Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 3: Solsikkefrø af porcelæn

Dagen efter vi kom hjem fra Kina, læste jeg min morgenavis. Og oplevede det samme som jeg også oplevede efter min og fruens rejse til Japan. En slag nyinstalleret mental radar - en visuel overfølsomhed  der gør at når man morgensøvnig skimmer avissiderne for "nyt", straks fanger artikler, notitser, billeder og navne som har med Kina at gøre: Pling!

   Det samme har jeg lagt mærke til sker med ordet kreativitet. Det kan stå langt inde i en artikel, og alligevel: Pling!

Den lørdag den 25. oktober var det Politiken, forsiden af 2. sektion. Og det der fangede var et foto oppe i højre hjørne af en ældre kineser med skæg der kiggede ned i sine skålformede samlede hænder hvori der var - ja, selvfølgelig: solsikkefrø!  En hilsen til Andrea!

  Og så var der rubrikken hvis formulering jeg i den grad nød:

DEN, DER VIL FLYTTE BJERGE, BEGYNDER MED AT FJERNE DE SMÅ STEN

Et google-opslag viser at det er et kinesisk ordsprog. Der finder jeg et andet som også er relevant:

LYKKE ER IKKE EN DESTINATION, MEN EN MÅDE AT REJSE PÅ

Artiklen er skrevet som et essay af forfatteren Merete Pryds Helle. Hun har besøgt Tate Modern Art Galleri i London hvor den kinesiske kunstner og menneskeretsaktivist Ai Weiwei har udstillet en installation i turbinehallen, som består af 100 millioner solsikkefrø af porcelæn som dækker gulvet i et helt lokale. Titlen er såmænd: "Sunflowerseeds".

   Merete Pryds Helle skriver: 

Jeg har nogle venner,som var så heldige at være til åbningen af udstillingen, som o fandt sted en uge, før jeg selv kom til London. De fortalte begejstret om de millioner af håndmalede porcelænssolsikkefrø, Ai Weiwei havde fået fremstillet i porcelænsbyen Jingdezhen i Kina. De fortalte om lyden, når de besøgende gik på porcelænsfrøene. Det er nærmest en lydinstallation, sagde en. Du skulle se børnene sidde i frøene og kaste dem op i luften, sagde en anden. Jeg glædede mig: Jeg oplevede allerede værket gennem deres beretning.

Denne forventningens glæde giver Merete Pryds Helle afsæt for at fortælle erindringer fra bandom og ungdom hvori billeder af Mao mellem solsikkeblomster indgik, og om tidligere besøg i Kina, senest 2008 hvor hun har besøgt OL-stadionnet, som vi også besøgte i Peking: "Fuglereden", hvis design Ai WeiWei har været kreativ rådgiver på, men som han siden tager afstand fra. Så han boykotter OL-åbningen med det fantastisk show iscenesat af Zhang Yimou, hvis eventyrlig lys og teatershow om aftenen på Li-floden i Yangshou vi overværede og blev dybt fascineret af (mere om ham og hans kreative meritter i et senere kapitel).

'Fuglereden'

Ai Wei Wei med en håndfuld sine keramik-solsikkefrø
fra installationen på Tate

Ai Wai Wais instalation 'Sunflower Seeds'

Ai WeiWei er i øvrigt ophavsmand til den videoinstallation som har stået på Den lille havfrues plads ved Langelinie mens hun selv har været på besøg i Shanghai, en installation som i al sin geniale enkelhed viser live-videooptagelser af Havfruen mens hun sidder og drømmer om Danmark i den danske pavillon på Expo 2010.

   Ai Weiwei er så kontroversiel i Kian at et indslag i kinesisk tv hvori den danske leder af pavilionen, Bo Bramsen, på engelsk fortalte om Ai Weiweis installation i København, bortcensurerede hans navn i de kinesiske undertekster og fortalte en helt anden historie.

   På vores rejse oplevede vi også den kinesiske tv-censur. Efter starten på tv-indslag om at Nobels frespris var tildelt den fængslede systemkritiker Lio Xiaobo, gik skærmen simpelt hen i sort - på alle de engelsksprogede kanaler på vores hotel! 

   Ikke kreativt, men effektivt. Visual proof for den effektive kinesiske censur.

