I bunken af avisudklip som jeg på et tidspunkt tænkte at ville skrive noget i forlængelse af, finder jeg en artikel fra den 22. november sidste år - med den gode metaforiske rubrik
Sprogets fingeraftryk
Artiklen er skrevet af Lotte Thorsen som ofte fortæller journalistiske historier på kultursiderne med en sproglig vinkel eller om ny sprogforskning som emne.
Manchetten lyder:
En gerningsmands sproglige vaner kan være næsten lige så afslørende som en dna-analyse. I USA har man i mange år indkredset forbrydere ved hjælp af såkaldt retslingvistik. Nu vil en dansk sprogforsker opbygge feltet i Danmark og hjælpe dansk politi med at opklare forbrydelser.
Udgangspunktet for artiklen er at en dansk lingvist - altså sprogforsker - Tanya Karoli Ckristensen fra KU nu vil til at opdyrke og institutionelt udvikle faget "retslingvistik" i Danmark
God kreativ ide, tænker jeg. Og hvorfor ikke før?
Lotte Thorsens første store artikel kan læses her i sin helhed, hvor den har fået en anden kedeligere overskrift:
http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2940713/sproget-kan-afsloere-forbrydere/
Et sådan lingvistisk disciplin vil skulle bygge på den kendsgerning at sprog er vaner - både ordvalg, syntaks og udtale (sprogmelodi, intonation, tryk, pauser). Disse vaner har nok et stort fællespræg, ellers kunne vi ikke forstå hinanden, men der er også ekstremt individuelle sprogbrugsvaner.
Og som de fleste vaner, er de ubevidste. Når vi taler eller skriver, så kører vi et stort omfang på automatpilot.
Så hvis man fx har skrevet noget anonymt - et trusselsbrev - og den kommende retslingvist til sammenligning får en række tekster som man er sikker på den mistænkt trusselbrevskriver har forfattet, så vil man kunne sandsynliggøre at vedkommende også har skrevet trusselsbrevet hvis der er slående ligheder i brug af småord, særlige syntakskonstruktion eller tegnsætning.
Og hvis ikke? - Ja, så fører det ikke automatisk til 'frifindelse'. Forfatteren af trusselsbrevet kan jo være en så bevidst sprogbruger at han kan påtage sig en anden sproglig iklædning end sit sproglige hverdagstøj.
Få uger efter at Lotte Thorsen havde skrevet sin store artikel, kom Tanya Karoli Christensen rent faktisk konkret i ilden - netop med henblik på at indkredse forfatteren til et trusselsbrev.
Det er en kort notits som jeg tillader mig at citerer i sin helhed:
Der blev skrevet retshistorie, da Tanya Karoli Christensen som den første danske retslingvist nogensinde blev indkaldt som ekspertvidne i retten i Næstved i tirsdags.Her står en 58-årig mand tiltalt for at have skrevet trusselsbreve for at afpresse andre og true vidner til tavshed. Manden er tidligere dømt i en sag, hvor en række sms’er indgår som bevismateriale.Tanya Karoli Christensen fra Københavns Universitet har sammenlignet sproget i sagens 19 trusselsbreve med 12 sms’er fra den gamle sag og fandt både temaer og ordvalg, der gik igen. Hendes konklusion var derfor, at de sproglige data styrkede tesen om, at det er den samme person, der har skrevet både trusselsbrevene og sms’erne.Der falder dom i sagen fredag.
Om der ligefrem blev "skrevet retshistorie", ved jeg nu ikke.
Jeg er meget sikker på at andre sprogfolk tidligere har foretaget tilsvarende analyse og fremlagt i retten - også i Danmark.
Men god PR for Tanyas projekt.
http://politiken.dk/kultur/ECE2958610/sproget-kan-faelde-mand-tiltalt-for-trusselsbreve/
Ny er den bagvedliggende tænkning jo sådan set heller ikke.
Grafologer har, så vidt jeg husker, i mange år været indkaldt i retten for at afgøre om man på særlige kendetegn i skriftens udtryk, kan argumentere for at to tekster har samme forfatter, hvoraf en af teksterne kan vær en måske forfalsket underskrift.
For nu lige at give et par eksempler til demonstration på hvad den kommende retslingvist kan have i sit arsenal fra mit privat arkiv:
Vi har på dansk tre bindeord - konjunktioner - der stort set har samme betydning: selvom, skønt, på trods af.
Utvivlsomt er 'selvom' langt det mest almindelige og udbredte.
Lad os så leget at der i trusselsbrevet et par gange bliver brugt 'skønt' eller 'på trods af' hvor der kunne være brugt 'selvom' - og der i de andre tekster som man ved den mistænkte har skrevet, forekommer relativt mange eksempler på brug af 'skønt' eller 'på trods af', så vil det øge sandsynligheden for at trusselbrevet også er skrevet af vedkommende.
Et andet eksempel er tegnsætning.
Nogle mennesker bruger (alt for) tit udråbstegn, andre næsten aldrig. Nogle bruger mange tankestreger, andre meget sjældent.
