Man lærer jo nye ord og begreber hele tiden, når man forfølger "vidensspor" ved at google og surfe på nettet.
Et friskt ord i denne omgang har været "affectiv neuroscienc" - til forskel fra det spor jeg vel mest har fulgt hidtil: "cognitive neuroscience".
Så noget nyt for mig under læsningen af Richad J. Davidsons bog 'The emotional Life of your Brain', var et helt kapitel tidligt i bogen om sammenhængen melllem hhv. negative følelser og forstærket aktivitet i højre del af den præfrontale cortex (de forreste pandelapper), og positive følelser og forstærket aktivitet i den venstre del.
En opdagelse som Davidson selv opfatter som "fødslen" af forskningsdiciplinen "affectiv neuroscience".
En opdagelse som Davidson selv opfatter som "fødslen" af forskningsdiciplinen "affectiv neuroscience".
Grundindsigten hos Davidson var baseret på eksperimenter hvor forsøgspersoner dels blev forevist filmklip og fotos der viste mennesker med glade smilende ansigtsudtryk og dels klip og billeder der viste vrede eller gråd. Og det man konstaterede var at de positive billeder øgede aktiviteten i den venstre prefrontale pandelap, mens mens de negative billeder øgede den neurale aktivitet i den højre.
I destinctly remember the excitement I felt when I saw the brain correlates of positive and negative emotions. The fact that the acitivity occured not in the brain stem and limbic system - primitive regions tht have no role in cognition - but in the exaltede prefrontal cortex gave me an inkling that we were going to make waves in the scientific community.
Davidson lavede så forsøg med små børn.
Det er muligt at måle styrken af aktiviteten i hver af de to pandelapper når en baby ikke udsættes for nogen særlige emotionelle stimuli og hjernen er i en slags "hvilende tilstand". Og den målte styrke fastlægger han så som det han kalder "the measure for baseline brain activity".
Han og hans team fandt ud af at der var målbare, klare individuelle forskelle i hvor stærk den neurale aktivitet var i hver af hjernelapperne. Altså at nogle babyer havde mest aktivitet i den venstre og andre i den højre pandelap i den hvilende "baseline" tilstand.
Derefter var hans forsøgsopstilling så at mor og barn først sad fredeligt og afslappet sammen ved siden af hinanden i 10 minutter i et rum, hvorefter moderen på et for banet hemmeligt signal, roligt og udramatisk forlod rummet.
Hvordan ville det lille barn reagerer? Og var der nogen sammenhæng mellem forskelle i målingerne af børnenes "baseline" aktivitet i de to frontallapper, og så deres ydre reaktioner på at moderen forsvandt?
Fortunately for us, the babies were not exactly creative in how they responded to their mother´s departure. They either began wailing almost immediatly or apperared very curious and looked around the room with little sign of distress. The measures of baseline brain activity predicted these responses perfectly. The distraught, crying infants had higher baseline levels of right prefontal activation than did the infants who took their abandoment in the stride. This convinced me that baseline measures of brain acitivity werer reflecting somethin real enouhgt to translate in behavioral differences.
Altså børn som på forhånd har højst neural aktivitet i den højre frotallap, reagerer kraftigt med frygt og gråd på savnet af moderen, mens børn hvor den venstre frontallap i hvile er mest aktiv, tager savnet relativt afslappet og reagerer mest med nysgerrighed.
Normalt i den litteratur jeg har læst, forbindes højre hjernehalvdels aktiviteter med følelser helt generelt og uspecificeret, men Davidson har i en lang kæde af fortsatte eksperimenter og med referencer til anden videnskabelig litteratur fundet at der er en helt fast sammenhæng mellem klart forskellige emotionelle grundindstillinger og så hvor stærk den neurale aktivitet i hver af de to hjernehalvdeles frontallapper.
Hans pointe er at der i main-stream forestillingerne blandt kognitive psykologer om hvad de forskellige dele af hjernen varetager af funktioner, er emotionerne "forvist" til det primitive limbiske system ("krybdyrhjenen"), mens de højere kognitive funktioner som moral, fornuft, planlægnng, selvrefleksion varetages af de frontale pandelapper, den er del af hjernen der mest markant adskiller mennesket fra andre dyr.
Sammenhæng mellem kreativitet og særlig målbar aktivitet i højre hjernehalvdel har jeg tidligere været inde på i en lang række indlæg. Det ser fx ud til at når folk skal forstå vittigheder, ironi, metaforer og andre former for blended sprogbrug, så foregår "processeringen" primært i højre hjernehalvdel.
Det er højre hjernehalvdel der udsender gammastråler umiddelbart inden en aha-oplevelse bliver bevidst. Det center som er aktivt når vi genkender ansigter - og genkender billeder af os selv - er også placeret i højre hjernehalvdel.
Det er også højre hjernehalvdel der er dominerende når vi utrænet hører eller spiller musik, mens venstre hjernehalvdel også er aktiv hvis man har lært at spille efter noder og kan "læse" musik.
Tilsvarende er det højre hjernehalvdel der er aktiv i forhold til intonation og tryk når vi taler, mens det er venstre halvdel der "proceserer" ordene (deres leksikalske betydning) og syntaksen (deres rækkefølge).
Jeg har selv foretaget en kobling mellem de to sproglige "stilarter" - videnssprog og erfaringssprog -på den ene side, og på den anden side de funktionelt forskellige former for tænkning som typisk er forankret i og domineret af hhv venstre og højre hjernehalvdel: en logisk analytisk kategoriserende skridt for skridt tænkning, og en intuitiv, visuel og helehedsorienteret tænkning på tværs af logik og kategorier.
