Faste læsere af denne blog vil sikkert ind imellem undre sig lidt over at jeg i den grad jagter og prøver at efterspore "synæstetikere" blandt de kreative mennesker jeg skriver om.
Når jeg er optaget af det, er det ikke fordi jeg selv er synæstetiker, men fruen er det i udpræget grad og i hvert fald to af hendes genetiske børnebørn er det også. Også flere af mine venner er synæstetikere, viser det sig. Og måske kan man sige at min interesse delvist bunder i - ja, indrømmet - en slags misundelse. Jeg tænker at det egentlig må være en gave at når man får nogle input - fx i form af ord eller tal eller lyde gennem en sans, så aktiveres som en slags ekstra indre sansning: farver, former, oplevelser af personlighed, smage, lugte, mv.
Men samtidig har det at gøre med at jeg på bloggen har forsøgt at indkredse 'kreativitet' - herunder sammenhængen mellem hjernens indretning og funktion og så kreative mentale og kognitive processer. Og der viser det sig altså at den moderne hjerneforskning hvor man kan skanne hjernen for at se de forskellige moduler og centre hvor den er aktiv når hjernens ejermand får forskellige ydre input, i de senere år har haft stort fokus netop på de forskellige synæstesi-kombinationer, af hvilke man nu mener at have konstateret over 50 forskellige former.
Og forskellige former for synæstesi er tydeligvis overrepræsenteret blandt kunstnere og andre kreative personligheder. For nogle er det en gave!
 |
| Daniel Tammet |
Sidst jeg skrev om synæstesi var i forbindelse med den internationalt berømte "brainman", Daniel Tannet, som er 'asberger autist', som er multisynæstet, og for hvem tal aktiverer både former og farver og lyde internt i hjernen.
Jeg har nu læst hans selvbiografi, bestselleren "Born on a Blude Day", og jeg tillader mig her at citere nogle af de indledende afsnit i første kapitel, som særdeles anskuelig for hvad det drejer sig om:
Kapiteloverskriften er "Blue Nines and Red Words". Derefter skriver han:
I was born on 31 January 1979 - a Wedensday: I know it was a Wedensday, because the date is blue in my mind and Wedensdays are always blue, like the number nine or the sound of loud voices arguing. I like my birth date, because of the way I´m able til visualise most of the numbers in it as smooth and round shapes, semilar to pebbles on a beach. That is because they are prime numbers: 31, 19, 179, 97, 79 and 1979 are all divisible only by themselves and one. I can recognise every prime up to 9973 by their 'pebble-like' quality. It´s just the way my brain works.
Daniel Tammet diagnosticeres og omtaler sig selv som 'asberger' med 'savant-evner'.
Uorden og usikkerhed under enhver form, har siden den tidligste barndom gjort ham nervøs og stresset - ofte i en grad så han har får åndenød. For at berolige sig selv lukker han øjnene og tæller. "Thinking on numbers helps me to be calm again," skriver han.
Og videre beretter han om sit helt særlige emotionelle forhold til tal:
Numbers are my friends and they are always around me. Each one is unique and has its own personlity. Eleven i s friendly and five is loud, whereas four is both shy and quiet - its my favourite number, perhaps because it reminds me of myself. Some are big - 23, 667, 1179 - while others are small: 6, 13, 581. Some are beautiful, like 333, and some ar ugly, like 289. To me every number is special.
Han fortæller at disse specielle erfaringer med tal altså af forskerne beskrives som synæstesi, men at hans variant er speciel og usædvanlig - og måske kan være en del af forklaringen på hans helt specielle tal-hukommelse og talbehandlings-ekvilibrisme:
Mine is an unusual an complex type, through which I see numbers as shapes, colours, textures and motions. The number one, for example is a brilliant and bright white, like somone shining a torch beam into my eyes. Five is at clap of thunder or the sound af waves crashing against rocks. Thirty-seven is lumpy like prroidge, while eighty-nine reminds me of fallng snow.
Det usædvanlige - for ikke at sige unikke - ved Tammet som 'asberger-savant' er at han er så velformuleret og verbalt reflekteret - i modsætning til de fleste andre kendte nulevende 'savanter', som har meget svært ved at kommunikere verbalt.
Ud over sin meget læsværdige og oplysende selvbiografi, har han skrevet to andre bøger:
1) "Embracing The Wide Sky - a Tour Across the Horizons of the Mnd", hvori i han gennemgår en lang række forskellige opdagelser, erkendelser og indsigter inden for moderne hjerneforskning (mange af de samme emner som jeg har skrevet om på denne blog), og fletter egne oplevelser og erfaringer ind undervejs.
