det også handler om i sidste instans er sprog: 'erfaringssprog'.

   Jeg har tidligere flere gange reflekteret over den forskel i impact og effekt på modtageren der er når man bruger det akademisk inficerede, abstrakte, billedfattige og skriftspogsforankerede 'videnssprog' - i modsætning til det indtryk det gør når man gør brug af det konkrete, billederige talesprogsnære "erfaringssprog".

   Yhyas digt havde klart sin kilde i erfaringsproget, og var så kørt i gennem en sproglig poetik som gjorde det til et personligt digterisk udryk - til poesi i stedet for prosa. 

En uge efter, igår lørdag den 12 oktober, bragte politikken så en kronik af vært på radio24sy Ayse Dudu Tepe under rubrikken 

Det er for sent

Kronikken er en slags emotionelt svar på Yayhas sproglige og kreative vredesudbud. Manchetten siger det direkte:

Tårne trillede ned ad mine kinder, da jeg læste artiklen om Yahya Hassan i Politiken. For jeg læste om mig selv. 

Grundstemningen i teksten er ikke vrede, men sorg. Eller måske mere præcist: melankoli.

   Og sproget er - igen - lysende klart og stærkt erfaringssprog, her i episk fortællende form. På en gang totalt gennemsigtigt - et krystalklart vindue til erfaringer som næsten ikke er til at bære for læseren: mig. Og så samtidig udtryk for en kunstnerisk autenticitet som er sjælden og mindst lige så prægnant som Yahya Hassans. 

   Og kronikken - fortællingen - er adresseret til Yahya, flere gange i form af retoriske spørgsmål som en verbal sløjfe på et erfaringsafsnit:

Det er søndag formiddag. Jeg er 18. Jeg ligger i min seng. Det er morgen. Jeg har tændt radioen. Men jeg lytter ikke. Jeg vågner ved, at en slægtnings udspilede øjne og spyt rammer mig som sløve knive. Jeg sætter mig op.

   »Hej, hvad sker der?«. Slagene hagler ned over mig. »Du, Dudu, du opfører dig ikke som en tyrkisk pige! Jeg hører rygter om dig. Hvis jeg nogensinde ser dig eller hører, at du har været i byen, smadrer jeg dig«.

   Jeg kigger på ham. »Hvorfor slår du mig?«. Mine forældre står i døren og overværer det hele. Da han er færdig med mig, siger min mor: »Det havde hun godt af«.

   Mor, ved du, hvad der ville have været godt? Hvis du havde forsvaret mig. Men det klarede du ikke, mor.

   Du klarede at passe på mig, lige da du havde født mig, mor. Jeg læste ved et tilfælde, at jeg ikke tog dit bryst til mig efter fødslen. Jeg er jeres førstefødte. Jeg er opkaldt efter min farmor. Hende savner jeg. Jeg savner at ligge imellem dig og farfar, farmor. Og også lopperne. Selv om deres bid kløede. Jeg elskede også at ligge i mine forældres seng. Den var så stor og altopslugende. Det var min sult også. Du og far bragte mig til sygehuset, fordi jeg ikke fik din modermælk. Du lærte at amme, og vi tog hinanden til os. Og se, hvor stor jeg er blevet, mor.

   Hvem passer på dig, Yahya?

Det mest gennemgående træk ved kronikken er at den dialogisk form - et genkommende skift i perspektiv mellem en jeg-fortæller og så en anden stemme der tiltaler dette "jeg" med et "du" og sit mellemnavn (eller kælenavn?) Dudu - som et stærkt retorisk udtryk for den spaltede personlighed som er resultatet af traumatisk barndoms- og ungdomserfaringer. 

   Her et citat fra indledningen:

I modsætning til Yahya Hassan er jeg ikke fucking vred på mine forældre, eller på hele generationen for den sags skyld.

   Jeg er ikke vred over det kolossale svigt eller over, at min far i 1. klasse gav mig en på hovedet, fordi han syntes, at jeg var for pinlig første skoledag.

   Eller over, at jeg gennem det meste af min opvækst blev tæsket og skammet ud. Jeg er heller ikke vred over, at jeg aldrig har fået nogen undskyldning.

  Men jeg er vred, fordi det er for sent. Vi tabte alle.

   Mange, og til tider inklusive jeg selv, vil påstå at du, Dudu, er en succes. Du er ikke perker-trash. Du taler flydende dansk, du fik dig en uddannelse, du arbejder som radiovært, du kan forsørge dig selv, du har et velfungerende skilsmissebarn, du bor i den hippe del af København. Du blev til noget. Du klarede dig fand’me, Dudu. Du er en rollemodel.

   Men hvis der er noget, jeg ikke er, så er det en rollemodel, eller mønsterbryder. Jeg brød måske med mine forældres kultur, og de brød med mig. Du skal aldrig kontakte os igen, Dudu. Du er ikke vores datter. 15 år efter bruddet spørger jeg mig selv: Hvad er det, du har klaret, Dudu?

Læs heler kronikken her. Det er gribende. Det er erfaringssprog så det rammer lige i øjet - og via det - lige i hjertekulen.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2101949/jeg-er-vred-fordi-det-er-for-sent-vi-tabte-alle/

Og læs gerne - fore perspektivets skyld - det her indlæg som jeg skrev for godt et år siden med afsæt i to andre erfaringssprogsgribende kronikker af henholdsvis Marlene Duus og May Johson:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html

'Skriv sundere' - om skriveblokeringer og det indre spil om at skrive kreativt

En af mine Facebook-venner hvis historieformidlende tv-serier jeg altid har sat stor pris på, skriver at hun har haft et anfald af skriveblokering. Men at det heldigvis nu er overstået.

