 |
| Reklameillustration fra netbutikken cdon.com |
Jeg har for nyligt læst David Lagercrantz fortsættelse af journalisten Stig Larsons tre-binds-krimi med den computergeniale asociale autist (asberger?) Lisbeth Salander som den ene af de to hovedpersoner.
Lagercrantz har fået kritik i medierne for at være en slags gravrøver i forhold til Stieg Larsson, og for at være en slags forfatterparasit på Stieg Larssons navn og eftermæle.
Lagercrantz har tilsyneladende selv taget det helt roligt.
Som han også gjorde i forhold til reaktionerne på at han selv afslørede at stort set alle Zlatan-citater i biografien om den berømte svenske fodboldspiller med indvandrerbaggrund, at det var nogle han selv havde fabrikeret, altså at de var fiktion, men understreget - baseret på mange timers samtaler:
»Jeg citerede ham egentlig ikke. Jeg begyndte at finde på den her litterære illusion af Zlatan Ibrahimovic«, fortæller Lagercrantz til avisen The Telegraph fra litteraturfestivalen Hay.Forfatteren fortæller desuden, at han intet vidste om fodbold, før han gik i gang med Zlatan-bogen:»Så begyndte jeg at læse ghostwriterfodboldbøger, og jeg må sige, at jeg aldrig har læst så kedelige bøger i hele mit liv. Derfor besluttede jeg at skrive den bog som en roman«. Han fortæller desuden, at de to tilbragte 100 timer sammen, og at Lagercrantz ikke ville gøre Zlatan flinkere, end han var. »Jeg sagde fra begyndelsen: Du kan ikke være moralsk. Bare råb op, for guds skyld«.
I den efterfølgende debat fortæller Dvid Lagercrantz at Zlatan har godkendt bogen og dens beskrivelse af ham i sin helhed, og ikke har haft indvendinger mod de fiktive citater.
Underforstået: Og hvad er så problemet egentlig. Jeg har skrevet en biografisk roman og valgt en form som formidler indholdet i historien på den bedst mulige måde.
Hvis man ellers har fulgt med på blokken her, så vil man vide at diskussionen om Zlatan-roman-biografien er et eksempel på det jeg for mange år siden definerede som 'faktion':
Faktion er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta” og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en (betydningsfuld) rolle – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/fra-faktion-som-udtryksmiddel-til-de_6.html
Og man vil også vide at det eneste problem jeg synes der er i den diskussion, og som både Lagercrantz og hans forlage kunne have undgået, var at 'kontrakten' med læserne om genren - og dermed om de bagvedliggende arbejdsprocesser - indtil selvafsløringen - var uigennemskuelig og vildledende.
I introduktionen til bogen på Bog og Ides hjemmeside indledes teksten fx. med
I " Jeg er Zlatan Ibrahimovic" fortæller Zlatan med egne ord om en barsk opvækst i Rosengård-kvarteret uden for Malmø.
Bemærk: "... Fortæller Zlatan med egene ord ..." Vi lader det stå et øjblik.
Altså: Læserne (og journalisterne og reklametekstskriverne) troede med god grund at bogen var en 'normal' ghostwriter-biografi - og at citaterne altså på traditionel journalistisk vis var autentiske - og kun sprogligt 'friseret' så meget at de talesproglige træk fra det mundtlige interview ikke forstyrrede oplevelsen og formidlingen af indholdet.
Læser man min bog om dokumentaristen Poul Martinsen, så er den fuld af autentiske citater fra godt 40-timers interviewoptagelser, som netop er 'friseret' og 'studset' på den nævnte traditionelle måde. Og selvfølgelig godkendt af Martinsen selv inden udgivelsen.
Problemet med Lagercrantz-fortsættelsen af Millenium-trilogien er imidlertid ikke et faktionsproblem, selv om debatten og kritikken måske godt kunne ligne.
Her har Lagercrantz ikke kørt unde falsk eller uklart flag.
