Anja Andersen og Bjarne Reuter - og deres historier - kreativ vrede og voyeurens dårlige samvittighed

TV-indslag og programmer er sværere at dokumentere med citater. Selvom man kan gense tv på nettet, så tager det tid, og det og er rigtig besværligt at genfinde de citater der kan dokumentere en analytisk pointe. Så det følgende bliver overfladisk og generaliserende. Men to the point, håber jeg.

Der var et interview med Anja Andersen i Aftenshowets anden del. Det var Puk der interviewede hende. Uden at have fokuseret på AA i årenes løb, har jeg som de fleste andre danskere fulgt med. Hun er historie, og man mindes en række mål hun har skoret, som var krops-kunst, udtryk for den højeste kropslige intelligens.

Stort set forstod man ikke noget som helst af interviewet.. Der var så meget undertekst i interviewet, det der ikke blev sagt, og det som var fælles referenceramme for interviewer og interviewperson. Puk havde tydeligvis læst på lektion, men hvad hvis man ikke havde?
   Men der er noget med barndom, der er noget med savn og tab, der er noget med ikke at blive accepteret, der er noget med at håndbolden - bolden - bliver en metafor for: jeg skal vise dem!."I am the champion".
   Under interviewet blev ikke vist klip med nogle af de fantastiske mål hun har skoret, og som sidder på nethinden. Nej vi får i flere omgange en montage af klip med eksempler på at hun er uregerlig, rasende, give fuck up-fingeren til dommeren - bliver udvist, etc. etc.
   Jeg reagere straks: Kreativ vrede giver gode billeder og er - set fra journalisternes synspunkt - en god hisorie - og kaster mange gode historier af sig i årenes løb.
   Ærgerligt tænker jeg. Karen Secher ville sikkert kunne komme længere ind. Mon hun har interviewet hende til "Besøgstid"?
   Utilpasset i skolen, ja, naturligvis. Forestilingerne - fantasierne - om et andet spændende liv, har været meget stærke. Der vises en scene, vist nok fra filmen Buster, hvor to skolekammerater har lukket hans undulat ud, og klemmer den til døde bag et skab. Vreden i scenen, slår mig. Det er selvoplevet. Ensomme mennesker, børn som voksen, knytter sig til dyr som ikke kræver, forventer, ser på en. Fuglene som gennemgående metafor/metonym for isolation i en række af Poul Martinsen dukomentarer.
   Interviewet giver mig lyst til at grave i hendes historie. Jeg ved godt hun er lesbisk, og der er historier om at hun opfører sig som et barn, og "leger" med barnlige ting, læser Anders And, når hun ikke spiller eller er træner. Der er igen det med den dobbelte og spaltede personlighed der føler sig uden for.
   Det som hun får sagt, er at hun er ved et vendepunkt i sit liv, hvor hun er begyndt at kigge indad, istedet for at leve gennem krop og bold og strategier. Hun vil gerne undervise og lære fra sig, siger hun. Det hun har "lært". Men hvad har hun lært af alle sine konflikter? Spændende: et menneske hvis liv er som et drama.
   At hun har været døden nær på grund af en hjertefejl, var, sådan forstod man det, et wakeup-call.
   What a story!

Bjarne Reuter, hovedperson i en 50 minutters dokumentar på DR 1. Titel: "Løgnhalsen fra Brønshøj". Et portræt.

Jeg har stort set ikke læst noget af ham, men set flere film som er bygget på hans bøger:" Busters verden", "Tro, håb og kærlighed". Løgneren fra Umbrien, fik jeg til min fødselsdag for et par år siden af min kone. Hun har læst den med stor fornøjelse. Jeg er begyndt på den, men gik i  stå. Er miljøskadet fra min studietid, er jeg bange for. Er efterhånden kun til etniske krimier.
   Uden citater fra tv-udsendelsen, giver det følgende nok ikke så meget. Men altså: Han har oplevet en række traumatiske begivenheder som dreng. Og erindrer sig selv om som voyeur allered som barn. Den tredje person i en konflikt, der står på sidelinjen og kigger på - uden at handle, uden at gribe ind. "Doven  og lad", siger han om sig selv.
   Men det er klart at der sker en spaltning: mellem den faktiske Bjarne som står uden for, og den imaginære Bjarne som burde gribe ind og forhindre ondskaben.