2) "Thinking in Numbers - How Maths Illumminates Our Lives " hvori han gennemgår sammenhængen mellem tal og en masse andre mentale, kognitive og kreative fænomener, både historiske og aktuelle - igen flettet sammen med egne erfaringer.
De er alle meget velskrevne og anskueliggør levende og personligt de emner han fortæller om - også når han beskriver indviklede emner og besværlige følelser.
Og faktisk kan nogle af kapitlerne i de to senere bøger godt minde en del om nogle af mine egne meget lange blogindlæg, men han skriver meget bedre og klarere end jeg gør. Jeg kan virkelig anbefale dem for deres øjeåbnende effekt og let-tilgængelighed.
Jeg har flere gange omtalt Daniel Tammet i indlæg på bloggen. Her er link til dem:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-en-lille-dreng-isac-asimov.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-2-rain-man-og-alle-hans.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-3-gte-savant-eller-bare.html
 |
| Hilma af Klint, ca. 1900 |
Så har jeg været på Louisiana med fruen og se udstillingen med malerier af den svenske nu afdøde kunstner Hilma af Klint (1862-1944).
Jeg skrev om hende i et tidligere indlæg - med afsæt i min hypotese om at hun var synæstetiker, og at hun brugte sine indre syner af farver og former som inspirationskilde, skabeloner og matricer for sine malede billeder.
Den form for synæstesi som hun har haft, er så en hvor bogstaver og ord - 'grafemer' - aktiverer et selvstændigt indre spor af ledsagende former og farver.
Et argument for det er den form for synæstesi Hilma har, er at mange af hendes billeder har bogstaver, stumper af ord eller hele ord som integrerede dele at billedernes udtryk - som det her for eksempel:
Hilma af Klint tolkede selv sin - i mange år efter sin død hemmeligholdte - 'abstrakte kunst' som en slags automatmaleri, så at sige produceret med ført hånd fra højere åndlige magter.
Synæstesi som et udtryk for at nogle menneskers hjerner neurologisk er indrettet så der er uhæmmet og automatisk forbindelse mellem forskellige sansebearbejdende hjernemoduler som hos de fleste ellers er hæmmet og reguleret, den teori kendte Hilma ikke noget til.
Men når man ser hendes malerier og samtidig kan læse sig til at hun allerede fra hun var barn "så syner" og havde "hallucinationer", så ligger den forklaring lige for.
Her link til mit første indlæg hvor jeg omtaler og beskriver Hilma af Klints billeder:
Det at se udstillingen 'live' og ikke bare læse om og se hendes malerier på nettet, satte en ekstra tankerække igang, med associationer til en anden kunstner jeg har skrevet om: Sven Dalsgaard. Han skifter fra en 'flade-form-farve-kunstframe' til en 'frame' hvor det enkelte kunstværk primært er tanke- eller konceptstyret. Og bliver "lukket" og "gådefuld".
Jeg oplever det som om Hilma af Klint kunstnerisk tørre ud omkring 1908 på grund af et lignende skift i 'kunstframes'. Hun glider fra en 'frame' som primært ser billedet som en abstrakt flade af organiske former og farver, til en 'frame' hvor billedet primært anskues som udtryk for en tanke eller en ide.
Her nogle af de kæmpebilleder på udstillingen som gør størst indtryk, og hvor den synæstetiske kilde stadig er åbenlys:
Hilma af Klints senere billeder er gennemgående mere kedelige - skematiske og gennemgående symmetriske og polære i både udtryksformen og i det symbolske eller allegoriske indhold.
Hilma holder pause med maleriet i nogle år hvor hun bl.a. tager sig af sin gamle mor.
Og da hun genoptager sit hemmelige maleriprojekt omkring 1914, så bliver billederne mere figurative, mere tydeligt symbolske og allegoriske, og kompositionsmæssigt meget mere symmetriske - i flere dimensioner.
Og dette 'frame-skift' sker, er jeg overbevist om, under indtryk af den filosofi eller ideologi hun tilslutter sig i form af Rudolf Steiners antroposofiske bevægelse. Ligesom Sven Dalsgaards 50 år senere, bliver hendes kunst i min optik 'fortænkt' og 'lukket' - og i bogstavligste forstand mere 'mystisk'.
