Tiltrækker journalistfaget og arbejdet som journalist særlige personlighedstyper? Og smitter det af på de journalistiske genrer i medierne?
Har man som jeg har siddet i en række år og skullet vælge hvem blandt ansøgerne der skulle ind på den journalistuddannelse jeg var ansat på, så må man nok sige at der er noget om snakken. I hvert fald når det gælder svaret på det første spørgsmål.
Nogle af de træk vi førsøgte at "diagnosticere", var "overdrevent nysgerrig", "ufortrødent gåpåmod", "sproglig kreativitet", "lyst til at prøve nyt", "villige til at tage en risiko", "kan tænke skævt og ud af boksen".
Det er nogle år siden, men jeg mener faktisk vi lavede noget i retning af et afkrydsningsskema for bedømmelsen i forhold til en række personlighedtræk og/eller karriere-træk.
Jeg har tidligere her på bloggen været inde på at hjerneforskningen og den kognitive psykolog skelner mellem flere forskellige personlighedstyper: fx er der nogen der er HSP´ere og nogen der er HSS´ere - 'High Sensitive Personality' - og 'High Sensation Seekers'.
.Jeg har en klar fornemmelse af at der er en overrepræsentation af begge typer blandt dem der tiltrækkes af og søger ind på faget journalistik, og dermed også blandt dets færdiguddannede udøvere.
Det var hvad filminstruktør Chr. Braad Thomsen fik mig til at tænke på med sit debatindlæg i Politiken fra den 28. april (som jeg klippede og lagde til side til nærmere overvejelse) hvori han forklarer dramaturgien i en masse moderne tv-programmer og -formater, med at tilrettelæggerne - journalisterne - har ADHD - 'Attention Deficit/Hyperactivity Disorder':
Og nu i mandags den 13. maj fik den selvsamme tv-form en tilsvarende kritisk kommentar af sprogprofessor Jørn Lund i Politiken.
Jeg har tidligere skrevet om både filminstruktøren og sprogprofessoren. Og om dem begge for det gode - at de utvivlsomt tilhører gruppen af de særligt kreative personligheder - som denne personlighedstype er defineret af kreativitetspsykologen Mihaly Csikszentmihalyi i hans glimrende hovedværk "Creativity - Flow and the Pychology of Discovery ad Invention". Blandt andet kendetegnet ved: "flere personligheder i en".
Den ganske provokerende og opmærksomhedsvækkende rubrikk på Braad Thomsens debatindlæg lød:
DR's tv-journalister har ADHD
Underrubrikken: "DR´s programmer er klippet i stykker, ikke sammen".
Kommentaren tager afsæt i en tv-udsendelse fra den 21.4 med serietitlen 'Danmark på piller'.
Den sidste udsendelse i serien handler om diagnosen ADHD, og den problematiserer at diagnosen uddeles med meget rund hånd af læger og psykiatere på baggrund af et relativt overfladisk spørgeskema, og især at "lidelsen" hos børn i stort omfang behandles med medicin der kan have alvorligt bivirkninger.
