Der er kunstværker - malerier, skulpturer, arkitektur - som gør så stort indtryk ved første møde, at man ikke kan få dem ud af hovedet og aldrig glemmer dem igen.
Til den gruppe hører for mit vedkommende Frida Kahlos selvportrætter: ikke et bestemt, men dem alle sammen.
Jeg har set nogle få af hendes selvportrætter i kopi i forskellige kunstbøger i årenes løb.
Og det er blikket der gør det! Som det er svært at finde præcise adjektiver til at karakterisere, men ord som indtrængende, brændende, krævende, falder mig ind.
Det første af hendes selvportrætter jeg oplevede "real life", var på den udstilling om selvportrætmalerier som var på Louisiana for tre kvart år siden. Det var et af de få fra udstillingen jeg stadig husker:
Og nu har jeg så set omkring 30 af hendes malerier og nogle få tegninger hvor hun bruger sig selv som motiv på den aktuelle udstilling på Arken.
Udstillingen leverede oven i et for mig overraskende bonusmateriale i form af en lang række fotografier af hende og hendes mand, Diego Rivera, som jeg ikke har set før - fx det oven for.
Wau! What a lady!
Men hendes selvportrætter som udgør over en tredjedel af det samlede antal malerier (146) hun nåede at male inden sin tidlige død som 46 årig i 1954, er nogen som når først de er kommet ind på nethinden, så er de ikke til at slippe fri af igen:
Frida Kahlo var som 18-årig ude for en alvorlig og stærkt invaliderende trafikulykke, en skæbnesvanger begivenhed som i forhold til hendes malerkarrierer virkede som en kreativ og ekstremt produktiv restriktion (jfr. Gudrun Hasle og ordblindhed, Karen Blixen og syfilis).
Hendes selvportrætter er - som jeg ser det - også udtryk for at vrede kan være en kreativ og produktiv drivkraft, og hendes fysiske lidelser tematiseres direkte eller indirekte i mange af hendes malerier
Frida Kahlo blev i 1929 - som 22-årig - gift med den 20 år ældre og allerede på det tidspunkt internationalt anerkendte mexicanske kunstmaler Diego Rivera:
Kahlos samliv med Rivera bliver turbulent - og emotionelt storm- og lidelsesfyldt.
Hun har to aborter med et par års mellemrum 1930 og -32. Og bliver også både skilt og gift fra Rivera 2 gange op igennem 1930-erne.
Hun dør i 1954 - og begik måske selvmord. Han dør tre år efter.
De var begge stærkt politisk engagerede i venstreorienterede bevægelser i Mexico i 30´erne. Og Diego Riveras malerier med motiver fra de arbejdende mexicanske folks dagligliv, er nok dem han i vore dage er mest kendt, husket og elsket for:
Selv var jeg som ung stærkt betaget af Riveras "folkelige" malerier og deres klare forenklende stil i figurtegning og farver.
Flere af hans kendte malerier i den stil var med på udstillingen på Arken, og gjorde også stadig et stort indtryk på mig.
I samtiden var han mest kendt for sine kæmpemæssige komplekse og farverig murmalerier. Se
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/i-politiken-i-dag-er-der-ogsa-en.html
Mens de begge levede, stod hun de fleste år i skyggen af ham, som det også fremgår af dette Frida-maleri fra 1931:
Men i årenes løb udviklede hun en stadig stærkere selvbevidsthed omkring sit eget værd som kvindelig kunstner, hvad der afspejler sig i flere af hendes maleriers motiver der bliver mere og mere metaforisk blendede, symbolske og mytologiserende - med stærkt hældning i surrealistiske retning:
Dette at Frida Kahlo bruger sig selv, sit ansigt, sin krop, sit tøj, sit hår, sine kæledyr, sit ægteskab - hele sit sit liv - direkte i sin kunst, og dette at hun iscenesætter og udstiller sig selv som ikonisk kvindelig myte i mange af sine malerier, gør at hun var årtier forud for sin tid.
Jeg oplever hende som kunstmaler og som kulturpersonlighed som et menneske der både er aktuel og universel mønsterbryder og pioner.
Nu omkring 60 år efter kunstnerparrets død, er der for mig ingen tvivl om at Frida Kahlo, trods det relativt lille antal malerier, hun nåede at producere, i kunsthistorisk perspektiv er den mest langtidsholdbare af de to.