Og så til kommatering:
Stort set ingen almindelige mennesker i Danmark kan sætte korrekte 'gammeldags' kommaer. Kun en lille højtuddannet og meget sprogbevidst elite kan det. Og når man laver kommafejl, så er det ofte de samme - igen og igen.
Og lad os så lege at forfatteren af det anonyme trusselsbrev godt ved at sprogbrugen kan være afslørende, og derfor har valgt at kamuflere sig ved i brevet at bruge vulgære formuleringer og klicheer og indføje mange primitive stavefejl.
Men han har har overset sin egen automatiske kommatering. Og han er næsten perfekt til til at sætte kommaer, så i brevet har han som altid brugt fuldstændig korrekt 'gammeldags' kommatering.
Hvis de tekster der foreligger til sammenligning, så også er helt korrekt kommateret, og den mistænkte i øvrigt er højt uddannet, ja så kan det også været et medvirkende argument for at han har forfattet trusselsbrevet.
Selv vil jeg kunne blive afsløret på mange stavefejl da jeg er ordblind. Og på at jeg meget ofte bruger "Og" efter punktum selv om det var forbudt i dansktimerne i skolen. Og på at jeg meget ofte bruger "så" når jeg har en længere bisætning stående før hovedudsagnsordet; i skolen blev det betragtet som et uønsket 'talesprogstræk'.
Min yndlingskrimiforfatter Rex Stout har den excentriske og meget vægtige detektiv Nero Wolfe som gennemgående figur i omkring 70 historier.
Nero Wolfe har nogle få interesser som han går utroligt stærkt op i og dyrker monomant: orkideer som han har 10.000 af i et tagdrivhus, gourmetmad som han har en personligt ansat kok til at sørge for, godt øl som han drikker for meget af, og gode ord og gode bøger som han læser stort set døgnet rundt.
Jeg har aldrig haft svært ved at identificere mig med ham.
Rex Stout har også skrevet flere af krimierne med bøger og sprogbrug i bøger som omdrejningspunkt. Det gælder blandt andre den som har titlen "Plot it yourself".
En række succesforfattere bliver beskyldt for plagiat og tyveri af ideer - 'plot' - fra ideoplæg fra tre forskellige indtil da ukendte forfattere.
Og rundt omkring i "arkiverne" hos succesforfatternes forskellige forlæggere finder man så - tilsyneladende "glemte" - synopser og udkast med datoer der tilsyneladende beviser at disse succesforfattere må have set og læst disse synopser og brugt dem som 'inspirationskilde'.
Nero Wolfe beviser så for sin "stik-i-rend-dreng' og sidekick Archie Goodwin ved en sproglig næranalyse at de tre hidtil ukendt synopser må være skrevet af en og samme forfatter, selv om de altså optræder med forskellige ukendte forfatternavne - Alice Porter, Simon Jacobs, Jane Ogilvy
In Alice Porter´s story a character 'avers' something six times. In Simon Jacobs´ story, eight times, in Jane Ogilvy's story, seven times."You know of course, that nearly every writer of dialogue has his pet substitute, or substitutes, for 'say'. Wanting af variation for 'he said' and 'she said', they have him declare, state, blurt, spout, cry, pronounce, avow, murmur, mutter, snap - there are dozens of them; and they tend to repeat the same one.Would you accept it as a coincidence that this man og and those two women have the same favorite 'aver'?(...)There are other semilarities, equally remarkable, in these stories. Two of them i are verbal. (...)Alice Porter has this: "Not for nothing would he abandon the only person he had ever loved." And this: "She might lose her selfrespect, but not for nothing."Simon Jacobs has this: "And must he forfeit his honor too? Not for nothing." And this: "Not for nothing had she suffered torture that no woman could be expected to survive.".Jane Ogilvy has a man say in a reply to a question: "Not for nothing ,my dear, not for nothing."(...)Another verbal one. Alice Porter has this: "Barely had she touched him when he felt his heat pounding." And this: "Night had barely fallen by the time she reached the door and got out her other key." And this: "Was there still a chance? Barely a chance.".Simon Jacobs used 'barely' four times in similar constructions, and Jane Ogilvy three times."
Archie er overbevist. Og læseren også. Og også de tre succesforfattere og deres forlæggere, som er bliver truet med retssager for litterært tyveri og plagiat.
Det er som altid hos Rex Stout en meget underholdende og begavet krimi med overaskende afsløringer af forbryderen til sidst. Og det er klart at forfatteren Rex Stout i lige så høj grad elsker ord og bøger som hans fiktive mesterdetektiv.
Og krimien "Plot it yourself" foregriber altså med et smukt skoleeksempel hvad vores kommende retslingvister kan blive udsat for at skulle kunne forholde sig til og argumentere med.
Selv har jeg i mine helt unge dage som næsten nyudklægget og -ansat sprogforsker på KU (1972), været indkaldt i byretten som lingvistisk ekspertvidne for forsvaret.
Det jeg var ekspert på i den sammenhæng var 'sproghandlinger' - 'speach acts'.
De anklagede var redaktørerne af det den gang stærkt venstreorienterede tidskrift Politisk Revy. Det de var anklaget for var i en leder "at tilskynde til forbrydelse".