Det Chr. Braad Thomsen harcelerer over i den anledning, er måden udsendelsen er skruet sammen og fortalt på - dens dramaturgiske eller retoriske konstruktion. Og han ser den som et symptom - et metonymisk udtryk - for en generel sygdomstilstand hos journalister og i tv-kulturen:
Mange tv-journalister har tilsyneladende ADHD, viser en stikprøveundersøgelse i udsendelsen, og det slår igennem i rigtig mange tv-udsendelser som 'overfladiskhed' og 'fragmentering'; og i anden omgang slår det igennem ved hvad det gør ved seerne: Det "reducere dem til bimmerbørn", er Braad Thomsens argumentation:
Tredje afsnit af tv-serien 'Danmark på piller' (sendt 21.4) rummede en interessant pointe.Tilrettelæggeren, journalist Anders Stjernholm, foretog en ADHD-test på en række tv-medarbejdere – og den afslørede, at otte ud af ni testpersoner havde symptomer på ADHD.Journalisten brugte resultatet til at vise, at testprøven er idiotisk, og det er da muligt - men det er egentlig mere sandsynligt, at der faktisk er en voldsom forekomst af ADHD blandt netop tv-journalister. Deres programmer tyder på det.Det fremgår af den måde, programmerne bygges op på. Tv-journalister klipper deres programmer i stykker i stedet for at klippe dem sammen. Man starter typisk med en person, som man så klipper væk fra, før den pågældende har fortalt sin historie færdig.I udsendelsen blev ADHD beskrevet som en lidelse, der gør det vanskeligt for patienterne at koncentrere sig og holde fokus. Og præcis det problem har de fleste tv-programmer.Man klipper til en anden og en tredje og så tilbage til den første, som nu får lov at fortælle lidt mere, men ikke så meget, at man fatter, hvad det drejer sig om, før udsendelsens anden og tredje medvirkende får lov at fortælle videre om deres historie. (...).Der er ingen tvivl om, at tv-journalisterne lærer at sådan skal man fortælle på tv.Denne fragmentering af virkeligheden er typisk for ADHD-patienter. De magter ikke at koncentrere sig om et længere forløb, men lader sig hele tiden distrahere. De er præget af en hyperaktivitet, som forhindrer fordybelse.De bliver med andre ord skolet i at udvikle ADHD – og lidelsen smitter af på seerne, som ikke får mulighed for at fordybe sig i en problemstilling, fordi de hele tiden bliver distraheret af noget andet. Tv-journalisterne tror, at denne fortællemåde er særligt 'filmisk', og at den signalerer gang i den.Men den gør det modsatte. Tv-journalisternes fortællermåde nedbryder systematisk enhver sammenhængende fortælling, den smadrer seernes evne til at være opmærksomme og reducerer os alle til bimmerbørn.
Braad Thomsen anfører også at udsendelsernes tilrettelægger i den 3. udsendelse selv fortæller at han er blevet diagnosticeret og medicinsk behandlet for ADHD tidligere, at han fik alvorlige bivirkninger af medicinen, og at han nu - heldigvis - er kommet ud af den medicinske behandling:
Journalist Anders Stjernholm er ærlig nok til i udsendelserne at fortælle, at han selv lider af ADHD, men i stedet for at hjælpe ham, lader tv ham fremture hæmningsløst med en ADHD-agtig klipning, som forlængst er blevet skoledannende i DR.
Ups! Hvordan i alverden skulle DR "hjælpe ham"?
Men tilsyneladende rager det i virkeligheden heller ikke artiklens skribent. Det er et rent retorisk greb. Braad Thomsen er i gang med en mere selvoptagen metaforiske framing.
Underteksten er at hvis Chr. Braad Thomsen havde været konsulent på Anders Stjernholms programserie, så ville han have kunnet hjælpe tv-journalisten med at gennemføre en redigering/klipning som ville have muliggjort den fordybelse og givet den sammenhæng i historien og i udsendelserne som den manglede.
Men tilsyneladende rager det i virkeligheden heller ikke artiklens skribent. Det er et rent retorisk greb. Braad Thomsen er i gang med en mere selvoptagen metaforiske framing.
Underteksten er at hvis Chr. Braad Thomsen havde været konsulent på Anders Stjernholms programserie, så ville han have kunnet hjælpe tv-journalisten med at gennemføre en redigering/klipning som ville have muliggjort den fordybelse og givet den sammenhæng i historien og i udsendelserne som den manglede.
Altså: Hvis Braad Thomsen havde haft snor i Stjernholm ville journalisten ikke have fået frit løb for sin ukoncentrerede og hyperaktive hjernes lyst til at klippe historien i stykker i stedet for at klippe den sammen (hjulpet af "tv" (= DR) der lade ham "fremture hæmningsløst").
