Om opfindsomme fupprofiler og fakede læserbreve - i agurketiden

Fakta eller fiktion. Faktion! 

   Jeg har botaniseret lidt i agurketidens kreative historier der har udfoldet sig omkring spørgsmålet om sandt eller falskt, virkeligt eller opdigtet. skjult eller udstillet. 

Det handler identitet, om kræftsygdom til døden, om tildækkede eller bare bryster.

For godt 14 dage siden blomstrede en agurketid-debat op - om falske profiler på de sociale medier. Afsættet var afsløringen af at en falsk profil på Instagram hvis indlæg angiveligt var fra en kræftsyg ung kvinde der løbende fortalte om udviklingen af sin alvorlige kræftsygdom, der til sidst endte med hendes død.

   Metroxpress skrev fx den 8. juli en artikel med rubrikken:

Fup-profil: 'Kræftsyg' kvinde inspirerede tusinder

Efterfulgt af manchetten: 

En ung kræftramt pige har på Instagram inspireret tusindvis af danskere med sit livsmod, ind til hun natten til tirsdag døde. Aalborg Universitetshospital afviser dog hendes påstand om, at hun har været patient der.

Serien af indlæg fra profilen slutter ifølge MetroXpress´ artikel sådan her: 

'Er blevet så dårlig, at i nat bliver sidste gang jeg lukker øjnene.'

   Sådan lyder den sidste opdateringen fra kræftsyge Clara Maria natten til tirsdag. Tre timer senere døde hun. Den 21-årige pige fra Aalborg med Instagram-profilen @Kemoland, blev fulgt af over 18.000 mennesker.

   Den dårlige nyhed kom allerede dagen efter på hendes profil. Her var det hendes læge Jakob, der skrev.

   'Jeg var med i nat kl. 03:16 da hun trak vejret fra sidste gang. Jeg savner hende. Meget.'

   Det rørte hendes følgere dybt, og mange udtrykker stadig deres følelser på de sociale medier. En enkelt har sendt en gave til Onkologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, hvor hun flere steder har skrevet, hun er indlagt. 

Men den journalistiske opfølgning afslører at profilen altså er falsk. Man kender ikke noget til pigen på den hospitalsafdeling, og har heller ikke nogen læge ansat ved navn Jakob. Det viser sig også at flere af billederne fra Clara-Maria-profilen er importeret fra andre profiler på nettet. 

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/12965989

En ekspert på adfærd på sociale medier, Jacob Brøndum Pedersen, forklarer i Berlingske tendensen til at udnytte muligheden for falske profiler og fakede historier på nettet som en slags "leg med identiteten":

»Man leger med sin identitet, og man får opmærksomhed, likes og følgere ud af det. Det er ikke så ofte, man går hen til 100 eller 1.000 personer og snakker om kemobehandling, så pointen er, at man kan skjule sig på nettet og være anonym,« siger kommunikationskonsulenten, som dog mangler et økonomisk motiv i den konkrete historie om Kemoland:

   »Historien er ligesom et regnestykke, hvor der er for meget usikkert i. Handler det om likes, eller handler det om penge? Der er for mange ubesvarede spørgsmål, men det tyder på, at det handler om opmærksomhed.«

http://www.b.dk/nationalt/ekspert-falsk-kraeftprofil-afspejler-leg-paa-nettet

Sådan er det med nettet. Der er ingen 'gatekeepere'  og ingen garanter for at afsenderen af indlæg, tekster og billeder er den som han/hun udgiver sig for. 

   

Men betyder det noget? 

   Selvfølgelig vil mange af profilens 'følgere' føle sig forarget og taget ved næsen. 

    Men de oplevelser af empati og medfølelse og indsigt som 'følgerne' har haft undervejs ved at følge den fiktive historie som indlæggende har illustreret, har jo sådan set været gode nok, og muligvis både lærerige og emotionelt forløsende i forhold til den slags mere eller mindre tabuiserede historier.

   På mange måder minder det jo om en god aprilsnar hvor udbyttet for dem der hopper på den, er at de ved afsløringen kommer til at reflekterer over deres overdrevne tillid til medierne. 

