Ovenstående er rubrikker til en artikel i Illustreret Videnskab nr. 14/2010. Og jeg tænder straks og får associationer til Lakoff & Johnsons 'Metaphors We Live By' fra 1980, som jeg i tidligere indlæg her på bloggen har refereret til.
Det grundlæggende i deres oprindelig ide er at al tænkning er metaforisk, og at de helt basale metaforer udspringer af referencer til vores krop. Altså at vi opfatter og forstår - og orienterer vores tanker - i forhold til den krop som hjernen der tænker, er en del af. Tankegangen fra metaforbogen har Lakoff & Johnson udbygget og udfoldet erkendelsesteoretisk i værket 'Philosophy in the Flesh. The Embodied Mind and its Challenge to Western Thought' fra 1999.
I sommer fik jeg ved at søge lidt rund i Amazon.co.uk øje på bogen: 'Out of our Heads. Why You Are Not Your Brain, and Other Lessons from the Biology of Concsciousness'. Forfatteren er Alva Noë, bagsideteksten fortæller: "Noë suggests that rather that being something that happens inside us, cosciousness i something we do."
Og endelig associerer jeg umiddelbart til Donald Schöns 'The Reflective Practioner. How Professionels Think in action', hvis grundsynspunkt er at når professionelle tænker kreativt og løser komplekse opgaver, så sker det intuitivt ved at trække på internaliserede og automatiserede systemer af frames, repertoires og moves og conversation with the situation - indlært gennem erfaring og praksis.
Det der binder disse bøger sammen i min bevidsthed, og som gør at jeg hiver dem frem i forbindelse med artiklen i Illustreret Videnskab, er at de går ud fra at tænkning ikke er noget der foregår inde i hjernen isoleret og skarpt adskilt fra det der tænkes på og om i den udenforliggende "objektive" verden. Tværtimod: Tænkning udspringer af, er bundet til og er indlejret i - kroppens og sanseapparatets interaktion med omverdenen.
De er fælles om at gå ud fra at den alt overvejden del af den menneskelige tænkning foregår under bevidstheds- og opmærksomhedsgrænsen, og at denne tænkning er indlejret i automatiserede handleprogrammer og kategoriseringer i hjernen/kroppen, en indlejring som sikrer at vi gør det rigtige og gør det hurtigt når vi skal løse krævende opgaver - altså være kreative - uden at skulle tænke bevidst over det.
For mig er bilkørsel stadig et glimrende eksempel på præcis det. Eller for den sags skyld: bordtennis.
Hvad var det så artiklen i Illustreret Videnskab med de tankeigangsættende metaforiske rubrikker, fortalte? Underrubrikken forklarer: 'Abstrakt tænkning er ikke noget, der kun foregår i hovedet. Kroppen er en aktiv medspiller, og når man skal knække en hård nød, kan det ofe give nye ideer at bevæge sig på forskellige måder.' Artiklen gør rede for en række videnskablige artikler om forskellige forsøg og eksperimenter, hvor forsøgspersonerne skal løse svære opgaver, og hvor de bliver bedre til det hvis opgaveløsningen foregår i forbindelse med bevægelser og handlinger af forskellig art.
Denne nye videnskabelige disciplin har fået navnet 'Embodied Cognition' - kropsliggjort forståelse. Jeg citerer:
Det revolutionerende ved det er, at psykologi er mere end bare abstrakte mentale processer - det er baseret på et subtilt og komplekst samspil mellem krop og sind. Efter EC-fortalernes mening er de mentale processer i hjernen altid afhængige af, hvad der sker i kroppen, og hvordan kroppen er placeret i omgivelserne. Tænkning er baseret på konstante og ubevidste indre simulationer, der er båret af alle vores sensoriske og motoriske systemer.
Et eksempel som artiklen refererer er, at børn lettere lærer at læse hvis de bliver sat til at gengive handlingen ved hjælp af legetøj, mens de læser en sætning.
Jeg kommer til at tænke på min opfindelse af begrebet for den særlige interviewstrategi: 'den tredje dims'. Og på min gamle opfindelse og italesættelse af de to sprogbrugskategorier: 'erfaringssprog' og 'videnssprog'.
Det minder mig også om den euforiske erfaring det var for alvor at lære at tale engelsk/amerikansk da jeg et år i gymnasiet var udvekslingsstudent i New York. Jeg havde haft utroligt svært ved at lære engelsk gennem den traditionelle skoleundervisning hvor man skulle læse og og oversætte og lære de forskellige grammatiske regler. Men i løbet af nogle få måneder 'over there', hvor jeg boede og levede med en amerikansk familie og gik i en amerikansk skole, så lærte jeg det til perfektion på 'no time'.
Der er jo også en række af de kreativitetsteknikker som beskrives i lærebøgerne, som netop går ud på at holde en tænkepause, "gøre noget andet", bevæge sig, lege eller lign. Artiklen i Illustreret Videnskab fortæller også at "det er en kendt sag, at skuespillere lærer deres roller lettere og hurtigere hvis de bevæger sig samtidig,..."
Og endelig kommer jeg til at tænke på såkaldte mnemoteknikker - husketeknikker som stammer helt tilbage fra det gamle Grækenland. Teknikkerne knyttes sammen med retorikken og beskriver blandt andet en teknik til at huske en lang og indviklet tale som man skal holde - uden manuskript. Et tempel hvis forskellige gange, lokaler statuer man kender rigtigt godt og som man har besøgt og være rundt i mange gange, fungerer som visuel mental knagerække for de forskellige dele af talen.
I den engelske udgave af Wikipedia finder man i en artikel med overskriften 'Art of Memory', følgende beskrivelse:
The architectural mnemonic was a key group of techniques employed in the art of memory. It is based on the use of places (Latin loci), which were memorized by practitioners as the framework or ordering structure that would 'contain' the images or signs 'placed' within it to record experience or knowledge. To use this method one might walk through a building several times, viewing distinct places within it, in the same order each time. After the necessary repetitions of this process, one should be able to remember and visualize each of the places reliably and in order. If one wished to remember, for example, a speech, one could break up the content of the speech into images or signs used to memorize its parts, which would then be 'placed' in the locations previously memorized. The components of the speech could then be recalled in order by imagining that one is walking through the building again, visiting each of the loci in order, viewing the images there, and thereby recalling the elements of the speech in order. A reference to these techniques survives to this day in the common English phrases "in the first place", "in the second place", and so forth. These techniques, or variants, are sometimes referred to as "the method of loci", which is discussed in a separate section below.