Der er jo ingen tvivl om at Braad Thomsen bruger ADHD-som en derogativ metafor til at frame en gruppe mennesker (journalister) og en institution (DR) som han ikke bryder sig om. Og som en pseudoforklaring på en særlig dramaturgisk form som har udviklet sig kraftigt i tv - og i dokumentarfilm de seneste 20-30 år, og som han heller ikke bryder sig om. En form som ligger meget langt fra de dramaturgiske idealer Braad Thomsen selv styrer efter i sine egne film, og som kendetegner en del af de filminstruktører hvis film han i årenes løb har skrevet kyndigt og beundrende om, fx flere af de franske nybølgefilm-instruktører.
Men hvis vi nu ikke lige bruger ADHD i nedsættende betydning, men helt nøgternt som en sammenfatning af nogle kendetegn på en særlig personlighedstype, så bliver synspunktet meget mere interessant (og meget mere i Braad Thomsens ånd, i øvrigt).
For det første er det faktisk ikke usandsynligt at den stikprøve-undersøgelse som værten Anders Stjernhom foretager ved at lade en halv snes relativt kendte værter besvare diagnoseskemaet som bruges af læger, har fat i noget. Blandt værterne er Ane Cortzen, Adrian Hughes, Anders Lund Madsen og Christine Feldthaus, fire personer som jeg alle ville diagnosticere som særligt kreative personligheder.
Jeg har tidligere skrevet om at der er en sammenhæng mellem synæstesi og kreativitet. Og undersøgelser viser at ca. 25% af de mennesker der diagnosticeres som ADHD´ere, også har synæstesi. Mange gange flere end procentdelen blandt befolkningen som helhed, hvor mellem 2 og 5 procent er synæstetikere.
Og der er faktisk efterhånden en lang række videnskabelige undersøgelser der peger på en sammenhæng mellem kreativitet og ADHD, altså at mange af de børn og voksne der har fået eller haft diagnosen ADHD, også scorer højt ved kreativitetprøver i divergent tænkning.
Jeg har været inde på den slags problemstillinger i bl.a. følgende blogindlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/primadonnaer-og-de-srligt-sensitive.html
En række artikler og undersøgelser kobler endvidere ADHD-diagnosen både sammen med den særligt sensitive personlighedstype (HSP) som er ekstra modtagelig og overvældende påvirkelig af ydre sanseindtryk og stimuli, og sammen med den spændingsøgende personlighedstype (HSS) som er kendetegnet ved at få 'abstinenser' hvis ikke der hele tiden sker noget nyt, spændende og udfordrende i omgivelserne; i nogle sammenhænge omtales den personlighedstype også som 'high risk seekers'.
I begge tilfælde synes de særlige personlighedstræk at have noget at gøre med hjernens kemiske belønningssystem (dopamin mv.) i samspil med den egenskab ved hjernen som kaldes 'latent inhibition', og som hos mange højt begavede kreative mennesker tilsyneladende er "svækket".
Jeg har tidligere på forventet efterbevilling navngivet et nyt forskningsfelt omkring journalistik: 'neurojournalistik', svarende til en række andre moderne videnskabelige knopskydninger fra de sidste 15-20 års hjerneforskning: 'neuroeconomics, neuromarketing, neuroarchitecture, neuroarcheology, neurolaw, neuropolitics, neuroesthetics, neurotheology'.
En artikel i Politiken i dag - under temarubrikken 'Navne' - fortæller om udnævnelsen af Peter Vuust til professor i 'neuromusicology' - betegnelsen nævnes ikke i artiklen, men Wikipedia fortæller at ...
Neuromusicology studies the "brain areas involved in music processing, neural and cognitive processes of musical processing," and "ontogeny of musical capacity and musical skill".