Tilbage til Merete Pryds Helle. Efter alle erindringsbillederne når hun endelig frem sammen med sin datter. De drømmer om at fylde lommerne med porcelænsfrø og tage med hjem og dele ud af. Og historien får sit vemodige pay off:

Så stor, STOR var vores skuffelse da vi gik ned ad rampen, og hele hallen var så underligt stille. Stivnet. (...) Nede ves solsikkerne var der endnu mere stille. Ingen lydinstallation. Foran de mange millioner frø, der er lagt ud på gulvet som en flad stenhave, smukt revet med en kinesisk rive, var en afspærring og et skilt. Det er desværre ikke tilladt publikum at betræde solsikkekernerne, stod der. Vi spurgte vagten: Hvorfor? Hun forklarede, at der efter to dage lå en sky af porcelænsstøv et par meter oppe i luften. Porcelænssmog lignede det. Man mente, støvet kunne være farligt for vagterne at indånde, når de stod foran værket flere måneder i træk. Så på en måde døde kunstværket for os. Det var stivnet, kun en idé Alle de tanker jeg havde gjort mig, faldt lidt triste sammen, og jeg tænkte på, hvordan det var at indånde den kulholdige luft i Ping Yao i Nordkina.

Jeg tænker på vores egne rejseoplevelser i Peking. Vejrudsigten sagde solskin, men vi så aldrig solen, kun sur tåge og dis og tusmørke midt på dagen.

    Forventningens glæde er den største, siger man. Og forventningen kan måske stille sig i vejen for oplevelsen, siger jeg. Herom mere i det sidste indlæg i denne blogføljeton.

                                                                                                                      (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 2: Den lille havfrue i Kina

... I Haven saa man de forunderligste Blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet Sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulle gaae forbi uden at bemærke Blomsten. Ja, Alting var saa udspeculeret i Kaiserens have, og den strakte sig saa langt, at Gartneren selv ikke vidste enden på den; blev man ved at gaae, kom man til den deiligste Skov med høi Træer og dybe Søer...

H.C.Andersen har aldrig været i Kina, selv om han elskede at rejse, og skrev en lang række rejsebøger: Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweiz etc. (183 En Digters Bazar (1842), I Sverrig(1851), I Spanien (1863) og Et Besøg i Portugal 1866(1868).

"Nattergalen" er - som man siger - "fri fantasi" - fundet på "ud af hovedet". Jeg husker ikke handlingen i detaljer, men pointen er at det frie, naturlige og autentisk som den  levende ægte nattergal står for, healer og helbreder - i kontrast til den mekaniske (robot)nattergal, "kunstfuglen", der skal trækkes op for at kunne synge, og som ender med at blive så slidt så den kun må trækkes op og afsynge sine kunstige triller en gang om året.

   Jeg har læst mig til at kineserne slet ikke kender eventyret om nattergalen. De to eventyr de kender til, er: "Den lille pige med svovlstikkerne" og "Den grimme ælling", som alle kinesiske børn læser i skolen.    

   Digterens navn på kinesisk er An Tuscheng. Og aviserne fortæller at 5-6 millioner nu også kender Den lille havfrue - ikke eventyret, men hende turisterne plejer at kunne se siddende på sin sten ved Langelinje, og som mistede hovedet i flere omgange, første gang i 1964 - efter sigende foranlediget af kunstneren Jørgen Nash, der smed hovedet i Utterslev mose.

Vi så hende - Den lille havfrue - "live" i Shanghai i den danske pavillion på EXPO 2010.

   En genial ide, enkel, overraskende, fantasifuld - i den grad udtryk for kreativ tænkning. Selv om vi så damen og pavillonen den sidste uge udstillingen havde åbent, hvor selve den hvide spiralbygning var  skrammet, ridset og slidt godt ned, så gjorde det et stærkt indtryk i kraft af sin enkelhed - netop fordi pavillionen ikke var dænget til med reklamer for danske varer og firmaer, som de fleste andre landes.

   Her var en lysende klar ide - konsekvent gennemført.

Og en særlig pointe i forhold til kineserne som kopierer alt for et godt ord og for profit, var at man på en storskærm kunne se en videofilm om hvordan skulpturen fysisk var løftet fra sin sten i Københavns havn med en kæmpekran, og transporteret med lastbiler og fly til sit midlertidige ophold i en by og på en udstilling, som Andersen i sin vildeste fantasi ikke kunne have forestillet sig.

   Visual proof for at det her var den ægte vare.

At se skulpturen i spiralpavillionens setting var for mig en AHA!-oplevelse. Der var tale om konceptuel blending så det battede: København og Shanghai, fortid og nutid, eventyr og virkelighed.

Og selv om det er mange år siden jeg har læst eller fået oplæst Andersens eventyr, så "gnistrer" det pludselig igen i erindringssporet. I en af hans geniale "toy-stories" optrådte der en gammel porcelænskineser!?

