Stenøkser, hjernen, sproget, kreativiteten

Jeg sorterer i avisudklip som jeg har lagt til side fordi jeg den dag ikke havde tid til at skrive et blogindlæg om det. Et er fra Information den 17. november. Rubrikken der fanger mig, lyder: "Det var fremstillingen af stenøkser der udviklede vores sprog".
   Artiklen fortæller at man har målt hvor hvor stærkt hjernen aktiveres i to forskellige situationer: 1) når man hugger en stenøkse af den fine slebne og symmetriske slags som først blev fundet sammen med knogler af menneskearten Homo Erectus for 500.000 år siden, og 2) når man hugger de "stenflager" som blev fundet sammen med knogler af Homo Habilis for 2 millioner år siden.
   Pointen i undersøgelsen er at nøgleområder i hjernens højre halvdel bliver mere aktive, når der skiftes fra fremstilling af de primitiv stenflager til de håndværksmæssigt avancerede stenøkser. Og at nogle af de samme hjerneregioner er involveret i sprogprocesser. Undersøgelsens ophavsmand og forfatter til en artikel i tidsskriftet Plos One, udtaler:

Springet fra primitive stenredskaber til elegante håndholdt økser var et massivt teknologisk fremskridt for vore tidlige forfædre. Vores undersøgelser giver forstærket belæg for den teori at redskabsfremstilling og sproget udviklede sig i sammenhæng, da begge stillede krav om mere avanceret tænkning, hvilket gør den tidlige palæolitiske tid til en afgørende tid i menneskets historie. Det var efter denne periode, at de tidlige mennesker forlod  Afrika og begyndte at kolonisere andre dele af verden.

Højre hjernehalvdel er der hvor man siger at den rumlige men ubevidste kreative tænkning foregår. Og det er indlysende at for at hugge en stenøkse, så må man forestille sig den først. Altså have en fantasi om den. Denne forestilling skal så arbejde sammen med og styrer de motoriske centre som aktiveres når hænderne manipulerer noget fysisk i omverdenen. Og for hver stump der hugges af stenen, går der en melding tilbage til hjerne som vurderer om stenen nærmer sig den forestillede form efterhånden som den bliver hugget til og slebet. Man må så gå ud fra at sproget først er blevet brugt til instruktion fra den der kan til den der skal til at lære at kunne - hugge en "elegant" stenøks.
   Det giver mig associationer til "Den 3. dims"-interviewstrategien, der går ud på at få folk til at tale mere levende og konkret når de svarer på spørgsmål, hvis man indfører det man snakker om i samtalerummet, så begge kan se det og røre ved det.
   Et egentligt referentielt sprog er der ikke behov for når sproget skal varetage sin funktion som kommunikation af relationer til artsfæller. Det er først når et menneske skal instruere et andet menneske om at lave en ting at vi har brug for ord med tingsreference.
   Og mens man naturligvis kan lære bare af at iagttage hvad en anden gør hvis det er meget simle enkeltoprationer, så er det nødvendig for at lære den mere avancerede produktion sprogligt at få forklaret sammenhængen mellem mål - forestillingen om en økse - og midlerne: en række enkelthandlinger i en bestem orden og styret af en overordnet erfaringsbaseret designlogik
   Man må her kunne tale om blending: af et konceptuelt rum hvori forestillingen om stenøksen som kan fælde træer og dyr, befinder sig, og et andet konceptuelt rum hvor forestillingen om en sten der omformes ved at blive tilhugget, befinder sig. Blending foregår så i virkeligheden når stenøksen gradvis vokser ud af stenklumpen ved hændernes hjælp. Jeg mindes en historie om Picasso:

"Hvordan skaber en kunstner en løve ud af en marmorblok?" blev Picasso en gang spurgt. "Meget enkelt svarede den gamle mester, man hugger det marmor væk som ikke ligner en løve."

