Journalistik på forsiden af to af Politikens søndagstillæg - det handler om Jeppe Nybroe og TV 2/News

Da jeg var meget yngre var avisen Information noget særligt ved at den indimellem havde artikler der forholdt sig kritisk til andre avisers dækning af virkeligheden. Temaoverskriften var: "Fra vores egen verden". Den gang var det grænseoverskridende. Journalister havde det som læger: Det er usolidarisk og nedværdigende for standens troværdighed hvis man offentligt kritiserer andre inden for professionen.
   Sådan er det heldigvis ikke mere. Men det er ikke mere Information som går i spidsen for kritisk diskuterende at dække medieverdenens svagheder og bagsider. Politiken er nok frontløberen her.
   Det er ikke så mærkeligt.  Dens kernelæsere tilhører "den kreative klasse", og journalister er så at sige født ind i den. Så journalister og journalistik er simpelt hen godt stof i Politiken.
   På de to journalistuddannelser jeg har undervist på og i al beskedenhed sat et aftryk på, var og er Politikens praktikpladser i høj kurs, om ikke den højeste.

I dag søndag den 15. august har Politiken et alenlangt interviewportræt af en af dem der en gang var top of the pops inden for faget, Jeppe Nybroe. Det er en gammel SDU-er, Lea Korsgaard, en af pionerene inden for genren fortællende journalistik, som står for historien. Manden blev fyret eller gået for at have manipuleret flere tv-nyhedshistorier for at give dem ekstra oplevelsesmæssig impact, øget dramatisk værdi.
   Altså: Han har snydt på vægten rent professionelt. Og han får i interviewet relativt frit løb til at retfærdiggøre sig ved at fortælle den private historie: Jeg begik fejl, men værre var det heller ikke. Jeg var i krise. Min kæreste havde forladt mig til fordel med en anden mediemachomand. Og: Andre gør det samme. Sådan gør man inden for faget. Det er ikke snyd, det er bare tv.
   Vi får et glimt fra barndommen. Forældre der flytter rundt: "boede i en periode som 10-årig i Saudi-Arabien, hvor hans forældre igen var udstationeret." Et tegn på den særligt kreative persons typiske barndomsvilkår.

Jeppe er - det er helt klart - en af dem jeg har kaldt særligt kreative personligheder. Og som journalist er han ambitiøs, og hans karriere har bare ført ham til tops i DR/TV-avisen. Supernyhedsvært, kritisk journalist til fingerspidserne. I sprog, i holdning, i udtryk.
   Jeg husker hvad jeg tænkte når han lavede live-interviews den gang som nyhedsvært: Det er vigtigere for ham at vise hvor dygtig, skarp og intelligent han er - over for andre journalister, vigtigere end at få oplysende svar ud til seerne. Han er en journalistisk macho-mand. På vej frem. En ny Ulrik Haagerup. En comming Hans Jørgen Jensen. Den afgående Falbert fra Ekstrabladet rinder mig også i hu som association med hensyn til personlighedstype. Også hans jævnaldrende Simon Andersen, nu nyhedschef på B.T., som bidrog til hans "fald", og som senere tilbød ham job på sin avis.
   Den type journalistiske personligheder er en slags mediekrigere, kreative gladiatorer, som overlever og avancerer inden for branche og stiger i status i professionen ved at dygtigt og aggressivt at skabe journalistiske scoops, ved hårdt målrettet arbejde at levere kritiske afsløringer uden stands anseelse
   Men den slags journalistik og den type journalister har det også ofte med at gå balancegang på etikkens grænsebomme. Jeg mindes her Poul Martinsen, som også er en særligt kreativ personlighed,og er en mester ud i journalistisk dokumentarkunst. Men som også i sin lange karriere indimellem  balancerede på kanten i forhold til nogle af sine medvirkende.
   Høje professionelle ambitioner kombineret med brændende behov for at komme ud over rampen, kan friste eller forføre til at gå over grænsen.

Jeg tænker efter at have læst portrættet: Lea er blevet (lidt?) forført af Jeppe. Hun mister den kritisk distance, synes jeg. Hun er selv en af de særligt kreative inden for faget. Og det er en virkelig god ide at forfølge den gamle historie. Hvad blev der af dem der en gang var hovedpersoner i nyhederne? Det er et klassisk journalistisk plot, som tit giver pote. Så hvorfor ikke vende tilbage til kollega Jeppe og få hans refleksioner og tilbageblik.
   Men er hun den rette. Kan man ikke rette den samme kritik mod hende i dette portræt som man (med god grund?) rettede mod Reimer Bo i forbindelse med hans interviews af  Stein Bagger og Zobel-damen?