... og det dækker præcist beskrivelsen i artiklen i Politiken med rubrikken "Et ben i musikken og et i naturvidenskaben". Vuust er Danmarks første professor i 'neuromusicology'.
Jeg kunne anbefale vores to universitære journalistuddannelser, den på RUC og den på SDU, at slå et par phd-stipendier op i 'neurojournalistik' - med henblik på at udforske problemstillinger der forbinder naturvidenskabelig hjerneforskning med journalistik.
I alt for mange år har de forskningsområder som journalistik blev koblet sammen med, været enten sociologi eller sprogvidenskab.
Når man som jeg i mange år har levet og arbejdet sammen med journalister i alle mulige sammenhæng, så er det imidlertid klart at der i problemfeltet 'neurojournalistik' ligger et ekstremt frugtbart, interessant og uopdyrket forskningsområde.
Når man som jeg i mange år har levet og arbejdet sammen med journalister i alle mulige sammenhæng, så er det imidlertid klart at der i problemfeltet 'neurojournalistik' ligger et ekstremt frugtbart, interessant og uopdyrket forskningsområde.
Så tilbage til spørgsmålet om den særlige form for 'flerspors-dramaturgi' som har fået Chr. Braad Thomsen til at associere negativt til ADHD.
Den beskrives af sprogprofessor Jørn Lund sådan her i Politiken i forbindelse med en gennemgang af ordet 'auktion's forskellige udtaler i dansk:
Udsendelsen 'Auktionshuset' er en konceptudsendelse efter en opskrift, som evig og altid følges i disse år. Netop som man er ved at blive interesseret i noget, foretages der et klip til noget helt andet, som så afbrydes af et kort klip med noget tredje, hvorefter der klippes tilbage til det første. Det hele ledsaget af en begejstret speak udført af en stemme, som lyder som en blanding af en reklamespeak og en stemme i børne-tv i halvfjerdserne, man kender også maneren fra programannoncereringen.Begejstringen er konstant og udhuler derved sin troværdighed, og man kan føle, at der er tales ned til én. Overgangene mellem klippene etableres med sætninger som "Mens der er glæde i Bredgade, bliver der regnet på tingene i Gitforeningen", "Og medens Jesper Bruun Rasmussen svinger hammeren, er en kunde trådt ind ad døren i Herning", "Om få øjeblikke vil det vise sig, om det lykkes" (...)
Jørn Lund lægger heller ikke skjul på sin distance til denne særlige dramaturgiske konstruktion.
Dette at en fortælling - fakta eller fiktion eller midt i mellem-faktion - skifter mellem flere "plotlinier" er ellers en rigtig gammel historie.
I romanen er det en klassiske fortælleform næsten lige siden denne genres fødsel for omkring 600 år siden. Og man kan måske tænke på Ingemans historiske romaner hvis man vil have nogle nationale eksempler på udnyttelsen af denne form - med en autoritativ 'Voice of God'-fortæller der gelejder læsren rundt mellem de forskellige personers handlingstråde.
Men også Iliaden og Odysseen har flere sideløbende plotlinier som fortæller og tilhører sammen skal pendle imellem efterhånden som fortællingen skrider frem.
Men også Iliaden og Odysseen har flere sideløbende plotlinier som fortæller og tilhører sammen skal pendle imellem efterhånden som fortællingen skrider frem.
Også i filmens historie helt tilbage fra 30´erne har man såkaldte 'multilineære ensemblefilm' med "Grand Hotel" (1932) og "La Grande Illusion" (1937) som eksempler. Flere plotlinier med hver sin bærende krakter, som filmens fortælling pendler imellem.
En kendt dansk film af nyere dato inden for denne dramaturgiske genre er den populære og elskede "Italiensk for begyndere".
Inden for tv-dokumentarismen har formen med flere plotlinier ofte været brugt af en af mestrene Lars Engels, fx. i DR-dokumentar-serien "Piger i Vestre Fængsel" (1996).
