Ordblindhed og kreativitet (2) - case: Gudrun Hasle

poletigen fra i lørdas hade i kulturtilæget et langd potratintervju med kånstnern Gudrun Hasle. rubriken lød:

EN KUNSTNERS VUGGEGAVE

Journalisten var Gudrun Marie Schmidt.

   Interviewet var dybt interessant, ligesom Gudrun Hasles kunst er det - og sær og mærkelig og original og anderledes.

   Det negative, et markant handicap 'ordblindhed' - vendes til sin modsætning: noget positivt, en central del af et originalt personligt kunstnerisk indhold og budskab. Og med udnyttelse af et udtryksmiddel der bestemt heller ikke i sig selv ikke har nogen høj status eller en accepteret plads blandt paletten af traditionelle kunstneriske udtryksmidler: BRODERI!.

Ordblindhed og kreativitet - er der en generel sammenhæng?

   Det spørgsmål har jeg forholdt mig til i en række indlæg. Dels et generelt sammenfattende indlæg for lidt over et år siden som kan læses her, og som man med fordel kan læse inden man går videre:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html

Og dels har jeg i en række indlæg om særligt kreative personligheder noteret og fremhævet at de var ordblinde, og at de, blandt andet som følge af det, havde problemer med at klare sig - og få udbytte af - en traditionel skoleundervisning. De blev ofte af lærerne opfattet simpelthen som mindre begavede - eller rent ud sagt: som dumme!

   Blandt dem jeg har skrevet om med dette handicap er: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.

   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.

Min interesse for spørgsmålet om der er en sammenhæng, bunder også i at jeg selv er ordblind i lettere grad, og at jeg har en datter og en svigersøn som også er det.

   Mellem 5 og 10 procent af befolkningen lider af en eller anden form for ordblindhed (der er nemlig en række forskellige typer), og det danske skolesystem og den danske lærerstand har i mange, mange år ikke taget handicappet alvorligt.

   Det er efter min mening en faglig og pædagogisk skandale.

 

Med Gudrun Hasle har vi så endnu en kunstner for hvem ordblindheden er blevet skæbne, og en 'kreativ restriktion' som hun har lidt under og lidt med - og til sidst har udfoldet sig kunstnerisk gennem. Vendt fra et stigmatiserende handicap - til en kunstnerisk styrke.

Manchetten til interviewet er langt, men to the point:

Billedkunstneren Gudrun Hasle har en medfødt svaghed. Ordblindheden, der kaster skygger over store dele af hendes barndom, fik hende til at skære i selv selv og gav hende diagnosen personlighedsforstyrrelse. I dag er det hendes styrke på den danske kunstscene, hvor hendes første store soloudstiling på et stort dansk kunstmuseum sidste år blev nomineret til årets bedste udstilling af landets anmeldere. Hun er historien om en frisættelse på vaklende bogstaver - og om det overrumplende i at indse, at det er i det uperfekte, det anderledes og det særprægede, vi er allermest os selv.

Udstilling:

(...)

Se og læs hele Gudrun Hasles "livs histore" her:

http://gudrunhasle.dk/dansk/livshistorie/

Gudrun Hasle er performance- og konceptkunstner, og har samtidig det til fælles med en lang række moderne kunstnere, både forfattere og billedkunstnere, at hun uhæmmet og grænseoverskridende trækker på den kreative "hovedstol" - eget intime liv og egne private erfaringer. 

   Hendes morfar var forfatteren Thorkild Hansen.

   Hun udstiller bogstaveligt talt sig selv - her i 2. potens:

Udstilling: Sydhavn Statopm: Gudrun Hasle: Uden titel, 2013. Foto: Morten Jacobsen.

Underteksten til fotografiet i fire ens udgaver ser sådan ud:

Jeg fant det har billed iblant min morfars fotografirer. han skraved en artikel om det ny åbned Pompidou center. jeg hved ikke om han to billed selv eller har fik det fra et bero.

Der er et klart æstetisk og mentalt slægtskab med fx Karl Ove Knausgaard og hans "Min Kamp"-romanserie.

