Hallucinationer (1) - om livagtige forestillinger om noget der ikke er der

Alle mennesker har fantasi i et eller andet omfang, og kan forstille sig ting, mennesker, forhold, verdener som ikke eksisterer og som de derfor aldrig fysisk har set, hørt, følt  - sanset. Et mindre belastet, men lidt gammendags ord er 'forestillingsevne'. 

  På engelsk taler man om "imagination".

Kunstnere, forfattere, håndværkere, videnskabsmænd, reklamefolk, journalister og mange andre professionelle grupper, lever af at de har en god forestillingsevne og i større eller mindre grad er 'visionære'.
   Ellers ville de ikke kunne udfylde de arbejdskrav der er indlagt i professionens norm- og forventningssystem.

   Og denne evne udspringer sandsynligvis i det kompleks af hjernemoduler som kaldes "the defualt network", et kompleks i hjernen der er aktivt når vi - metaforisk set - "kigger indad" - og aktiverer det som neurologen Oliver Sacks omtaler som "the minds eye", og som han har givet titlen på en fremragende bog jeg tidligere har refereret til og fra.

   På dansk: Se noget for "sit indre blik",  se noget "på den indre skærm".

Men andre dele af vores hjerne kan helt af sig selv - uden for vores kontrol og viljestyring - producere livagtige visioner for bevidstheden, kaldet 'hallucinationer'.

   Jeg har nu læst en ny bog af Oliver Sacks, hans seneste. Og den fjerde eller femte jeg har læst - af den halve snes han har skrevet.
  Manden er nu 80 år gammel og still going strong hvad angår at skrive på en fængende og engagerende måde om svært tilgængelige og delvist kontroversielle emner - omgivet af fordomme både blandt menigmand og fagfolk.

   Titlen er:

HALLUCINATIONS

Samme ord på dansk: "hallucinationer". 

   Og hvad forbinder man så det med? 

   Først og fremmest: sindsygdom - og nærmere bestemt: skizofreni.

Det handler bogen slet ikke om, eller næsten ikke. 

   Den handler om hallucinationer som mentale fænomener oplevet af normale mennesker i en almindelige dagligdags social og fysisk omverden. 

   Men også og ikke mindst om hallucinationer som følgefænomener til en række forskellige fysiske skavanker som migræne, epilepsi, parkinsonisme, blindhed, døvhed, sensorisk deprivation, amputerede lemmer, blodpropper i hjernen, skader fra langvarig alkoholisme, post traumatisk stress syndrom, mv.. 

   Endvidere om hallucinationer i forbindelse med indtagelse af euforiserende stoffer som hash og LSD, hvad Sacks har personlige eksperimentelle erfaringer med som ung forsker.

Hvad kendetegner så hallucinationer - til forskel fra dette at bruge sin forestillingsevne til at se noget for sig der ikke findes - for sit indre blik?

   For det første er det oplevelser som den person der har dem, ikke kan påvirke, ændre eller fjerne med ønsker og med vilje. De kommer af sig selv og går af sig selv - nærmest som en slags mentale 'indbrud' i bevidstheden/sindet.

   For det andet opstår de uden ydre sansestimulation som igangsættende årsag, og er altså udtryk for hjernens autonome aktivering - ofte som en reaktion på mangel på ydre sanseinput (sensorisk deprivation).

   For det tredje opleves de med samme aura af virkelighed som reelt sansede oplevelser og kan af bevidstheden ikke umiddelbart afsløres som hjernens egne 'påfund'.
    Man kunne måske sige at det er hjernens selvproducerede fiktioner.

Oliver Sacks skriver at selv om det for fagfolk kan være svært at blive helt enige om definitionen, og om hvordan man skelner mellem "hallucination, misperception, and illusion", så vil han definere hallucinationer som "percepts arising in the absence of any external reality - seeing things or hearing things that are not there."
    Jeg tænker: Det ligner næsten definitionen på en spillefilm!

