Peters Udsigt

Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.

torsdag den 9. juni 2011

Show, don´t tell - hvad er meningen?

Det er min hypotese at ”show, don´t tell”-anbefalingen ikke bare er noget ”man” – ud af luften - ”prædiker” i (sprog) undervisningen i skreven journalistik. Det har en dybere mening.

Mens man kan hævde at i skrevne nyheder skal sproget helst være ”usynligt” eller ”gennemsigtigt”, så er ”show, don´t tell” noget som anbefales i forbindelse med reportager og features, og som specielt kendetegner kravene til fortællende journalistik: replikskifter, scener, sigende detaljer, kronologi, hovedperson – noget der alt sammen bidrager til at det bliver ”journalism that reads like a novel” - som en eller anden klog mand har sagt.

Show, don´t tell, har en tilsvarende særlig status i forbindelse med film- og tv-undervisning.

I undervisningen i tv-journalistik taler man om ”visual proof” som nødvendigt for at et tv-indslag skal virke overbevisende og have gennemslagskraft over for seerne, og man har også en hel mini-dramaturgi knyttet til bløde nyhedshistorier som betegnes som ”viusal storytelling” - importeret fra USA i starten af 90´erne.

I denne dramaturgi er speak reduceret til korte forbindende one-liners eller helt undgået, ligesom man forsøger at kamuflere interviews som spontane replikker i en situation, eller helt at undgå dem og erstatte dem med autentiske replikskifter styret af ”aktion-reaktion”.

I filmvidenskab og undervisningen i dokumentarfilm – har den såkaldt ”observerende dokumentar” særlig høj status. Kravet til den dokumentargenre er at publikum skal se historien og opleve den filmede virkelighed ”som fluen på væggen”, og at man skal undgå såvel oplæst speak som interviews i form og udtryk. Derved nærmer dokumentaren sig oplevelsesmæssigt spillefilmen hvor disse to form- og udtrykselementer er totalt væk, undtaget hvis instruktøren ønsker at opnå helt særlige realitetseffekter med sin film.

Da jeg for nogle år siden researchede og skrev bogen ”Poul Martinsen – Besat af virkelighed”, blev jeg gang på gang mindet om ”show, don´t tell”. Han er som ung journalist på Politiken i sidste halvdel af 60´ern Danmarks første udøver af ”new journalism”. Og bag om en meget stor del af han tv-reportager og -dokumentarer ligger der et næsten manisk behov for at vise og levere visual proof for meget omfattende eksistentielle påstande: at mennesket er ondt, at fordomme florerer blandt mennesker, at mennesket er ubodeligt ensomt og isoleret, at mennesket ikke har styr på sine egne impulser og er et nemt offer for manipulation.

Jeg endte med at opfatte Martinsens samlede produktion på over 120 udsendelser som én lang kæde af metaforer på hans eget liv, sådan at han altid blandede egne følelsesstærke erindringer sammen med den aktuelle virkelighed han dokumenterede og fremstillede i levende billeder. Deraf den store effekt på samtiden som rigtig mange af hans tv-film havde, er min påstand.

Det jeg fandt ud af, var i hvert fald at han var det som filmvidenskaben kalder en ”auteur”. Hvordan jeg nåede frem til det billede af ham, har jeg fortalte om i en artikel ”Forført af billeder – besat af virkelighed”, som desværre ikke er tilgængelig på nettet lige her og nu.

Arbejdet med bogen genvakte imidlertid min interesse for teorier om kreativ tænkning og om ”den særligt kreative personlighed” som jeg allerede havde snuset lidt til - i forbindelse med redaktionsudviklingsprojekter i DR-regi i slutningen af 80´erne og først i 90´erne. Og det ledte mig så for et par år siden tilbage til sprogvidenskaben som jeg stort set ikke havde ”læst på” siden jeg blev ansat som konsulent i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling i 1981. Nærmere bestemt den gren som betegnes ”kognitiv lingvistik”.

Teorien om konceptuelle metaforer og conceptual blending - og disse teoriers forsøg på at forankre sig empirisk og materielt i moderne neuroscience og den kognitive psykologi, gjorde at jeg syntes jeg kunne ane en forklaring på fx hvorfor dramaturgi virkede som det gjorde. Og videre: Hvorfor nogle former for sprog hvori metaforer og metonymer dominerede (”erfaringssprog”), var mere virksomme i journalistisk formidling end fx administrativt og akademiske præget sprog (”videnssprog”).

Jeg har for en måned siden fået fat i en bog af Jerome A. Feldman: ”From molecule to Metaphor – A Neural Theory of Language”, som overbevisende forsøger at fremstille disse sammenhænge klart. Heri er det en afgørende pointe: at hjerne forstår gennem mental simulering af ydre handling og af perception af en ydre virkelighed.

Og derfor er det at vi med god grund prædiker: ”Show, don´t tell” når vi underviser journaliststuderende. For det gør det muligt for hjernen – meget meget nemmer og direkte - at simulere det den skal forstå og huske. Det er også den mentale simulering der ligger bag at dramaturgiens "værkstøjskasse" virker som den gør: fængende, fangende og fastholdende og forførende.

Denne tankegang og disse temaer har jeg ”forfulgt” i denne blog - Peters Udsigt - i lidt mere end et år. Adressen er: http://petersudsigt.blogspot.com/.

Her følger link til udvalgte blogindlæg fra Peters Udsigt. Specielt om metaforer, metonymer, framing, blending og hjernens måde at ”compute” på. Men også om min egen gamle skelnen mellem erfaringssprog og videnssprog - og teorien om de to hjernehalvdeles forskellige tænkemåder.

De 10 første indlæg på listen nedenfor leverer bidrag til det teoretiske fundament. Og vil man besvære sig med at læse nogle af indlæggene, så er det de vigtigste.

De øvrige link-adresser er eksempler på analyser af hovedsagelig journalistiske produktioner – både skrevne og tv-fortalte - baseret på dette fundament:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/legemliggjorte-metaforer-pa-os-selv-som.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/forstaelse-som-simulation-skitsen-til.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/simulerende-tnkning-og-metaforers.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/du-ma-ikke-tnke-pa-en-elefant-hvilken.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/monstermaster-nar-blendede-udtryk-kan.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/kreativ-vinkling-vend-en-fast-frame-pa.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/journalistiske-mavefornemmelser-en-fast.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/06/et-eksempel-pa-kreativ-frameshifting.html

Peters Udsigt

Sider

torsdag den 9. juni 2011

Show, don´t tell - hvad er meningen?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar