Rubrikken i Informations tillæg "Billeder" i går havde denne ordlyd:
Medier går amok i voldsrus over valgkampen
Og manchetten lød sådan:
Valgtæsk. Når de stemmeberettigede i dag deltager i demokratiets helligste ritual, kan de se tilbage på en valgkamp, hvor voldelige sprogblomster har stået i fuldt flor. Information har vist en række eksempler til tre sprogmennesker, der giver deres bud på, hvorfor blå øjne og tæsk får så meget plads i valgkampen.
Det er jo ikke politikernes sprogbrug i valgkampen artiklen handler om. Det er journalisternes, rubrikforfatternes. Det er udtryk som "blodbad" til at beskrive tab af mandater, "uddele tæsk" om udtalt kritik af andre partier, "smadrer" til at beskrive at udtalelser splitter, "massakre" til at beskrive tab af mange mandater, "blåt øje" og "vælgerlussing" til at beskrive fravær af stemmer i forhold til sidste gang.
At der er tale om en underliggende krigs- og slagsmålmetafor, kan der ikke være tvivl om. Det er den som Lakoff og Johnson i deres bog "Metaphors We Live By" sammenfatter i den konceptuelle formel: ARGUMENT is WAR. Den politiske debat og udfaldet af vælgernes afstemning ses gennem krigens og det fysiske slagsmåls mentale optik.
Den konceptuelle grundmetafor er ikke noget journalisterne har opfundet. Den er en del af vores tankemæssige set up. Den har tilsyneladende afløst en anden lidt mere fredelig metafor: POLITIK er SPORT. Sport er naturligvis også en form for konflikt, men reguleret og underlagt fairness-regler.
Men krigsmetaforerne er altså et resultat af det vi kalder konceptuel blending af to mentale input-rum: et hvori valgets politiske debat og meningsudveksling befinder sig, og et andet hvori krig, fysisk vold og slagsmål befinder sig. I det mentale outputrum optræder "the blend" som altså "framer" politik-udøvelse på samme måde som Bush i sin tid "framede" terrorisme: TERROR is WAR. I de danske aviser altså: DEMOKRATISK VALG er VOLD!
Men betyder det noget at journalisterne "dramatiserer" reportager og kommentarer ved at bruge den slags billedlige og anskueliggørende sprogbrug?
I og med at metaforerne jo er krops-konkrete, så er der ingen tvivl om at de aktiverer spejlneuroner - på den måde som vi tidligere har set at disse fungerer: Når man selv udfører en handling, nå man ser andre udføre den tilsvarende handling, og når man forestiller sig handlingen i fantasien, så er aktiveres den samme gruppe spejneuroner i præmotorcortex.
Det at bruge ord for aggressive og voldelige handlinger - i "overført betydning" - "tænder" altså i følge "the neural theory of language" et særligt handlingsberedskab i premotorcortex som også er koblet til følelser som vrede og frygt.
Og man må antage at de vælgere som "bombarderes" (der var den igen!) med den metaforiske volds-retorik, sættes i en slags permanent mental stresstilstand som udløser adrenalin - hormonet som forbereder en fight- og flight-respons i kroppen og hjernen.
Wikipedia fortæller:
In the human fight or flight response in prehistoric times, fight was manifested in aggressive, combative behavior and flight was manifested by fleeing potentially threatening situations, such as being confronted by a predator. In current times, these responses persist, but fight and flight responses have assumed a wider range of behaviors. For example, the fight response may be manifested in angry, argumentative behavior, and the flight response may be manifested through social withdrawal, substance abuse, and even television viewing.
Mennesker udmattes og bliver mentalt og fysisk trætte af at blive fasthold i en længerevarende stress-tilstand.
Deraf får store befolkningsgruppers afsmag for politik og lede ved politikere - og ved journalister som gennem deres retorik aktiverer og holder stress-tilstanden kørende igennem flere uger.
NB! Tjek lige rubrikken igen i starten af indlægget. Den er i sig selv udtryk for en krigerisk metaforik: "voldsrus", "går amok". Her altså brugt til at beskrive de journalister der bruger den slags metaforer om politikere
Høg over høg!