   Nej, det var ikke "Tinsoldaten", men den romantiske historie "Hyrdinden og Skorstensfejeren", der stod og sendt varme blikke til hinanden på kaminhylden:

Tæt ved dem stod der nok en Dukke, der var tre Gange større, det var en gammel Chineser, som kunde nikke; han var også af Porcelain og sagde at han var Bedsefader til den lille Hyrdinde; men det kunne han nok ikke bevise; han paastod, at han havde Magt over hende, og derfor havde han nikket til Gedebukkebeensoverundergeneralkrigscom-mandeersergeanten, der friede til den lille hyrdinde. 

Eventyret handler i øvrigt om to unges oprør mod arrangerede ægteskaber, og er dermed meget aktuel, også i dagens Kina

Men der var andre danske forfattere der tog på Kinarejser som dannelsesrejse - eller for helbredelsens skyld. H.C. Andersens samtidige, Poul Martin Møller, der skrev den lille humoristiske roman "En dansk students eventyr", som alle i min generation har læst i gymnasiet, tog på en Kinarejse der varede flere år - for at komme over sorgen over tabet af sin barndoms- og ungdomselskede.

   Allerede som 14-årig blev han forelsket i en ung, blid og poetisk blondine, Margrethe Bloch, som var datter af rektoren for Katedralskolen i Nykøbing F. Og som ung student drømte Poul om at fri til hende, men  der kom en smart og velsoigneret løjtnant i vejen, som hun bliver gift med. Iben Holk skriver på internettet http://www.e-poke.dk/moeller_04.asp:

At Margrethe heller ikke har været upåvirket af deres forhold, vidner hendes reaktion, da hun i Roskilde Domkirke overværer hans ordination som præst, hvor han for første gang er iført den sorte kjole. Hun besvimer simpelthen. I 1819 står brylluppet med løjtnanten. Og Poul Møller går fra Reden ombord på et af Det asiatiske Kompagnis skibe. Det er med andre ord en menneskelig ruin, der sidst på året i 1819 går om bord på "Christianshavn" med destination Kina over Kap og Batavia. Poul Møller gør denne rejse i stedet for at gå i kloster eller at begå selvmord som den litterære helt Werther. 

Rejsen til Kina tager 2 år. Under rejsen har Poul Martin Møller fantaseret og skrevet om Danmark, utvivlsomt inspireret og drevet af savn og længsel efter den evigt tabte Margrethe. Bla. "Scener i Rosenborg Have" og "Glæden over Danmark" (="Rosen blusser alt i Danas Have"); begge digterværker er også klassikere fra gymnasiets danskundervisning. Da han kommer hjem fra rejsen, skriver han et filosofisk essay "Kvindelighed". Filosofisk sublimering.

   Tabet og savnet af Margrethe har godt nok sat den indre kreative stavblender i gang: Kina-Danmark, Kina-Danmark, Kina-Danmark,... Iben Holk skriver:

Men effekten af de artikulerede hjemlængsler er, at han herefter i højere grad kan åbne sig for det aktuelle her og nu. Den standsede dagbog finder derfor sin fortsættelse i "Optegnelser paa Rejsen til China" (1819-20), der legitimerer hans flugtrejse. Den 24. juni 1821 går han i land igen i København. Som en genopbygget ruin.

Både Poul Martin Møller og H.C. Andersen er klokkeklare eksempler den personlighedstype jeg tidligere har beskrevet som "den særligt kreative". H.C. Andersen var jo også skuespiller og oplæser, og fantastisk til papirklip.

   H.C. Andersens gennembrudsroman har logisk nok også titlen "Improvisatoren" (1936). 

   En af de mange god kvaliteter vores rejseleder viste sig at have under turen var netop - evnen til at improvisere når rejseplanen brød sammen. 

   Og han var noget af en "storyteller", viste det sig hurtigt, hvor man ind imellem kunne være i tvivl om hvad der var fakta og hvad fiktion. Men som Andersen havde Michael også andre tallenter, skulle det vise sig. 

       

Denne snørklede associationsvej fra Kastrup Lufthavn, over H.C.Andersens eventyr, til Poul Martins Møllers hjemkomst fra sin Kinatur, rejser jo to interessante spørgsmål: Var vi en forsamling "menneskelige ruiner" der stod i Kastrup Lufthavn den 4. oktober? - Og i forlængelse heraf: "Kom vi hjem igen fredag den 29. oktober som "genopbyggede ruiner"?

(fortsættese følger)