Og en anden i samme vægklasse, Poul Martinsen, brugte den multilineære form allerede i "Viktoria og Martin flytter" (1978, i "Vil du danse med mig" (1986), "Blandt tusinde ansigter" (1990), "Frugtbarhedeklinikken" (1995); og ikke mindst i den TV-Oscar-belønnede dokumentarserie "Høje historier" (1999).
Somme tider uden speak, og somme tider med.
Somme tider uden speak, og somme tider med.
Formen fik i tv-fiktion sin store opblomstring med tv-soap-serier fra USA som "Dollars" og "Dallas" - senere parodieret i serien "Soap". Og i England med serien "Upstairs - Downstairs".
En af de længst levende af docu-soap-slagsen havde titlen "Glamour" der vist først blev "lukket" for et par år siden.
Men også herhjemme er "Matador-serien" et eksempel på en vellykket multiplot-konstruktion. Den populære serie "Taxa" var ligeledes konstrueret over dette skema.
Ikke at forglemme "Krøniken".
Ikke at forglemme "Krøniken".
Dette at forbinde multiplot-konstruktionen i en dokumentarserie med en autoritativ underliggende speak til at hjælpe seerne med overgange og forventinger fra den ene plot-linie til den anden, får en opblomstring i midten af 90´erne med den såkaldte docusoap-genre, fint eksemplificeret med den engelske langtidsserie "Airport", og herhjemme med fx serien "De unge mødre".
Det som Anders Stjernholm gør, og som måske især irriterer Chr. Braad Thomsen, er at han selv iscenesætter flere plotlinier i de programserier han veksler imellem, samtidig med at han selv optræder både som voice-over-speaker og som omvandrende og opsøgende vært i billedet - i stedet for som traditionelt: at speaken og speakeren blot høre "under" billederne".
De tre plotlinie-historier er:
- Rasmus og hans familie som søger en second opinion hos en anden psykiater i forhold til at skulle give Rasmus ADHD-medicin som den første har ordineret,
- Mikkel og hans familie som har kæmpet med læger og kommune for at undgå at skulle give Mikkel ADHD-medicin - under trusler om tvangsfjernelse hvis de ikke gjorde det.
- En pilotundersøgles hvor en 10 kendte DR-værter udfylder et spørgskema hvis besvarelse indgår centralt i lægernes diagnosticeringen af ADHD, en undersøgelser som peger imod at 8 ud af de 10 er i farezonen for en ADHD-diagnose.
- Endelig udgør Anders Stjernholm en aktiv plotlinie i kraft af at vi i billeder og scener følger hans jagt på sandheden, bl.a. ved også at interviewe to psykiater-eksperter med modstridende synspunkter.
Jeg har svært ved at se at man som seer skulle bliver særlig "bimmer" i hovedet af at se faktaprogrammer konstrueret efter multiplotdramaturgiens skabeloner. Det er som regel ikke svært mentalt at tage de afbrudte fortællespor op, og i det her tilfælde sørger værten for at tage os ved hånden under overgangen fra det ene til det andet til det tredje - og tilbage igen.
Forestiller man sig alternativet: at de tre første plotlinier blev ført til ende i afsluttede historier efter hinanden, så er jeg sikker på at både Chr. Braad Thomsen og Jørn Lund ville hoppe fra undervejs og zappe til en anden kanal, med mindre emnet ADHD var personligt relevant for dem.
Se Anders Stjernholms udsendelse her:
http://www.dr.dk/tv/se/danmark-pa-piller/danmark-pa-piller-3-3#!/
Og for særligt interesserede, Anders Stjernholm optræder også i et børne- og ungdomsprogram - i serien "Eksperimentet", et program der har titlen "Træn ADHD-hjernen rask".
Det kan indtil videre ses på:
http://www.dr.dk/tv/se/eksperimentet/eksperimentet-traen-adhd-hjernen-rask-3-3/