Jeg har tidligere været inde på at kreativitet uden moralske bremseklodser - eller stor kreativitet kombineret med store ambitioner, er en risikabel cocktail. Når jeg læser portrættet i Politiken, synes jeg at den dimension er underbelyst: at særligt kreative folk kan fristes til at blive moralsk afsporede af deres ambitioner, og forført af sig selv til at finde på lidt for smarte løsninger i  pressede situationer hvor deres journalistiske værdi på markedet er på spil, og de skal leve op til det billede, det image, de allerede har opnået i medierne.
   Er den type journalistisk personlighed som Jeppe repræsenterer, i virkeligheden en slags Klaus Riskær inden for journalistikken? At være kreativ betyder jo at man har en særlig evne til at kunne overskride grænser. Også moralske. Og også ofte slippe afsted med det.
   Når det optager mig specielt, er det fordi Jeppe Nybroe i det sidste halve eller hele år, optræder som nyhedsvært på min regionale tv-station: TV 2 Øst. Og jeg har ikke haft det godt med det. Når han optræder som skærmfigur i deres nyheder, så får jeg hver eneste gang associationer til de gamle historier fra TV-Avisen. Og jeg mister tillid til TV 2 Øst  som troværdig nyhedsstation. Gør ham dog til chef eller redaktionssekretær. Men at bruge ham på skærmen?

Artiklen om TV 2/News og kreativitet vender jeg tilbage til i et senere blok-indlæg. Det her blev længere end jeg havde tænkt. Det må være lidt vigtigt for mig, åbenbart.

Christo og Jeannne-Claude - det er indpakningen der gør det - visuel blending!

Politiken i dag den 15. august. Et to-siders opslag der straks fanger blikket og stimulerer fantasien. Jeg kan jo godt huske en del af disse billeder, som er fotografier af indpakkede og indhyllede stykker virkelighed. Broer, bygninger, træer, naturområder.
   Kunstnerne er Christo og Jeanne-Claude. Og når man først har set billederne, så er de ikke til at få ud af hovedet igen. Og ved gensyn aktiveres disse fornemmelser af ubehag, spøgelser, sug i maven, en anden verden. Der er klart noget surrealisme over deres kunstværker som jo er karakteriseret ved - for de flestes vedkommende - at være i kæmpeskala, og at de, som megen moderne konceptkunst, kun eksisterer midlertidigt, så er de væk. Findes kun som spor i publikums erindringer og i fotos af det færdige resultat, og i arbejdsskitser som kunstnerne bl.a. har brugt til at overtale myndigheder og sponsorer til at lade dem realisere deres visioner.

For mig er deres kunstværker og deres koncepttænkning et lysende klart eksempel på blending som en kunstnerisk operation, der er fantastisk effektiv:
   I det ene input-rum har vi landskaber, bygninger, natur som vi kender det; i det andet input rum har vi indpakningsmaterialer: stof, papir, plastik. Ved at pakke det ene ind i det andet, får vi en stærk effekt af uvirkelighed, drømmeverden, science fiction, fantacy.
   Fantasien nyder det vi ikke kan se, men aner konturerne af - under dække; samtidig med at kæmpeproportioner også i den grad er stimulerende for fantasien: Det man normalt pakker ind, er i en størrelse der er overkommelig. Er det Gud der der taget på en længere ferie, og som vil beskytte møblementet mod sol og støv ved at dække det over? Eller sover de forskellige bygninger? Eller er det ligklæder? Eller er har der været kæmper på spil, som har spredt deres sengetøj hen over deres legetøj og så er gået deres vej? Eller har bygninger og landskaber gemt sig og leger borte-tit?
   Fantasien kan producerer historier på stribe ved det synsschock som det på en eller anden måde jo er  at opleve et blended visuelt rum, fremmed og uden nogen klar mening eller funktion.

Nogle af de sprogudtryk som blending-teorien så godt gør rede for, er de såkaldt kontrafaktiske sætninger:

• "Hvis du var kommet med til festen, ville det have været en katstrofe."
• "Hvis Hitler havde vundet krigen, ville Danmark ikke have eksisteret i dag som en selvstændig nation."

Analyse: En faktisk fest uden din deltagelse i det ene mentale rum; en tænkt fest med din deltagelse i det andet; i det blendede rum: en katastrofal fest. En verden med nationer som vi kender den, i det ene konceptuelle rum; en en forestillet verden med konsekvenserne af at Hitler havde vundet, i det andet; i det blendede rum: en verden uden Danmark som nation .
   De her indpakkede stykker virkelighed af Christo og Jeanne-Claude, viser en verden der ikke findes, men kunne have eksisteret hvis der havde været: xxxx? Og så må fantasien producerer historien: xxxx, der kan fylde hullet ud.