   Jeg googlede "skriveblokeringer" og fandt et billede som jeg lagde på Facebook, og som gav det største antal "likes" jeg har fået i al den tid jeg har lagt noget ud til Facebook-vennerne:

   Her er det:

Skriveblokering

Når jeg synes det med skriveblokeringer er interessant lige nu, så er det fordi jeg efter denne Facebook-succes oplevede en mental kortslutning:

 "skriveblokeringer " > "den store dansklærer " < "self 1" og "self 2" fra Tim Gallweys bøger om: "The inner game of...."

Den mentale kortslutning fremprovokerede i løbet af natten erindringer fra 70-erne og 80-erne som jeg ikke har været omkring i rigtig mange år:

Mens jeg var ansat som lektor i sprogbrugsanalyse på RUC, skrev jeg faktisk den gang en artikel med titlen "Om blokeringer over for at skrive".  Det må have været omkring Kommunikationuddannelsens start 1978,

   Jeg skrev også en akademisk artikel der udkom i sprogtidskriftet NyS med titlen: "Som sagt, så skrevet - om forholdet mellem talesprogsnormer og skriftsprogsnormer i offentligheds- og socialisationsteoretisk belysning" fra 1979. Her introducerede jeg for første gang begrebet "den store dansklærer", som en forklaring på skriveblokeringer og på det gebrækkeligt dårlige sprog jeg mødte hos mange af deltagerne på en lang række skrivekurser som jeg afholdt for professionelle fagfolk i de år.

   Og da jeg sidenhen - i sen-firserne - vendte tilbage til den akademiske verden og blev lektor i dansk sprog på Handelshøjskolen, udgav jeg to artikler der også forholdt sig til den slags problemer: "Ned med fagsproget - om fagsprog som kommunikationsmodstand" - offentliggjort i tidskriftet Ark 1987; og en mere populær artikel i tidskriftet Sprint: "Give sproget en på frakken - om at oversætte fra dansk til dansk" 1988.

Endelig udgav jeg i 1988 en lærebog til sygeplejersker og andet skrivende sundhedspersonale: "Skriv sundere - en brugsbog for sygeplejersker". 

   Bogen illustrerede med en lang række autentiske eksempler at det er muligt og stærkt anbefalelsesværdigt at skrive langt mere forståeligt hvis man i sin faglige formidling til patienter og til andre sygeplejersker trækker konsekvent på erfaringssproget i sit valg af ord og vendinger - frem for at skrive et knudret og klumpet sprog præget af stærk interferens fra det videnssprog som typisk ellers er indrettet til skriftlig kommunikation til andre fagfolk.

  I det afsluttende kapitel i "Skriv sundere" har jeg også et helt afsnit om "Den store dansklærer".

Men hvad er han så for en filurkat?

   Det forklarer jeg i artiklen "Som sagt, så skrevet" - og senere igen i "Skriv sundere". Han er en mental instans der som en indre stemme taler fordømmende når nogen - en selv eller andre - forsøge at bryde med regler og normer for "ordentligt og pænt sprog" - både når det gælder stavning og når det gælder ordvalg og syntaks. "Den store dansklærer" er en slag sprogligt over-jeg (inspireret af Freud) der overvåger og forsøger at kontrollerer sproget i brug - især skriftsproget - så det "opfører sig korrekt" og "holder sig på måtten". Han bliver installeret sammen med at vi lære at skrive - fx dansk stil eller tilsvarende, hvor vi bliver rettet og kritiseret med røde streger og kommentarer i marginen eller til slut. Han udgør mentalt set summen af de ideale forventninger vi har til vores eget og andres skriftsprog.

   "Den store dansklærer" er en naturlig modstander af erfaringssprogets mange talesprogstræk og fungerer som opmærksomhedskrævende backinggroup for vidensprogets abstrakte ord og komplicerede sætninger. 

    Jeg citerer her fra "Skriv Sundere":

For mange mennesker er DEN STORE DANSKLÆRER så streng en herre  at sidde med i baghovedet at de helst undgår at sætte ord på papir - af angst for at det ikke skal være godt og rigtigt og fint nok. Bliver de endelig sat i situationer hvor de er tvunget til at skrive, ja, så bliver det enten i meget kortfattet telegramstil eller i et knudret og ujævnt sprog. Og sveden vil stå dem på panden under kampen for at overvinde de blokeringer som DEN STORE DANSKLÆRER strenge blik bevirker.

Lidt firkantet sagt så har "den store dansklærer" sæde i venstre hjernehalvdel - nærmer bestem i frontallappen, og bekæmper de sider af sprogbrug og produktion som højre hjernehalvdel bidrager med.

    Denne for mig jo gamle teorikonstruktion til at forklare klumpet og knudret skriftsprog hos professionelle folk som ingeniører, agronomer, læger, jurister, administrative medarbejdere, den har overraskende store paralleller til Tim Gallweys "inner-game-teori" hvor et "Self 1" interfererer med og forstyrrer det udøvende "Self 2"-s gnidningsfri funktion.

   Jeg citerer lige fra den bog jeg er ved at læse: "The Inner Game og Music" - af Barry Green med Tim Gallwey som konsulent:

If you think about it, the presence of that voice in your head implies that someone or something is talking (it calls itself "I"), and someone or something else is doing the listening. Gallwey refers to the voice that´s doing the talking as Self 1, and the person spoken to as Self 2.

   Self 1 is our interference. It contains our concepts about how things should be, our judgements and associations. It is particularly fond of the words 'should' or 'shouldn´t, and often sees things in terms of what "could have been".

   Self 2 is the vast reservoire of potential  within each one of us. It contains our natural talents and abilities, and is a virtually unlimited resource that we can tap and develop. Left to its own device, it performs with gracefullness and ease.

 "Self 1" er, så vidt jeg kan se, helt identisk med "den store dansklærer" - og arbejder i det mentale felt mellem fortid og fremtid: Fortidens erindringer om hvor galt det kan gå og hvordan dét føles, og bekymrende forestillinger om fremtidens adfærd forbundet med angst for at det kan gå lige så galt igen. 

   Det er ikke svært at se at det der kaldes "the default mode network", er det som "Self 1" trækker på - et neuralt netværk i hjernen som vi ved er det der fremdrager episodiske erindringer, og som er sæde for vores forestillinger om hvad der kan ske i fremtiden. Og det er altså effekten af det - den fordømmende eller bekymrede indre stemme der skal dæmpes eller for en tid være noget der er skruet helt ned for, hvis man skal komme ud af en skriveblokering og - igen - komme til at skrive kreativt, lige ud ad landevejen, og så enhver idiot (og alle andre) forstår det. Og vil læse det med glæde. 

Man kan sige at det at lære at kontrollerer kontrollanten "den store dansklærer", godt kan minde om de meditationsteknikker som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med indlæg om den plastiske hjerne og hjerneforskeren Richard J. Davidson.

I mine yngre dage da jeg definerede mig selv primært som universitetsforsker og akademiker med stort A, oplevede jeg skriveblokeringer. Og det var nok baggrunden for nogle af de ovennævnte skriverier. Men jeg gjorde også opdagelser og udviklede tanker som førte til min teori om  betydningen og funktionen af hhv. "videnssprog" og "erfaringssprog".

   Jeg blev bevidst om at jeg selv rent faktisk havde "et andet sprog" og "en anden stemme" end den højakademiske abstrakte stil som jeg forventede af mig selv og forventede at omgivelserne forventede. 

   Opdagelsen af "den anden stemme" gjorde jeg da jeg i begyndelsen af 70-erne skulle skrive manuskripter til skoleradioudsendelser i dansk for børn. Det var en indre "tale"-stemme som jeg  hev frem i bevidstheden og omsatte til skrift i mine radiomanuser. Og det blev derfra en sproglig ressource som jeg fandt ud af jeg jeg kunne trække på og udnytte når jeg ville skrive lige ud ad landevejen. Eller når jeg skulle undervise - også voksne.

   

Jeg udviklede også nogle teknikker til at kalde denne anden erfaringssproglige stemme frem, da den i begyndelsen ikke kom af sig selv. Her følger de som en række gode råd.

Helt grundlæggende skal du accepterer at det du skriver, aldrig behøver at være den "endelige" - den "færdige" formulering. Du kan altid rette, stryge, tilføje, bytte udtryk ud med andre. 

  Sørg for at skrive "jeg" mange gange, særligt i begyndelsen af teksten. 

   Og sørg for at få så mange talesprogsudtryk ind  i teksten som fx "nemlig", "altså", "faktisk", "jo", "mon". Og begynd gerne med et "Og" eller et "Så" efter punktum.

   Et par vulgære bandeord fungerer også skidegodt hvis du vil bryde med "den store dansklærer"s indblanding. 

    Brug gerne ordsprog, faste vendinger og klicheer når du skriver. De er nemme at gå til, giver en uhøjtidelig tone. Og kan altid rettes sidenhen: "Den som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt ..."

     Det er også godt i sin tekst at indskrive retoriske spørgsmål der hvor de logisk hører hjemme.

     Jeg har gode erfaringer med at skrive en fjollet eller provokerende overskrift til artiklen fra starten; fx. husker jeg at da jeg skrev en artikel om plottets betydning i historiefortælling, så gav jeg den fra starten titlen: "Plot-plotterot-plot-prium-plot". "Den store dansklærer" er en alvorsmand.

     Det er også en god ide at finde et muntert citat at indlede artiklen eller bogen med. Det er ligesom at give fuck-fingeren til "den store dansklærer".

     Man kan også starte skriveriet med at skrive udkastet til et personligt forord - hvor man automatisk skriver i en personlig og ligefrem stil og helt legitimt kan skrive "jeg". Eller indlede selve teksten med en personlig erindring.

    Jeg kan også anbefale at man slår stavekontrollen fra mens man skriver første umiddelbare version.

    En skriveblokering er en slags depression. For at komme op i humør, kan jeg anbefale at du tager noget godt og vellykket frem som du tidligere har skrevet, og læser det - eventuelt ligefrem højt. Se bare - du kan jo godt.

    Det kan også være en hjælp at læse det højt man har skrevet.  Kløjs man i det, så har "den store dansklærer" været for meget ind over. Kører oplæsningen bare, så er du på rette spor.

    Hvis du skal skrive i en genre hvor det forventes at du bruger fodnoter, så vent med at indsætte dem til sent i processen. En fodnote er altid en defensiv sproghandling.

     Det er en god ide at skrive og beskrive et kronologisk forløb: "Først skete det, så gjorde man det, så  førte det til ...". Kronologi er den naturlige rækkefølge at fortælle noget  i, så det inviterer til også at skrive naturligt og konkret. 

Her finder du i øvrigt forklaringen på at jeg i ingen af mine bøger har brugt noter, hverken fod- eller slutnoter. Ej heller litteraturhenvisninger inde i teksten. Læseren skal ikke mindes om og forstyrres af "den store dansklærer", som hele tiden tager forbehold og tænker på hvad nogen kan finde på at indvende og kritiserer.

   Dette er naturligvis blevet bemærket af akademiske kolleger og har gennem årene ført til en  del kritisk-ironiske kommentarer.

Du kan læse mere uddybende om videnssprog og erfaringsprog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Her er et billede af vores egen Filurkat, Fister, der aldrig kunne finde på at blokere nogens skriverier, men til gengæld kan vælte alt ned fra vindueskarme og reoler:

Fister - uden blokeringer

Christina Hagen - erfaringssprog, videnssprog - og Lars Olsen-kritik af eliterne

Jeg skrev for nogle indlæg siden om kreative vrede, eksemplificeret ved forskellige avisaktuelle kreative personligheder. En af dem var Kristina Hagen hvis sprog i teksterne i hendes nysudkomne bog 'White Girl' i den grad betog mig.