Han og forlaget har fået projektet godkendt af Stieg Larssons juridiske arvinger, som, hvis ikke de havde godkendt det, i princippet kunne tænkes efterfølgende at fremsætte en anklage for brud på droit morale - også kaldet "ideel ret" (her fra Gyldendals "Den store danske"):
ideel ret, (1. ord af ty. ideel, sideform til ideal, adj. til idé), droit moral, den ret, som en skaber af et litterært eller kunstnerisk værk har, til at blive navngivet ved værkets brug og til at modsætte sig, at værket ændres på en måde, der er krænkende for hans eller hendes litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Retten er personlig og kan ikke frafaldes i sin helhed. Efter ophavsmandens død kan den ideelle ret gøres gældende af ægtefællen og de nærmeste slægtninge, og den kan endvidere uden tidsbegrænsning gøres gældende af det offentlige, dersom en overtrædelse krænker kulturelle interesser. I nutidig praksis er det yderst sjældent, at det offentlige gør retten gældende, og der kendes således mange eksempler på, at værdifulde værker benyttes på en måde eller i en sammenhæng, der ligger fjernt fra ophavsmandens oprindelige intention.
Jeg ved det ikke, men det er også muligt at arvingerne har fået roaylties af salget af Lagercrantz opfølgning (som der i øvrigt er annonceret at der vil komme to mere af). Eller at man har betalt et engangsbeløb for rettighederne til en fortsættelse af de tre første romaner.
Diskussionen ligner jo faktionsdiskussionen på den måde at det drejer sig om etik og moral, om hvad en forfatter (og et forlag) kan tillade sig i forhold til den læsende offentlighed - uden at det opleves som snyd og bedrag.
Men i det her tilfælde synes jeg at den offentlige debat i den grad var præget af uvidenhed, snæversynethed og mangel på kendskab til litteratur- og mediehistorien hos kritikerne.
Alene i dette års sommermåneder har jeg læste adskillige krimiromaner som har karakter af fortsættelser af verdenskendte afdøde krimiforfatteres serier:
Robert Goldsborough: En række romaner der fortsætter Rex Stouts serie på omkring 60 historier (romaner og noveller) om detektiven Nero Wolfe og hans 'sidekick' og fiktive jeg-fortæller Archie Goodwin.
Nicholas Meyer: Tre romaner der i univers, hovedpersoner og fortællemåde lægger sig tæt op af Conan Doyles mange historier om Sherlock Holmes som detektiv og med dr. Watson som fiktiv fortæller.
I begge tilfælde har jeg nydt at læse serie-fortsættelserne, fordi de oprindelige historier af hhv. Rex Stout og Conan Doyle har givet mig så meget glæde ved læsningen at jeg har læst dem adskillige gange, og derfor nu også nyder at få nye historier som er så overbevisende skrevet at jeg oplever det som mulige troværdige fortsættelser af de oprindelige forfatterskaber.
Af andre forfattere der på kreativ vis har forlænget og udvidet Sherlock Holmes-universet, vil jeg fremhæve John Gardeners tre Moriarty-historier, og Laurie R. Kings serie med Mary Russel som detektiv og den pensionerede Sherlock Holmes 'apprentice' (=lærling/elev).
Jeg er sikker på der er mange andre, gode og mindre gode. Og der kommer stadig nye.
Her fx omtales på Anthony Horowitz's website 17/01/201 en kommende roman der angiveligt er den første der er blevet godkendt af Conan Doyle Estate Ltd. som har rettighederne.
Anthony Horowitz, the BAFTA-award winning creator of Foyle's War and author of the best-selling Alex Riderchildren's series, has been chosen by the Conan Doyle Estate to write a new full length Sherlock Holmes novel which will be published by Orion in September 2011. The content of the new tale—and indeed the title—remain a closely guarded secret. The prologue is currently under lock and key at the Orion offices. The announcement of the new novel was made to the Sherlock Holmes Society on 15 January where Anthony Horowitz was the keynote speaker.[3]
Romanens titel da den udkom, var: The House of Silk. Og den fik angiveligt gode anmeldelser.
Og efter min mening er det faktisk en særlig kreativ kunst som kræver stor indlevelsesvende og stor sproglig sensitivitet, at kunne skrive troværdige fortsættelser af højklasse-romanserier - hvad enten det er krimier eller andre genrer.
Rex Stouts Nero Wolfe-historier er vel forsøgt opfulgt efter hans død af 5-6 andre forskellige forfatter, men uden større succes.
