Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa

Jeg tror jo ikke det er tilfældigt at der er isomorfi eller analogi mellem den kreative proces i psykologien og berettermodellens funktion i dramaturgien. Og at de begge slutter med noget der kan gives betegnelsen en aha-oplevelse. 
   De tre første dele i modellen af den kreative proces: "problemrejsning", "inkubation", "oplysning", svarer jo også meget godt til det klassiske dramas tre akter, kanoniseret siden Aristoteles skrev sin Poetik.

Der er store slående ligheder mellem på den ene side den grafiske fremstilling af flow-processen i et todimensionelt grafisk skema som jeg tidligere har vist (og som vises her igen), og på den anden side berettermodellens grafiske udformning som kendes i et utal af varianter (f.eks. som den neden for).

   Begge modeller operer med et stigende forløb,og begge modeller har forløbet spændt ud mellem to dimensioner i form af en vandret og en lodret akse.

   Det er også fælles i udlægningen af de to modeller at hvis den stigende kurve ikke stiger - "flader ud" eller "lægges ned" - så keder man sig.

   Det fremgår af litteraturen om flow-oplevelsen at den er kendetegnet ved at subjektet glemmer sig selv og tid og sted for at gå op i den produktive proces - spændt ud mellem "stress" og "kontrol". Præcis det samme siger man (f.eks. jeg selv i De levende billeders dramaturgi) er dramaturgiens opgave: at fænge, fange og fastholde publikum, så de glemmer sig selv og de fysiske omgivelser - for at gå op i dramaet - som udfolder sig i kampen mellem "modstander" og "hjælper".

   Endelig kan man notere sig ligheden i begreberne for det der leverer "brændstof" og fører hen til Aha-oplevelsen i hhv. illuminationen og klimaks: i flow-modellen er det engagement og motivation, i dramaturgien er det fremdrift.

                           

Man kan jo så spørge hvad der kom først: Aha-oplevelsen som led i den kreative proces, eller Aha-oplevelsen som forløsningen i et dramaturgisk formet fortællerforløb (katharsis).

Forskerne har konstateret ved hjerneskanning at mus også har Aha-oplevelser når de lærer noget nyt, og det er jo et argument for at det er dramaturgien som "mimer" og er modelleret over den kreative proces. Derfor er det for mig indlysende at berettermodellen simpelthen er en afbildning af en dramaturgisk styret kreativ proces hos publikum.
   Når vi ser en film der er så god at vi glemmer os selv, tid og sted, så er det altså min teori at det er fordi filmen gennem sin dramaturgisk vellykkede konstruktion, får hjernen til at simulere det forløb som den i forvejen kender og er disponeret for i flow-processen.
  Eller man kan sige at oplevelsen af filmen udløser en stedfortrædende flow-proces i hjernen, en proces som blandt andet muliggøres gennem hjernens netværk af spejl-neuroner 

Der er en enkelt ting jeg kom til at tænke på i forlængelse af spørgsmålet om journalistik og aha-oplevlsen i mit blogindlæg om aha-oplevelsen et par dage tilbage. 
   Jeg mener ikke at setup/payoff er så udbredt i skreven fortællende journalistik, som det er det i film- og tv-fortællinger. Det som i høj grad erstatter setup i skrevne  3. person fortællinger, er "varsler" af typen: "Det skulle vise sig at være skæbnesvangert for xxx.", eller "Det skulle yy siden komme til at fortryde."    

   På engelsk har de begrebet  "foreshadowing" til at karakterisere dette, et begreb som dækker bredere end  setup; wikipedia skriver om det begreb: 

Foreshadowing is a literary technique used by many different authors to provide clues for the reader to be able to predict what might occur later on in the story. It is a literary device in which an author drops hints about the plot and what may come in the near future. It suggests certain plot  developments will come later in the story. It gives hints about whats going to happen next in your story.

Jeg tænker på at der jo eksisterer en skreven litterær form hvor set up og pay off er en helt afgørende del af konstruktionen, nemlig den klassiske kriminalroman. 
   Her lægger forfatteren "spor" ud undervejs, men de skal være lagt så umærkeligt at læseren læser hen over dem, mens vores geniale detektiv: Hercule Poirot/Sherlock Holmes naturligvis lægger mærke til dem, men ikke siger noget til sin "sidekick" og dermed heller ikke til læseren om det. 
   Og i klimaks kan detektiven så refererer tilbage til disse "clues" for at beskrive de skridt hans mentale udvikling fra mistanke til vished har gennemløbet. Og publikummet i romanen, skal så, ligesom læseren, få en aha-oplevelse ved at sporene nu trækkes frem og kobles sammen i en afsløring af hvem morderen er.