   Hun fortjener at komme på en omgang mere: 

Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjglas og sætte i køleskab og rigtig spise jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugter og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!

Citatet er denne gang hentet fra et portrætinterview i Weekendavisens bogtillæg fra den 20. juli, skrevet af Lasse Lauridsen.

   Her fortæller hun hvad det er for et sprog den bagvedliggende vrede er rettet imod - "det sprog, man taler, når man læser bøger, blogs og børsnotater":

Der er så meget pænhed og korrekthed i den måde, vi taler på. Det kan godt være, det ser ordentligt ud udadtil, men det gemmer på et undertryk, (...).
   Sproget fungerer som et rum, hvor vi er låser alle de tabuer inde, som vi ikke kan håndtere i vores samfund. Jeg føler lede ved sproget og vil straffe det ved ikke at bruge det eller ved at ødelægge det. Jeg har følelsen af at det akademiske, korrekte dansk er et beskidt sprog. Et sprog der er brugt for meget til at manipulere med, (...)
   Da jeg skulle til at skrive White Girl, kunne jeg mærke en vrede over den måde, kultureliten debatterede på. Deres måde at få ret på, nedgøre mindre vidende, dårligere uddannede mennesker, der af forskellige årsager ikke har adgang til sproget på samme måde som eliten. Fordi de ikke har de samme økonomiske eller uddannelsesmæssige fordele. Især fordi de her intellektuelle jo selv var styret af akkurat de samme fordomme over for kvinder, indvandrere og fattige som dem der ikke har tilbragt år på universitetet.

På mange måder minder Christian Hagens synspunkter og synsvinkel om en af mine journalistisk 'helte' i den moderne danske samfundsdebat, Lars Olsen, sådan som de bl.a. kommer til udtryk i hans øjeåbnende og for nogle provokerende bog: 'Eliternes Triumf - da de uddannede klasser tog magten'.
   Med Lars Olsen har jeg det sådan at når jeg støder på et nyt indlæg fra hans hånd, så er jeg ikke bare nogenlunde enig - jeg er så enig i det han skriver - at det også vækker en form for vrede over eliternes...

EYES WIDE SHUT

Jeg har flere gange skrevet om forholdet mellem 'videnssprog' og 'erfaringssprog', og hvordan et skift - en 'oversættelse' - fra det ene sprog til det andet betyder et skift i perspektiv eller frame der næsten altid er ideologisk afslørende. Og jeg har eksemplificeret det med et citat fra en rapport fra nogle konsulenter der for mange år siden skulle vurdere hvilke krav det stillede til nyansatte at betjene det nye sorteringsudstyr i Postterminalen:

I langt de fleste tilfælde vil intellektuelle ressourcer, der rækker ud over det normale, næppe kunne blive tilfredsstillet. (...) Men et vist minimum af intellektuelle forudsætninger vil være påkrævet for at undgå person- og materielskader, samt unødvendige forsinkelser. 

Videnssprog så det basker. Men hvad er det for "tabuer det lukker inde", hvori er det "manipulatoriske", som Christina Hagen mener der ligger i det? Hvordan er det 'nedgørende'?

   En kreativ journalist på Ekstrabladet oversatte indholdet til erfaringsprog og knaldede det op i en stor overskrift:

De skal være dumme.. men ikke for dumme

Så blev der ballade blandt medarbejderne på Postterminalen.

Det Christina Hagen gør, er sådan set det samme, bare på en helt original og metaforisk måde. Gennem et selvopfundet nyt dobbeltspejlende og blended 'erfaringssprog'. 

   Teksterne i 'White Girl' udstiller i den grad mellemmenneskelige fordomme, stereotypier og tabuiseringer.

   Det er ordkunst på et meget højt niveau.

Hvis man i koncentreret form vil læse om Lars Olsens synspunkter og erfaringer i mødet med almindelige mennesker i 'forsamlingshuse', så kan man finde dem på følgende web-adresse - blandt andet med en masse erfaringssprog-citater:

http://www.larso.dk/Pol-easy.html

Hypotetiske erfaringer og tænkte oplevelser - simulation gennem erfaringssprogets basic level-kategorier

"At se" og "syn" er metaforer for at forstå og forståelse. Næste led i argumentationskæden er så den grundforudsætning at forståelse er simulation.

   
To virksomheder skal fusionerer. Medarbejderne er bange og usikre. Ledelsen vil informere og berolig. Sender abstrakte eufemistiske skrivelser ud. Det hjælper ikke. Og det har noget med sproget at gøre.
   Hvis medarbejderne skal kunne "se sig selv" i en fremtidig situation, så skal de kunne simulere denne fremtidige situation så konkret at de kan se sig selv sanse, handle og reagere i den. Dvs. forestille sig den fremtidige situation som en hypotetisk erfaring, en tænkt oplevelse. Og for at kunne simulerer sig selv i sådan en situation så må input være leverer i erfaringssprog, tekster med sprog gennemsyret af basic level-kategori-ord.

Sammenhængen er altså denne når mellemledere (og journalister) skal "oversætte" fra videnssprog til erfaringssprog.

• For at kunne se sig selv i en tænkt situation, må man mentalt kunne simulere den situation
• For at kunne simulerer en situation må man have den fremstillet i basic-level-kategorier
• For at fremstille noget abstrakt i basic-level kategorier, må man bruge metaforer og metonymer (og andre oversættelsesværktøjer som analogier, fabler, lignelser, modeller, scenarier, etc) 
• For at kunne bruge metaforer og metonymer, må man trække på sit erfaringssprog og oversætte fra videnssprog.