Og faktisk kender jeg (og andre kritiske læsere) ikke andre end Robert Goldsborough som det er lykkedes for.
Også Isaac Asimov, en af mine mest elskede forfattere inden for Science Fiction-genren, har fået rigtig mange opfølgere i forhold til de serier om robotter, de tre robotlove og Foundation-stjerne-imperiets historie som han selv har skrevet; nogle mere vellykkede end andre.
Jeg vil gerne her fremhæve Roberet McBride Allen om hvem Wikipedia skriver:
Shortly before his death in 1992, Asimov approved an outline for three novels (Caliban, Inferno, Utopia) by Roger MacBride Allen, set between Robots and Empire and the Empire series, telling the story of the terraforming of the Spacer world Inferno, and about the robot revolution started by creating a "No Law" Robot, and then New Law Robots.
De er både rigtig gode og opleves meget solidariske med Asimovs robot-univers.
Wikipedia fremhæver flere andre Asimov-opfølgende serier som jeg ikke har læst endnu, men som jeg planlægger at anskaffe:
More recently, the Asimov estate authorized publication of another trilogy of robot mysteries by Mark W. Tiedemann. These novels, which take place several years before Asimov's Robots and Empire, are Mirage (2000), Chimera (2001), and Aurora (2002). These were followed by yet another robot mystery, Alexander C. Irvine's Have Robot, Will Travel (2004), set five years after the Tiedemann trilogy.In November 2009, the Asimov estate announced the upcoming publication of Robots and Chaos, the first volume in a trilogy featuring Susan Calvin by fantasy author Mickey Zucker Reichert.[4] The book was published in November 2011 under the title I, Robot: To Protect, and was later followed by two sequels: I, Robot: To Obey (2013) and the upcoming I, Robot: To Preserve (2016).
Og sådan kunne jeg blive ved - op og ned gennem litteraturhistorien.
Og hvis man skifter genre fra roman (eller tegneserie) til tv eller film i forhold til et univers og personkarakterer, ja så ser det endnu mere vildt og kaotisk ud.
Der er fx i årenes løb lavet en lang række Sherlock Holmes-film og -serier hvor kun én har fundet nåde for mit blik, nemlig den med Jeremy Brett som Sherlock Holmes, en serie som har været vist på DR igennem flere år - med mig som trofast seer:
 |
| Jerymi Brett i rollen som Sherlock Holmes |
https://en.wikipedia.org/wiki/Sherlock_Holmes_(1984_TV_series)
Det hører jog også med til historien at Conan Doyle selv ville stoppe sin detektiv serie, men af pres fra læserne - elskere af både hovedpersonerne og plottene - følte sig tvunget til at genoptage serien og genoplive hovedpersonen som ellers var skrevet "død" i kampen med superskurken Moriarty.
Nogen siger så også at de følgende historier efter genoplivningen, ikke holdt niveau med de første. Et typisk problem for de fleste opfølger-forfattere,
Og det hører med til historien at Isaac Asimov også stoppede sine to super-populære romanserier om Foundation-imperiet og om detektivparret Ilijah Baely-R. Daneel Olivaw efter hhv. tre og to udgivelser - for så mange år senere at lade sig overtale til selv at genoplive serierne, universerne og hovedpersonerne.
Og for så lige at vende tilbage til Lagercrantz aktuelle opfølgning 'Det der ikke slår os ihjel'.
Så tænker jeg at det sandsynligvis er samme form for kreativitet som gør det muligt for ham både at leve sig så meget ind i Zlatans måde at tænke og tale på, og at leve sig ind i Stieg Larssons måde at skrive sine krimier på, at der i begge tilfælde kommer gode og læsværdige bøger ud af det.
Det er en særlig evne, et særligt talent - en særlig faktionslysten hjerne - som også forfattere af gode parodier, pasticher og traverstier lever højt på.
Og som fx også kommer til udtryk i de bedste film inden for genren 'mockumentary', som jeg tidligere har skrevet om i forskellige indlæg, blandt andet dette:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html
Men altså: Jeg glæder mig til de to næste opfølgningsromaner af Lagercrantz med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist som hovedpersoner. Og forventer igen at kritikken vil være urimeligt hård.
