Det er altid en kreativ opgave for forskerne at give navn til nye opdagelser, som gør at offentligheden "står på" historien. Det havde vi et smukt eksempel på i går og i dag. Alle medier havde historien om "Guldlok-planeten".
Planeter og stjerner har i langt de fleste tilfælde bare en kombination af tal og bogstaver som navn. Planeterne, nogle relativt få stjerner, galakser og stjernetåger har navne der har rødder i enten mytologi (Andromedagalaksen, Venus) eller i hvad de visuelt ligner af kendte synlige gestalter (spiralgalakse, krebsetågen).
På et vist tidspunkt, og vel i virkeligheden ikke så forfærdelig mange år tilbage, skulle astronomerne give navn til noget de ikke havde fundet endnu, og som altså ikke var synligt, men som skulle have nogle helt specielle fysiske egenskaber: en planet der lignede jorden så meget at der var stor sandsynlighed for at den også havde liv - eller i hvert fald betingelser for liv.
Under en diskussion blandt en gruppe astronomer, gætter jeg, hvor man er blevet enige om at den planet jo så hverken måtte være for varm eller for kold, hverken for stor eller for lille, hverken for tung eller for let, var der en der kom i tanker om den historie som næsten alle børn har fået læst op - i hvert fald i USA: historien om Guldlok og de tre bjørne.
Historien fortæller at pigen Guldlok kommer til en tom bjælkehytte i skoven, der er beboet af en bjørnefamilie. Hun går ind og prøvespiser tre portioner grød - en der er for varm, en der er for kold og en der er "lige tilpas". Hun prøvesidder også tre størrelser stole, og til sidst prøveligger hun tre størrelser senge, i alle tilfælde er der kun én af de tre hun føler er "lige tilpas". Hun falder i søvn i den "tilpas" seng. Så kommer bjørnene hjem....!
AHA! siger forskeren, det vi leder efter er en "Goldlock Planet". Ja!, selvfølgelig, siger de andre.
Og navnet er så godt, at det fænger blandt astronomer. Og i anden omgang, som medierne dokumenterede, blandt journalister når nyheden om opdagelsen er der.
Den slags navngivning er klart noget andet end det som jeg tidligere har skrevet om: at forskerne forstår et nyt fænomen gennem en analogi til noget kendt: atomet = solsystemet, f.eks. Det minder mere om det man taler om i PR-branchen: "branding" gennem "storytelling" - altså at man kobler et fænomen der skal sælges sammen med en "story" via en - måske endda langt ude - association.
Det ligner altså mere en metafor i den særlige variant som kaldes personifikation: At man forstår de særlige egenskaber som den planet man jager skal have igennem den optik som historien om Guldlok leverer: Hvor forskerne ligesom Guldlok er på jagt efter noget der er "lige tilpas", og hvor det "noget" er en planet der, ligesom udvalgt elementer i Bjørnens bolig, hverken er for varm eller for kold, etc. - til at der er muligheder for at liv kan "bo" der.
Men det som jeg lige nu synes er mest interessant, er det som ligger i forlængelse af de to foregående indlæg om AHA!-oplevelsen som kan udløses af et sprogligt udtryk i form af en fortælling med et klimaks. Den oplevelse kan åbenbart også forekomme når man i forhold til et måske svært forståeligt fænomen bliver konfronteret med den "forløsende" og "oplysende" metafor.
I det her tilfælde er Guldlok-navnet utvivlsomt opstået ved en AHA-oplevelse blandt forskerne, men journalister og læsere af nyheden får den tilsyneladende også, om end måske i en svækket form, når historien om opdagelsen af planeten skal fortælles videre.