Portrættet giver mig mange associationer og koblinger til  Poul Martinsens liv og produktion. Voyeur-positionen som grundlæggende karakter, og den helt ekstreme produktivitet. Oplevelsen af at være isoleret - som en nødvendighed for at være kreativ. Egen familie der bliver forsømt.
   Også "skæbnetroen" har de til fælles. Han har oplevet alle disse skæbnesvangre sammentræf og heldige begivenheder. Jeg er fuldstændig overbevist om at hvis man spurgte ham om han oplevede sit liv som et eventyr, så ville han svare ja. Ironiker er han også, kan man høre på hans svar.
   Der er også noget med en far der bliver overrasket over at sønnen rent faktisk får udgivet sin første bog. Manglende far-anerkendelse må ligge under.
   Min kone sidder og ser med. Og reagerer på oplevelsen af lighedspunkt på lighedspunkt i forhold til sit eget liv og sin egen psykiske konstitution. Fascinationen og lysten knyttet til voyeurpositionen. "Dovenskaben".
   Hun hører til arten af de isolerede og spaltede (særligt) kreative: to personer i en. Det der endte med at blive udspalte og synligt på scenen (tv-skærmen), var dukker hun selv kunne klippe og sy og derefter spille med. Råstoffet for replikker og stemmeføring hos dukkefigurerne stammer fra erindrede iagttagelser af og indlevelse i  mennesker - børn som voksne - som var helt anderledes, og derfor fascinerende for hukommelsen at gemme, tænker jeg.

Noma - og de kreative restriktioner, den kreative vrede, den (særligt) kreative personlighed, den kreative åbenbaring

Den danske restaurant Noma er blevet kåret som verdens bedste gourmetrestaurant! Medierne har stået på den anden ende.

Ligesom det interesserer mig hvad der bidrager til at skabe de (særligt) kreative personligheder, og finde eksempler på det, så gælder det samme fænomenet kreative restriktioner eller kreativ askese.
   Jeg har tidligere nævnt reglerne for dogmefilm, som et eksempel. Og "det nye nordiske køkken" som restaurant Noma nu er blevet vedensberømt på, er et andet eksempel.
   Nomas køkkenchef René Redzepi har underkastet sit køkken det manifest som blev vedtaget af en række nordiske kokke på et symposium november 2004.
   Information i dag den 28. april bringer manifestet i sin fulde ordlyd, men det kan også findes på www.noma.dk.
   Nogle af punkterne er ekskluderende, som f.eks. kravet om at maden skal afspejle de skiftende årstider, hvilket gør det rigtig svært om vinteren og tidligt forår, hvor den nordiske natur stort set går i dvale.
  Andre af manifestets krav er interessant nok en række krav om blending: "forene kravet om velsmag med moderne viden om sundhed og velvære"; udvikle nye anvendelser af traditionelle nordiske fødevarer"; "forene de bedste nordiske tilberedningsmetoder og kulinariske traditioner med impulser udefra"; "kombinere lokal selvforsyning med regional udveksling af varer af høj kvalitet".

En anden af min kæpheste er fænomenet kreativ vrede. Det får også en slags dokumentation her: DR producerede i 2008 en dokumentar "Noma på kogepunktet", der portrætterede og udstillede køkkenchefen som et "besat" menneske. Chefens usædvanligt grove tone i køkkenet over for medarbejderne, medførte stor offentlig omtale og ophedet debat i medierne. Behøvede han virkelig at være så hysterisk og ubehøvlet for at kunne stå for at lave verdens bedste mad?

Endelig er der det med at den (særligt) kreative personlighed har en oplevelse af at være "fremmed" og "spaltet" i to personer. Uden at vide noget detaljeret om René Redzepis barndoms- og ungdomsoplevelser, så kan man - med kendskab til vilkårene for anden generations indvandrere i Danmark - godt gå ud fra at han ikke har haft nogen særlig "gnidningsfri" barndom, idet han er søn af en albansk far og en dansk mor.

Kokken og kogebogsforfatteren Terkel Røjel beskriver i Information hvordan René - efter at være blevet forladt af sin makker Mads Refslund - fik inspirationen til sit kreative og nyskabende Noma-køkken, nemlig som "en åbenbaring":

På en dannelsesrejse rundt i den nordatlantiske region fik han en bidende kold nat, blandt moskusjægerne i Sønderstrømfjord, en åbenbaring, der på en gang samlede hele rejsens indtryk i en krystalklar forståelse af Nomas koncept. Den vilde natur, de åbne vidder og de unikke råvarer skulle forenes med regionens kulinariske arv og udtrykkes gennem de mest banebrydende teknikker i et skarpt gastronomisk udtryk. Særlig vægt skulle lægges på enkle sensoriske oplevelser og ren nordisk æstetik.

I beskrivelserne af den kreative proces som man kan finde i modelform rundt omkring i faglitteraturen indgår der altid en indledende frustration hvor et kompliceret problem tilsyneladende er uløseligt; derefter kommer en ubevidst inkubationsperiode der munder ud i en AHA-oplevelse, hvor løsningen på problemet pludselig kommer frem til bevidstheden - som en slags "åbenbaring."
   Det er præcis det forløb som kan læsses ud af denne del af verdensmesterkokkens historie.

Som tidligere beskrevet var det også på den måde ideen til at skrive denne blog fremkom!