Når et rejseselskab udbyder en rejse, så fortæller de ikke om de interessante mennesker man kan risikere at blive rejsefæller med. Det kan godt være de nævner rejselederens navn hvis det er en kendt journalist eller forfatter der er hyret til det og som måske har stået som hovedtilrettelægger af turen.
Men det der fylder og er totalt i fokus i en rejsebeskrivelse er - seværdigheder: sights. Noget der pirrer synsnerverne, noget der er værdifuldt for synet og godt for øjnene.
Og når rejseselskabet annoncerer en tur, så reklamerer man stort set ikke med noget der appellerer til de andre sanser: ikke med noget der er værd at høre, noget der er værd at mærke, noget der er værd at lugte. Det er synet, synsindtryk, synsoplevelser det hele går på. SE-VÆRDIGHEDER
På engelsk taler man også om sight-seeing når man er i rollen som turist. Så en vigtig drivkraft for sådan en rejse, er altså: det man får at se.
Kreativitet er utvivlsomt særligt forbundet med synssansen. Man taler om at kunne se det for sig, at kunne forestille sig noget. Fantasier er forestillinger om noget som ikke findes. Man taler om at kreative forskere og kunstnere og politikere er visionære. Når man drømmer og fantaserer, så drømmer man i billeder, ikke i ord.
Der er en gammel formulering der siger at det er nødvendigt at få syn for sagn - altså med egne øjne at få se det nogen har udtalt sig om. I undersøgende tv-journalstik taler man om "visual proof" - synligt bevis - dokumentation - for de anklager og afsløringer som programmet skal levere.
I skreven journalistik kræver man også for at noget skal være godt formidlet: Don´t tell it, show it. Altså for at læserne virkelig skal forstå og føle hvad en artikel handler om så må den effekt skabes ved at sproget taler i billeder, i situationer, i sanselige detaljer: metaforer og metonymer.
Og jeg kommer i tanker om det engelske bevingede udtryk: seeing is believing
Og det er jo det man rejser for: at få syn for sagn. Man har læst og hørt meget om Kina op gennem årene. Set pressefoto til avisartikler, nogle tv-nyhedsindslag og turistfilm. Måske også i nyere tid nogle fantastiske spillefilm: Zhang Yimous Hero og House of Flying Daggers. Og den fantastiske: Tiger på spring, drage i skjul, instrueret af Ang Lee. Som alle filmisk set, har været en fryd for øjet. Og som har omgærdet de kinesiske landskaber og historiske mindesmærker med en aura af eventyr.
Og så er der billederne af studenteroprøret på den hilmelske freds plads i 1989, der blev slået ned og knust. Dette foto med studenten der konfronterer kampvognene blev for mig og det meste af verden både et metonym og en metafor på hvad der skete og hvilken betydning det havde. En øjeåbner.
Jeg ved ikke præcis hvornår jeg blev opmærksom på at nogle ganske bestemte synsindtryk og synsoplevelser fra rejser, havde det med at besætte mine erindringer som et savn og en sult, noget jeg simpelt hen måtte se, og helst se igen når jeg havde set det.
Og hvor det at opleve seværdigheden i virkeligheden var radikalt forskelligt fra det at have set billeder af den. Sådan på stående fod kan jeg fremhæve: Venedig, rådhuspladsen i Sienna, busten af Nefertiti, Carcasonne i Frankrig. Felluca på Nilen. Gardasøen.
Og det er ikke til at sige hvornår lynet slår ned. Fra rejser i USA: Las Vegas om aftenen, The Redwoods. Malere hvis billeder man aldrig får ud af hovedet igen: Klee, Hokusai, Breugel, Vermeer.
Vi besøgte og så jo stort set alt det man skal se. Men hvad klæber for alvor fast i erindringen, fordi det også satte følelser og fantasier igang. Kulturhistorisk:
Terrakottahæren, skabt og begravet for at ledsage og beskytte Kinas første kejser på hans rejse til dødsriget Utroligt, fantastisk, gribende. Helt uden for kategori.
Jadebuddaen i templet i Shanghai. Betagende, drømmeagtigt.
Har det noget med kreativitet at gøre? Ja, ja, ja. Det stimulerer fantasien og sætter sig emotionelle spor i erindringen som indtryk fra en helt anden verden end den man lever i til daglig. Det er umuligt ikke at blande fantasi og oplevet virkelighed når man har set denne hær der skal kæmpe i et imaginært dødsrige, og denne Budda af jade der snarere får en til at fantaserer om himmelsk fred og harmoni.
Og så en association til Den himmelske freds plads i Peking. For mig var det til gengæld en rigtig dårlig oplevelse. Og den blev ikke bedre af at vi var der flere gange. Jeg så hele tiden for mig billederne fra den gang det fredelige studenteroprør brutalt blev kvast.
Jeg syntes at Maos Mausolæum midt på pladsen var en monumental øjebæ, ligesom "Den sorte kasse" på Rådhuspladsen i København. Og jeg ville ikke ind og se den udstoppede, balsamerede og voksede Madame Tussaud-figur der giver sig ud for at være resterne af en af verdens største politiske forbrydere og massemordere: MAO.
(fortsættelse følger)