   Gudrun Hasle er også ånds- og æstetisk beslægtet med Kirsten Justesen, som jeg tidligere har skrevet om på bloggen her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html

Se også dette indlæg om 'verbal strikekunst' med afsæt i Lisa Anne Auerbachs arbjeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/lisa-anne-auerbach-strikkekunst.html

Publikum til Gudrun Hasles udstillede "brodered tegster" oplever som i et spejl hendes besvær med at indkode og afkode retstavet skriftsprog, idet det er mindst lige så besværligt for "os" at læse og forstå hendes 'lydskrift'. 

   En typisk kreativ om- og spejlvending: "Hvad hvis det modsatte var tilfældet?" - "Hvad hvis ret var vrang og vrang var ret?"

   Det beskriver hun selv således:

»Vi bliver jo bombarderet med tekster ude i samfundet, bare prøv at tage en tur ned ad Nørrebrogade. Men man tænker normalt ikke over alle de her ord, der er omkring os. Ikke medmindre der er en stavefejl. Så ser folk det med det samme«.

   De små fejl i sproget får en kæmpe opmærksomhed helt af sig selv, siger hun.

   »Det er også noget af det, jeg får forærende ved, at det er kunst. Så er mine ord allerede ophøjet til noget højere. Derfor kan man ikke kritisere stavefejlene«.

   Når publikum står foran sætninger, som er lydstavet af Gudrun Hasle, er verden vendt på hovedet, siger hun.

   »Pludselig er det læseren, der skal kæmpe for at forstå teksterne. Når jeg laver mine stavefejl, skal publikum jo bruge dobbelt så lang tid på at læse som normalt. På den måde kommer de til at opleve, hvordan det er at stå i en svagere position«.

   Det er det kunstneriske arbejde med de lydstavede ord, der har gjort, at Gudrun Hasle ikke længere skammer sig.

   »I dag kan jeg jo se, at stavefejl også handler om samfundsstrukturer. Det kan være en måde, man kan holde folk nede på og gøre sig bedre end andre. Nogle folk går jo amok, hvis andre laver bare en lille stavefejl. I dag synes jeg nærmest, det er sjovt, hvis folk har et problem med mine fejl. Jeg har fået det sådan: Okay, skal vi slås?«.

Det fremgår af interviewet i Politiken at Gudrun Hasle i sin tidlige barndom har oplevet en dobbelt flytning og det rod-tab der følger med.  

   Hendes forældre flyttede til Thailand da hun var 5 år, og den tid var som et lykkeligt eventyrland, fremgår det. Og så rejste de tilbage til Danmark da hun var 7 og hun begyndte i en kommuneskole. 

   Det traumatiske vendepunkt beskriver hun således:

På første skoledag skulle alle børnene sige et ord og pege på det første bogstav. Mens alle forældrene så på, sagde Gudrun Hasle selvsikkert »æble« og pegede på A.

   »Den oplevelse har prentet sig ind i mig. Som en utryghed, en fornemmelse af at opdage, at der var noget, jeg ikke kunne. Som jeg burde kunne«, siger hun.

   I lang tid lød forklaringen, at barnet var tosproget, og at det måtte være årsagen til, at hun ikke kunne lære at læse. Da det blev ved, begyndte hun at få ekstraundervisning. Blev hevet ud af de almindelige timer og sad alene sammen med en lærer, der viste hende trykte kort med småord på. Der. Det. Han. Hun. Er.

   »Men noget af det sværeste for en ordblind er at genkende ordbilleder, så det var vitterlig totalt nonsens for mig«, siger hun.

   Hun begyndte også at gå til skolepsykolog, ligesom en velmenende lærer fortalte hendes mor, at vanskelighederne med ord og bogstaver var psykisk betinget. På broderiet er han til møde med Gudrun Hasles mor, mens datteren sidder og gemmer sig i baggrunden.

Typisk for den afgrundsdybe uvidenhed i skolesystemet mht. ordblindhed, blev hun flere gange testes med resultater der viste at hun var højt begavet, havde et stort ordforråd og udtrykte sig glimerende mundtligt, så man forstod simpelt hen ikke at hun havde problemer med at læse og skrive: "De fattede ikke hvordan det kunne være et problem når jeg var så godt begavet."

   Faderen bliver alvorligt syg (og dør?), Gudrun kommer under psykiatrisk behandling - og derefter på en ungdomspension for unge med psykiske lidelser. Her er der en pædagog der for første gang gør noget ved det grundlæggende problem, idet hun af ham får et computerprogram for ordblinde som gjorde at hun endelig lærte at læse. 