Endelig kan vi også inddrage et andet af de redskaber som de senere års managementlitteratur har fremhævet som afgørende for at få medarbejdere og omgivelser til at "se sig selv" i relation til virksomheden:Storytelling.

   Jeg har tidligere nævnt at dramaturgi er et sæt af simuleringsredskaber for simulation af personer der handler målrettet i tid og rum - og undervejs møder modstand som overvindes.
Historier der fortælles til nogen, hvad enten det er i sproglig eller visuel form, de fortælles altid gennem basic-level-kategorier.
   Faktafortællinger har et grundlæggende metonymisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer, mens fiktionsfortællinger har et metaforisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer. 

   Storytelling i og om virksomheder har karakter af lignelser som medarbejderne skal overføre på  egen situation idet de får mulighed for at "se sig selv" gennem de identifikationsmekanismer som de virkelighedsismulerende fortællinger tilbyder.
   Jeg citerer igen fra James Gearys bog "I is an Other", som jeg synes meget klart udtrykker sammenhængen mellem historiefortælling som metafor og det der foregår mentalt og neurologisk i vores hjerner når vi går op i fortællingen og kan se os og forstå os selv gennem ubevidst simulation af det den imaginære virkelighed den fremstiller (i basic-level-kategori-ord og -billeder):

When we read a story, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while reading, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them our in our minds. Stories er rehearsals for real lilfe.

Godt fortalte historier er vores mulighed for mentalt,  kognitivt og emotionelt at afprøve os selv i nye situationer - uden at det for alvor gør ondt! 

Skriv så det fænger - fra forandring til udfoldelse - serendipitet igen, igen

Tredje serendipitet-sammentræf fremgår af overskriften til dette indlæg "Skriv så det fænger - fra forandring til udfoldelse".
   Der er tale om et sprogligt "blend", sammensat af titlerne på to andre bøger jeg lige har fået stukket i hånden. De to forfattere er begge nogen jeg tidligere har omtalt som særligt kreative personligheder, og som nogen jeg sætter stor pris på. Og på en interessant måde belyser de to bøger hinanden.

Den ene bog er en ny og revideret udgave af Teddy Petersens "Skriv så det fænger". Han har i mange år været lærer i sprog på Journalisthøjskolen og leder af forlaget Ajour. Men han kommer oprindelig fra DR hvor han var kreativ og opfindsom radiojournalist og en særdeles dygtig underviser på de interne efteruddannelseskurser.

   Den anden bog har titlen "Fra forandring til udfoldelse". Det er en stærkt blended bog i enhver henseende - nærmest en montage eller collage - med tre forfattere på titelblade. 

   Den ene kender jeg godt. Det er Poul Nesgaard, rektor for filmskolen, tidligere B&U-tilrettelægger i DR. 

   De to andre  forfattere er Kim Gørtz og Dennis Rasmussen.

   Kim Gørtz er filosof med psykologi som sidefag - og arbejder bla. som konsulent og fagbogsforfatter med afsæt i teorier om coaching sat i filosofisk perspektiv.  Navnet er jeg jævnligt stødt på under min søgning på kreativitet, men jeg har ikke tidligere læst noget han har skrevet.

   Dennis Rasmussen er udannet erhverspsykolog og leder af et konsulentfirma der arbejder med ledelses og organisationsudvikling.

   Af en søgning på nettet at dømme, to af de tunge drenge inden for managment-konsulent-branchen.
   Men måske ikke typer som man ville tænke Poul Nesgaard sammen med.

Hvordan belyser de to bøger hinanden?

   Bogen "Skriv så det fænger" handler helt bogstaveligt om det der er et af nøgleordene i den anden: UDFOLDELSE!

   Om udfoldelse af personligheden gennem sproget. Om udfoldelse ved at skabe billeder gennem sprog, om at sanse gennem sprog, og om at gør en virkelighed levende og forståelig gennem sprog. 

   Men også om sprog der ikke folder sig ud, er abstrakt, tømt for billeder og følelser, et et sprog der vender ryggen til læserne.

   I "Skriv så det fænger" vrimler det med smukke eksempler på kreativt sprog og fine pædagogiske modstillinger. Og den er forbandet velskrevet.

   En af de centrale begrebspar som bogen gør en del ud af at udfolde og eksemplificerer, er erfaringssprog over for videnssprog, som Teddy Petersen har oversat til dagligsprog versus fagsprog.

   Det er en modsætning som jeg i en række tidligere indlæg her på bloggen har foldet ud i lyset af forskellige sider af hjerneforskningen, bla. med den pointe at erfaringssproget giver særlig adgang til højre hjernehalvdels visuelle, musikalske og føelelsesaktiverende tænkning - og dermed en kilde til kreativitet.

Den anden bog - "Fra forandring til udfoldelse" er et eksempel på denne modsætning i sprogformer. De fleste kapitler er skrevet i et videnssprog - der forbinder og fusionere tre upersonlige, følelsesrensede og abstrakte fagsprog og deres terminologi: et managementsprog, psykologisprog og et filosofisprog.
   Der findes vinduesglas som man indefra fint kan se ud igennem, men som man udefra ikke kan se ind igennem. Sådan forekommer den dominerende del af teksten mig. 

De fleste kapitler slutter med det bogen selv kalder "indskudte passager", afsnit der er skrevet i erfaringsprog. I de passager (bemærk metaforen "vej" i udtrykket "passage") - er der billeder, der er følelser, der er erindringer, erfaringer og personligt forankrede refleksioner.