Jeg har tidlige i år skrevet et indlæg om aprilsnarre og det der ligner i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Her beskriver jeg også en af mine egne 'gimmicks' som jeg som universitetslærer udførte over for de studerende i et 'hus' på den humanistiske basisuddannelse på RUC februar -75, en 'gimmick' som var tænkt som et forsøg på at skabe debat om nogle af de ekstremt autoritære krav til elev-adfærd som 'hardcore' kommunister stillede på marxistisk orienterede skoler og universiteter.

    Jeg afslørede aldrig over for de RUC-studerende at de 'husregler' jeg foreslog indført, var fake og fiktion, iklædt terminologi og retorik fra autentiske 'ordensregler' fra det sovjettiske uddannelsessystem.

Den situation og hvad der fulgte af den, er jeg blevet mindet om af en anden agurketids-journalistisk historie der har affødt en livlig debat og forskellige opfølgninger i flere medier: historien om kvinderne der i dag ikke vil vise deres blottede bryster på stranden - i modsætning til i 70´erne hvor måske mere end 50% gjorde det - vel at mærke uden at opleve skam eller ubehag ved at vise sig offentligt uden bikinitop.

   Det er en historie der har alt: bred appel til fascination og nyfigenhed hos både mænd og kvinder, unge og gamle, et mulighed for historisk perspektiv på et markant sociokulturelt udtryk, mulighed for at diskutere 'nypuritanisme' og kropsidealer, repetition af historier og billeder fra kvindeaktivist-bevægelsen 'Femen' hvor de kvindelige demonstranter er topløse og skriver politiske budskaber på den blottede overkrop. Etc. etc.

   Jeg mener historien startede i Politiken som nyhedshistorie på forsiden i mandags under denne rubrik og underrubrik:

På Amager Strand: Kun en enkelt kvinde ligger topløs
»Det er blevet så tabubelagt, at kvinder har bryster«, siger 30-årige Sara

Serien fik fællestitlen: "Fra topløs til tækkelig". Ophavsmand var journalist Camilla Stockmann, og det var også hende der klimaksede rækken af artikler i lørdagens kulturtillæg med en omfattende feature under rubrikken:

Hvad blev der af den topløse danske kvinde?

Og manchetten: 

Danske kvinder dækker deres bryster med bikinitoppe og badedragter, fordi nøgenheden ikke længere føles naturlig. Det føles som et tilbageslag i frihed siger en af hippiebevægelsens kvinder. Men brysters betydning har altid ændres sig og blande unge kvinder gryr oprøret måske på ny.

Featurens ene bærende billede er fra Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie. Den sidste sommer' - og viser et foto fra den gang der viser en af hans kilder, Karen Grue, på vej i særtog til Thylejren:

http://oevig.dk/hippien-og-de-autonome/

Information har så også hægtet sig på historien i sit lørdagstillæg 'Højsæson', og har fundet sin helt egen historiske vinkel på historien om bare bryster: nemlig via et læserbrev fra sommeren -75 - altså nogenlunde samtidig med min pædagogiske og debatprovokerende gimmick på RUC. 

   Artiklen er af Kristian Villesen, og har rubrikken 

Nordkystens mystiske bryster

Kernen i artiklen er et læserbrev i avisen fra den 27. juni 1975 under overskriften "Beklagelige bare bryster"

»Det er jo dejligt vejr for tiden, så jeg besluttede mig for at tage en tur op til nordkysten og kigge mig om. Vi er jo så heldige her i landet, at næsten hver anden pige er frisk på at smide BHen når de er på stranden,« starter Jens Falkdorf kækt, inden han kommer til sagen: »Men ak, hvad ser man? Bryster der enten er for små eller fuldstændig flade og nogle var helt rynkede. Jeg tror kun jeg så to ordentlige par bryster ud af måske 100. Og ved ordentlige bryster forstår jeg bryster der strutter lige ud i luften. Ikke for store, det virker perverst,« skriver han og refererer til Ekstra Bladet: »Når man hver dag læser Ekstra Bladet, kunne man få det indtryk, at der er bunker af flotte piger med flotte bryster på stranden, men det er der slet ikke.«

Læserbrevet affødte en agurketidsdebat i Infomation som er sammenlignelig med den der nu har hærget Politikens spalter i en lille uge, den affødte nemlig hele 43 indlæg. Og efterlod et mysterium: Hvem var forfatteren til læserbrevet? Det viste sig nemlig at "Jens Falkdorf, Dalslandsgade 8, 2300 København S" som angiveligt var afsender, at han var falsk og fiktiv - ligesom vores Instagram-profil som indledte dette indlæg.