   Vendepunktet for alvor sker da hun kommer ind på Det Fynske Kunstakademi, endelig et sted og et miljø hvor hun ikke følte sig fremmedgjort, afvigende og udenfor:

»Det var virkelig et gennembrud for mig at komme på akademiet. Endelig var jeg et sted, hvor det var okay at sige, at jeg kun interesserede mig for kunst«, siger hun.

    »Jeg har hørt utrolig mange lydbøger og helt vildt meget P1 hele mit liv, fordi jeg altid har været virkelig, virkelig angst for at være dummere end alle andre. Derfor var jeg ofte blevet skudt i skoene, at jeg brugte for svære ord og var snobbet«.

   Gudrun Hasle beskriver sig selv som en form for »uboglig intellektuel«, der længe ikke havde noget sted at gå hen, fordi intellektuelt arbejde er vævet så tæt sammen med netop læsning og skrivning. Da folk på akademiet begyndte at bruge ord som diskurs, når de talte om kunst eller diskuterede værker, følte hun umiddelbar lykke.

På næsten alle måder er Gudrun Hasle som kunstner prototypen på den særligt kreative personlighed, som jeg jævnligt har beskrevet her på bloggen. Det får man får en udmærket dokumentation for i Karen Elsebeth Jensens artikel som kan læses på Gudrun Hasles hjemmeside under rubrikken "tegst". Her et par citater:

En central problematik i Gudruns værker er den udstødtes eller udenforståendes position i samfundet. Gudrun tematiserer det at være anderledes - at befinde sig i grænsezonen uden for samfundets normer og konventioner, som man af den ene eller anden grund har svært ved at leve op til. De menneskelige vilkår er således et vigtigt aspekt af Gudruns kunstneriske undersøgelser, og som i de senere års tendens inden for samtidskunsten tager Gudrun udgangspunkt i sit eget liv. Herved reflekterer hendes værker både den personlige historie samt en række mere generelle vilkår for individet i dets sociale og kulturelle kontekst.

(...)

I sine værker behandler Gudrun ordblindheden som et handicap, hun må leve med og forholde sig til hver dag. Selv beskriver hun det at være ordblind som en følelse af at være indenfor og udenfor på samme tid, og at man er nødt til at gå omveje for at opnå den samme viden som alle andre. Dette medfører en form for fremmedgørelse - både i forholdet til hende selv, i og med hendes skrift ikke harmonerer eller stemmer overens med det, hun ønsker at udtrykke - og i forholdet til andre mennesker, hvis skriftlige ytringer hun ikke kan forstå og dermed identificere sig med. 

http://www.gudrunhasle.dk/tegst/

Ordblindhed hører neurologisk set i samme kasse som fx. synæstesi, farveblindhed, ADHD, tonedøvhed, som (dys)funktionelle afvigelser i hjernens arkitektur og nervebaner inden for en normalpopulation. Og det ser ud til at mange af disse afvigelser ikke bare er genetisk betingede, men også genetisk forbundne:

15% of people who have synesthesia have a history of someone in their first degree family having dyslexia, autism, or attention deficit disorder.

En del af disse afvigelser lærer folk som voksne at leve helt normalt med. Og blandt de mennesker med ADHD og synæstesi er der en del der har oplevet deres mentale særpræg som - i det lange løb - en kreativ gevinst.

   Sådan også med Gudrun Hasle og hendes ordblindhed. Til slut i interviewet forholder hun sig nemlig til sin ordblindhed som en gave:

»Det var noget lort, mens jeg var barn, men som voksen vil jeg sige, at det har været en gave. Nu ville jeg ikke lave det om. Så ville jeg jo også være et helt andet menneske«, siger hun og tænker lidt.

  »Og det ér jo også fantastisk. At jeg har mit eget sprog. Min helt egen niche i sproget. Det synes jeg faktisk er helt vildt privilegeret«.

Som led i min research fandt jeg flere hjemmesider hvor der var foretaget sammenkobling mellem ADHD og ordblindhed, som de her hvor der nævnes en lang række kunstnere og videnskabsmænd som menesat have "lidt af" begge :

http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-1http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-2