En af de bøger er Lone Franks Den femte revolution - om de sidst nye trends inden for hjerneforskning. Den vender jeg tilbage til. Men samtidig skriver hun i Weekendavisen fra den 16. juli en stor artikel med rubrikken "Det stille liv, den dybe grund" - det må være et citat fra en sang, tror jeg. Overliggeren lyder: "Planter. Er de miskendte genier eller er den slags snarere new age-agtig ønsketænkning? Planter kan meget mere end bare a se godt ud, og en ny tænkning er ved at snige sig ind."
Artiklen fortæller om en gruppe biologiske forskere som har organiseret sig i Society of Plant Signaling and Behavior, og som arbejder ud fra en teori om at planter og planteverdenens biologi, ikke skal betragtes som totalt adskilt fra dyreverdenen og den måde man opfatter dyrs biologi på, sådan som det hidtil har været fastlagt i vores og forskernes forestillinger om de to studieområer: flora og fauna - som henholdsvis studeres inden for hver sin videnskabelig ramme: zoologien og botanikken.
Gruppen af forskere som er organiseret i ovennævnte Society, har opfundet og udkastet et nyt forskningsfelt: planteneurobiologi. En af gruppens medlemmer, professor Frantiska Baluska (Bonns Universitet) citeres i artiklen for at sige:
Planter er voldsomt misforståede, (...), de er følsomme biologiske organismer, der er lige så sofistikerede i deres adfærd som dyr. Planter er ikke bare passivt sugende. De fouragerer aktivt og konkurrerer om begrænsede ressourcer både under og over jorden, (...). I den forstand, at planter kan integrere kompleks biologisk og kemisk information og reagere passende på dem, mener jeg godt, man kan tale om - ja kognition.Professoren henviser til Darwin der i bogen The Power of Movementst in Plants fra 1880 skrev: "Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at rodens spids agerer som hjernen hos de lavere dyr; hjernen befinder sig i den forreste ende af kroppen, modtager indtryk fra sanseorganer og dirigerer de forskellige bevægelser." Med henvisning til det citat fortsætter Baluska sin udredning om hvad fidusen er ved det som tydeligvis har karakter af videnskabelig re-framing i forhold til studiet af planternes biologi:
Darwin brugte 'hjerne' som metafor, og det samme gør vi, når vi taler om 'nervesystem'. Men vi mener at metaforen er nyttig, fordi den kan åbne for en ny måde at udforske planters liv på. I dag fokuserer forskningen i felter som plantefysiologi og molykolær biologi kraftigt på at kortlægge og forstå isolerede molekyler og processer. For at komme videre, er vi nødt til at forsøge at forstå hele planten ud fra et systemisk perspektiv. Hvis du ser på, hvor mange stimuli - både biologiske og ikke-biologiske - en plante hele tiden modtager og behandler, er det oplagt at spørge, om ikke den har et system, som koordinerer responser i hele organismen. Noget som er analogt til dyrs nervesystem.Når jeg hiver det her eksempel fra Weekendavisen frem og citerer så ekstensivt fra professoren, så er det fordi det er et klokkeklart eksempel på den kreative styrke der kan ligge i at skifte frame - og altså se på det velkendte gennem en anden frames optik, en frame der i dette tilfælde - delvist - skal forstås som en metafor: Dyr har nervesystemer styret og koordineret via hjernen der også i større eller mindre omfang kan "tænke"; hvad hvis man ser på planterne som organismer der er styrede af noget der funktionelt ligner et nervesystem, kan man så egentlig ikke også sige at de "tænker" eller har en slags "bevidsthed"?
Artiklen giver ikke bare en masse eksempler der kunne underbygge synspunktet at planter funktoinelt opfører sig som om de havde noget der mindede om et samlet koordinerende nervesystem, men understreger også at en af konsekvenserne er at man i højere grad skal betragte planter som individer ligsom man gør med dyr, og ikke kun som man plejer: som planter i masser og bunker.