Sacks fremhæver den amerikanske psykologis 'fader' William James' definition i hans epokgørende værk "Principles of Pchycholgy", en definition som lyder sådan her:

An hallucination is a strickly sensational form of consciousness, a good and true a sensation  as if there were a real object there. The object happens to be not there. that is all.

En af pointerne i Sacks bog er at den indsigt i den modulopdelte hjerne som moderne skanningsteknik giver, gør det muligt at udpege de områder af hjernen som producerer de forskellige slags hallucinationer. 

   Altså fx. det netværk af moduler som er aktive når vi hører musik, de moduler er også aktive når man har musik-hallucinationer. 

   De dele af hjerne som normalt aktiveres med de forskellige ydre sanseindtryk som leveres gennem syn, hørelse, smag, lugt, etc., de går under forskellige særlige omstændigheder i en slags produktivt selvsving og leverer virkelighedsoplevelser der for bevidstheden ikke umiddelbart er til at skelne fra ydre sansninger. Og som ofte forveksles med virkelighed i en indledend fase.

   Oliver Sacks:

For instance, an area in the right inferotemporal cortex normally involved in the perception of fasces (=ansigtsgenkendelse) if abnormally activated, may caus people to hallucinate faces. There is a corresponding area on the other side  of the brain normally employed in reading - the visual word form area in the fusiform gyrus; if this is abnormally stimulated, it may give rise to hallucinations of letters or pseudowords.

I bogen kobler Oliver Sacks i slutningen af hvert kapitel de forskellige former for hallucinationer og deres særlige kilder og fysiologiske kontekst sammen med mulighederne for at disse hallucinationer kan have været drivkraften bag en række kulturelle fænomener i den menneskelige kulturhistories udvikling (tilsvarende mit eget forsøg på at koble animisme og shamanisme sammen med 'object-personifications-syæstesi' i tidligere indlæg):

   I indledningen opregner Sacks en lang række af disse mulige sammenhænge i en serie af retoriske spørgsmål:

Indeed one may wonder to what extend hallucinatory experinces hav given rise to our art, folklore, and even religion. 

   Do the geometric patterns seen in migraine and other conditions prefigure the motifs of Abroiginal art?

   Did Lilleputian halluciations (which are not uncommon) give rise to the elves, imps, leprechauns, and fairies in our folkklore?

   Do the terryfying halluciations of the night-mare, being ridden and suffocated by a malign prescence, play at part in generating our concepts of demons and whitches or malign aliens?

   Do "ecstatic" seizure, such as Dostojevsky had, play at part in our sense of the devine?

   Do out-of-body experiences allow for the feeling that on can be disembodied?

   Does the substancelessness of hallucinations encourage af belief i ghosts and spirits?

   Why has every culture known to us sought and found hallucinogenic drugs and usede them, first an foremost, for sacramental purposes?

Oliver Sacks forklarer til sidst i forordet at hans beskrivelser også har et mentalt og konceptuelt frigørende sigte: Mange mentalt sunde og normale mennesker som har hallucinationer, tør ikke fortælle om dem fordi de er bange for at blive stemplet som sindsyge, bange for at deres venner og læger skal tro at "they are losing their minds". 

   Men det er, som hovedparten af eksemplerne i bogen illustrerer, langt fra at være tilfældet:

I think of this book, then as a sort of natural history or antholgy of hallucinations, describing the experience and impact of hallucinations on those who have them, for the power of hallucinatons is only to be understood from first-person accounts.

Her er Oliver Sacks himself i en TED-TALK-video hvor han introducerer en af de former for hallucination som han beskriver i bogens første kapitel: "Charles Bonnet Syndrome", som typisk opleves af mennesker som er blevet blinde:

(fortsættelse følger)

Om 'barselshuse' - og andre ritualer som vender op og ned på social status - for en tid

Jeg skrev i foregående indlæg om hvordan de burmesiske 'NAT-festivaler' (hvor man fejrer og hylder de ældgamle animistiske naturånder) blev en slags legitimt åndehul og frirum for bøsser og lesbiske og transseksuelle hvis seksualitet er officielt kriminaliseret, idet de som medier for disse ånder kan tillade sig at klæde sig ud i det andet køns klædedragt.