Eksaminator-censor-blending ved eksamensbordet

Igen var jeg sammen med gode mennesker som spurgte om hvad jeg havde gang i - underforstået - om jeg var i gang med en ny bog. Jeg sagde: både nej og ja. Jeg skriver løbende, men ikke på en bog. Hvis man putter et "l" ind i "bog", så får man "blog". Sådan en er jeg i gang med.
   I de kredse jeg færdes er det ikke almindeligt at skrive en blog. Når så man fortæller det, er det næste spørgsmål: Er der mange kommentarer? Det er der ikke, fortæller jeg. For min blog indholder næsten ikke meninger og lægger ikke op til debat eller dialog. Den handler om kreativitet, og er en måde at lave halv- eller kvart-videnskabelig research på inden for et område der optager mig. Og - er jeg så blevet klar over undervejs - altid har optaget mig. Blog-indlæg er forpligtende fordi de er offentlige som en bog, men det giver en stor frihed at man kan skrive stykvis og delt og associativt og cirkulært og springende og ulogisk - hvad man jo ikke kan i forhold til en bog der skal være færdig og endelig og begrænset og logisk og klar og sammenhængende.

F.eks. nu igår hvor jeg var censor på tv-tilrettelæggeruddannelsen. Eksaminator var Søren Steen Jespersen, en af stifterne af det dokumentarorienterede tv-produktionsselskab Bastard Film, som i årenes løb har leveret flotte, relevante og væsentlige dokumentarfilm til især TV2.
   Jeg kendte ham ikke personligt, men navnet er dukket op i forbindelse med en lang række dokumentarer som jeg har set og har liggende som vhs-kopier, og som jeg har brugt og refereret til i De levende billeders dramaturgi - og som illustrerende eksempler på kurset Power TV.
   Det viste sig at SSJ havde været på Nordisk Film i 90´ern mens Poul Martinsen også sad og arbejdede derude. Og at han var en stor beundrer af ham. Så jeg prøvede lige at fortælle så meget om mit arbejde med at skrive bogen om Poul, at han måske kunne blive så hooked at han kunne finde på at læse bogen.

Vi sad der en hel dag og eksaminerede en halv snes vordende tv-tilrettelæggere - ud fra den opgave de havde afleveret: et journalistisk tv-indslag, et rammekoncept og en analyserende rapport. Og det  indebar faktisk en kreativ proces at vi to erfarne herrer sad og skulle begrunde nogle vurderinger for hinanden, blive enige og over for den enkelte studerende forklare og retfærdiggøre en karakter.
   Han er journalist og har stor produktionserfaring som tv-journalist og dokumentarist, jeg er akademiker og har stor analyse- og undervisningserfaring på samme felt.
   Så vores votering fik karakter af af blending af to delvist forskellige mentale rum, og jeg synes jeg blev klogere og fik nogle aha-oplevelser.

Hvad blev vi så enige om der var af gennemgående svagheder i indslagene?
   To ting: De studerende manglede at synliggøre den konflikt eller den modstand der skulle give historien fremdrift. Og de manglede at levere de kontekstinformationer og den forhistorie som kunne motivere de medvirkendes handlinger og udvikling. SSJ havde mest hæftet sig ved fraværet af konflikt, og jeg havde mest hæftet mig ved fraværet af kontekst og forhistorie.
   Pointen var så klar: at konflikterne i de fleste historier lå i den kontekst eller den forhistorie som ikke var ekspliciteret i indslaget. Og at den fortællemodel som de alle trak på: Kristian Frederiksens PKP-model - ikke inviterede til konflikthistorier og ikke inviterede til at levere kontekstinformation og forhistorier, men snarere stillede sig i vejen.
   PPK-modellen er en særlig berettermodel som den kreative tv-journalist Kristian Frederiksen i sin bog Alene med et kamera har givet navn: Præmis, Konsekvens, Perspektiv. Udviklet til brug for one-man-band-produktion og sync-in-action interviews. Den er velegnet til at give forløbsstruktur til personfokuserede reportager med handlingsforløb i tid. Men den giver ikke naturligt plads til "flash back" eller til det som englænderne kalder "BBI"-afsnit: et afsnit der leverer Boring But Important information.
   Det er lige præcis den slags nødvendig information berettermodellen inviterer til, nemlig i uddybningsdelen. Og det er også det der er plads til i bølgemodellen - i "mellemspillene" mellem "bølgerne".
   Man kan sige at opgaverne og eksaminanderne fungerede på samme måde som strategien "den 3. dims" i et interview. Det inviterede til konkret og kreativ-tænkning hos censor og eksaminator i forening. Og tilsyneladende forstod eksaminanderne det når vi bagefter kaldte dem ind og forklarede det.