   Informations artikel følger så det klassiske plot fra undersøgende journalistik, hvor vi efter en præsentation og gennemgang af debatten, skridt for skridt får fortalt og dokumenteret jagten på den rigtige forfatter af læserbrevet. 

   Og det lykkes til sidst. Satiretegneren Peter Lautrup som illustrerede debatten den gang, kan afsløre at forfatteren var den daværende debatredaktører Morten Sørensen:

»Jeg delte kontor med Morten Sørensen i 1975. Der var ingen, der brød sig om at være debatredaktør, så vi skiftedes til at være det, og i den periode hang den på Morten. Han sad og brokkede sig over, at der ikke var nok gode læsebreve, og så digtede han ganske simpelt det brev,« siger Peter Lautrop.

   Først efter, det var kommet i avisen, fortalte Morten Sørensen sin hemmelighed til Lautrop:

   »Han sagde: ’Det er mit brev, og du skal holde din kæft.’ Og det har jeg gjort lige ind til nu,« siger Peter Lautrop og tilføjer: »Hvis det var blevet opdaget, var han blevet fyret.«

Set fra mit synspunkt er det faktisk interessant at dette faktionslæserbrev har stort set samme oprindelses- og motiviationshistorie som mit fakede forslag til 'marxistisk ordenregler' for 'huset' på RUC et halvt år før: En dyb frustration der afføder en kreativ og ekstremt virkningsfuld løsning: en provokerende tekst som er fiktion, men udgives for fakta.

    Redaktionen var faktisk blevet spurgt af en læser som havde fundet ud af at der ikke fandtes en Jens Falkdorf på den adresse, om man syntes at læserbrevet "var sjovt". Den vagthavden skrev som svar:

»Til evt. læseres orientering vil jeg oplyse, at Debatsidens redaktør den pågældende dag, Morten Sørensen, syntes at J.F.’s brev var 50 pct. sjovt!,«

Den morsomme og også i flere dimensioner perspektivgivende artikel i Information slutter med behørig redaktionel anger og brødebetyngethed - og ikke mindst - en interessant forklarende kontekst - som netop har med fakede læserbreve at gøre:

Sagen om nordkystens bryster er med andre ord løst – med god hjælp fra de gamle koryfæer. Den må siges at have udviklet sig i en uheldig retning for Dagbladet Information, for det er ikke ligefrem god skik, at debatredaktøren selv skriver læserbreve. Og timingen kunne ikke være dårligere, for i foråret lavede DR en historie om, at redaktionen selv har skrevet nogle af brevene i Informations lørdagsbrevkasse. Og ved en fejl fremstod det, som om vi på Information selv skriver vores læserbreve, og det gør vi ikke, understregede vi tydeligt dengang, og DR har bragt en rettelse. Og så kommer debatten om nordkystens bryster pludselig og roder op i det hele. Men det er vel den slags uheldigheder, man må være forberedt på, når man sætter et kommissionsarbejde i gang.

  Morten Sørensen er død, men Peter Lautrop kan i øvrigt fortælle, at brevet nok var en spøg fra hans side – og så alligevel ikke helt:

   »Han vidste, at det kunne sætte gang i en debat. Den der kvindesag var stor, og det hele lå og skvulpede rundt i de år, så det var meget præcist anbragt.«

   Men ren form og underholdning var det alligevel ikke fra gerningsmandens side: »Han havde altså et eller andet forhold til de der bryster. Han brokkede sig over dem,« siger Peter Lautrop.

   Det svar, som Morten Sørensen gav Vibeke Nielsen fra Værløse i sommeren 1975 var med andre ord korrekt: læserbrevet om nordkystens bryster var 50 procent sjovt.

http://www.information.dk/540268