   Jeg havde ikke lige det professionelle antropologiske begreb for denne sociale mekanisme, men kunne se ligheder med middelalderens gøglertrupper og hofnarrerollen ved de forskellige fyrstehoffer i forne tider.

   Men det kaldes altså af antropologen Victor W. Turner for 'rituals of status reversals', fremgår det af en artikel i Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 19. juli:

Ved sådanne ritualer forventes det, at de, som normalt indtager en lavstatusposition i den sociale struktur, vender den normale orden på hovedet og udøver rituel autoritet over deres overordnede, som må godtage situationen med så meget velvilje og humør, som de kan fremvise. De underordnede har også ret til at klæde sig ud med symboler, der tilhører de de overordnede og opføre en parodi på det herskende hierarki. 

Artiklen har rubrikken "Et værre barselshus", og handler om et interessant socialt fænomen i Sønderjylland for omkring 100 år tilbage, nemlig et såkaldt 'barselshus' eller 'fødselsgilde'. En fest som konerne i landsbyerne afholdt efter en barsel og hvor kun kvinder kunne deltage.

   På vejen hjem fra disse barselshus-fester kunne kvinderne i flok - og efter mandlige kilder at dømme - godt bedukkede efter mange kopper kaffepunch - finde på at indfang mænd de mødte, flå tøjet af dem - eller i det mindst bukserne - og tvinge dem til at danse for sig; eller på anden måde ydmyge mændende - uden at disse grænseoverskridende normbrud fik sociale konsekvenser for kvinderne.

  En milder form bestod i at de opstemte kvinder huggede hattene eller slog dem af hovedet på de mænd de de mødte på vejen hjem.

En stor del af litteraturen om kreativitetsteknikker omtaler at det at "vende tingene på hovedet", "se det fra den modsatte synsvinkel", kan virke frigørende og forløsende på hjernen og dermed være med til at fremme kreativitet og ideudvikling.

   Derfor synes jeg disse ritualer som vender op og ned på social status, er interessante.

Men man skal ikke overvurdere den frigørende effekt af den slags ritualer, fremgår det af artiklen, nærmest tværtimod:

Den gruppe, for hvem det er tilladt at handle, som om den strukturelt var over overlegen, og i denne egenskab udskælde og slå løs på den pragmatisk overlegne, har i virkeligheden for evigt lav status.

   Intet fremhæver regelmæssighed så godt som urimelighed og selvmodsigelse, hævder Turner. Intet tilfredsstiller følelsesmæssigt så meget som overdreven og midlertidigt tilladt ulovlig opførsel.

   Rituals of status reversal tilpasser begge dele, for ved at ophøje den den svage og undertrykke den stærke, bekræftes den det hierarkiske princip. Ved at lade den svage efterabe, ofte nærmest karikere, den stærke opførsel, understreges fornuften i hverdagens kulturelt forudsigelige opførsel mellem samfundets forskellige lag. 

Det er klart at de handlinger som kvinderne foretog sig overfor mændende på vej hjem, var symbolske i den forstand at mændende mistede deres mandlige statussymboler: hat og bukser. Og tilsvarende symbolsk betydning har det haft at mændene skulle udføre striptease-dans som ellers er forbeholdt kvinder fra de laveste statuslag - til fornøjelse og underholdning for mænd.

Vores tradition for firma-julefrokoster og firmaskovture er klare eksempler på 'rituals of status reversal', og ve den medarbejder som misforstår og tror at de "jævnbyrdige relationer" som er tilladt  at udtrykke ved disse festlige lejligheder, kan fortsætte på arbejdspladsen dagen efter.

   Og i denne sommerferietid får jeg den tanke at det er noget lignende der sker i forholdt mellem forældre og børn: at nu her i ferien kan børnene få lov til at bestemme, for så at acceptere at de resten af året intet har at skulle have sagt.

Artiklen var skrevet af Karen Lütken.