Månevandring med Einstein - Joshua Foer om hukommelse og kreativitet

Bogtitlen er direkte oversat fra engelske "Moonwalk with Einstein" af den unge forfatter Joshua Foer. En amerikansk fagbogsbestseller fra i år. 

   Den bliver anmeldt i dag i Politikens tillæg "Bøger". Og får fem ud af seks hjerter. Jeg er interesseret fordi det bliver mere og mere klart for mig hvor betydningsfuld hukommelsen er for kreative processer og for det at lære noget nyt.

   Anmeldelsen af Morten Garly Andersen under rubrikken "Husk at huske", indledes sådan her:

Først blev jeg interesseret, dernæst irriteret, så fascineret, igen irriteret og til sidst glad for denne fagbog. For her er en ung fyr, den amerikanske journalist som med imponerende elegance, nysgerrighed og en snert ungdommelig arrogance går ind i et ældgammelt emne. Og han får hurtigt en mission med sit arbejde. Han vil ikke bare beskrive sit emne, hukommelse, som en ekstern betragter, han vil være den bedste til at huske i USA. (...)

   Efter at have overværet de amerikanske mesterskaber i  at huske begynder han selv at træne som en gal og bliver langsomt slev hovedperson i sin historie. Imens træningen pågår, læser Foer et hav af videnskabelig litteratur om feltet. (...)

   Foer begynder at mestre teknikken og stiller op ved de amerikanske mesterskaber i hukommelse. (...)

   Joshua vinder selvfølgelig de amerikanske hukommelses-mesterskaber efter et års intens træning.

Det er jo et smukt eksempel på det jeg har kaldt "et journalistisk plot" i min bog "De levende billeders dramaturgi, 2. TV": "iscenesættelse af fortælleren selv" - her i varianten "fortælleren som forsøgsperson" og "som opdagelsesrejsende". Og jeg definerer og beskriver funktionen sådan her i bogen

Fortællerplot vil vi tale om når det er tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller er medvirkende til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levende gøre og anskuelgigøre historiens sandhed og virkelighed - med det overordnede formål atlevere autentisk virkende scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet. 

Her er det så bare en fakta-bog og ikke et tv-program der er plottet på den måde og med det formål.

   Og det er jo det samme plot som vi finder i Lone Franks to bøger "Mit smukke genon" og "Den femte revolution" (som jeg tidligere har omtalt). Og det samme journalistiske plot som vi finder i den bog af Steven Johnson som har titlen "Mind Wide Open", en bog som jeg også har refereret til og citeret fra tidligere. 

   Fagbogsforfatteren bliver gennem selvicenesættelse selv et illustrerende eksempel på hvad der foregår inden for det fagområde hun/han vil skrive om - og skaber samtidig spænding og identifikation i sin historie. Det er klart det journalistiske fortællerplot der forklarer anmelderens indledende verbale frustrations- og fascinations-udviklingshistorie som han oplever under læsningen.

  

Ved siden af anmeldelsenm står der et interview af Marcus Rubin med Joshua Foer. Han viser sig at være ud af en særdeles kreativ familie. Hans to storebrødre har også skrevet bestsellere.

 
Jeg citerer et par passager fra interviewet:

Det hele går ud på at overføre oplysninger, som er kedelige, og som man glemmer med det samme, til billeder, som er sære, frække, grimme og uhyggelige eller noget femte. Et eller andet, som gør det mindeværdigt. (...)

   Hvilke billeder, man skaber, siger meget om en selv,  men jeg tror, der er en generel tendens i retning af det bizarre, perverse og absurde. Men det sjove - og for mig overraskende - er at det er en meget kreativ proces at lære udenad. Tit bliver det jo fremstillet som det stik modsatte. (...)

   Hukommelse er fuldkommen afgørende for at være menneske, Hvad er vi som mennesker, hvis ikke det er, hvad vi husker, og hvad vi ved? Så er det jo bare kød, blod og vener? Vi er jo intet uden vores minder - det jo blandet andet derfor, sygdomme som Alzheimer er skræmmende.

   Og for at vende tilbage til det med kreativitet er hukommelse og viden helt afgørende dele af at være kreativ. Jo mere man husker, jo mere interessant tanker og ideer får man. Det er det samme, som at man skal kunne stave for at bruge en ordbog, man skal huske for at skabe.

Jeg kan ikke lade være med at associere til "the default network" som er aktivt når vi ikke er optaget af udadvendte opgaver, og som "tænder" både når vi skal trække erindringer ud af den episodiske og selvbiografiske hukommelse, og når vi forestiller os noget i en tænkt situation eller i en mulig fremtid. Det er vel det samme som han siger: Man kan ikke forstille sig selv i imaginære scenarier hvis man ikke har erindringer om sig selv i tidligere situationer at trække på, situationer der ligner eller står i kontrast.