Det nye her med Richard J. Davidsons forskning og teorier er at han konstaterer en direkte sammenhæng mellem de højere kognitive funktioner i hjernen og så de basale følelser: forstærket aktivitet i venstre hjernehalvdels frontale lap aktiverer og stimulerer positive følelser der er knyttet til forskellige udadvendte aktiviteter rettet mod at søge tilfredsstillelse og belønning gennem jagt på mad, sex og sikkerhed, mens negative følelser som angst, vrede, afsky, frustration stimuleres af forstærket neural aktivitet i højre frontale lap.
Det er Davidsons empiriske afsæt for udviklingen af teorien om de emotionelle stilarter som jeg har beskrevet i de to foregående indlæg om den plastiske hjerne. Stilarter som i et vist omfang er medfødte og genetisk bestemt, men som også - viser en forsøgsrække - kan ændres og omformes under udviklingen fra barn til voksen gennem de oplevelser og erfaringer man gør sig.
Han ser de seks dimensioner som polære skalaer med et markant plus i den ene ende og et markant minus i den anden. Og det enkelt barn kan altså ligge forskellige steder og tænkes at glide mellem de to poler på hver skala i løbet af opvæksten:
Ved såkaldte tvillingstudier har man påvist at en række personlighedstræk har en genetisk komponent, heriblandt:
shyness, sociability, emotionality, tendency to experience stress, adaptability, impulsivity, and the balance of positive and negative emotions.
Og disse træk kan uden videre relateres til en af de 6 dimensioner: generthed til social intution-skalaen, emotionalitet til udholdenhed/robusthed-skalaen, hvor let man bliver stresset til udholdenhed/robusthed-skalaen, tilpasningsdygtighed til skalaen følsom over for kontekst, impulsivitet til hvor du placerer dig på opmærksomhed-skalaen, hvor let eller hvor svært du bliver følelsesmæssigt berørt både til outlook- og udholdenhed/robusthed-skalaen.
I hvilket omfang den emotionelle stil inden for hvor dimension er medfødt eller et produkt af miljø og erfaringer, varierer fra 20 til 60 procent.
Davidson laver så undersøgelser af børns emotionelle stil som den ser ud over en årrække, for at afgøre hvor stabile disse træk er hos dem over tid. Han deler på det tidspunkt en antagelse om stor emotionel stabilitet med mainstream personlighedpsykologien. Og bliver derfor overrasket:
This was not what I had expected. Measures of brain and behavior at age three did not predict what the kids wer lige at age nine. For the majority, who they were at three - and what their brains was at threee - was very different from who they were at nine. This was the first challange to my own assumptions about the stability of traits that have a genetic basis, and it spurred my thinking about the plasticity of the human brain. (...)That´s what the old model said: that people can slap an overlay of learning or socialization on their basic temperament, but that the inate shyness or boldness would stille be there. But we found that the brain had changed. (...). For two thirds of the kids, the whole system - brain, physiology, temperament, and behavior - changed.
Davidson illustrer med tre eksempler - "Will", "Sam", "Shawn" - hvordan sådanne relativt voldsomme ændringer af personlighedens emotioelle stil kan forekomme (NB! "toddler" er et barn mellem 1 og 3 år):
Will, our fear-frozen toddler, had an outgoing yonger sister and also was lucky to have tearchers who nurtured his sociability. While he did not become an extremely outgoing child by age nine, he moved squarely into the middle of the distribution. Sam´s dad developed cancer, for which he was hospitalized twice, when Sam was five and seven. This adversity understandable took a toll on the family, which may have played a role in moving Sam from being one of the most outgoing and social in our samble to the large clump of children in the middle.Allthoug neither Will nor Sam moved from one extreme to the other, they each moved closer to the center from their respctive extremes of behavioral inhibition and lack of inhibition. About half the children moved in the other direction, form the center to toward one extreme or the other. And some childen did move from one on end of the spectrum and to the other. At age three, Shawn was one of our least ihibited toddlers, (...). But when Shawn was eight, his father unexpectedly died of cancer. Whe we saw Shawn at nine, he was a changed child. He froze in the presence of strangers and wouldn´t play with a single thing in the risk room. He had become one of the most inhibited children i n our study.
Jeg har tidligere omtalt "orkidhypotesen" som siger at nogle menneskers særligt følsomme personlighed er genetisk bestemt og kan føre til alvorlige depressioner. Men at hvis de får særlig megen pleje og omsorg og positiv opmærksomhed, så kan de blomstrer og udvikle sig til meget kreative mennesker inden for kunst og videnskab:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html
Det er klart at Davidsons forskning og teorier om den plastiske hjerne ligger i klar forlængelse af orkidehypotesen, samtidig med at han udvider og generaliserer den til at dække et bredt spektrum af personlighedstyper og personlighedtræk.
Og for mig leverer den et empirisk fundament for min hypotese om at særlige sociale tabs-oplevelser i barndom og ungdom, kan ændrer hjernens mere grundlæggende "wireing" og fører til udvikling af nogle af de personlighedtræk som kendetegner den særligt kreative personlighed. Ikke som en nødvendig konsekvens af disse oplevelser og erfaringer, men som en mulighed.
Sådanne oplevelser kan fx fører til større self-awareness, mindre sensitivty to context, mindre reselience, og et mere negativt outlook. For nu bare at nævne nogle ændringer som forekommer forholdsvis oplagte når man fokuserer på den særligt kreative personlighed.
(fortsættelse følger)
Se også de to tidligere indlæg om 'den plastiske hjerne':