Jeg havde som en del af min undervisning på dansk på KU brugt anklagen som et analyseeksempel til demonstration af hvad man kunne bruge en sproghandlingsanalyse til.
Når man siger eller skriver noget, så udfører man dermed altid også en bestemt såkaldt 'sproghandling'.
Ud over sproghandlingen 'at hævde' eller 'påstå', så kan man også udføre mange andre sproghandlinger som 'at love', 'at bande', 'at lyve', 'at spørge', 'at opfordre', 'at befale', 'at prædike', 'at lovgive', 'at tilstå' m.fl.
Nogle sproghandlinger er i følge loven kriminelle og kan retsforfølges. Det gælder bl.a. den paragraf der er blevet trukket rigtig meget på i de senere år, den såkaldte 'racismeparagraf":
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Ifølge den kan man altså pådrage sig strafansvar ved at udføre følgende sproghandlinger: 'at true', 'at forhåne' eller at 'nedværdige'.
Andre straffelovsparagraffer som gør bestemte sproghandlinger kriminelle, og som har være påkaldt i retssager i de senere år, er 'blasfemipragraffen' og 'injurieparagraffen':
§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
§ 270. Er sigtelsens fremsættelse ved sin form utilbørlig fornærmende, kan straf efter § 267 anvendes, selv om sandhedsbevis føres; det samme gælder, såfremt gerningsmanden ikke har haft rimelig anledning til at fremsætte fornærmelsen.
Men det er altså også ulovligt - forbudt, forbudt - 'offentligt at tilskynde til forbrydelse':
§ 136 stk. 1: Den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.
Og problemet er at man ikke altid umiddelbart fra en teksts formulering, kan afgøre hvilken sproghandling der udføres med den.
Det er muligt at lave forskønnende omskrivninger, at bruge metaforer, at antyde uden direkte at sige, at underforstå, etc.
Det Morten Thing og Niels Frølich havde skrevet i en leder efter de såkaldte Verdensbank-demonstrationer, var blandt andet følgende - efter en opremsning af en navnene på lang række store internationalt kendte amerikanske firmaer som fx. IBM og General Electric:
Enhver aktion mod disse firmaers materiel er en håndfast solidaritetserklæring, hvis rækkevidde er betydelig større end nok så mange ho-chi-minh-råb. Men den første forudsætning er at vi organisere aktionerne for at opnå større effekt og det forudsætter at vi organisere os.
Rubrikken for lederen var "SITUATIONEN SKÆRPET".
Min stilling på KU var den gang 'amanuensis' - titlen på yngste fastansatte videnskabelig medarbejder.
Jeg blev indkaldt til en bestemt formiddag i domhuset i København. Og havde tage mit pæneste og eneste jakkesæt på. Jeg havde vandkæmmet hår, og et spinkelt fuldskæg. Og så vist nok ganske drenget ud.
I hvert fald var Dommerens første 'spørgsmål' ikke hvad min stilling var som ekspert, men:
"Hvor gammel er De, hr. Harms Larsen?"
Det hylede mig ikke så lidt ud af det.
Og det punkterede i hvert fald enhver påtaget autoritet, hvad der vel også var Dommerens hensigt.
Sproghandlingen 'et spørgsmål' for at få min alder at vide, var det jo ikke. Han kunne jo læse hvor gammel jeg var i sine papirer.
Min argumentation gik på at hvis de formuleringer i Politiske Revys leder var 'en offentlig tilskyndelse til forbrydelse', så var der tale om en åbenbar cirkelslutning: Man forudsatte det der skulle bevises, nemlig en bagvedliggende intention, som man kun kunne læse ud af teksten hvis man på forhånd forudsatte at Thing og Frølich med teksten ville opfordre til at begå hærværk.
Det hjalp ikke.
Thing og Frølich fik hhv. 20 og 40 dages hæfte (Frølich fik 20 dage mere for sin andel i den såkaldte 'Kejsergadesag').
Det konkrete forløb provokerede mig til at skrive min første længere videnskabelige afhandling efter specialet, en afhandling som blev offentliggjort i tidskrifte NyS nr, 5, 1973 i temanummeret "Sproghandlinger".
Titlen på mit bidrag var:
Om "Offentligt at tilskynde til forbrydelse". En studie i forholdet mellem sprog, jura og politik.
Jeg er ikke sikker på at min argumentation i afhandlngen holder.
Men argumentationen i dommen holder heller ikke, idet man her argumenterer for at lederen var udtryk for sproghandlingen 'tilskyndelse' med dens mulige effekter, og ikke med dens intention. d
Afhandlingen er i øvrigt værd at læse som et godt eksempel på hvad man kunne skrive den gang i et akademisk tidskrift.
Den gang vrimlede det med ny hybrid-discipliner inden for lingvistikken: sociolingvistik, psykolingvistik, conversation-analysis, etnolingvistik, semiotik, pragmatik m.fl.
Havde der være et nogenlunde veletableret retslingvistik-fag i starten af 70-erne, så kunne jeg bestemt godt have været fristet til at gå den vej.