Og så får jeg associationer til det foregående indlæg.
   Når Joshua Foer taler om at de mentale billeder han skal hægte de kedelig oplysninger op på han skal huske, så nævner han "det bizarre, perverse og absurde". Og det er jo præcis den slags billeder som giver direkte adgang til mandelhjernen - amygdala - som permanent forbinder oplevelser med stærke følelser.

   Jeg har været inde på tilsvarende tanker som Joshua fortæller om i følgende indlæg tidligere:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/christian-braad-thomsen-og-udenadslrens.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/vi-begriber-med-hnderne-vi-er-klogest.html

Joshua citerer i interviewet Samuel Johnson, stor engelsk kritiker, digter og forfatter fra 1700-tallet:

Kunsten at huske er kunsten at være opmærksom

Men opmærksomheden skal først dele sig: Det kedelige som den eksterne opgave går ud på at huske (mange tal, lange tekster), skal systematisk og element for element kobles sammen med et internt forestillet visuelt og emotionelt ladet billedgalleri bestående af billeder eller scener i en bestemt naturlig rækkefølge.
   Når først sammenkoblingen er sket mental gennem øvelse og træning, så behøver "huskeagenten" kun være opmærksom på én ting: at genkalde sig billedgalleriet i den kronologiske orden.; så kommer tallene eller teksten af sig selv frem til bevidstheden, og i den rigtige rækkefølge.

   Det kunne være noget der er beslægtet med såkaldt "method acting" som ifølge Wikipedia trækker på vores emotionelle hukommelse: "the affective memory":

Affective memory, also known as emotional memory, is an element of Stanislavski's ‘system’ and of Method Acting, two related approaches to acting. Affective memory requires actors to call on personal memories of situations similar (or more recently a situation with similar emotional import) to those of their characters. Stanislavski believed actors needed to take emotion and personality to the stage and call upon it when playing their character. He also explored the use of objectives, the physical body's effect on emotions, and empathizing with the character.

   "Emotional recall" is the basis for Lee Strasberg's Method Acting. "Sense memory" is used to refer to the recall of physical sensations surrounding emotional events (instead of the emotions themselves). The use of affective memory remains a controversial topic in acting theory.

Det er jeg så inde på i slutningen af  det tidligere indlæg om "falske" og "ægte smil". De to på overfladen ens udtryk monitoreres af to forskellig centrer: ét der efterligner det kropslige og verbale udtryk formelt, og ét der trækker på de korresponderende følelser som har sæde i og huskes af amygdala. 

   Og det er altså noget vores spejlneuroner tilsyneladende kan skelne imellem: om smilet bare mimes af den anden som vi ser, eller om der er en intention bag smilet som styrer smilemusklerne i den andens ansigtet - og dermed gør smilet ægte.

Se videre i indlægget: 

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/05/selv-et-lille-barn-kan-afslrer-et-falsk.html

Menneskets fornemmelser for dyr, medfølelse for andre mennesker og forbier

I Weekendavisen fra den 16. september i tillægget "Ideer" var der en af de korte historier som fangede mig. Rubrikken var

Sans for dyr

En gruppe californiske hjerneforskere opdagede da de var i gang med målinger af hjernens aktiviteter hos epileptikere når de blev udsat for forskellige synsindtryk, at den del af hjernen som kaldes amygdala reagerede på synet af dyr. 

   Patienterne blev vist billeder af alt muligt: personer, landskaber , bygninger, ting - og altså dyr - og det var uanset hvilken slags dyr de så så reagerede amygdala. 

   Amygdala - også kaldet mandelhjernen - er den del af hjernen som vi deler med alle andre pattedyr, og en af dens funktioner er at aktivere, huske og genkende grundlæggende følelser som glæde, sorg, vrede, angst, overraskelse og afsky.

Jeg citerer fra Science Daily

"Our study shows that neurons in the human amygdala respond preferentially to pictures of animals, meaning that we saw the most amount of activity in cells when the patients looked at cats or snakes versus buildings or people," says Florian Mormann, lead author on the paper and a former postdoctoral scholar in the Division of Biology at Caltech. "This preference extends to cute as well as ugly or dangerous animals and appears to be independent of the emotional contents of the pictures. Remarkably, we find this response behavior only in the right and not in the left amygdala."

   Mormann says this striking hemispheric asymmetry helps strengthen previous findings supporting the idea that, early on in vertebrate evolution, the right hemisphere became specialized in dealing with unexpected and biologically relevant stimuli, or with changes in the environment. "In terms of brain evolution, the amygdala is a very old structure, and throughout our biological history, animals -- which could represent either predators or prey -- were a highly relevant class of stimuli," he says.         

http://www.sciencedaily.com/releases/2011/09/110909091219.htm

Forskerne forklarer dette medfødte hukommelses-følelses-fænomen med at dyr set ud fra et evolutionssynspunkt har været vigtige for vores overlevelse som art: Vi kan spise mange af dem, og mange af dem kan spise os.