   Så vidt jeg kan gennemskue er "passagerne" alle skrevet af Poul Nesgaard. I de fleste er der direkte referencer til filmskolen eller hans tidligere arbejdeplads, B&U-afdelingen i Danmarks Radio. Men også til hans barndom og ungdom. De beskriver og opsamler erfaringer - fortalt i begivenheder og episoder der for det meste har karakter af kriser, dilemmaer og højde- og vendepunkter.
   Alle passagerne er altså båret af en underliggende dramaturgisk-kreativ tænkning. Det er faktisk dem der leverer bogens fremdrift - i hvert fald for mig.

Bogens formål er at advokere for et skift i måden at tænke på - omkring det at lede virksomheder og medarbejdere. I min terminologi: et frame-skift. Fra at tænke i FORANDRING til at tænke i UDFOLDELSE. Det skift skal lederne gøre, og det skal dem der coacher dem gøre, konsulenterne. Og - det forsvinder dog lidt i abstraktionernes uigennemsigtighed - skiftet til udfoldelse skal også præge medarbejdernes praksis i deres job og arbejdsfunktioner.
   Som på Filmskolen?

   Her er de to frames der er sat op mod hinanden, formuleret i stikord. De kaldes af uforklarlige grunde "spillebaner" - for mig at se, en helt uigennemsigtig metafor:

UDVIKLING: Ritualisering, kontrol over virkeligheden, kontekstmætning og fra indvikling til udvikling. Spillets navn: reduktion af kompleksitet, simpelhed. Mekanisk menneskesyn - instrumentel og fremmedgørende. Hensigt: beskytte den centralistiske og bureaukratiske organisationsform. Magt og ansvar bundet til formel position. Styringsparadigme: kontrol og forudsigelighed. 

UDFOLDELSE: Potentialisering, tillid til virkeligheden, kontekståbninger og fra indfoldelse til udfoldelse. Spillets navn: håndtering af kompleksitet, bevægelse. Organisk menneskesyn - dynamisk og tilegnende. Hensigt: udfolde den  decentrale og frie organisationsform. Magt og ansvar bundet til kompetence og faktisk handling og refleksion. Styringparadigme: tillid og uforudsigelighed. 

Man kan godt læse at udfoldelses-framen er fuld af plusord, og at det er noget anbefalelsesværdigt at skifte til.

   Men denne anbefaling er ikke i bogen omsat i operationelle begreber og konkrete adfærdsmæssige  værktøjer. Begrundelsen er at det "ville være en underminering  bogens eget budskab, som er at fasthold fokus på inspiration (til forskel fra instruktion)."

Bogen vil have dem der leder virksomheder og medarbejdere, eller dem som hjælper ledere til at lede - til at skifte mental frame. Og det er jo al ære værd. Ønsket om frame-skift er et udtryk for kreativitet, som jeg også på har beskrevet det mange steder i denne blog.

   Men de to sprog som bogens tankegang udtrykker sig igennem, udgør en slags montage eller collage af to skarpt adskilte konceptuelle rum: videnssproget som dominerer, over for erfaringsproget i de "indskudte passager". Og læseren overlades til selv at integrere dem. 

   Det virker som "tale" fra hhv venstre- og højre hjernehalvdel, men uden at der er forbindelse imellem dem - uden at de taler sammen.

   De "indskudte passager" kommer til at udstille bogens paradoks: Den gør sig til talsmand for udfoldelse og oplevelse i åben tilstand, men det sker i et totalt afvisende og labyrintiske sprog - renset for oplevelseskvaliteter. 

   Der sker ikke nogen blending for læseren. Eller i hvert fald ikke for mig.

  Der er lange passager som jeg simpelt hen ikke forstår - og jeg plejer ikke at stikke op for svære tekster og kompliceret tænkning.

Men de indskudte passager er af en anden verden. De har overskrifter som tænder mig:

Mellem fiktion og iscenesættelse

Børnebørnene

Syndebukken

Konfliktens nødvendighed

Den dag jeg følte mig som kunstner

Den lille historie om ros som ledelsesværktøj

De fantasifulde

Bevægelse

Ildsjæl eller galskab

Da vi mistede pejlingen og gik i stå

Om skandaler og fejl

Da Poul Nesgaard og jeg har været sammen tre gange om året de sidste 10 år i forbindelse med juryarbejdet omkring Verdenbilledlegatfilmene, har jeg faktisk fået nogle af historierne i en mundtlig førsteudgave. Fx den om "skandaler", og om "da han følte sig som kunstner" og det der udspillede sig "mellem fiktion og iscenesættelse". Se

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/skandaler-en-kilde-til-kreativ-tnkning.html

Når vi taler om serendipitet-sammentræf, så fortæller han om den tredje ombæring af faktionserien "I sandhedens tjeneste" som jeg faktisk var inde over som dramaturgisk konsulent. Og hvor hans fiktionsfigur i serien forførte ham til at søge stillingen som direktør i DR, en oplevelse der katapultede ham videre til jobbet som rektor for filmskolen.
   Heldigt!

Kreativ vrede, kreative restriktioner, konflikters nødvendighed er nogle af de temaer han slår op og tematiserer i sine indlæg, temaer som også denne blog har været omkring i flere indlæg.

   Men det mest slående er de friske metaforer i disse indskudte passager. Han taler fx om at "opnå den sande glæde, at man føler sig i stand til at surfe på kaos"; eller om "at være leder er også at være en moderne syndebuk."

    Nogle af disse metaforer er udfoldede og komplekse. Fx denne som han brugte i talen ved en afskedsreception for en medarbejder, på et tidspunkt hvor der havde været en alvorlig konflikt mellem forskellige grupper på skolen:

På vej til afskedsreceptionen genkaldte jeg mig konflikten mellem medarbejderne. Da jeg så holdt talen, beskrev jeg filmskolen som et sejlskib, hvor hver især har forskellige funktioner - og er mere eller mindre udsatte for vejr og vind.