Hvad betyder "fløde" om søndagen i svømmehallen i Asnæs?

Hvis man er fast morgensvømme i den lokale svømmehal, hvad jeg er og har været i mange år, så oplever man jo mange mennesker med en hel anden baggrund og et helt andet liv end sit eget. Og det er det fede ved at være fast morgensvømmer, at det ender med at det er noget man ikke kan undvære. Man bliver simpelt hen afhængig disse stadige kulturmøder som jo typisk foregår uden tøj på under bruseren og i saunaen , eller man er kun iført nødtørftigt dækkende badetøj ude i hallen. Der er tale om konceptuel blending så det batter. Og jeg er efterhånden sikker på at kombinationen af svømmemotionen, som nærmest er meditativ, og samværet på tværs af skel, at den coctail udløser humørstimulerende endorfiner, ligesom andre aktiviteter som man kan blive afhængig af.

I Asnæs hvor der ligger den svømmehal som vi frekventerer om sommeren, der har man om søndagen den særlige tradition at bademesteren har lavet kaffe som er gratis, og som man, efter at den er skænket op, kan sætte på kanten af bassinet ud for den bane man svømmer på. Efter hver bane frem og tilbage, kan man så tage en slurk. Det passer lige med 10 slurke til 10 baner, så er koppen tom.
   Der er så den lille særlige specialitet at der under det bord hvor kaffen er rettet an, delvis skjult, står en flaske snaps. Og hvis man siger at man gerne vil have "FLØDE" til kaffen, ja, så får man hældt op, så morgenkaffen bliver til det man i Jylland i ældre tid kaldte "små sorte". Og alle har et muntert glimt i øjet og et lille smil om læben, både når de ber om det, og når der hældes op

Hvordan beskriver man så at "fløde" ikke betyder fløde, men snaps? Og hvorfor er det sjovt.
  Det er jo selvfølgelig udtryk for en form for sproglig kreativitet. Ordet "fløde" i den kontekst er et resultat af blending. Det er ikke egentlig en metafor, selv om det ligner. Det er vel snarere en eufemisme - en forskønnende omskrivning - der gør det muligt at tale indforstået om noget som egentlig er lidt forbudt og forbundet med dårlig samvittighed at indtage: spiritus tidligt om morgenen.
   Dette som vi ikke så gerne må benævne (endsige indtage), befinder sig i det ene input-rum. I det andet findes noget som også er flydende, og som man også øger kaffens smagskvalitet med, og som er helt normalt. Og i det blendede rum får vi så: "fløde" i betydning snaps. Og i den sociale kontekst en fælles bevidsthed om at denne blending en del af det lokale sproglige fællesskab som andre er udelukket fra. Derfor lidt sjovt.

Sociale skel og kreativ udvikling - en opsummering og endnu et eksempel

Jeg har tidligere skrevet om mentorers og gode feers betydning for at kreative mennesker med barske barndoms- og ungdomserfaringer, ikke bare blev tabere. Og har blandt andet refereret til børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, som blev interviewet til Politikens sommerserie om sammenhængen mellem opvækst og voksenholdninger.
   I går i Politiken har Per Michael Jespersen så en opsummerende klumme om hvad der er fælles for de syv de har interviewet til serien. Han konkluderer at det fælles var, at de tidligt i livet havde mødt mennesker fra et andet socialt miljø, hvad enten de selv kom fra bunden eller toppen af samfundsstigen.

Det giver mig anledning til at filosofere over min egen opvækst, vokset op i en pæn og socialt beskyttet funktionærfamlie med en far som ingeniør på Sukkerfabrikkerne og en hjemmegående mor. Og vi havde altid pige i huset. Ingeniørfamilien blev flyttet rundt fra fabrik til fabrik, alt efter hvor der var brug for den enkelte ingeniørs særlige kvalifikationer og tekniske speciale: fra Gørlev til Holeby, fra Holeby til Stege, fra Stege til Christianshavn. Jeg skiftede derfor skole med relativt korte mellem rum.
    Alt det flytteri producerede jo identitetsusikkerhed, rodløshed og fremmedgørelse - en type erfaringer og oplevelser som jeg tidligere har nævnt kan være en kilde til kreativitet, fordi det skaber savn og ønskedrømme, og får en til at reflekterer og fantaserer over de grænser og skel man oplever i sine omgivelser.
   Og de faste og bedste venner og legekammerater jeg havde de forskellige steder, hvad var det for nogen? I Holeby hed han Flemming og var søn af en ufaglært arbejder, i Stege hed han Per og var søn af en lille håndværksmester, og på Christianshavns Gymnasium hed han Mogens, og var søn af en enlig mor der vel gjorde rent eller ekspederede i en butik.
   Og jeg kan faktisk huske at jeg den gang ofte reflekterede over klasseforskelle, og hvad det at være priviligeret, betød for hvilken fremtid man havde udsigt til.