Der er også i Hilmas senere værker et markant udtryksmæssigt slægtskab med new-age-bevægelsens symbolik:
De kunsthistorikere der har skrevet om Hilma af Klints betydning som pioner inden for 'abstrakt kunst', sammenligner hende ofte med Kandinsky (1866-1944) som var jævnaldrende - og også både var synæstetiker og var inspireret af Rudolf Steiners filosofi og tænkning om spiritualitet.
 |
| Wasilly Kandinsky, ca. 1920 |
På vores væg derhjemme har vi i mange år haft hængende en stor plakat med et maleri af Kandinsky fra en Guggenheim-udstilling. Her er et foto af det samme maleri:
 |
| Kandinsky: Upward (Empor), 1929 |
Og vi har også et andet - sent - Kandinsky-maleri på væggen i studen - en god reproduktion i glas og ramme:
| Kandinsky: Sky Blue, 1940 |
Selv om jeg altså i mange år har sat stor pris på Kandinskys billeder, så har jeg aldrig fordybet mig i hans historie. Klee har ligget højere oppe på min interesseskala. Og ingen af det to af hans billeder vi har på væggen, giver associationer til at han skulle være synæstet.
I Louisianas butik fandt jeg en bog om Kandinsky med afbildning af mange af hans malerier, og med en beskrivelse af hans udvikling fra en kunstframe forpligtet på det figurativt genkendelige til en frame hvor maleriet primært ses som en flade med abstrakte former og farveer.
Her to af hans "Kompositioner" fra 1911:
 |
| Kandinsky: Composition V, 1911 |
 |
| Kandinsky: Composition IV, 1911 |
Kandinsky fortæller at han ser former og farver som sanseforskudte udtryk for musik.
Den form for synæstesi som altså var hans særkende, har officielt betegnelsen 'chromesthesia', og Wikipedia forklarer den sådan her:
Chromesthesia or sound-to-color synesthesia is a type of synesthesia in which heard sounds automatically and involuntarily evoke an experience of color.[1] With sounds inducing color concurrents, chromesthesia is more accurately termed sound-color synesthesia. Individuals with sound-color synesthesia are consciously aware of their synesthetic color associations/perceptions in daily life.[2] Synesthetes that perceive color while listening to music experience the colors in addition to the normal auditory sensations that would be triggered in the average person. That is, the synesthetic color experience supplements, but does not obscure real, modality-specific perceptions.[2] As with other variations of synesthesia, individuals with sound-color synesthesia perceive the synesthetic experience spontaneously, and without effort, and in a way that the individual learns to accept as normal within their realm of experience.[2]
Der er dog diskussion blandt autoriteterne om Kandinsky også var 'ægte synæstet', eller om der først og fremmest var tale om en villet kobling mellem lyd/musik og abstrakte former og stærke farver som udtryk for en kunstfilosofisk ideologi hos ham.
Musik er jo som udtryk abstrakt så at sige fra naturens hånd, så 'musik' er under alle omstændigheder en god metafor for den abstrakte kunst som han var pioner for i perioden omkring 1910.
En oplevelse af en operaen "Lohengrim" af Wagner udløste en visuel reaktion som han beskriver således:
I saw all my colours in my mind´s eye. Wild lines verging on the insane formed drawings befor my very eyes.
Altså en form for halucination aktiveret af musikoplevelsen. Faglitteraturen citerer ham også for dette udsagn når der argumenteres:
Colour is the keyboard, the eyes are the hammers, the soul is the piano with many strings. The artist is the hand which plays, touching one key or another, to cause vibrations in the soul.
Kandinsky bruger i øvrigt abstrakte musikudtryk som "komposition" og "improvisation" som nummererede titler på mange af sine billeder.
Her ses et 'sent' Kandinsky billede fra 1926 hvis lighede med Hilma af Klints billeder små 20 år tidligere, er slående:
 |
| Kandinsky: Several Cirkels, 1926 |
| Hilma af Klint: Voksenlivet 1907 |
Hilma af Klint malede 'abstrakt' nogle få år før Kandinsky slog ind på den vej. Og - måske - var de begge altså inspireret af den samme slags synæstetiske oplevelser i 'the minds ey' - Hilma med bogstaver og ord som igangsættere, Kandinsky med lyd og musik. Og begge tolkede de oplevelserne som mentale og spirituelle input fra en højere åndelig verden.
Men hvad så med for eksempel Van Gogh som man kan se malerier af på en flot udstilling på Ordrupgaard for tidn, med titlen: "Van Gogh, Gaugin, Bonard", en udstilling vi besøgte for et par dage siden. Var Van Gogh også synæstetiker?
Få svaret i et kommende indlæg her på bloggen ....