   Man kan sige at ledelsen er kølen, der udstikker skibets kurs. Skibets skrog og  master er TAP´erne, lærerne udgør sejlene, elverne vejr og vind: Man ved aldrig, hvor og hvornår lynet slår ned. Me det billede prøvede jeg at skabe respekt for hver enkelt medarbejder og gøre dem til ligemænd over for de mere eller mindre uforudsigelige elever. Ved roret står naturligvis kulturministeriet, der lægger den overordnede politisk kurs, og som sørger for, at skolens interesser forvaltes på en hensigtsmæssig måde, så fornyelse stadig er mulig. (....) Der er kun en vej frem. Seljlskibet - institutionen - skal hele tiden være i bevægelse.

Endelig vil jeg fremhæve den passage hvor han beskriver en bestemt elevgruppe som et særligt kreativt folkefærd: animationsinstruktørerne. De har ifølge ham "tilsyneladende lettere adgang til deres fantasi end de andre."

Deres fantasi opleves desuden som uudtømmelig, og de er mere farverige end de fleste andre elever og har tilsyneladende ganske frit forhold til alt, hvad der hedder ny teknologi og nye fortælleformer. (...) Hvorfor er det sådan?

   Jeg tror at forklaringen er ganske enkel: De holdt aldrig op med at tegne, deres fantasi har været fuldt funktionsdygtige hele deres liv, non stop.  Vi andre stoppede med at tegne omkring de ti år, da vi begyndte at tillægge den anden halvdel af hjernen større betydning. Det var den del af os, som kunne regne den ud og sikre os en fornuftig skolegang og dermed et stabilt forhold til omgivelsernes krav. Den rige evnet til at sanse verden blev sat på stand by og for de flestes vedkommende aldrig genoplivet.

   Men sådan er det altså ikke med animationsinstruktørerne. De trækker stadig på det oprindelige sprog - eller skal vi sige evnen til at opleve med hele sanseapparatets styrke.Derfor ser de ikke blot verden i flere farver end vi andre dødelige, de udviser også langt større evne til at optage nye impulser og udtryksformer.

Jeg er fuldstændig sikker på at Nesgaard har ret. Hvis du tegner hele tiden, udvikler du højre hjernehalvdels tænkning. Det er ligesom muskler der hele tiden bruges. De bliver stadig stærkere fordi de hele tiden får tilført ilt og næringstoffer gennem blodet. Og de forfalder hvis de ikke bliver brugt.
    Vi er tilbage i Betty Ewards tænkning: at tegne er at se. Og metaforen: At forstå er at se: I see what you mean. Forståelse er simulation.

Og tilbage i mine egne erindringer - om mig selv.
   Jeg tegnede og malede til jeg var ca. 25, men så stoppede jeg også. Den venstre hjernehalvdel fik større betydning. Tog over. Jeg blev lingvist og forsker. Men listigt bag om ryggen på min bevidsthed sneg billederne sig tilbage i mit liv. Via fruen og via tv, og tv-dramaturgi.
   Og se bare hvad akvarelmaleriet nu kan gøre ved en gammel hjerne - og allerede har gjort. Se de 6 blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier, det første finder du her:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

Journalistik på hjernen - om neuro-journalistik - og alt det andet der begynder med neuro- ...

Lone Frank hvis artikel i Weekendavisens tillæg "Ideer" jeg refererede i forrige blogindlæg, udgav for et par år siden bogen "'Den femte revolution - Fortællinger fra hjernens tidsalder". Jeg nævnte den i et indlæg sidste år, og skrev at jeg ville vende tilbage til den.

   Den havde et kapitel om spejlneuroner, som jeg måske ikke syntes var så fantastisk, men også kapitler som handler om religionens neurologi, om neuromarketing, og om neuroøkonomi. Fælles for kapitlerne var at de introducerede til nye forskningsområder hvor man udnyttede de moderne hjerneskanningsteknikker (neurimaging) til at undersøge hvor og hvordan hjernen "tændte", og hvilke "hormoner" den udløste og rundsendte i forskellige testsituationer som var centrale og relevante for netop det fag.

I bogen "The Tell-Tale Brain" af V.S. Ramachandran, skriver han indledningsvis om den samme revolution i hjerneforskningen:

From genes to cells to circuits to cgnition, the depth and breadth of todays neuroscience - however far short of an eventuel Grand Unified Theory it may be - is light-years beyond where it was shen I startede working in the field. In the last decade we have even seen neuroscience becomming self-confident enough to start offering ideas to disciplines that have tradtionally been claimed by the humanities. So we now for instance have neuroeconomics, neuromarketing, neuroarchitecture, neuroarcheology, neurolaw, neuropolitics, neuropolitics, neuroesthetics, and even neurotheology. Som of these ar just nurohype but on the whole they are making real and much-needed contribution to many fields. 

Da jeg læste den passage, så sagde det pling: Jeg fandt på en ny tværvidenskabelig disciplin: 

Neuro-journalistik 

Disciplinen har som forskningsfelt hvordan hjernen er aktiv og fungerer når journalister lærer at blive journalister, og hvordan den fungerer når de arbejder: finder på historier, reseacher, interviewer, observer, skriver - under tidspres og med deadlines. Eller når de arbejder med undersøgende journalistik og under cover.

   Og tilsvarende på læser- eller lytter-seer-siden: Hvad foregår der i modtagernes - i brugernes hjerner - når de læser avis, ser fjernsyn, går på nettet, etc.  Er der forskel på hvordan hjerne fungerer når det er en sensationel nyhed der breaker - eller når det bare er rugbrødsnyheder som læserne præsenteres for?