Per Michael Jespersen har givet klummen overskriften "Social blindhed", og hans pointe er at det er vigtigt for den menneskelige udvikling (=kreativitet?) , at man konfronteres med sociale forskelle i sin opvækst. Han formulere det dog alt for slapt, synes jeg, når han siger at faren er "et mere kedeligt samfund", hvis alle vokser op i miljøer der har karakter er af sociale ghettoer, og man derfor sjældent konfronteres med mennesker/skolekammerater med en anderledes baggrund end man selv har.

Jeg mener at kreativitet, fremdrift, udvikling, fornyelse - skabes og udspringer af forskelle der mødes og konfronteres på tværs af konventionelle og historiske grænser og skel. Den slags konfrontationer er forudsætningen for konceptuel blending - tænkning hvor forskellige forestillingsverdener, livserfaringer og bevidsthedsformer mødes - og i mødet skaber nye tanker og ideer der kommer til udtryk i nye koncpetuelle output-rum hvor der foregår både integration og kompression af elementer fra de forskellige mentale input-rum.
   Mennesker mødes og sød musik opstår. Det var vist var titlen på en af Jens August Schades digtsamlinger.

Og så apropos: Politiken i dag den 15. August. Portrætartikel af Minna Skau om en kvinde hvis navn jeg ikke havde hørt før, og hvis ansigt var interessant at se på: smukt men lidt hærget. Rubrikken var: "Krigen lærte hende at sætte pris på livet". Det drejer sig om en dansk journalist som er frisk udnævnt nyhedsredaktør på den amerikanske netnyhedstjeneste 'The Daily Beast'. Manchetten lyder:

Da Louise Roug Bokkenheuser som ung teenager mistede begge sine forældre, begyndte en lang flugt væk fra smerten og minderne. Hun lagde lillebroderen, hjemmet og Danmark bag sig på en rejse, hun i dag beskriver som ét langt selvmordsforsøg. Nu, da hun har skrevet det hele ned i en bog, håber den 37-årige, succesfulde journalist at have forsonet sig med sine spøgelser. 

De kreative processer ved at skrive ud fra barske erfaringer, som noget der skal hele en mental splittelse skabt ved sorg og savn, er essensen af historien. Forældrene bliver skilt, moderen dør ved en ulykke hvor hun var stærkt beruset, faderen dør to år efter af druk, fremgår det.
   Siden har Louise både været kriminalreporter for L.A. Times og krigskorrespondent i Bagdad i to år. Om livet som kriminalreporter siger hun: "Man møder folk, når de er helt derude  i deres liv, hvor tingene er meget klare og meget tydelige. Og det er vildt grænseoverskridende". Og om erfaringerne i Bagdag siger hun:

"Krig er jo fedt på en måde. Det er meget tiltrækkende, fordi du har alting virkelig skarpt og nært - og der er en ærlighed i øjeblikket.  Både i situationen og i den måde, du relaterer til folk på. Der er ingen rudekuverter og ingen bekymringer over næste elregning. Der er bare det helt basale med had-kærlighed og liv-død. Men mens jeg havde troet, jeg ville finde svar på spørgsmålet om, hvordan krig overhovedet sker, så fandt jeg med tiden ud af, at mit egentlig spørgsmål var: Hvordan er det egentlig vi overlever? Hvordan var det, mine venner overlevede? Og hvordan var det, jeg selv overlevede (...). Jeg troede, jeg kunne gøre alting alene. At man kan leve et liv, hvor man bare frasiger sig alle andre og det nær. (...) Men i dag har jeg jo fundet ud af, at jeg har behov for andre mennesker. Jeg kan ikke alene, og et menneske er ikke en ø. De mennesker jeg mødte i Irak, de overlever jo netop fordi de har støtten fra familien. Og jeg har også behov for andre mennesker."

For Louise betyder konfrontationen med krigen og de kulturelt set helt anderledes mennesker hun møder og får som venner, en re-framing af egne erfaringer: fra flugt til forsoning. Nøgleordet er: "grænseoverskridende".