Jeg har tidligere skrevet om et begreb som optræder i næsten al overordnet litteratur om kreativitet. Det uforklarlige held, det mirakuløse sammentræf, den uforståelige kobling på tværs af tid og rum.
Serendipitet
Der sker somme tider noget mærkeligt i sammenhæng med mine skriverier på denne blog: Jeg skriver om et eller andet tilfældigt ud fra en avisartikel eller en bog jeg har læst, og så pludselig dukker der noget op i min virkelighed som har intim sammenhæng med det.
For eksempel dette:
- at jeg ser Klee & Cobraudstillingen på Louisiana der blandet andet tematiserer "masker" som motiv
- at sidste gang jeg var på Louisiana så jeg David Hockney-udstillingen med hans iPad-malerier, blandt andet en række portrætter,
- at jeg for nylig havde fået en smartphone og downloaded både et maleprogram og et tegne-skitse-program,
- at jeg derfor blev inspireret af Klee & Cobra-udstillingen til at prøve at male "masker" på det program - teknisk på samme måde som Hockny - og tematisk som noget der associerede til Klee & Cobra-maskerne.
Et andet eksempel på serendipitet er at jeg for et lille halvt år siden læste en anmeldelse af en bog om hukommelseskunst og -videnskab: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything", skrevet af den unge videnskabsjournalist og forfatter Joshua Foer.
Selvom jeg altså ikke havde læst bogen så gav anmeldelsen mig en række produktive associationer som du kan læse mere om ved at klikke på dette link:
På det tidspunkt havde jeg erkendt at der var en intim - og undervurderet - sammenhæng mellem kreativitet og hukommelse - eller kreativitet og viden.
En af de ting jeg fremhævede i blogindlægget den gang var at Joshua Foer brugte sig selv som subjekt og bærende karakteri historien for at formidle et fagligt emne: det som jeg kalder et journalistisk plot - og som flere andre kreative videnskabsjournalister har udnyttet, bl. a. herhjemme Lone Frank. Blending af to konceptuelle rum: et objektivt-fagligt og et subjektivt-personligt.
Det er så også det jeg fremhævede i det umiddelbart foregående indlæg om Liv Thomsen som tv-historiefortæller: at hun bruger sin egen jagt på dronningernes historie til at levere et ekstra subjektivt og personligt lag i fortællingen, som gør den meget mere interessant og engagerende: Det subjektive spejler sig i det objektive og omvendt.
Eller: Fortællerens person bliver indgangen til og en slags metaforisk optik på den historie hun fortæller.
Eller: Fortællerens person bliver indgangen til og en slags metaforisk optik på den historie hun fortæller.
Men samtidig har jeg mit halvårlige møde med min navnebroder og soulmate hvad angår interessen for kreativitet. Han gav mig en "julegave" - en bog - som viste sig at være, ja, naturligvis: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything" - på dansk. Og jeg er helt sikker på at han ikke havde læst indlægget om bogen fra september.
Serendipitet.
Mens vi sad og snakkede dukkede der en yngre kvinde op og sagde hej til min navnbroder i skyndingen. Jeg genkendte hende fra min tid som lærer i tv-journalistik på SDU i Odense. Som en af de særligt kreative studerende på et af mine tv-hold. Vi hilste også en-passant. Det fremgik at hun kendte til bloggen her og ind i mellem var læser. Det var jeg glad for.
Men det helt mærkelige var at min navnebroder bagefter kunne fortælle at Silke Bock som hun hedder, var igang med at starte et journalistisk magasin, Zetland, og som led i den udgivelse også var igang med at forberede en forestilling i "teaterjournalistik" - det amerikanske journalistiske blending-fænomen Pop-Up-Magazine Live jeg skrev om i indlægget du kan klikke dig ind på her, og som jeg gav det danske navn "teaterjournalistik":
Det danske magasin har fået navnet Zetland, vil levere lange journalistiske fortællende historier, og så vil redaktionen altså som led i lanceringen - inspireret af det amerikanske tidsskrift Pop-Up-Magazines live-performances - lave en multimedieteaterforestilling "Zetland Live" hvor en række af historierne "opføres" på en scene foran et publikum. Se videre:
Mærkelige sammentræf: serendipitet.
Silke Bock er medlem af en gruppe som står bag initiativet, og som i øvrigt har et fælles koncpetudviklingsfirma "Syndikatet". Se:
De 4 initiativtagere er alle udsprunget af min gamle arbejdsplads, journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, som jeg var med til at starte.
Serendipitet.
Jeg kommer så i tanker om at jeg jo har noteret Silke Bocks navn som en del af en interessant og sigende nyhedshistorie for ikke så længe siden. Silke har skrevet en bog om der meget kreative Clement Kjærsgaard - en bog som DR - som planlagt udgiver - har besluttet ikke at udgive alligevel. Se:
Politikens fredagstillæg iByen havde et længere forskræp om den kommende uges forstilling (onsdag den 11. januar - der er udsolgt). Og fortæller blandt andet om gruppen bag ved magasinet og om ideen:
Frøet til Zetland blev plantet for et par år siden, da journalisterne Lea Korsgaard, Silke Bock, Hakon Mosbech og Jakob Moll fandt ud af, at de gik rundt med en fælles drøm om at eksperimentere med den journalistiske historiefortælling, som de arbejdede med hver dag.Så en dag midt i den økonomiske krise sagde de deres gode faste job på steder som Euroman, Lindhardt og Ringhof og Politiken op og dannede redaktionen Zetland.Ideen om at lave livejournalistik begyndte for alvor at tage form, da de fire journalister flyttede hver sin bærbare ind på et tredjesalskontor et sted på Vesterbro.
I forbindelse med artiklen er der også en faktaboks om "Pop-op-fænomenet" som jeg synes gav en god kontekst:
Pop-up-fænomenet dækker over butikker, udstillinger, gallerier, restauranter og cafeer, som kun kan opleves i en begrænset periode. Det ene øjeblik kan du se dem i gadebilledet, det næste er de væk.Fænomenet opstod i New York omkring 2003. I Danmark begyndte det for alvor at poppe i gadebilledet i slutningen af 00?erne.Siden har København været hjemsted for bl.a. en pop-up-kunstbutik på Nørrebro, flere pop-up-restauranter og udstillingskonceptet Pop-Up Contemporary.I pop-up-galleriet Projekt 8 i byggeriet 8Tallet i Ørestad viser otte internationale kunstakademier i øjeblikket værker af otte elever hver.Research: Politikens Bibliotek.
Når man som jeg i mange år har undervist i dramaturgi, i fortællende journalistik, og i faktion, så er det godt nok opløftende med et sådant initiativ.
Et par af kendetegnende på den særligt kreative personlighed som jeg har skrevet rigtig mange indlæg om her på bloggen, er lysten til at tage en risiko og behovet for at overskride eller gå på tværs af grænser.
Den lyst ser ud til at drive værket her for de fire journalistiske musketerer.
Og teaterjournalistik blander fakta og fiktion - går på tværs af de grænser som enhver journalistuddannelse i verden indskærper at journalister skal respektere: grænsen mellem fakta og fiktion, mellem skreven faktuelt forpligtet journalistik, og teaterforestillingens iscenesatte, imaginære handlingsunivers.
Den her målbevidste grænseoverskridelse bliver spændende at følge!
Her er et link til Pop-Up-Magazine:
