'Hushpuppy' vs. 'Life of Pi' - om brugen af computeranimerede monstre som mytologiske metaforer i filmenes dramatrurgi

Jeg har i de sidste par dage set to rigtig god film: 'Hushpuppy' og 'Life of Pi'  (hvis instruktør Ang Lee jeg skrev om et par indlæg tilbage). 

   Begge film var stærkt seværdig - og har også være meget opreklamerede - med helsidesannoncer i dagbladene. I dagevis.

   De har også begge vundet flere prestigefulde priser. Og anmelderne har været rundhåndede med stjerner og hjerter. 

Begge film blander - blender - realoptagelser med meget livagtige animationer af farlige mytologiske dyr. Og de er begge fascinerende historier med  underliggende universelle temaer. 

   Fælles for dem er også at hovedpersonen - den bærende karakter - er et barn: Den afroamerikanske pige Quvenzahané Wallis, alias Hushpuppy, er 6 år, mens den indiske dreng Piscine Molitor Patel, alias Pi, er omkring 14-15 år. 

   Og som modstandere - (symbolske) antagonister - har de begge animerede livsfarlige bæster. 

Hushpuppy er oppe imod nogle kæmpe store monstre der er et visuelt blandingsprodukt af et behåret vildsvin og en vildokse med lange spidse horn; en flok 'fabeldyr' som inden for historiens rammer har været indefrosset i indlandsisen i ti tusinde år, men nu er sluppet fri på grund af den afsmeltning som er resultatet af drivhuseffekten. 

   Gennem det meste af historien ser vi flokken af monstre i korte krydsklip buldre frem som en potentielt tilintetgørende trussel mod Hushpuppys lille samfund af fattige og udstødte i Louisianas sumpede kystland - 'Badekarret'.  

   Der er klare associationer til de amerikanske bisonflokke man husker fra gamle cowboyfilm. 

   Heltinden Hushpuppy ender med at "skræmme" de monstrøse bæster bort ved en afsluttende konfrontation hvor hun bogstaveligt talt "står op mod dem".

   Hushpuppys samfund overlever, og man sidder som publikum tilbage med en  optimisme på menneskehedens vegne i kraft af identifikation med en seks-årig piges voice over og udstillede handlinger, gestik og mimik. 

Pi har en kæmpemæssig bengalsk tiger ved navn Richard Parker som antagonist. Tigeren stammer fra den zoologiske have som Pis far har afviklet - for med sin familie og alle havens dyr at emigrere til Canada. Man kan få associationer til biblens Noahs Ark, her.

   Det japanske fragtskib de sejler med, forliser og går ned med hele familien og alle dyrene. Bortset fra Pi og tigeren der som overlevende forliset ender sammen i en af skibets redningsbåde.
  En zebra, en orangutang og en hyæne er også med i redningsbåden i starten, men hyænen dræber hurtigt zebraen og orangutangen. Og tigeren dræber derefter hyænen.

   Pi opfinder alle mulige tricks og teknikker til at overleve det livsfarlige samvær med tigeren, bl.a. ved at gøre den delvist tam med mad - og ved - som en slags amatør-domptør - at træne den til respektfuld afstand og et vist tillidsforhold. 

   Da deres redningsbåd endelig når land, forsvinder tigeren ind i Mexicos jungle. Uden at se sig tilbage og uden at sende Pi en taknemmelig tigergrimasse.

   Pi bliver afhørt af embedsmænd fra Japan der skal finde ud af og afrapportere hvordan og hvorfor fragtskibet forliste.
   Men Pis historie er for fantastisk til at den kan indgå i en officiel embedsmandsrapport. 

   Pi giver dem så en anden - mere realistisk version der indebærer at historien med tigeren kan tolkes som en metaforisk allegori på hvad der - måske - virkelig skete på redningsbåden de første dage.

Flere anmeldere og kommentatorer har fokuseret på ligheden mellem de to film. Men jeg synes forskellen er nok så interessant.

   Så hvad har de hver for sig gang i? Hvordan er de konstrueret? Hvad er forskellen?

Læsere af denne blog vil vide at tv- og film-dramaturgi og spørgsmålet om hvorfor det virker, er et af mine fokus- og interesseområder. Fordi jeg har undervist i det i mange år.

   Og en af grundsætningerne er at hvis du som forfatter eller instruktør iscenesætter en realistisk genkendelig historie, så forstærker det oplevelsen og effekten i forhold til et bredt publikum at der - som en underliggende narrativ skabelon - "kører" en velkendt fabel, et kendt eventyr, en universel myte - som filmens realistiske historielag så helt eller delvist er struktureret af.

   Den konstruktion finder vi typisk for film som: 'Gøgereden', 'Pretty Woman', 'Piano', 'Die Hard', 'Love, Actually', 'Thelma og Louise'. Og mange, mange andre både gode og mindre gode film i filmhistorien.