Jeg får flere associationer: 

For det første bemærker jeg fremhævelsen af at det er amygdala i højre hjernehalvdel som "tænder" på dyr. En af pointerne omkring den arbejddelte hjerne er jo at den højre hjernehalvdels intuitive tænkning og viden relaterer sig til følelser. Og at fx ansigtgenkendelse er noget der foregår i et særligt center i højre hjernehalvdels såkaldte fusiform gyrus.

   Det ved man fordi når det center er ødelagt, så kan patienter ikke genkende ansigter. Og denne genkendelse foregår under bevidsthedstærsklen - altså automatisk - og denne automatiske ansigtsgenkendelse aktiverer også højre amygdala. Det viser en undersøgelse der kan læses i artiklen": "Face processing without awareness in the right fusiform gyrus" - af James P. Morris, Kevin A. Pelphrey, Gregory McCarthy.

For det andet kan det give en slags forklaring på en udbredt praktisk viden blandt folk der laver tv (nyheder): nemlig at tv-nyhedshistorier der får flest og stærkeste reaktioner, er historier der handler om og viser dyr. Og en viden om at hvis man vil sikre sig opmærksomhed om indholdet og pointen i historien og den ikke handler om dyr, så skal man undgå at have dyr med i billedet (og også undgå babyer, men det er noke en anden og beslægtet historie).

   Særligt interessant i den forbindelse er at "dyr" ifølge undersøgelsen er ud fra hjernens reeaktioner er "alle slags" - både elefanter og insekter - men ikke "mennesker".
   For mig giver det en aha-oplevelse i forhold til at jeg aldrig har forstået hvordan dedikerede dyrevenner og -aktivister tilsyneladende er mere optaget af dyrs velfærd end af menneskers. Her får jeg måske noget af forklaringen.

For det tredje minder det om opdagelsen af spejlneuronerne som også skete ved en tilfældighed da man var igang med måling af hjernens aktiviteter hos aber. Og en af pointerne i forbindelse med den opdagelse var at spejlneuronerne kunne få følelser - fx afsky - til at smitte fra et menneske til et andet fordi nogle spejlneuroner står i forbindelse med det limbiske system som amygdala er en del af.

   I bogen "Mirroring People" af Marco Jacoboni fortæller han i et kapitel om en række eksperimenter som viser at der neurologisk set er "hul igennem" fra spejneuroner i det sensomotoriske system, over insula cortex til det limbiske systems amygdala - når man ser et andet menneske gennem ansigtmimik udtrykke stærke følelser som angst,  glæde, afsky eller smerte. Han konkluderer det kapitel:

It seems as if our brain is built for mirroring, and that only through mirroring - through the simulation in our brain of the felt experience of other minds - do we deeply understand what other people ar feeling.

Det er den slags neurologisk smitte-mekanismer via spejlneuroner som giver mening til medfølende og empatiske udtryk som "jeg føler med dig" eller "det gør mig ondt for dig".

   Og det er også dem som kan forklare hvorfor gyserfilm kan aktivere stærke følelser af angst hos filmtilskuere - eller hvorfor det udløser tårer hos publikum når de ser nogen græde som de har sympati med på filmlærredet. Og mere generelt: det spektrum af identifikationsmekanismer som er afgørende  for at en fortalt historie har emotionel "impact" - både i dramaturgien og i journalistikken. 

Og jeg får en association videre til en artikel i dag i Politikens tillæg "Lørdagsliv" der fortæller om fobier, og som giver eksemplet på hvordan sådan en opstår: Et lille barn leger med en blød hvid kanin, pludselig lyder der et højt brag, og derefter forbindes oplevelsen af angst permanent med synet af hvide kaniner. Som måske så endda bliver generaliseret til alle former for hvid pels. Der skabes en direkte og vedvarende neurologisk forbindelse mellem et synsindtryk og en emotionel erindring af forskrækkelse lagret i amygdala: "Neurons that fire together, wire together".

   Jeg har en adoptivdatter som fra hun ankom fra korea - 6 måneder gammel - havde edderloppefobi - generaliseret til alle former for kryb og krible-krable-dyr. Hun må have oplevet noget lignende i sit fødeland som helt lille. Eller også er det en medfødt fobi, som nogle forskere mener.

  Vi prøvede for mange år siden da hun skulle ud at rejse til et eksotisk land at lade en psykolog hjælpe hende med det som Politiken-artiklen også anbefaler: kognitiv terapi. Det formindskede fobien kortvarigt, men fjernede den nu ikke.

    Fobier er ikke gavnligt for kreativiteten fordi de sætter irrationelle grænser op i forholdet mellem sindet og fænomener i verden. Jeg har tidligere nævnt fænomenet mixofobi som et skoleeksempel på det.