   Nyder læserne mere læsningen når artiklen har meget "show" i sig - og ikke så meget "tell"? Fungerer fortællende journalistiks narrative skemaer sådan at hjernen får aha-oplevelser som den ellers savner når konfronteres med artikler bygget op efter nyhedstrekanten?

Det er den slags spørgsmål man arbejder med i nogle af de andre tværdisciplinære fagoamråder som V.S. Ramachandran opremsede, og som Lone Frank opsøgte forskere inden for i sin bog. Altså alle de nye discipliner der begynder med neuro-...

Jeg har i tidligere blogindlæg beskrevet nogle af de forhold der kunne være værd empirisk at undersøge:

1. Påstanden om at journalister når de arbejder, herunder skriver op til deadline, kommer i en særlig flow-tilstand der udløser en coctail af lykkestoffer i hjernen, som gør at de bliver en slags "arbejdsnarkomaner" - "nyhedsjunkies" - der har svært ved at være væk fra deres job fordi de så bogstaveligt talt får abstinenser. Det kan forklare det valg af konceptuelle metaforer som man bruger om journalister og som de bruger om sig selv. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/workaholic-pa-stoffer-helt-bogstaveligt.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/om-at-indfange-tiden-gennem-metaforer.html

2. Selve den journalistiske arbejdsproces og dens forskellige faser er gennemsyret af simulerende tænkning, som derfor burde kunne afprøves ved neurimaging-forsøg. Også den håndværksmæssige del af journalistuddannelsen er styret af mentale simulations- og imitations processer. Heri kan ligge noget af forklaringen på hvorfor det er så umanerligt svært at integrere akademiske fag og håndværksundervisningen  på de to universitetsforankrede journalistuddannelser. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/nar-journalisten-konverserer-med.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/om-den-professionelle-journalists.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/simulations-pdagogik-en-konsekvens-af.html

3. En vigtig del af den kompetence en journalist erhverver sig gennem sin uddannelse, er at kunne oversætte fra eksperters og administratorers abstrakte og identitetsløse videnssprog til et erfaringsprog som gør brug af et basic-level-kategori-vokabular, et vokabular som er gennemsyret af metaforisk og metonymisk tænkning. Dette vokabular er kendetegnet ved at det kategorierne står for og referer til, kan tegnes på kommando - eller udføres som handling på kommando. Erfaringssproget giver derfor adgang til højre hjernehalvdel - som er orienteret mod visuel og rumlig tænkning  - og som i anden omgang giver adgang til de følelsesaktiverende dele af hjernen.

   Det burde være muligt gennem neuroimaging-test at afgøre om erfaringsprog - i modsætning til videnssprog - også aktiverer højre hjernehalvdel når det bruges, netop fordi de har et visuelt prototypeskema eller et motor-skema som de er umiddelbart forbundet med. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/om-at-overstte-fra-dansk-til-dansk.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/billedskemaer-og-deres-betydning-for.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/retorik-og-dramaturgi-som.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/show-dont-tell-hvad-er-meningen.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/hvad-kroppen-har-gang-i-stter-sig-pa.html

Men videre i udforskningen af neuro-journalistikken kunne man komme som følger:

4. En stor del af de eksperimenter som bliver foretaget inden for forskningsframen neuromarketing, burde uden videre kunne bruges i en neuro-journalistisk frame, evt. ved analogi med en række af de undersøgelser de allerede er lavet der.

   Jeg kommer tilbage til det når jeg har læst bogen "Mirroring People - The Science of Empaithy and How We Connect with Others" af Marco Lacoboni.

5. Hukommelsesforskningen opererer med forskellige to typer langtidshukommelse i hjernen: den procedurale og den declarative.

   Når journalister har lært at være journalister i praksis så er denne kompetence lagret proceduralt som "tavs viden" - i princippet ligesom den kompetence man har lært når man kan køre bil.

   At den journalistiske arbjedskompetence er hukommelseslagret på den måde, gør at det er nemt for journalisten med det samme at komme i den flow-tilstand som er nødvendig for at kunne fungere effektivt og gnidningsløst som nyhedsjournalist i et dagligt arbejde - en tilstand der jo indebærer at han/hun mere eller mindre glemmer sig selv og tiden for mest effektivt og "flydende" at kunne "gå op" i sit arbejde.

   Hvad denne "tavse viden" nærmere består af har Ettema & Glasser i deres bog "Custodians of Concience" givet et bud på.

De andre hukommelsestyper inden for den declarative er: semantisk hukommelse, og episodisk hukommelse.

   Den episodiske hukommelse er typisk den som journalister trækker på når de skal undervise andre - i form af eksemplariske anekdoter.

Krav om bevidst at forholde sig til og at tage hensyn til koncepter, målgrupper, økonomi og andre bekymringsværdige omstændigheder (som fx kritisk-moraliserende forskere) mens journalisten er i flow, vil bringe ham/hende ud af flow-tilstanden - svarende til Tim Gallweys beskrivelse og analyse af  konflikter mellem Self 1 og Self 2 i forskellige sociale roller, fx elitesportsudøverc og erhvervsledere.
   Under udøvelsen af især nyhedsjournalistik i en hektisk dagligdag med deadlines, vil det journalistiske Self 2, blive forstyrret af det bekymrede og selvkritiske Self 1, er min hypotese.
   Derfor er mange journalister grundlæggende uinteresserede - grænsende til det modvillige - i at høre om og forholde sig til den slags medie-management-begreber som målgrupper, koncepter, mediestrategier mv.

  I den coaching-teknik som Tim Gallwey har gjort sig til frontkæmper for, indgår netop simulationsøvelser til at forbedre den intuitive og spontane performance, altså en teknik der står i modsætning til indlæring af abstrakte begreber der kommer grus i det journalstiske flow-maskineri.

  Det må uden videre kunne testes.

Men hvad med nyhedskriterierne i neuro-journalistikkens optik? Se:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html