   Men med bølgen af sciencefiction- og fantacy-film som er bruset frem sammen med de digital-teknologisk muligheder for  at animere filmvirkeligheden realistisk, så har vi også fået en lang række film hvor fablen, myten og eventyret udgør det eksplicitte hovedindhold i selve filmens historie: Alien-serien, Star Wars-serien, Spiderman-serien, Ringenes Herre-trilogien, Harry Potter-filmene, Avatar, Alice in Wonderland. 

   You name it.

Begge de to aktuelle film har en realistisk virkelighedsramme. Men måden de bruger de animerede skræmmende "modstanderdyr" på, er helt forskellig.

'Life of Pi' er en form for fantacy, og en meget stor del af filmens historie er en mytologisk associerende kamp mellem Pi og tigeren Richard Parker. 

   Som i al god fantasy - roman eller film - skal vi acceptere blandingen af det utrolige, magiske og fantastiske med en form for (let) genkendelig virkelighed. Og her skal vi tro på at den religiøst tændte og tænksomme dreng Pi rent faktisk er opfindsom nok til at overleve sammen med en "ægte" fuldvoksen tiger i redningsbåden.

   Med dette 'overlevelsesmirakel' får Pi bekræftet Guds eksistens. Eller det modsatte: at 'naturen' ikke har noget med vores Gud-forestillinger at gøre. 

   Tolknignen af præmissen afhænger af hvordan man vurderer filmens og romanes meta-slutning som gør at læseren eller filmtilskueren må vælge mellem usandsynlig sandhed og realitet på den ene side og mytisk spirituel storytelling på den anden - i tolkningen af den historie vi har oplevet som læser eller filmpublikum.

'Hushpuppy' er en form for socialrealisme der fortæller om fattige menneskes kamp, dels for at overleve orkanen Katrinas hærgen og smadring af deres fattige samling blikskure og træhytter, og dels for at undgå myndighedernes forsøg på at evakuere dem til en patroniserende ufri "flygtlingelejer-virkelighed".

   Som underliggende narrativt skema har vi et eventyrforløb med Hushpuppy som "prinsessen" der skal lærer og udvikle sig til at sejre i en barsk  virkelighed - et reflekteret og gammelklogt barn med faderen som "mentor" og "troldmand" der dør efter at have givet sine barske 'trylleformularer' og sin livsvisdom videre til datteren. 

   Historien igennem ophober hun livsvisdom og erfaringer som gør at hun til sidst kan konfrontere de fremtromlende uhyrer og jage dem på flugt. Og vi "tror" på det.

De visuelt mixede monsterbæster er imidlertid ikke integreret og fusioneret i Hushpuppys historie og virkelighed som tigeren Richard Parker er i 'Life og Pi'.

   Bæsterne er udtryksmæssigt tydeligt indlagte metaforer i historien, metaforer der henviser til klimatruslen, og som altså er brugt på samme måde som filmmontagens mester og teoretiker Sergei Eisenstein både teoretiserede over og demonstrerede i sine film. 

   Grebet kaldes 'syntetisk montage', hvad der indebærer at blendingen og integrationen af de to virkelighedslag ikke foregår 'umærkeligt' i filmens udtryk, men først eksploderer mentalt i hovedet på publikum der oplever filmen. Og derfor insisterer på en slag intellektuel bearbejdning undervejs - eller bagefter.

Flere anmeldere og kommentatorer anholder det som en svaghed at fantasi-bæsterne i 'Hushpuppy' ikke gnidningsløst er integreret i filmens realistiske lag. Og at det dermed svækker filmoplevelsens intensitet. Den "sprækker", skrev en anmelder. Men er det dårligt - eller er det netop det der får os til at tænke?

   Man kan - tilsvarende - indvende mod 'Life of Pi' at den litterære meta-pointe om valg af historie - den reelle eller den mytisk-allegoriske - ender med at tage den spirituelle luft ude af filmens slutning.  Man kan nemt føle sig lidt snydt - bagefter. Offer for en flot filmisk iscenesat, men litterær vits?

Men 'Hushpuppy' lå en klasse over Ang Lees film, oplevede jeg - trods alt. Den er aktuel, udadvendt og med et socialt og globalt fremtidsperspektiv - nærmest som en rigtig god samfundkritisk sciencefiction-film.
   'Life of Pi' er mere indadvendt og bagudskuende. Og den perspektiverer først og sidst romankunstens klassiske narrative troværdigheds-tricks, og romanforfatterens tvetydige dobbeltspil omkring sandhed og virkelighed i forhold til sit publikum.
   Brugt fx også i 'Rosens Navn', skrevet af den højt begavede forsker og litterat Uberto Eco.

 
Budgettet for 'Hushpuppy' var angiveligt på 1,3 millioner dollars, plus lidt sponsorerede tilskud til slut: Højst 10 millioner kr.

   Ang Lees film havde angiveligt et budget på 120 millioner dollars, ca. 720 millioner kr.

Så min konklusion er: Debutant-instruktøren Benh Zeitlin, 30 år, vandt med kreative længder over den rutinerede og verdenskendte auteur-instruktør, 58 år.
   Lidt af en overraskelse - også for mig.

Morale: Der er håb for unge mennesker med kreative talenter, sans for en god historie, og en spændstig visuel fantasi.